---

He dreamed of a future, that wouldn't come to pass

Mon Galkaskoven var opkaldt efter galskab? For det var snart dette Raphael var ved at udvikle… Hans bror drev ham til vanvid og han kunne i styre sit temperament. Sementalen var vågnet i ham og han følte både trang til at have magt over andre og mere trang til at se blod..Flere gange havde han taget sig selv i at bidde små stykker af sit tørklæde..Simpelhent æde sig selv op. Ingen hadede ham, så meget som han hadede sig selv…og hans broder røg med i købet.
Deres første møde var endt galt. Raphael var hverken forberedt på det og det var den røde hingst nok heller ikke. De blev uvenner og Fuego tirrede ham. Nej han tirrede ham ikke bare, var han direkte ond. Fuego var stærkere end ham og Raphael ønskede ikke at blive tævet ihjel af sin broder, selvom han var overasket over hans mod. Han huskede hvordan han kastede sig frem, greb fat i hans øre, indtil det bukkede under. Nok ikke mange heste ville turde dette, men i næste øjeblik følte han sig tvunget til at nedtale sin broder.. Han blev vred. Faktisk blev de begge vrede, men mest af alt skuffede. Lillebror var i hvert fald skuffet, over at se hvor meget hans kære bror, havde ændret sig. Bare at høre om alt hans hor og hvor mange føl han nu var onkel til, var kvalmende.
Raphael gik der i sine egne tanker i skumringen i Galskabsskoven…Pludselig spærrede han ørene op. Hans ansigt var fuld af anstrengte rynker og han havde hovedpine. Det blev sløret og han bemærkede ikke at det slappe halstørklæde, hang fast i en gren.

”Men sig mig. Hvad laver du her? Din svage lille hingst. Hvordan tør du vise dit ansigt, uden for dine egne trygge rammer?”

De røde, døde øjne lo ad ham.

”Raffe, Raffe, Raffe… sig mig, hvorfor græder du?.. ”

Han hamrede hele i sin krop ind i det lille tynde træ, så det næsten bukkede under. Flere stykker bark fløj til siden, som havde en kæmpemessig mursten ramt træet. Smerten fra halstørklædet forsvandt, da det rev sig løst i form af et stort hul.
Ikke bare gjorde han skade på træet..nu havde han blot givet sig selv skrammer og sår overalt i hovedet og på bringen, til ingen verdens nytte…Han sukkede dybt. Tog sig ikke ad smerten og de få dråber blod der drybbede ned på mosset fra hans næseryg. Han lagde langsomt panden på træet, blidt som en fjer og stod nu bare der.
Den energiske hingst stod helt stille, med de gule øjne lukkede. Han hverken sørgede eller græd, men stod bare der. Mørket omkring ham, opslugte de sidste former for lys og håb der var gemt i ham.

Den lyserøde hoppe kom med elegante og dansende skridt travende igennem skoven. Hendes øre lå i nakken og hun var alt i alt en kælling, som hun altid var. Valeñcia var sjældent glad mere. Da hun kom på øen havde hun en del hun snakkede med. Hun var glad, men havde selvfølgelig også sine dage. Men det var som om at det onde i hendes gener blev værre og værre. Hun følte sig mere og mere indelukket. Måske var hun bare generelt vred? Hun var så sur over så mange ting i hendes liv. Hun var på en mærkelig måde blevet sur på Fuego. Måske fordi at hun synes at han ikke havde nosser nok? Han var bare en ung dreng der prøvede kræfter af med at bedække alverdens hopper. Han burde tage mere ansvar! Måske var det også fordi at Valeñcia var blevet ældre, og var blevet mor. Hun var sur over at blive mor og hun var sur over at blive ældre! Valeñcia ville ikke blive ældre! Sådan var hendes liv ikke planlagt! Hun mimrede med den grå mule og så rundt. Hendes lyserøde pels var blevet til en mørk lyserød farve. Hun var bestemt ikke i godt humør.
Pludselig kom der dog nogle lyde som fangede Valeñcias opmærksomhed. Det lød som en masse grene der knækkede. Hun hævede hovedet og stoppede op. Hendes regnbuefarvede, men kolde og tomme øjne så rundt efter hvad det var. Pludselig skimtede hun noget rødt der flagrede. Var det? Var det? Var det Raphael? Hvad fanden lavede han? Hun rystede på hovedet og vrinskede mod ham, nok ikke vrinskede, måske mere hvinende? Hendes hvin var udfordrende. Efter deres sidste møde, kunne det nærmest ikke være andet end udfordrende. Hun vidste dog ikke at Raphael ikke var som deres sidste møde. Og det ville hun nok snart få at mærke.
Hendes tofarvede hale slog bag hende og lige så stille og roligt dansede hun frem mod ham. Dog var hendes skridt hidsige og på en måde agressivt. Hendes øre lå i nakken og kort slog hun med hovedet frem mod ham. Hun så direkte på ham. Som hun kom tættere på stod han mere og mere stille. Han stod nu med hovedet oppe mod træet. En lavmælt latter kom fra hende, måske en smule hånlig? "Hvad fanden har du gang i?" sagde hun til ham, men også med en håndende stemme.

