Where you go so late said the knight on the road
I'm going to meet my god said the child as he stood
And he stood and he stood and it was well that he stood
I'm going to meet my god said the child as he stood

Omkring ham strakte de lange krogede træer deres grene op i luften, og omgav ham med takkede sorte skygger nede på jorden. Som var det arme der blev strakt imod himlen.. bad om hjælp – søgte om hjælp. Men ingen hjælp fik. Blev blot overladt til sig selv og fængslet imod den golde jord under de røde hove. Vaklende tog han endnu nogle få skridt fremad, inden at en flimren bagved øjenlågene begyndte at tage form. Stønnende stildte han sig op imod et træ, for at få en smule støtte. Ikke igen…

Rød… rød som blod var himlen over ham. Messende stemmer af heste.. en krig. Skyggerne imod de andre. Så meget blod.. For meget! Men Kharuno kunne intet gøre. Så blot passivt til, imens at en fremmed silhuets skrig endte over en rallen. Lyn flængede himlen… Kaos. Kort sagt et stort kaos. Jorden skød ryk, vinden hylede, himlen flængede og alt dette sat sammen med den røde tykke farve af blod.

Ligeså pludselig det var kommet – ligeså pludselig forsvandt dette. Med et ryk vendte hingsten tilbage til virkeligheden, og stod nu rystende opad træet. Hovedet dunkede.. kroppen dunkede.. fra hov til vinge rasede blodet i et vildt kapløb om at hilde fast i besindelsen så han ikke faldt sammen og alt sortnede. Anstreng hev han luften ind igennem sammenbidte tænder, og pustede ud. Han måtte få mere styr på disse anfald..
Med et grynt flyttede han mere af vægten over på sine egne ben, og måtte kort efter i stedet støtte sig op af træet igen. Nej.. det var ikke muligt at gå endnu.

I think I hear a bell said the knight on the road 

It's ringing you to hell said the child as he stood 

And he stood and he stood and it was well that he stood 

It's ringing you to hell said the child as he stood 

                  R H E A                  

_{Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?}
^{You are gonna wish you had a storm warning.}

Rhea var ikke bekendt med meget af Proelio endnu, og derfor havde hun vandret. Vandret ud over sletterne, markerne og igennem skovene. Hun kunne dog intet andet end at føle en svag hvemve efter det simple liv hun ejede som yngre. Dengang hun huskede ethvert navn, og genkendte enhver sti der snoede sig rundt over landet. Nu var hun en fremmed, og tanken gjorde hende nedstemt og fik en uvelkommen følelse til at spire i brystet.

Hun var draget ind blandt skovens grene af få anledninger. Hun vandrede over landet for at lære at navigere rundt, og for at udforske. Men hun var faldet i staver, og de spinkle ben havde ført hende dybere ind i den end planlagt. Hoppen kendte dog ikke til de farer, der kunne lure i de mørkere dele af skoven, og derfor fortsatte den slanke krop med at bevæge sig længere ind blandt de krogede stammer.

Hun blev opmærksom på sine omgivelser, da mørket kom nærmere. Måske kendte hun ikke til skovens hemmeligheder, men hun kendte til mørkets frygt. Hun følte sig svag i mørket, skjult fra sikkerhed og ensomheden ville skylle over hende i disse dystre stunder - Men ikke denne gang. For længere fremme, spottede Rhea en skabning. 

Først lignede han blot et såret dyr, og hoppen trådte uroligt fremad, for at komme hingsten til undsætning. De mandelformede ører vippedes nysgerrigt frem, og det intense blik bar præg af omsorg. "Er du såret?" Stemmen var blød, og de lyse toner bekymrede for skabningens velvære. Det spinkle hoved krængedes på skrå, før den lille hoppe trådte rundt om de krogede træstammer, og hun fik nu fuldt udsyn for skabningen.

