Mange ting var sket i landet.. Hun havde fundet en hest, der var den rette til at føres baglystet.. hesten stolede på hende, men tiden var blot ej klar endnu... Derimod viste det sig at hendes kære Dream havde spurgt om de skulle være mager.. Hun havde været ude af sig selv da han spurgte, måske fordi hendes planer gik forkert.. Hvad ville Insnaus ikke sige til det? Hej sviger datter.. hun bed sig hårdt i læben.. sådan noget lort.. Øjne hvilede hårdt mod ingen ting. Hun var ude af sind til at tænkte.. tænkte over hvad hun skulle gøre.. Der var så meget ikke at gøre, men hun kunne da ikke lade som ingen ting? Hun lukkede øjne trak vejret, bare der var en hun kunne stole på.. bare der var en der kunne hjælpe hende..

-When you play the game of shadows you either win or you die..


Den sorte hingst slog med den famlede hale bag hans mage bagpart. Han lignede mest af alt en øgle med skind og pels på, som han stod der med hovede sænket og de gule øjne der blot så verden, denne og en personlig verden.. Hvordan mon andre så verden? I et syn.. Et syn der hed grønne blade på træerne om sommeren og hvid vinter sne.. Sommer og forår for ham betød mere at han selv måtte stå for at male jorden og hans syn rødt af blod. Vinteren ville ikke tage liv for ham. Det var noget han selv måtte gøre, for at vække gru i den alt for varme, søde og drømmende tid der hed forår og sommer.. Han ville ikke holde sig tilbage i denne tid, som han havde gjort sidste år... Dette år ville blive et år der ville stinke af blod og jorden være gennemblødt helt ned til Helvedes flammer.. Han ville bade, han ville le, han ville sejre.. Intet mindre. 


De sorte vinger hævede sig en smule fra hans krop og afslørede de gruesomme sår, som han havde pådraget sig af hans fald på Clear Ice. Han begyndte at gå, luftede de helende sår, der var begyndt at ligne et bjergtakket landskab mere end side på en hest med den sorte hud trukket hen over. Det var skrøbeligt, men det var denne hingst i bund og grund også, det stoppede ham ikke. Intet gjorde. Han var nådesløs. Intet skulle komme i vejen for hans skyggers krone. Han ville få hvad han kom efter, gudernes hjerter. Deres bankende, udrevne hjerter.. Han ville sælge sin sjæl, hvis han kunne få lov til at sætte tænderne i blot et af dem.. Et saftigt hjerte, der stadig bankede og pumpende hjerte, der førte blod ud og rundt. Hans næsebor var fyldt med lugten af en bestemt hest. Han havde taget sig tid til at besøge sin datter af Itzala Argia om natten, snakket med hende, så vel som leget med hende, men hun vidste endnu ikke at han blot byggede et fundament, som skulle bygges sådan, at det blev en forfærdelig bygning, der stod færdig.. De sorte øre var vendt bagud og munden let åben, tog natten luften ind, som han satte frem i en lydløs trav. Hans lette krop gjorde sådanne ting meget lette.. De spidse tænder var synlige, Abaddon Izarra havde dem også, men Argia vidste intet om hans planer med den lille stjerne skabning.. Hans tænder var mordervåbnet, som havde taget flere liv end der var tænder, dog var hans inderste tænder mere eller mindre normale, da han jo stadig spiste græs. 
Han var hurtig og lydløs, en skygge i natten, vingerne synlige sammen med flasken. Hans gule øjne fandt den hvide hoppe. Hun lugtede nærmest af noget der mindede om stress eller angst.. Hvad havde hun dog fortaget sig.. Han havde ikke overvåget hver og en af hendes møder, især aften natte møde på det sidste, disse perioder havde han tilbragt med at fylde den lille stjerne hoppes hoved med historier og teorier, fabler som han havde digtet, sange og viden om sindet og kroppen havde han fyldt dem med, men ligeså havde han gjort dem til noget lig de fantastiske fortællinger om Flakezes krige, Den Første Verden og Den anden Krig, Dead og dets Dæmoner. Hun havde mere viden om mørket end hun vidste, men mon ikke hun knækkede koden, når hun engang voksede sig større? Det håbede han skam.. 