---

Until the darkness killed the light...

Han bemærkede knapt at en velkendt lyserød skikkelse kom til stede, men da hun åbnede gabet, var der ingen tvivl. Valeñcia, den lyserøde hoppe som han egentligt fandt en smule spændende og ikke ønskede at blive uvenner med…Men hvor orkede han det ikke ligenu. Især ikke hendes hånlige måde at tale til ham nu. Han gemte ørene ned i nakken og pressede blot sit hovedet tættere på træets stamme, og kørte panden lidt rundt i mens han ømmede sig. Han sukkede og vendte vredt sit hoved. Han var ikke gået helt fra forstanden, men om der overhovedet var håb for deres lille ’venskab’ var ukendt. Raphael var i yderst dårlig humør, træt og fuld af sår i ansigtet. Herefter vendte han resten af kroppen og så så den lyserøde hoppe. Hans hoved var sænket, halsen faldt næsten sammen og sveden på hans krop fik ham til at se yderst tynd ud. Han gik nogle få langsomme skridt mod hende, ansigtet var vredt og ikke mindst piblede det flere steder frem med blod. ”Hvad vil du?!” Sagde han højlydt. Herefter kastede han med hovedet og sørgede for at halstørklædet svang sig sikkert over ryggen. Herefter gik han hurtigt mod hende. Hurtigere og atter hurtigere, ligefrem truende, i mens hans pupiller blev små i ren foragtelse. Han kastede hovedet op og forbenene fulgte med, da han var nået tæt nok på hende. Et hingstet hvin, næsten af smerte, udlod ikke at slippe fra han mule..

”Hvad vil du mig overhovedet….?” Spurgte han igen efter. Men der vil noget andet i hans stemme igen. Hjertet bankede på fuld hammer, hans pupiller blev kort store, men blikket skreg efter hjælp.

Raphael var fuld af sår rundt omkring på kroppen. Hendes øjne var meget anderledes at se ind i. Som da hun så ind i Fuego's Semental. De lignede hinanden på mange måder, og det var nok ikke lige nu at hun skulle sige det. Selv om at hun var yderst flabet, så skulle hun også passe på. For hun var jo ingen dum hoppe. Hun havde dog stadig det let hånlige smil omkring mulen. Der skulle meget mere til før at det skræmte hende, og det var tydeligt på hendes kropssprog. "Hvad vil jeg? Det ved jeg faktisk ikke" sagde hun med et drillende smil, som om at hun egentlig stod og løj over for ham, og som om at der faktisk var noget som hun skulle ved ham. "Må man nu ikke være sammen med en ven?" spurgte hun med en udfordrende stemme. Og da hun sagde ven, sagde hun det ekstra tydeligt, måske for at fremprovokere en provokation. Hun slog med den tofarvede hale bag sig. Han kom nu tættere på hende og han stejlede pludselig med et hvin. Hun rykkede sig dog ikke, men bed i steden for ud mod ham, for at prøve at sætte ham en smule på plads. Han skulle ikke bestemme over hende, og han skulle bestemt ikke tro at han bare sådan lige kunne stejle op af hende! Det fandt hun sig bestemt ikke i. Hun trippede kort på stedet. Spændt og en smule hidsigt.
"Hvad vil jeg dig ikke?" spurgte hun og lagde atter hovedet på skrå. På en eller anden mærkelig måde, der fik hun vendt alle spørgsmålene til spørgsmål mod ham selv. Hun havde et udfordrende smil omkring mulen. Hun så ind i hans øjne, og lige pludselig var det som om at han skreg efter hjælp, i blikket? Som om at han ikke kunne styre det? Valeñcia vidste dog ikke helt hvordan hun skulle hjælpe, og lige nu havde hun ikke i sinde at hjælpe. Hun kiggede på hans tørklæde, som tidligere havde fået ham til at flippe helt ud. Der var ikke noget der sad fast i det. Men det var blevet revet over, var det det der gjorde det? Skulle det lappes sammen, før at han kunne lappes? Og blive sig selv, eller at Semental'eren skulle forsvinde?