Hverken blod, sår eller skader var at syne på hingstens krop, men i stedet fangedes hendes øjne nu af noget meget værre. Hendes runde, små hove plantedes tøvende i jorden, da hun kort overvejede at ty til flugten. Kulden ilede ned af ryggen på hende, men hun lod ikke overraskelsen holde overtaget længe, da foragten nu bredte sig. Hingsten bar vinger, og hvad dette betød vidste hun ikke. Men var denne skabning ikke just hvad hendes blå fader havde advaret hende mod? Var han ikke fjenden?

Det bløde blik flammede op, og hun trådte vagtsomt et skridt tilbage imens hun stirrede lamslået på hingsten. Rhea vidste ej hvordan hun skulle reagere i denne situation, eller hvad hun skulle føle. Var frygt en logisk følelse? Eller burde hingsten selv frygte? Hun var tvivlsom, hvilket resulterede i at hun blot blev stående som hun var. Uden at vise vrede, venlighed, frygt eller nogen anden form for følelse. Den blodrøde krop blev slap, og de lange hårstrå der bølgede ned over hendes skuldrer, rammede den feminine krop ind i et hav af flammer.

        T H E   A R D E N T        

^{Tagged: Kharuno.            Ord: 455.}

En stemme brød den ellers så ildevarslende tavshed der havde omgivet hingsten, men en kort rykken i ørene var den eneste reaktion der for en tid kom fra hingsten. Selve kroppen var som drænet af energi og tanken om at svare hvem det nu end var der havde fundet ham her i denne skov forekom ham næsten som en umulighed. Eller i hvert fald en svær forhindring.. Langsomt men sikkert gled de tunge øjenlåg op, og hingsten lod de glas lignede øjne søge rundt efter hvem der nu ejede denne stemme. Ud fra lyden og den bløde tone havde det virket som en hoppe. Gentagende gange søgte han efter hende uden held, inden at en dybrød bevægelse bagved nogle træer fangede hans blik. Dragede det til sig, og fandt dernæst ud af hvem det end var der kom.
Nøddebrun med en flammende og livlig rød man og hale. Og lang… umådelig lang. Hingsten stirrede en anelse vagtsomt og afvisende frem for sig, da han til dels kunne betegnes som såret. Måske ikke fysisk, men i dette øjeblik psykisk. Nedbrudt af syn.. af mareridt. Ting der ikke burde ske, men som var undervejs. Åhh Kharuno huskede det så tydeligt. Den nat hvor solen var blevet gemt bagved månen. Den nat, hvor han lå krampende og rystende i angst for det helvede han havde fået et indblik i. En fremtid som ingen ønskede… en rykken i balancen.
Kort virrede han med hovedet for at jage tankerne på flugt, og blev belønnet med endnu en ildevarslende dunken. Ikke engang det kunne han. Hoppen foran ham virkede som stivnet midt i hendes bevægelse frem imod ham. Hingsten så hvordan hendes før omsorgfulde udtryk flækkede midt over i en forarget grimasse.

Et skridt tilbage.

Hoppen søgte nu væk fra ham… Kharuno vendte langsomt blikket tilbage til de takkede vinger bagved ham, men forstod ikke hoppens foragt eller ligefrem frygt? For hans vedkommende var det heste som hende der var de unaturlige.. de unormale. Hingsten havde aldrig fundet disse vingeløse skabninger særlig tilpas dygtige… og så snart de så noget de ikke kendte til, trak de sig fra det. Som hun gjorde nu. Forarget sendte Kharuno en fnysen ud, inden at han sammenbidt fjernede vægten fra træet for at se mindre ynkelig ud. Nej, det var trods alt en hoppe….

”Såret? Måske… ikke på en måde de kan gøre noget ved”

Svarede hingste – mest af alt af høflighed over hendes spørgsmål før. Selvom det var tydeligt at hoppen ikke ønskede hans selskab… faktisk virkede hun som en blanding imellem forvirret og.. følelsesløs. Men på trods af det, fik hun et svar som enhver anden ville have gjort. Jo vidst, hingsten var dannet.

”ved de ikke at skoven kan være et farligt sted på denne tid…?"

Kom det derefter fra ham med hæs og alligevel hørlig stemme. Som et spejl reflekterede hoppens varme farve i hans øjne, men på trods af det kunne de alligevel tages som en anelse kølige. Men hvorfor blev han så her hvis han ikke ligefrem var i det bedste humør? Ja – Kharuno havde intet andet valg. Så hvorfor ikke prøve at starte en samtale, selvom det var et noget akavet emne for den unge hingst.

                  R H E A                  

_{Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?}
^{You are gonna wish you had a storm warning.}

Efter den første bølge af foragt, der havde spredt sig med kroppens blod, sprang nysgerrigheden atter frem. Rhea var en hoppe i evig søgen efter viden, og nye oplevelser. Desuden var der intet at sige til hendes fascination, og nysgerrighed efter at vide hvad det var, som hun forsøgte at udrydde. De var farlige, dette vidste hun. Men ikke fordi at de alle var onde, eller handlede dumdristigt. De vidste det måske ikke selv, men jordens balance forstyrredes af deres eksistens, og dette kunne have katastrofale følger.

Selvom denne hingst allerede var skyld i noget som han måske endnu ikke vidste ville komme ud af hans eksistens, så kunne Rhea ikke andet end at føle en hvis lyst efter at kende til ham. Om så blot hans navn, for i følge hendes sind var hans aura ej interesseret i at lære hende at kende. Dette var dog forståeligt, da hun ikke regnede med at man søgte sig til disse områder af skoven, for at finde selvskab. Dette var ensomhedens område.

Hun trådte varsomt frem mod hingsten, før hun rankede den spinkle krop og stirrede på hingstens udmattede holdning. Han støttede sig mod træet, for at kunne stå, og hans blik så ikke videre fredfyldt ud. Hun studerede ham for en stund, i sin egen stilhed, før hun lo imødekommende med de intense øjne. Lidt høflighed ejede hun dog. "Jeg hjælper dig ikke." Stemmen bar de samme runde, varsomme toner som før. Der lå hverken hånlighed eller vrede i hendes toner, men det var blot en simpel konstatering for at sætte hendes intentioner ret.

Hun lyttede opmærksomt til hans ord, men stirrede derefter blot uforstående på ham med de væde, uskyldige øjne. At skoven var farlig, forekom ikke mærkeligt i hendes hoved, da alt var farligt i mørket. Endda også i lyset. Derfor var hun uforstående for, hvorfor han kommenterede dette. Forsøgte han at skræmme hende på flugt? Hun vippede hovedet på skrå, og den lange, flammende pandelok gled ned over det ene øje. "Jeg er ikke bange." Svarede hun enkelt.

Hun var ikke bange for skoven, eller for ham. Mørket skræmte hende måske, men hendes flygtige sind var blevet distraheret af deres møde, og derfor tænkte hun ikke yderligere over dette. Hendes mandelformede ører vippedes opmærksomt frem, og hendes blik var nysgerrigt og ivrigt, selvom der også lå en varsomhed og foragt bag de uskyldige toner. Hun havde lært at hade hans type og sjæl i samme sekund hun trådte ind i landet, men disse holdninger havde ikke bragt hendes evige nysgerrighed på flugt. Hun holdt sig dog på en god afstand fra den sårede, og ønskede ikke at komme nærmere. Tanken væmmede hende.

"Hvad hedder du?"

        T H E   A R D E N T        

^{Tagged: Kharuno.            Ord: 447.}

Med en overvågende mine holdt hingsten øje med den spinkle røde skabning, idet at hun vovede sig nogle få skridt tættere på. Stirrende var hendes blik, og for en kort stund følte Kharuno sig som et dyr hun tog sig god tid til at undersøge… en anelse fornærmet svirpede han med den flødefarvede hale, men lod ellers blot det samme gennemsigte køle blik hvile på hende. men ak, på trods af hans noget lukkede ydre skulle man bare se en smule længere end de bratte afvisninger for at finde en spirende nysgerrighed imod denne hoppe. Ikke alene var hun en af de første ”rigtige” hopper han havde mødt.. hun var også en mere finurlig en i hendes adfærd indtil videre. Men igen – hvad vidste Kharuno egentlig om hopper. De var nogle mystiske skabninger. Se selv på hans kærer moder. Det var som om… at hun ikke ville se ham meget mere. Hvorfor? Ja det kunne hingsten kun gisne om.
Den klare og bløde stemme afbrød hingsten grublende tanker, og fremkaldte et kort smil på den hvide mule. Direkte og uden omsvøb havde hun svaret, og han brummede da en lille latter. Glædesløs så at sige, men dog en latter over at hun uden videre ville svare på denne måde. For.. det var vel et svar han havde søgt, ikke? endnu engang tog hingsten sig selv i at betragte de røde lokker, inden at det faldt mere neutralt bagved hende i stedet. Nej. Det kunne ikke nytte noget at lade sig distrahere… dette møde – denne hoppe skulle hurtigst som muligt overståes. Det kunne godt være at han endnu engang var fuldkommen forkert på den, men der var noget forkert over denne skabning. Ikke direkte farligt.. men tilknytning til noget farligt.

De uskyldige dybe øjne hoppen bar fangede for en stund hans, og han nikkede kortfattet til hendes ord. Hun var ikke bange…. Javel. At skræmme hende væk var ikke muligt.. og hvad skulle han også skræmme hende med? Skoven havde jo fejlet. Tænkende rettede hingsten kort på de store vinger, inden at det gik op for ham at hun endnu engang havde spurgt om noget. Hans navn. Kort trådte han et enkelt skridt tættere på hende, inden at han smilede. Ikke glad. Ikke hånligt. Mere som fandt han noget morsomt i hans eget navn. Sort humor – så at sige.

”Kharuno.. ”

Stilhed. Enhver med blot den mindste smule kendskab til det gamle sprog helt tilbage ville vide at dette navn betød Kaos. Var kaos. Hingsten var skabt af tidens gudinde – kaossets gudinde. Født af den noget så perfekte skabning Sunomittoja og var endt som Kharuno. En defekt og forkert skabning. Noget der ikke burde kunne leve, men som alligevel i dette øjeblik plantede sine røde hove solidt i den stenede jord. Og Kharuno vidste udmærket hvad han hed – hvad han var.
Behovet for at vide hvad denne røde skønhed gik under af navn, meldte sig ikke. Nej, interessen var på dette punkt ensidigt, idet at hingsten endnu prøvede at få de værkerne muskler i gang igen.

                  R H E A                  

_{Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?}
^{You are gonna wish you had a storm warning.}

Et misbilligende blik mødte hans afvisende øjne for en kort stund, og hoppen mærkede en krybende følelse bevæge sig op igennem hendes krop. Hun var ganske vidst hverken skræmt eller bange, men hun brød sig ikke om situationen. Hun brød sig ikke om ham. Hans eksistens var unaturlig, og burde ikke finde sted på denne jord. Samtidigt bar den unge hoppe en brændende nysgerrighed i kroppen. Hun søgte svar, som blot disse unaturlige skabninger kunne give hende. Svar på hvilke sind og evner disse ækle skabninger bar. Dog vidste Rhea også, at hun legede med ilden, blot ved at slå følge med disse skabninger. Hun ville have lettere for at udrydde dem hvis hun ej kendte disse væsner, men samtidigt måtte hun også mætte sin tørstige nysgerrighed.

De væde øjne søgtes ned mod hans vinger, og hun undredes om han ejede flere egenskaber end blot at eje disse giftige vinger. Opmærksomt vippedes de mandelformede ører frem, men hendes mørke, glødende øjne kneb sig sammen i foragt. "Kharuno.." Let spørgende gentog de lyse toner hans ord, men hun ønskede samtidigt ikke at sætte navn på dette ansigt. Han ville dø uanset om han var kendt ved navn eller blot et ukendt, unavngivet ansigt. "Dit hjerte burde ikke slå." Alle toner af foragt og had var skyllet bort, og hoppen konstanterede blot dette faktum med en uskyldig stemme. Neutralt. Hun spærrede de store, unge øjne let op og studerede den reserverede hingst, før hendes øjne atter fæstede sig ved de brede vinger. "De burde rives fra dit skind og dine ben." Hendes stemme blev lav og hviskende. Hun gemte næsten noget undskyldende under de lyse toner. Men intet kunne flytte hendes loyalitet mod hendes fader, eller den foragt hun bar for den magi der lå i hingstens krop.

Rhea var ingen koldblodig morder. Hun var ikke ond, eller kamplysten. Hun brød sig ikke om døden, eller vold. Derfor var det ganske logisk, at hoppen ikke brød sig om tanken om et blodbad. Ikke engang mod heste som Kharuno. Hun ønskede inderligt at denne magi kunne suges ud af disse heste, sådan at skyggeklanen kunne undgå volden. Dog bar hun nogle andre kvaliteter, der gjorde hende ligeså egnet i skyggeklanen som enhver anden. Hun var snu, flittig og loyal, hvilket var ligeså vigtigt som styrke og vold. Hun ville måske ikke selv udføre drabene, men hun ville snart opdage at hun ikke ville have noget imod at udgive ordren. For der lå en uopdaget side af både had, racisme og en indre styrke gemt under det uskyldige, unge udseende hun bar. Hun vidste ikke dette selv endnu, men det var blot et spørgsmål om tid, før hun opdagede at verden var andet end fuglesang og solskin. 

Kharuno ville dø en dag, og hvis tingene gik hendes faders vej, så ville denne dag nærme sig hurtigere end forventet. Hun udspilede næseborene og vippede tænkende hovedet på skrå - Mon han vidste at denne dag var nær?

        T H E   A R D E N T        

^{Tagged: Kharuno.            Ord: 492.}

Hoppens dybe varme og alligevel direkte fjendtlige blik søgte kort efter imod Kharunos vinger, og han kneb om muligt øjnene endnu mere sammen. Hun fandt ham underlig. Fremmed. Måske forkert? Tydeligvis. Gjorde det ham noget…? Ja.. inderst inde var ethvert ord. Enhver forarget tilbagetrækning. Alt… det de havde imod ham, ramte vel et punkt dybt inde i hingstens underbevidsthed. Svævede omkring og sank ned… men Kharuno selv fløj på vingerne af ligegyldighed. Hellere lade meninger, ord, bevægelser og bebrejdninger glide forbi ham og bagved ham, end at se dem direkte i øjnene for længe af gangen. En dag ville det nok alt sammen bryde frem, men for nu var det lukket inde og gemt væk fra denne verden. Som et ekko formede hoppens blide toner hans navn, inden at en knusende bemærkning fulgte efter. Dit hjerte burde ikke slå..

Hingstens reaktion var en virren med hovedet, som havde han fået noget ubehageligt kastet i hovedet. Den stemme… så blød… ligeglad. Blot en konstatering omkring ham. Som vidste hun hvad han var… endnu engang dette intresserede blik på hans vinger, og endnu engang nogle ord der for en stund rystede ham let psykisk. Rives af ham… Men ingen modsigelser kom. Intet modsvar… ikke engang en afvisende rysten. Blot den dødlignende tavshed og tomhed imellem hendes ord der næsten blev slugt af denne døde skov. Endelig brød hingsten den stive holdning han havde holdt i flere minutter nu, men det var intet andet end et letter barskt smil der trak i hingstens mundvig.



”Mit hjerte slår, såvel som mine vinger bærer mig til steder jeg ikke kender endnu. Jeg lever. Jeg ånder og jeg er til stede her.”



Kom det blot som en konstatering fra ham, og understregede det ved at stampe en anelse hårdt i jorden, inden at han flyttede blikket imod træerne omkring ham. Tænkende.. Selv havde han selv overvejet hendes ord i sine tanker længe før at han havde mødt denne røde hoppe. Hvordan kunne han leve? Så vidt han havde forstået var han intet mere end fejl. Men selv fejltagelser måtte have en grund til at leve videre.



”Der er en mening med hvert enkelt individ. Jeg er her så længe min grund til at leve er her.”



Kom det langsomt men sikkert fra ham. Blikket fokuserede igen på hoppen, og han tog nogle få vaklende skridt fremad for at få styr på kroppen igen. let smilede han en anelse hånligt for sig selv - over sin meget svækkede tilstand, og tavst spekulerede han over hvorfor denne hoppe sagde sådanne ting. Det lød meget… hun lød meget selvsikker. Og det var intet normalt at sige til en fremmed – så meget kendte han da til social adfærd. Så hvad kunne gøre hende så sikker i sin sag?

Oh jo. Kharuno hørte.. så  mangt og meget. Og Smeye’s vrede lurede hele tiden i baghovedet. Men endnu engang tvivlede han.. for hans moder var Smeyes budbringer. Hans kæreste eje. En sammenpresset tynd ligne markerede for en stund munden, idet han bittert overvejede hvordan den blå gud muligvis kunne vende hans egen mor imod ham. Balance.. den ville man gøre alt for. Men hvordan kunne noget så perfekt som hans mor eksistere, hvis hendes modpart ikke også fandtes? Og i dette tilfælde måtte det være ham…

                  R H E A                  

_{Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?}
^{You are gonna wish you had a storm warning.}

De væde øjne studerede hingsten, som var han dyr fanget mellem skovens murer. Stilheden sneg sig ind imellem dem, og skoven blev stille i månens skær. Skabningen var intet mindre end et bæst i hendes øjne. Et udyr forklædt i gyldne, varme farver der trak fokus selv i skovens dunkle mørke. Alligevel skræmtes hun ikke af deres nærhed. Om det var hendes sikkerhed på at hendes fader ville redde hende ud af knibe, eller fordi hun simpelt ikke troede på at sjælen vovede sig på at skade hende, vidste hun ikke engang selv. Måske gjorde nysgerrigheden hende blot modig. Eller dumdristig. Det ville tiden byde hende svar på.

Mystik og uvidenhed fik altid hendes adrenalin til at pumpe, og nysgerrigheden ville hurtigt overtage hendes sind i sådanne situationer. Ligesom nu. Hingstens mine var reserveret, og afvisende – men ikke fjendtlig, ligesom hendes. Hun bar en vis foragt i de store, uvidende øjne. Hun havde ikke blot slugt hendes faders ord og holdninger levende, men hun så også problemet ved denne hingsts eksistens. Proelio, hendes nye hjemland, ville ikke kunne fungere på samme måde, imens han betrådte jorden. Derfor måtte han afskaffes.

Men ikke i nat. Blikket flakkede mod hendes hove, og hun tøvede af den blotte tanke. Mord og vold var hun ikke selv i stand til at udføre. Hingstens liv ville ende, men ikke for hendes hove. Ikke direkte. Hun hverken ville, eller bar styrken til at kunne dræbe, men hun ville finde hjem snart, og fortælle hendes fader om denne hingst, Kharuno. Igennem hende ville han dø, men hendes egne, små hove skulle ikke dækkes af blod. Det måtte blive en andens. Rhea blikkede atter op mod ham, da hans stemme lød, og denne gang talte hingsten i mere end blot enkelte ord.

Mit hjerte slår, såvel som mine vinger bærer mig til steder jeg ikke kender endnu. Jeg lever. Ikke længe endnu. Jeg ånder og jeg er til stede her. De mandelformede ører, der havde bevæget sig ud mod siderne under hendes tankegang, vippedes atter frem mod hans stemme, før hun mimrede let med mulen, i en søgen på af finde og forme ordene. Hun trådte forsigtigt frem, og den blide stemme blev dæmpet. ”Jeg ser dig. