¬ SMEYÈ

,,If you dare harming me. If you wanna see my blood run down my skin, one time and then feel superior.. Well, I can tell you. I will harm you, I will kill you inside. I will kill your dearest ones, like I took your dearest from you last time. You will lay on the hard cold earth, bleeding, with broken bones, a broken heart, everything and everyone will be dead and gone. You can't let someone love you, I will find them, and hunt them down. So let the carnage begin. 

Mørket havde sænket sig over paradiset. Alle dyrerne havde fundet sig et sted for natten, og havde bevæget sig væk. Om dagen var det det smukkeste område i hele himmelriget ifølge ham - men om natten var der ligeså koldt som hans mørke indre. Mange ville pointere at Smeyé ikke ejede noget hjerte. Det gjorde han måske ikke, for hans handlinger var aldrig på baggrund af om det ville såre andre. Han gjorde hvad der gavnede ham selv bedst, og hvis han skulle tage vare på alle andre først, ville han aldrig nå særlig langt. Han havde dog været tæt på at give sin tillid til Laylis, men hun havde formået at svigte ham, og lade hans kærlighed falde i afgrunden. Nu havde han bare lyst til at knuse hende, indtil hun kom med en grund til hvorfor han ikke skulle gøre det. Han elskede hende jo stadig på en eller anden mærkelig måde, dog vidste han ikke hvordan han kunne formå at elske hende. Måske fordi hun er den første han har givet sig selv næsten fuldt ud til. Dog havde hun aldrig fået hele hans hjerte i sine hove, han havde altid holdt sig tilbage, og havde altid haft svært ved at stole på andre end sig selv. End ikke hans tætteste ville kunne nå helt ind til ham. 

Her stod han - Overguden. Rank, stolt og overlegen oppe på en bakketop midt i hans vidunderlige paradis som nu lå øde henne. Smeyé havde blot for få minutter siden fløjet gennem lågen og ind til himmelriget. Hans vrede lå og boblede under det tynde skind. Hvis det var muligt, ville boblerne være nået over hans skind nu, og havde sydet, og kogt hans hud fuldstændig så varm han følte sig. Han vidste, han vidste at der var noget i vente. Nogen. Og han havde en fornemmelse om hvad det var. Hvis han nærmede sig, ville han knuse sit eget kød og blod. Han var så vred. Hans vrede havde tit skubbet hans tanker ud af hovedet, og havde fyldt alt indvendig, og til sidst havde han brudt ud som en atombombe der sprang, og ødelagde alt form for liv i miles omkreds. Smeyé var ikke til at spøge med. Men det vidste han godt. Ham. Ja, det navn han var så skuffet over. Det kød og blod han ikke ville nævne, for han var ikke en del af Smeyé. Ikke længere, og havde aldrig rigtig været der. Der var en grund til han holdt sig væk fra ham, han vidste han ville vokse sig stærk, og en dag vokse sig ligeså stærk. Det måtte ikke ske. Et hårdt udtryk kom til syne på rovdyret. Han var et rovdyr. Var blevet et rovdyr. Slagtede alt, der trodsede ham på sin vej. De smaragd grønne øjne pegede mod porten til jorden. Den var ikke låst. Hans blik var borrende, han bar et blik der ville kunne gå helt ind i sjælen og fordreje alt virkelighed, og alt man troede man vidste vidste man lige pludselig ikke længere.

Alt hadet havde ophobet sig, og det havde taget mange år. Nu var det som en ballon der var pustet op til briste punktet. Han ville aldrig nogensinde indrømme at han frygtede sin søn. Aldrig nogensinde. Hans stolthed ville være der indtil han tog sidste åndedrag, indtil sidste bloddråbe gik tabt, og skulle presses ud af hans døde krop. Men han var ikke bleg for at indrømme at han havde forventet meget af ham, han havde forventet han ville blive magtfuld. Men at han ville gå i Smeyés spor. Han havde drømt om en søn han kunne være stolt af og elske. Eller, det man kaldte at elske. Den store mørke blå hingst, hvis udstråling var mere end magisk, hævede det smalle hoved, og lod den flammende hale slå et slag mod bagbenene. Blikket betragtede den store låge støbt af guld. Langsomt lod han sine lange, store og brede mørkeblå vinger, trække sig sammen ligeså langsomt ind igennem huden ved rygraden. Vingerne bevægede sig under huden, og som vingerne trak sig tilbage, så det ud som om huden åd vingerne.

Overguden nød de sidste stille sekunder han tilbragte. Det her kunne betyde alt eller intet. Han kunne få det hele, eller tabe det hele. Hævnen ville være grusom. Han ville jævne alt der havde noget at gøre i hans liv. Spørgsmålet er bare.. Ville han komme? Eller havde han sendt en af sine afløsere som en kujon ville gøre. 

Smeyés hud begyndte at koge endnu mere, han spændte op i musklerne, og det udtryksløse ansigt var hårdt, og fjendtligt. Han mærkede hvordan han begyndte at blive ophidset, men han beholdt roen udenpå. Ligeså langsomt gnistrede hans øjne, og alle hans skygger samlede sig rundt omkring ham som om han var indsvøbt af tårnhøje skikkelser, der dystert svævede omkring ham. Han havde ikke tænkt sig at fare frem, nej han ville vente til hans træk. Derefter ville han handle. For det kunne jo være han havde noget at sige før han blev knust i mikroskopiske stykker, og kastet i helvede så Helzlori kunne tage sig af ham.

Pludselig rejste den mægtige hingst sig på bagbenene og fik nu hævet sig i fuld længde. Han så kæmpe og gigantisk ud. De lysende øjne flammede som aldrig før, og han tog en dyb indånding samlede alt luft i de kraftfulde lunger, og hvinede så højt at alle dyr rykkede på sig, himmelen rystede, og jorden skælvede. Hans undertone var rasende. Da han dumpede ned på jorden lød et kæmpe mæssigt brag, som en kanon der havde skudt gennem luften. Jorden skabte en mange meters lang sprække, og i den sprække faldt alt hans kærlighed han havde tilovers. Det var slut nu, han gav afkald på alt han havde tilbage. 

''Life is the beginning, death is the goal, suicide is cheating, let the game.. Begin'' ‹

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones too stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Fire kulsorte hove landede efter hinanden i en harmonisk takt. Fire slanke, muskuløse ben bevægede sig smidigt og lettere majestætisk frem. Et hjerte bankede. Om det var skræmt over sig selv, eller om det var fordi han sansede en tilstedeværelse, var ikke let at svare på. Pulsen bankede i halsen på den matblå skikkelse. Manen og halen var i oprør. Ikke fordi vinden var specielt stærk, men energien han skabte i sin traven fremad, fik ham til at sende den ud af kroppen og det skabte en stormende vind omkring ham. Han skinnede. Skinnede som om nogen havde sat ild til hans pels og intet vand i verden kunne slukke denne. Aldrig havde det været så dybt smertende. I sin tid - vi taler århundrede, årtusinder - havde han dæmpet ilden til nul. Ingen havde kunne se han var fuldblodig Gud. Han havde altid villet være en del af deres almene verden. Det var nok derfor han skuffede sin såkaldte far så meget.

De smaragd grønne øjne stirrede frem. Han havde netop forladt himmelrigets by. I centrum var der fem veje der krydsede hinanden. Vejen til Livets Træ, hvor Flakezé havde sin egen lille verden. Vejen til Timeglasset der var Laylis verden. En smutvej til Helvede og Helzlori. Vejen til den største bygning, hvor man fandt Tronsalen, spejlet man kunne se alt i, og springe igennem for at komme til stedet man så på. Rummet Sõnumitooja blev skabt i. Og hvem turde tale om hvad der ellers var i den forheksede bygning? Dette var et mareridts scenarie, Flakezé aldrig havde ønsket at deltage i. Han alene havde givet liv til bjerge, have, skove, enge, strande, søer... På nær Dead. Den golde Planet han var blevet kastet ned på som plag... Havde været tom da han kom. Se den nu. Liv. Frodighed. Alt det Smeye havde vist ham gennem Dead. Hvorfor skabte han det ikke selv? Flakezé måtte være hans største kreation. Gennem ham var verdens liv opstået. Flakezé havde i evigheder godhjertet set på alt andet end han selv. Han havde lukket Arte og Apollon ind, givet dem til opgave at hjælpe sol og måne omkring. Han havde ladet Afrodite - Eos mor - trænge ind på Planeten og give liv til et føl uden at overveje at Afrodite var Gudinde på en anden planet og sendte en spion der netop var født til at fængsle Flakezé. Han havde sat sine føl før sig selv.

Og så kom monstret. Helzlori. Skabt af Flakezé ved et uheld Smeyé havde været skyld i. Han bed tænderne sammen. Denne verden var ikke fair længere. Skæbner var forudbestemte, dømte. Hans var. Tvunget til himmels, fra det øjeblik han havde 'bevist et værd'. Da han havde slået Helzlori 'ihjel' havde Smeye fundet ham værdi. Havde Flakezé dog aldrig slået Helz ihjel! Da ville han have levet fredeligt endnu. Laylis... Det havde smertet at se hende. Og kende den nye sandhed bag hendes valg. Intet Smeyé nogensinde havde gjort, indbød Flakezé til at elske ham. Han havde været et stykke legetøj fra starten af. Det skulle stoppe nu.

Porten tegnede sig i det fjerne. Flakezé satte tempoet op til en strakt, løftet galop. Hans muskler var spændte. Ej mere ville han finde sig i at Eos og hans datter ikke kunne vende tilbage. Ej mere ville han se Helzlori fryde sig over Flakezés sorger. Ej mere ville han se Laylis. Hendes ord fra den aften hun vendte tilbage ringede for hans ører. Du har aldrig set vanvid. Min kære Flakezé.

Jorden skælvede under hovene på Flakezé. En hvinen som orkanen selv brød al stilhed, og slog næsten Flakezé tilbage som et blad flød med vinden. Han nægtede at lade sig falde. Han kastede sig frem. Gennem porten. Ørene lå faldt ned i nakken. Apollon var død på grund af den blå hingst. Jo flere overnaturlige liv han tog, jo svagere ville verdens balance blive. Han havde brug for halvguderne, underguderne og særlige heste. De var vokset ind i rygraden på overguden og de andre guder. Sammen var de en helhed der holdt liv i verden. Han besvarede hvinet. Flakezés var ikke ligeså tomhjertet og koldt. Hans var fyldigt. Smækket med liv og kærlighed til den verden Smeyé havde i sinde at ødelægge og tage magten over. Hvinet var samtidig vredt. Fortalte historien om svigt. Han piskede med halen, som benene tordnede mod jorden og banede sig vej gennem græsset. Mørket... Paradis var nok ligeså uhyggeligt om natten som det var hyggeligt om dagen ikke? Flakezé var aldrig trængt ind på sin fars grund før. Han så ham. På en bakketop, skinnede i blandt sine djævelske skygger. Klar til at tage 'varmt' imod Flakezé.

Han fnøs. Hans øjne var rettet på denne blå skabning. En far. En far der burde se sig om en ekstra gang, før han satte sig selv først. Der var andre at tage hensyn til. Men han var magtgal. Flakezé kneb øjnene sammen. Intet sagde han. Ikke endnu. Smerte og vrede hobede sig endnu op i Flakezé. Ord skulle nok dukke op til et brag af en eksplotion i Flakezé.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

¬ SMEYÈ

,,If you dare harming me. If you wanna see my blood run down my skin, one time and then feel superior.. Well, I can tell you. I will harm you, I will kill you inside. I will kill your dearest ones, like I took your dearest from you last time. You will lay on the hard cold earth, bleeding, with broken bones, a broken heart, everything and everyone will be dead and gone. You can't let someone love you, I will find them, and hunt them down. So let the carnage begin. 

Den blå skikkelse nærmede sig ham. Oh hans kæreste søn. Eneste søn. Den eneste søn han havde, og den eneste søn som havde vendt sig imod ham. Han havde blandede følelser omkring dette. Han vidste at Flakezé var blevet stærk. Havde suget næring til sig, men han vidste også han var svag. Svag uden sin familie. Det var det rene selvmord for en af dem at stå overfor hinanden. En af dem ville gå herfra, den anden sandsynligvis kvæstet. Smeyé hævede det ædle mørkeblå hoved. Han spejlede sig selv i sin søn. Han kunne se lighederne, trækkene der lignede Smeyés. De smaragd grønne øjne der plejede at have det samme udtryk som Smeyés, inden han valgte at vende ham ryggen. 

Det var som om at hele paradis havde sat de to hingste i centrum, som om alt lyttede med. Alle magiske skabninger havde krybet i skjul, og lå og lurede indefra mørket. Paradis var drømmenes sted, det utænkelige og det smukkeste om dagen, men ligeså snart solen gik ned, forandrede alting sig. Ligesom Smeyés personlighed. Det hele afspejlede sig efter ham. De gnistrende hårde og dømmende øjne lå nu på sønnen. Hvor var han ikke meget for at beskrive ham sådan, men slægt er ikke noget man kan stikke af fra. 

Blikket fulgte den galoperende skikkelse. Smeyés skygger var ivrige. De rev og trak i den store hingst, og hviskede små provokerende og dragende ting til ham. De ville angribe, men Smeyé ville vente. Vente til det rigtige tidspunkt. Flakezé ville nok ikke blive glad for at høre hvordan han havde taget Lancaeron til sig, og hvordan han havde plantet sine mørke kræfter i ham. Han havde mange forbindelser i dette land. Mange hemmelige forbindelser, og heste der var kommet til ham for at søge over på hans side. Dog havde han heller ej nogle idéer om Flakezés planer. 

Smeyé trådte nogle skridt frem, ligeså langsomt løftede han de mørkeblå lemmer, hovedet var stadig højt hævet og hans muskler var spændte, parat til et angreb hvis noget skulle ske. Da han nærmede sig ham og kom tæt på den blå hingst lod han et køligt og roligt smil falde om de blå læber. Måske lidt for roligt ifølge andre. Guldaftegnene skinnede i månens lys, og fik alle detaljer på hingstens krop til at forekomme mere magiske. Vreden boblede og sydede, han kunne næsten hører de kogende lyde af blod der blev til en varmere masse. Idag var dagen hvor noget skulle ske, noget skulle afgøres, eller måske bare give Smeyé endnu et skridt foran. 

''Life is the beginning, death is the goal, suicide is cheating, let the game.. Begin'' ‹

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones too stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Hvordan kunne man vende nogen ryggen, man aldrig havde kendt, vidst besked om eller troet på? Nok fordi at selvom Smeye havde været passiv i al den tid Flakezé havde reageret alene, uden den mindste viden om faderens eksistens, havde Smeye i skyggerne ledt Flakezé i alle vindens retninger. Og nu da Smeye trådte frem til sin magt, og Flakezé så sin såkaldte fader, var han intet lig det Flakezé stod for. Han var tilhænger af livet. Lyset. Kærligheden, godheden og håbet. Flakezé havde temperament. Men det var vendt mod mørket, mod det uretfærdige, og kolde. Hans vrede kunne kun findes mod den slags. Flakezé tog ingen hævn, lod ikke smerte eller pinsler samt trusler gå ind og sætte ild til hans 'ondskab og skygger'. Han lod kun vreden boble når uskyldige blev slået ihjel, når blod blev krævet, og stærkest af alle... Når hans familie var i fare. Men ikke Smeye. Han var ej familie. Han var blot en slægt, en blodforbindelse der gjorde ondt. Familie var elsket, og den følelse var gensidig. Helzlori var på en måde Flakezés søn, ligesom Odon, da de i teorien var skabt af Flakezé. Ligeledes var Laylis... Men i den sidste ende var det kun Odon af de tre der stod på Flakezés familie liste. Helzlori var både elsket og hadet af Flakezé. Laylis var han lukket omkring. Hun havde svigtet ham og alle hans følelser. Han vidste ikke hvad han følte mere.

Flake var i uvidenhed om hvad Smeye havde gjort med Lancaeron. Flakezé vidste at han havde slået Apollon ihjel, at han var skyld i Artemis' forsvinden og sorg, at han havde smittet Jah-lila med en dødelig sygdom, som Flakezé havde frelst hende fra, og at han havde noget i gang, de andre Guder ikke vidste den store besked om. Noget der kunne gøre Smeyés magt stærkere, og uigennemtrængelig. Flakezé synes at føle en trang til at få det standset. Nu eller aldrig. Laylis... Han måtte også tale med hende. Hun vidste mere end nogen andre.

Om Flakezé selv havde planer var ikke til at sige... Han ønskede at opretholde balancen i livet, men hans veninde Trudy havde skudt i hovedet på ham at livets heste var de der ville stå stærkest ved hans side... Han havde idéen. Formen. Han var rede til at søge mod dem, vinde tillid og tro, samt berede dem på kaos. Han stirrede op på Smeyé. Han var beredt på et sammenstød, eller en slåskamp, så sønnen. Han brummede dybt. Det rolige smil om Smeyés læber indebar alt for megen ro. I den ro fandt man måske selvsikkerhed. Men hvor selvsikker var Smeye? Flakezé var trods alt hane enbårne søn, og dermed hans største konkurrent. Flakezé var også stærk... Vreden. Vreden der boblede under skindet på de to hingste var så afgjort ophidset til en afgørelse... Flakezé hvæsede ud gennem fortændende, som faderen tog endnu et skridt frem og Flakezés galop satte tempoet i høj grad op, så den muskuløse krop næsten ikke kunne følges med øjet. Han standsede i en støvsky, lige op i fjæset på sin fader. Hans hoved var bøjet ind mod halsen og bringen, og de smaragdgrønne øjne lyste af den afsky Flakezé følte. Kroppen hævede og sænkede sig i hans hektiske vejrtrækning. Der var intet overdrevent roligt over den mattblå. "En vis hingst, stræber ej efter magt." lød den dybe stemme, ej snerrende eller råbende. Det var en afskyende og dog ærlig hvisken.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

¬ SMEYÈ

,,Victory will paint the grass in all spectrums of red. Dead will haunt the one who lose and chase him into darkness"

Smeyé betragtede sin kære søn. Ikke blot på udseendet, men helt ind i det indre. Det var det Smeyé så. Det han altid lagde mærke til hos andre heste. Nemlig deres styrke. Og denne styrke var noget ganske særligt. En styrke han altid havde kendt til. Det var det indre der nærede overguden, da styrke betød meget for Smeyé. Den eneste han ikke kunne tyde var Laylis. Det var det der havde gjort hende til noget særligt for ham, det havde hun hvert fald været for ham. Overguden lod blikket bore helt ind i sjælen på folk. Det var normalt hans blik andre heste flygtede fra. Andre var bange for at se deres eget indre i øjnene. Deres egne følelser. Det var følelserne der specifikt nærede den mørkeblå hingst. Han kunne mærke Flakezés vrede. Hvilket had han havde skabt til sin fader, men han mærkede også den sorg han havde båret da Smeyé havde frataget ham sin familie. Det var den slags der nærede ham, følelsen af at miste og følelsen af at frygte.

Mange troede ikke at Smeyé besad følelser. Men det gjorde han. De var blot rigtig fjerne, og længere væk end man kunne nå. Dengang Flakezé blev skænket livet, havde han ladet den store betonvæg, der adskilte ham fra følelser og realitet vælte. Og den faldt med et brag. Trods alt var han Smeyés første og eneste søn. Der var en grund til han havde holdt sig væk hele Flakezés opvækst. Da han blev født, mærkede han straks sin søns styrke, og vidste at hans skæbne var bestemt. Laylis var overbevist om, at han ville gå den modsatte vej end Smeyé havde gået. Det fik Smeyé til at trække sig tilbage for at opbygge den store mur, og lade sig tænkte over en måde han kunne forhindre Flakezé i at forråde ham. Men magi er magi, og en så stærk magi var der ikke kræfter nok til at ændre på, så han lod Flakezé gå. I årenes forløb havde han ventet på et skæbnesvangert øjeblik, som måske ville kunne rede overgudens håb omkring sønnens skæbne. Men årene gik, og styrken blev blot større og større. Hvis han ingen kontakt til sønnen havde, ville følelser ikke blive involveret den dag han skulle dræbes. 

Der var ligheder mellem dem begge to. Smeyé mærkede hvordan Flakezés vrede vendte sig til den mørke side. Hvordan skyggerne flåede i ham. Der var en del af Smeyé der herskede i ham. Han var dog ikke fyldt med vrede som Smeyé var. Den vrede Flakezé bar, var en vrede Smeyé bar konstant. Altid havde båret siden sønnens skænkelse fra guderne. Ligeså langsomt var Smeyé trængt ind på sønnen. Han havde ikke såret ham direkte, eller gjort noget direkte ved ham. Men alle der havde en forbindelse til ham ville opleve noget. Ligesom da han gjorde Jah-Lila syg, og nu havde han taget Lancaeron til sig. Som en søn forbundet af skygger. Han havde snævret sig ind på Flakezé, og var ikke færdig endnu. Han var ikke sikker på om han kom helskindet herfra, men om han gjorde eller ikke gjorde, ville han blot gøre det hele endnu mere sårbart. 

Den mørkeblå hingst med de usædvanlige aftegn, lod et kækt smil hvile om de mørke blå læber. Han viste ingenting. Smeyé var god til at skjule følelser, frygten som han havde arbejdet på så mange år. Men den var der, den lå der og den ophobede sig indvendigt. Han frygtede at miste sin magt, og han frygtede at fortælle sandheden omkring Smeyés forsvinden da hans enbårne søn blev bragt til verden. Han frygtede Flakezés kræfter, mere end han gjorde dengang da det gik op for ham. 

Hovedet var selvsikkert hævet. Benene var samlet, og sønnens galoperende hove nærmede sig. Lyden var ligeså kraftig i hingstens ører som hundrede galoperende heste. Skyerne fra hovene og det oprevne græs gjorde det tydeligt at se hvor han befandt sig. Han var meget tæt på nu. Smeyés mandel formede ører lod sig vende om bagved, og det sjæleborende blik rettede sig nu specifikt i sin søns øjne. Der var slet ikke noget der kunne beskrive Smeyés blik, det var så dystert og koldt at alt ville kunne føle afsky. Selv den hårdeste der befandt sig i landet, alligevel så han en lighed i Flakezés øjne. Han bar de samme som sin fader. De havde bare ikke fået det hårde præg gennem livet. Det var vreden, Smeyés skyld at de bar denne vrede lige nu frem for det barmhjertelige og gode blik.

Pludselig standsede sønnen foran Smeyés anisgt. Smeyé stampede hårdt i den hårde jord, så det gav en kæmpe genlyd. Stampet var fyldt med styrke, vrede og beslutsomhed. Jorden var lige på renden til at revne under dem, og dirrede modvilligt så græs brød op med rødder. Flakezés hektiske vejrtræking fik Smeyé til at smile, et selvsikkert smil nærmest hånende. Han nød hvordan han lod vreden overtage hans sind. Et roligt sind var nemmere at håndtere end et vredesfyldt sind. Selvsikkerheden skjulte den store frygt Smeyé bar i sit indre. Da sønnen talte lavede han et træk på hovedet og lod et sarkastisk overrasket udtryk forekomme.

Smeyé lod den hårde rovdyr stemme lyde. Den var mægtig, og lød overlevegen. Smeyés ord var som en snappen tilbage. Et svar der fløj direkte tilbage, i det stemmen havde lydt. ,,En vis hingst lader ikke vrede styre sit sind. Det gør ham ukoncentreret og ude af stand til at bevare roen over vigtige situationer" Den mørke blå skønheds truende hingst, løftede hovedet og fnyste hårdt ind i hovedet på sin søn. Han skulle ikke tro han kunne komme og belære Smeyé om visdom. 

''Life is the beginning, death is the goal, suicide is cheating, let the game.. Begin'' ‹