Han stod blot og betragtede hende mens hun stod der. Galka var et frodigt og et øde sted, det blev ikke ligefrem besøgt af mange heste, men når man fandt andre var de for det meste på den frodige del af græs engen.. Hans to be lærling var her, men han gik ikke til hende, han betragede hende blot.. Hvis hun ville ham noget måtte hun gå til ham og han ville høre hvad hun havde at sige, men ikke før, desuden viste han sig nu for hende igen for første gang siden deres møde i bjergene, mon ikke hun huskede? Hvis ikke ville hun blive ofret.. 

Hun stod blot der i sine egne tanker, da hun fornemmed nogle øjne.. øjne på sig, langsomt vendte hun sig om. Den sorte skabning med vinger kom til syne. Det var ikke lige frem ham hun havde håbet at se, men på en måde skulle hun vel sige det på et eller andet tidspunkt. Hun trådte fremad "Insanus.. Godt at se dig her" om hun mente det sidste var svært at sige. Måske fordi hun ikke selv var sikker på det var så godt at se ham lige nu? Hun gik endnu et skridt frem, så der ikke var så meget mellem rum. Hun sugede luft ind og lod så atter stemmen lyde "hvad ville du gøre hvis du havde en om din hov? En der stolede så meget på en.. en der var så forelsket i en at man kunne kvaste det sidste godt i dens indre.. hvad ville du gøre? dræbe gnisten eller?" hun så på ham.. der lå mere bag hendes ord end som så.. hun havde ej forstand på kærlighed.. hun forstod ej kærlighed. om hun nogensinde ville komme til det.. og dog.. måske lå der mere bag end blot bagtanker? For hvis alt kom til alt ville hun så kunne dræbe Dream? Nok ikke..

Hun tøvede en anelse med de sidste ord, de om at det var godt at se ham her.. Hun havde vel ikke ventet at det var ham af alle heste, men hvem ville enligt møde denne sorte skabning frivilligt efterhånden? Ikke engang Caeli ville nok møde ham, han havde såret hende noget så groft og dybt, skåret de første livslange sår og ar i hendes urørte sjæl, den ville være arret i langtid, for altid, det vidste han, det var det han gjorde. Det var det, som han altid havde gjort, dræbt sjælens gnist og intet andet. Han havde aldrig fortrudt det.
"I sandhed en glæde at se dig her på dette blandede græshav.. Aino Safira.. Of Death. "
Stemmen var kølig, men den bar en spillende mystisk tråd af mørke i dens hav af mørke og kulde.. De sorte øre vippede kort, men ellers var alt stille, en kort, blid vind var alt der rørte sig mellem dem et kort øjeblik, indtil at hun igen åbnede munden...

Hvem var så denne hest hun havde hoven? Dream? En anden? Dette måtte han vel se at finde ud af, måske var hun ikke helt ubrugelig.. Eller også var hendes selskab bare dummere og blinder end en fugl.. Fugle var noget af det dummeste på jorden, det dummeste og blindeste.. De så ham som en stor fugl og han hakkede tænderne i dem og slugte dem.. Kun få gange, de endte normalt med at falde døde til jorden. Han strakte vingerne kort ud i luften, inden han foldede dem sammen igen og de lå over hans ryg og skjulte den ødelagte side. Han brummede. Mørkt, dybt og mere som et rovdyr end en hest.
"Hvad der end nu passede mig bedst, hvis du intet brug for denne anden har, så sluk det, kvæl flammen.. "
Denne gang var stemmen lokkende som en slange, mørkere end natten, fyldt med skygger der ikke skulle ses ind i.. De ville æde alt de fik tilbudt.
Hans hoved sænkede sig en smule, han var tabt i tanker, inden han hævede det sorte hoved igen.
"På den anden side, så... Så hvis du ikke helt føler for at det er det rette tidspunkt, at du stadig kunne bruge denne , så ville det nok være bedst, at vente.."

Hun svarede ej på det første.. Insanus kunne være så manipulerende når han ville.. Det næste fik hende til at se ned tænkede.. Hun ventede roligt og så op igen da han talte.. "jeg kan ikke bruge ham.. jeg har fået det jeg ville.. men sprøgsmålet er mere om du kan bruge ham.." hun så på ham "det er trodsalt din søn.. Og ja jeg er din svi..svigerdatter nu" hun hadet ordet.. kunne ikke vende sig til det ord.. Hun bed sig hårdt i læben.. Følte sig pludselig svag og sårbar.. Alligevel ventede hun på et eller andet fra Insnaus.. en reaktion.. ville han dræbe hende for at få det onde helt frem i sin søn? Ville han have hende til at dræbe Dream.. Kunne hun dræbe Dream? Eller ville han blot grine eller være ligeglad? Der var så meget.. hun var ude af kontrol.. Dream havde gjort hende ude af kontrol.. Alt hun havde regnet på, alt hun havde af planer var smadert.. For selvom hun ej ville indrømme det overfor sig selv eller nogen anden var hun jo forelsket i Insanus' søn..

Det sorte hoved løftede sig og de sorte øre vippede sig frem mod hende, som hun fortalte og som det gik op for ham, hvad hun snakkede om. Han vidste hvad det var for nogle ord, der ville komme fra hendes mund lige, inden at hun fik sagt dem og sikret ham i det. Han vidste det udfra en mavefornemmelse, sådan en man får når man får en besked om noget der enden kunne være godt eller dårligt. Ikke fordi, at dette var en dårlig nyhed, men faktisk vile han nok kunne bruge dette. Han var en hingst, der så muligheder, først når han ikke fandt noget interessant mere, da smed han det ud, slukkede gnisten. Et smil krøb op om hans sorte mule. Skygge fyldt og kold og spillende som en vinter aften med månens lys som den eneste lyskilde.
"Min søn har jeg selv ville set død. Dog fortæl mig, Aino.. Har dette sat en stopper for nogle mulige planer du har? I så fald, ser jeg helst, at du indvier mig i disse."
Gik hun rundt og plottede mod nogen eller bare for hendes egen fornøjelses skyld, så ville han vide det, på den ene eller den anden måde. Den blålige hale slog kort bag ham, inden han blot betragtede hende med et sæt øjne der mindede om hans smil, der havde trukket sig tilbage i mundvigen. Det kunne være, at dette møde på dette blandede græshav kunne vise sig, at blive til mere end blot en snak om hans første fødte.. For han havde selv planer, der kunne ende med at involvere andre heste..

Hun bed sig i læben så på ham. Ønskede han Dream død? Hendes hjerte begyndte ufrivilligt at banke hårdt og hurtigt, en stor klump føltes i hendes hals, alligevel tvang hun det til at blive inde.. blive væk.. "nej ikke sådan, det ændrede bare en masse facts, jeg havde forholdt og planlagt før.." hun så ned. "men hvad hvis jeg ikke kan dræbe ham? Hvad hvis et klart lys går op får mig og i det samme øje blik jeg skal sætte tænderne i ham finder jeg ud af jeg ikke kan.. fordi mit hjerte banker for den sjæl?" hun troede ikke sin egne ord.. hun skulle jo ikke havde afsløret Insanus hun var forelsket i Dream.. Insanus kunne i bund og grund køre med hende om sin hov, havde hun overhovedet en mulighed for at unslippe hvis han bad hende om noget hun ikke ville kunne holde? Hun havde noget så langt, var det blot spild af tid for at falde nu?

Hans sorte, magre hoved vippede til siden med et forundret, mørkt blik. Han måtte indrømme for sig selv, at hun var alt for ung til, at bevæge sig ud i sådanne spil, der involverede at man lovede guld og grønne skove til hendes ofre, som man gjorde når man viede sig selv til hinanden og blev mager. Giftede sig selv ind i familien.. Dog kunne han ikke udnytte dette? *Hvorfor ikke? Hun kunne altid bare have ham som støtte, mens hun øver sig på andre, så kan hun altid gøre det af med ham senere... Ikke, Insanus? * Han brummede kort, et mindre svar på sine egne tanker fra en Broder.
"Lille Aino, mine ven.. Du behøves ikke at slukke gnisten.. Det er dit spil, desuden ville det hindre mine planer, hvis du spildte hans blod inden for den nærmeste fremtid, men det er op til dig. Hvis dit hjerte banker for ham og hans for dig, så lad endeligt hans lys brænde. Ilden er en af de bedste forsvar."
Stemmen matchede det gule blik, blødt, men mørkt. Han rettede sit sorte hoved op og betragtede hende. Hun var så ung, yngre end Dream.. Han trak kort på smilebåndet. Det så ud til, at hans familie havde en mindre svaghed for yngre hopper. Mon ikke også hans kære moder havde været alt for ung til den hingst, som han hadede mere end noget andet? Sikkert. Hun havde været ung og smuk, mens hun var faldet for en ældre, livs begavet, hård hingst.. Dog med charmerende gule øjne.. Han ville vide det, hvis han en dag skulle rende ind i hans fader. For han lignede ham så meget, at det var uhyggeligt..

Hendes lysegrønne øjne begyndte at blive mørke, dystre.. Hun var ved at blive svag.. havde hun været svag da hun gjorde det af med den pokkers flok? nej.. Hun kunne da ikke lade sig falde. Det var Insanus' ord der lød, det var dem der gjorde hende til svag.. Hun smilte let til ham, kunne godt være hun var utrolig ung, kun lide nåede voksen alderen, men hun kunne da ikke bare lægge planerne på hylden nu? kunne hun? "Jeg skal nok.. jeg skal nok dræbe ham" stemmen var sikker, selvom hun indeni brændte... Hun sendte ham et smil "men du kunne også rede din søn fra mig og selv tage dig af ham? jeg ønsker blot kun en lille enkel ting til gengæld" hun spillede nu. Selvom hun udemærket godt vidste Insanus ikke trådte ind i hendes spil, var det da et forsøg værd - ikke?

Han slog kort med halen, inden han rystede let på hovedet og gik et par skridt tættere på hende og gik nogle skridt til siden. "Du behøves skam ikke at dræbe ham. Nu ved jeg ikke om det kommer som et chok for dig, min kære svigerdatter, men han er syg, alvorligt syg.. "
Han forventede ikke at hans søn ville klare at gå rundt med den sygdom i langtid, ikke flere årtier, for den plagede ham. Han vidste ej om der var en kur, men han skulle skam nok finde en gud, hvis det skulle være, at han valgte at følge ham. For hvis ikke, så kunne han rådne op med den sygdom og sin kærlighed, ligesom han selv kunne.. Dog troede han ikke helt på, at hans søn ville give Aino til hendes skæbne, hvis hun stod i vejen for hans planer, for deres Lille Måne kunne han godt give til hendes skæbne, hvis hun skulle stå i vejen for ham. Han vippede de sorte øre frem mod hende, som hun nævnte, at hun ønskede noget til gengæld, hvis han tog sin søn som sin egen brik. "Og hvad ville det være? "

Hun så på ham med de store grønne øjne. Hun vidste udemærket godt at Dream var syg.. "jeg ved det.. han besvimede forleden dag, jeg gjorde alt for at vække ham, men endte med at måtte slå til andre metoder, så jeg bed hul i hans skind og ja borrede mulen ned i hans sår. så jo jeg har godt set det, han bliver kun svagere og svagere for hver dag der går" svarede hun ham roligt. At borre mulen ned i den man elskede han fået hendes hjerte til at briste, men samtidig blot gjort hende stærkere. Hun vidste at hun ville stå på egne ben når Dream forlod hende. Hun lod øjne glide op i hans.. nu kom det til hendes planer, mon han ville deltage i dem.. det var måske en smulle klamt? men hun var ligeglad.. Det galte æren, træningen.. overlevelsen.. man måtte være stærk for at overleve.. Hun så på ham "kunne det ikke være sjovt med et slid? Hvis nu siger du bedækker mig, så jeg får et føl fra dig, et føl jeg vil kunne træne op, og ligeså må du gerne hjælpe, anpå om du ønsker dette.. men Dream må ikke vide det er et føl fra dig og hvis han tror det er det fra en hingst ude fra.." hun så på ham. Hun ville kunne få en stærk spiller, der måtte vel lægge noget i generne.. en hun kunne manipulere, det kunne da være sjovt!

Han brummede blot, som en anerkendelse af at han havde hørt hende, at han blot ikke havde et svar at dele med hende. Hun syntes til at være rolig og samlet om det hun havde gjort, hun fortrød det ikke. Det var et godt tegn. Hun så ud til at overveje noget på øjeblik. Overveje det og så komme frem til en konklusion. De næste ord der forlod hendes mund kunne lige så godt have fået ham til at le. Han havde selv haft den tanke. Det var derfor hendes elskede nu betrådte denne forbandede jord, som de også gjorde. Han så ind i hendes grønne øjne med et spillende blik, mørke, kølige, men levende...
"Jeg har prøvet, min ven, men min slægt tager utrolig meget efter faderen... Jeg, for et eksempel, ligner min egen på en prik. Ikke en eneste trævl af hår fra min moder."
Man ville kunne kende hans føl. Hans datter havde arvet hans man og mørke farve, noget der mindede om Itzalas pels farve. Han havde forsøgt at bilde landet ind, at Dream havde været et afkom uden fra, et afkom den sorte hoppe Sweet Girl havde pådraget sig ude fra.. Dog dette havde ikke gået hånd i hånd.
Om det lå i generne, at hans afkom var let at manipulere, at spille med, vidste han ikke, han vidste blot at han havde et svagt sind og da han lod det knække, da blev det først stærkt. Ikke før. Ikke mens han havde nervøse sammenbrud inden han infiltrerede fjendtligt områder, inden han drog af sted for at slå ihjel, efter når han vaskede blodet af, når han forsøgte at skrubbe lugten af det mod sten, lugten af død og kaos. Han var oftere kommet hjem med sit eget blod om mulen af at skrubbe det mod en sten end målets.. Det var ligemeget, så længe at Læremesteren var tilfreds..

hun lyttede, "så er der vel altid en plan B" hun smilte lusket. Plan B var blot et navn, planen var ej noget hun lige nu ville røbe.. "du skal jo tænke på at jeg trods alt er vid, det må vel vægte lidt ikke?" hun smilte lusket. Hun gav ikke blot op, det var nok det med hende, hvis hun ville have noget ville hun tage det.. "forresten har jeg snart klaret den ene opgave, har nemlig mødt en lille svag sjæl i denne verden" hun forsatte med at virke overbevisende, prøvede at imponere ham en smule til at få sin vilje til at ske. Hun var ej en engel selvom hun tit havde tiltends til at fremstå således, men det onde lå vel i alle, hendes kom bare frem når hun ville have det, måske var det lavet af den usikkerhed hun altid havde følt.

Hans gen var stærke, alt hvad han havde produceret var blevet sort med en blå man. Der var ikke noget at gøre. Hans mor havde været pureste hvid man kunne finde. Og med blå øjne der var prikken over i'et. Hun snakkede om en plan B. Dog røbede hun intet. Hvis hun absolut ville handle med ham, så måtte hun snart indse, at han ville have viden om at hun fortog sig, indtil han ikke længere vandrede på denne jord. Han brummede kort. Mørkt og med en hård kant, der truede med at skære, hvis man kom for tæt på.
"Hvid eller ej, der skal et mirakel til, Aino.. Du kunne også få dig et føl med min søn..? Han er jo, tros alt, din mage, ikke svigerdatter?"
Han var ikke meget for at belære hende om hvad man gjorde og hvad man ikke gjorde. Han havde få ting han ikke brød sig om, noget der virkeligt var som at hælde benzin på et bål, når det kom til at skulle tage sig af føl og dets moder. Man skulle ikke lade dem tro at man bare efterlod dem. De havde intet gjort. De var små uskyldige skabninger, men når de nåede deres ungdom, deres plag år, da kunne man begynde at skabe dem. Forme dem. Ryde alt det unødvendige af vejen. Hvorfor skulle hans søn ikke også selv prøve det helvede det var, at være ansvarlig for noget? Det var så bindende, når man havde ansvaret for noget. Efter et øjeblik, hvor hun igen havde sagt noget og han lyttet, da kom han med en kort kommentar til et han sagde før.
"Dark Dream er jo, når alt kommer til alt, mit afkom. Han har mine gener.
Hun nævnte at hun havde fundet den stakkel, som skulle markere enden på den lille test. Han brumme kort, nikkede og betragede hende en kort stund.
"Hvem?"

Hun ville på ingen måde vinde.. "din søn" hun rullede med øjne "han ejer intet ondt endnu.. men det kunne plan B måske skabe.. Han kraver blot et lille skub i røven.. Lidt had i sig" hun gav endnu ikke helt op "Mage eller ej er han stadig svag og du ved vel hvad der sker med svage heste" hun rullede med øjne og bakkede lidt "men noget siger mig lige meget hvad jeg siger, kommer jeg ikke videre end til et nej, ikke?" kampen virkede uovervindelig, lige meget hvor meget hun prøvede, hun fornemmede han allerede havde taget den beslutning. "ja 50% dine gener men det er åbenbart hans moders 50% som flyder mest i hans åre" han kunne lige så godt give hende ret. Havde Dream endnu undrettet noget? Dream havde i hvert fald levet længere end Anio, så han burde altså snart lave et eller andet.. udrette noget.. Hun havde da udrettet noget... Hun lyttede og så på ham "en uskyldig fortvivlet sjæl" svarede hun blot fraværrende.