Den lille, runde følhoppe med de lyserøde blomster, der svinger sig over sin krop, er lige så stille bevæget sig ind på, hvad hun håber, bliver hendes nye hjem. Den skimmlede pels skinner i solen, og hus se dejlig frisk, og ny plejet ud. Stille sukker hun, det er længe siden hun har haft et sted at føle sig tryk. Hendes gamle hjem var fyldt med familie og venner. De dejlige føl, som hun lod svømme i sin kærlighed, er efterhånden alle sammen vokset op, og skabt deres ejet liv. Det var kun hende, hendes mage, også det lille føl hun havde fundet i kløften. Men nu er de også revet fra hende, på den grummeste måde en moder kunne tænke sig. 
De klare øjne søgte over Aliaris territorium, der var ingen heste at få øje på. Modet sank endnu dybere. Tvivlen nagede i hende, var det nu klogt at forlade alt hvad hun havde kendt hele sit liv?
Men det var for sent nu, der var ingen vej tilbage.
Den ømme skulder nagede hende stadig, selvom den heler pænt. Det var da også typisk at hun skulle støde på den hingst, nogen gange er hun simpelthen for blå øjet. 
Forsigtigt lod hun mulen glide over græsset, det kildede og dens sødme fyldte hendes næse. Nu begyndte maven at knurre, det var vel på tide at få spist. Hun udvalgte nøje en frisk tot af grønt græs, det smagte fantastisk.
Længe gik hun i fred og ro, med mulen mod jorden, og tog for sig af dens herligheder. I rytmiske bevægelser, blev den lyse hale svunget fra side til side, hun var nu og en gang van til at have et føl ved mælkebaren, og det plejer at berolige dem.

Der var ikke meget at lave på Aliaris områder. Ikke fordi der ingen heste var, men mere fordi at de bare var over alt. De var udenfor grænserne og indenfor. Tayuya havde ikke haft lysten til at nærme sig dem, så hun havde brug tiden på at vandre rundt udenfor grænserne, tjekke op på, at der ikke var vandret nogen uvedkommende ind over Aliaris grænser, selvom hun ikke havde vildt meget magt i flokken, så var hun en Aplha og dog var hun ikke meget for uvedkommende, hvis de ikke kunne svare for sig selv, så måtte de blive vist venligt ud eller også, da måtte hun jagte dem ud. Dog kunne hun nok i de fleste tilfælde gå for at have været i krig, da hun havde alle de ar, og sætte en skræk i livet hos uvedkommende, der vandrede for langt ind i dette område, dog var hun ellers en yderst venlig og hyggelig hoppe. Hun slog kort med den tofarvede hale bag hende, som hun satte frem i trav, de sorte øre vippet skiftevis frem og til siden, lyttende efter lyde, der ikke hørte til her. Hun travede ud af skoven, flankeret af bjergene og nu mærkede hun græsset om sine koder og duften af det nyfødte græs. Det var ikke helt ligeså friskt, som det kunne være, men det var godt på vej. Hun stoppede op og så sig om, de lilla øjne opfangede intet, inden hun sænkede hovedet og tog et par totter græs og gumlede på. Som sagt havde hun ikke snakket med andre i langtid, men da hun så en grå skikkelse længere fremme, da slog det hende, at hun ikke havde set denne hest før. Denne hest var enden ny, opsøgende medlem, eller også var dette en strejfer, som havde forvildet sig lidt for langt ind på Aliaris græsareal. Hun brummede kort og satte frem i trav og et vrinsk blev sluppet løs mod den fremmede. Hun havde set hver en hest i Aliari, så hun kunne med sikkerhed sige, at hun ikke havde set denne gråskimmel før. Hendes vrinsk var venligt, varm og nysgerrigt. Hun var og blev altid en nysgerrig sjæl.

Den skimlede hoppe høre en vrinsken, hun vender hovedet for at se i mod lyden. Venligt svare hun stemmens ejer. Den brede bagpart svang hun en halv omgang, så det lille ansigt vente i mod den farverige hest.
Det lød til at være en hoppe der kaldte, så var der vel ikke grund til at være nervøs, man kan jo ikke være så uheldig at møde to heste i træk, der er ligesom Prussia. Hendes skulder var stadig ikke helt færdig med at hele, men det var ved at være pænt.
Hun stod roligt, med den blonde hale svingende bag sig. Hele hendes krop og sind, vidste tydeligt at hendes væsen emmede af moderlig kærlighed. Fra naturens side af var en tålmodig og kærlig hoppe, og efterhånden lignede hun også en lille buttet husmor.
Hun prustede roligt, og ventede nysgerrigt på at hoppen kom hen til hende. Gad vide hvad hun egentligt sagde til at hun var på deres floks område?

Den grå svarede hende venligt. Det kunne langt fra ende galt. Hun kunne ligesom mærke det i hendes mave og sind. Tayuya var en af de mere skrigfarvede heste i landet, lime grøn med lysere og mørkere aftegn i forskellige farver. Den grå hoppe, som hun kom tættere og tættere på, så ud til at have en aura af tålmodighed og noget der mindede om en mor. Hun kom kort til at tænke på sin egen, hun var langtfra ligesom denne, hun var mere.. Flyvsk. Hun brummede som en hilsen, da hun kom tæt nok på og et venligt og varmt smil lå over hende mule.
"Goddag"
Hendes stemme var som altid varm og med en vis kant, der bestod af undertonen af en udfordring, var der som altid. De sorte øre var vippet frem mod hende og som smilet svandt lidt ind i størrelse, ikke af nogen bestemt grund, blot fordi det var dumt at stå og smile over hele femogtyve ørene i mere end et halvt minut.
Hunbetragtede hende kort. Hun var ny. Man kunne lugte det. Hun vidste hvordan hver en del af Proelio lugtede, fra junglens natur til Slettens sand og grotternes fugtige væge i Jupan, Slettens sand ligeså.
"Må jeg spørge hvad du fortager Dem her i området? Nu ved jeg ikke om det er passeret Dem forbi, men dette er flokken Aliaris område. Hvis du ikke høre til her, så må jeg bede Dem om, at forlade disse græsmarker."
Hun virkede måske en anelse hård og uvenlig, da hun gav hende disse informationer, men det var noget man skulle have afklaret. Hun vippede dog hovedet en anelse på skrå og et smil bredte sig over hende læber igen.
"Dog hvis du har snakket med Diablo, vores kære leder, så skal du være velkommen på Aliaris områder som medlem og en del af flokken. "
Hele denne smøre af ord blev holdt i en bestemt, men glad og velkommene tone.

Hun så en hest nærme sig, der i hvertflad ikke faldte i et med omgivelserne. Hun vippede lidt med de runde øre. og nikkede høfligt til hoppen. Det var tydeligt hun var noget yngre end hende selv, og aldeles mere livlig. Gaia stod med det samme rolige blik i de mørke øjne, og gengældte venligt hende hilsen.
"Goddag" sagde hun varmt, hun havde fra naturen en stemme, man nok ville kalde 'kælen', som var beroligende som en sommervind. Selvom hun godt kunne være en kost, når det lige kom over hende.
Da hoppen begyndte at snakke, blev hun overrasket, og en smule ilde til mode. "Åhh, det må du undskylde, jeg vidste ikke at der var en flok her i området" Hun så undskylde på hende "Jeg ledte bare efter et sted at være"
Det var ganske tydeligt hun ikke var van til at være på egen hånd.
Da hun fortsatte med at snakke, vippede hun ørene frem og hendes nysgerrighed var vagt. Et glimt af håb skinnede i hendes øjne "Tror du virkelig?"

Hun virekede som en høflig og kærlig skabning. En god skabning, der var hyggelig at være sammen med. Det var den følelse hun havde af hoppen lige nu. Hun lignede så til gengæld en som var ved at blive tabt på gulvet, da hun fik hele hendes ord strøm om Aliari og dets regler om fremmede på området. Hun slog kort med halen og nikkede kort. Undskyldningen var modtaget, hun virkede ikke til at have været alene i lang tid, virkede mere som en der havde været vant til trygge, faste rammer, som hun nu ikke havde. Dog fandt man dem ofte i en flok. Så mon ikke man kunne høste et medlem ind? Selvfølgelig skulle hun lige snakke med Diablo først, men han var en venlig og god sjæl, som tog alle der havde brug for det ind med et varmt smil. En god leder hingst efter hendes mening. Modigt af ham at tage posten selvom han var muldvappe blind.
Det håb der syntes at flamme op i hendes mørke øjne var som at se en der lige havde fundet en ting de virkeligt have brug for. En god følelse var hvad hun fik, denne hoppe skulle være velkommen i Aliari, hvis hun bare lige fik snakket med Diablo.
"Aliari velkommer alle, der har brug for det. så selvfølgelig skulle du ligeså være velkommen!"
Hendes stemme var entusiastisk og glad. Hun ville selv ikke have noget imod at have denne kærlig hoppe, der mindede om en mor der bare ville favne alle, i flokken.

Hoppen virkede på ingen måde truende, men nærmere... autoritær er det vidst man kalder det.
Men Gaia syntes allerede om hende, hvis alle hestene i flokken var som hende, ville hun hurtigt finde sig til rette i den flok, som hun nu repræsenterede.
Hun løftede det lille hoved en anelse, da hun endnu en gang begyndte at snakke. Hendes ord varmede hendes bryst, endelig nogen der ville have hende, måske kunne hun skabe sig en lige så varm og kærlig familie her.
"Det er jeg glad for at høre" sukkede hun lettet. og et smil listede sig frem på hendes læber
Navnet Diablo fik noget til at dæmre i hendes hukomelse. "Hvem er denne, Diablo?" spurgte hun forsigtigt og lagde hovedet e smule på skrå.

Hun smilede. Hun var ikke forfærdet over hende grimme ar, men nu havde hun også den pæne side til. De tydeligste var nok dem over næseryggen, de større ar på hendes venstre side var nok mere skjult af hendes man og factet, at hun stod som hun gjorde.
Hun valgte ikke at svare på hendes ord, hun var taknemlig og nogle gange skulle man ikke svare på alt der forlod andres munde. Det var unødvendigt og det ville bare tage meget tid fra deres møde. Så hellere diskutere om hvor hun var fra, hendes grunde til at komme til Proelio, hvis dette da var nogen hun ville dele.. Hun vippede de sorte øre mod hende, da hun spurgte til hvem Diablo var.
"Diablo er vores leder. Jeg kan tager dig med til ham, hvis du da ønsker at søge om medlemskab her i Aliari?"
Hun så spørgende på hende, hun kendte ej hendes navn, men hun ville nu også gerne vide om hun havde tænkt sig at blive medlem eller om hun bare havde tænkt sig at trippe ud af området, måske bare lige over grænsen og så græsse videre.

Den grå hoppe følte sig lille, ikke af ydre men af sind. Det var en ubehagelig situation for hende. Aldrig før har hun skulle bede andre om noget så stort, som det at blive optaget i en flok. Men hun forsøgte at ryste det af sig. Det var på tide at starte et nyt liv, alle hendes elskede føl var der en ringe chance for at hun mødte igen. Blev hun ved med at gå for sig selv med tankerne om dem, ville hun sikkert dø af hjerte sorger.
Hun forsøgte at lade vær med at kigge på de frygtelige ar som var sået på den grønne hoppes krop, og hun varalt for høflig til at spørge ind til dem.
"Det vil jeg gerne" sagde hun med et beslutsom nik. Det var intet hun hellere ville.

Da hun gav hende sit svar med et nik og et par ord, da bredte der sig et stort smil om hendes mule. Et smil der indeholdte glæden over at kunne byde hende velkommen og varmen af en der lige havde fundet noget dejligt, noget man gerne ville have var en del af ens hverdag, en man gerne ville have som en ven.
" Det er jeg utrolig glad for at høre. Vi skal denne vej, jeg mener jeg lige har set ham inde i skoven"
Stemmen matchede hendes smil, blot med en let skjult begejstring. Hun slog kort med halen og vendte rundt på stedet og begyndte så småt at gå tilbage mod skoven.
Det havde også lige slået hende, som hun havde sagt de første ord, at hun endnu ikke havde spurgt efter den fremmede hoppes navn! Hvor var det enligt uhøflig af hende, men hun glemte ofte sådan småting, når hun først begyndte på en samtale. Hun brummede kort for at få den grås opmærksomhed. Hun vendte hovedet mod hende og så på hende med de lilla øjne.
"Jeg har helt glemt at introducere mig selv. Jeg er Tayuya."
Hun sagde det hele med et smil om mulen.

Hun stod usikkert et stykke tid og ventede på hoppens svar. Bare hun dog ikke ville jage hende væk, selvom hun godt nok ikke gav udtryk for at være en territorial hest, så vidste man jo aldrig. Fremmede har før vist sig at vende 180 grader i løbet af sekunder. Det havde mødet med Prussia bekræftet hende.
Men da hoppen virkede utrolig venligsindet, og ganske behageligt selvskab. Hun sukkede lavmælt og smilte stille da hoppen snakkede om at de skulle finde denne Diablo.
Hun fulgte efter hende med raske skridte, efter alle de års løben efter føl, havde hun tillagt sig et ret højt tempo. Øjne gled over flokkens område, og nu så det ud til der var flere heste der stod rundt omkring et godt stykke fra dem. Et smil gled endnu en gang over mulen, hun kunne måske høre til her.
Hendes opmærksomhed blev vendt fra hendes tanker af, da den fremmede hoppe brummede.
Tayuya.
"Jeg er Gaia, fra ουρανός" sagde hun venligt til hoppen med den varme stemme.