---

Raphaels ben stod med lige vægt på alle ben og lignede noget der var løgn med sine vilde øjne, der slugte hvert et ord, som var det det sidste han skulle høre. Munden måbede, men den var ikke fuld af mundsavl og spyt denne gang. Nej, det smagte bedre og det smagte varmt. Han piskede voldsomt med halen, et par gange og pludseligt flyttede øjnene sig. Nedaf…en lille dråbe blod faldte ned fra hans mund, men overdækkede tungen og smagen fyldte hans mund. Han følte at han blev kvalt, men på en måde føltes det godt. Så tog fanden ved ham, endnu en gang. Men ikke som sidst, hvor følelserne tog til angreb på den lye hoppe. Det var vreden der holdte en kniv mod struben. ”Ven.” Sagde han og kiggede op…Han flyttede næsten kun på sine øjne. Pupillerne var helt små, men dog ikke helt væk, ligesom Fuegos. Han gik tættere på hende, ja faktisk gik han ind i hende. Deres bringe rørtes og endnu en gang klemt han sine ben ind under hendes, så hun ikke kunne bakke uden videre. ”Vi er på ingen måder venner!?...Hører du!” Råbte han direkte ind i hendes ansigt. Tænderne bed sammen og han lignede et rovdyr, der snart gik til angreb. Der var sult i hans øjne… De tomme gule øjne. Flere klatter blod dryppede ud af munden på ham og ned på hoppens lyserøde krop, så tæt som han stod. Han nød det og kunne næsten ikke vente på reaktionen.

Alt om deres første møde og det venskab han ønskede at bevare, var væk. Pist væk..Ligesom Raphael.

Valenñcia havde aldrig set noget lignende. Raphael havde ændret sig en hel del, siden de sidst havde set hinanden. Han var skræmmende at se på, særdeles skræmmende! Men hun kunne godt kontrollere det, hun havde prøvet det der var værre. Men både Fuego og Raphaels Semental mindede alt i alt meget om hinanden. Dog havde Fuego's Semental gerne ville have haft hendes særprægede øjne. Men hun gav dem skam ikke væk!
Hun så ind i hans gule øjne. Hans sorte pupil var næsten væk. Pludselig dryppede der noget fra hans mule. Hun så på den og det var blod. Hvor havde han det fra? Havde han bidt sig selv i tungen? Hun mimrede med den grå mule og så opmærksomt på ham. Nu begyndte han at snakke. "Du behøves ikke at råbe, jeg kan godt høre. Men hvad nu hvis du er min ven?" Spurgte hun udfordrende og så på ham. Hun lod ham komme tættere på sig. Lod ham stå med bringen mod hende. Hun var dog spændt i hele kroppen. Hun var vel bange for at han skulle sætte tænderne i hende? Men på den anden side, hvis han satte tænderne i hende, så ville hun sætte tænderne i ham. Hun var skam ikke bange for at bide igen. Hun havde jo været i krig før.
Men hun kunne ikke kende Raphael, og mon hun nogensinde ville gøre det? Og hvad havde hun gjort siden at han pludselig skulle være sådan? Havde det virkelig gået ham så meget på, sidste gang hvor hun havde bidt i hans halstørklæde? Var det det der havde gjort at han nu var lettere sindssyg, og sur på hende? Det skulle ikke undre hende, hvis det var derfor! Hun slog med den tofarvede hale bag sig og ørene lå i nakken på hende. Hun mærkede bloddråberne der gled ned af hendes pels. Det var en ubehagelig følelse, men hun gjorde stadig ikke noget. Hun stod blot helt opmærksomt. Med et lod hun sin mule glide over hans sorte hals med tænderne mod pelsen. Hun snittede det røde tørklæde. Hun elskede at udfordre, og hun elskede at blive udfordret!

---

At give ham lov til at kommer tættere på og ligefrem kropskontakt gjorde ham blot endnu mere vild og hidsig. Hans krop blev varm, de fleste af musklerne var spændt og blodet i hans mund smagte kun bedrer og bedrer…Han trak vejret i små hurtige drag og pustede den langsomt og roligt ud igen, i mens han kiggede ned på hendes bring…Et øjeblik stod han helt forgabt i hoppen. Hun mindede ham en smule og Cursed, bare mere spændende. Hendes krop var spændt. Det kunne både ses og mærkes, mens hendes ord, bevægelser og berørelse var udfordrerne og farlige.

Det var her hans anden side tog over. Øjnene kiggede op, men ikke på hende. Han fik på et splitsekund øje på hendes flanke og derefter fulgte kroppen bare med. Hans ben kastede sig frem med hovedet i toppen, som viste sine hvide tænder. Bagbene fulgte efter og han greb fat. Normale heste havde nok valgt at bide fat i manen, eller bare et mindre kødrigt punkt, men Raphael ville smage. Smage frygten og spændingen.
Han ruskede som en hund med hovedet, men lige meget hvor stærk han var, var hans tænder hverken skarpe eller stærke nok til at flå en kødluns af. Han stod nu side om side med den lyserøde hoppe, stadig med tænderne boret godt ned i den lyserøde pels…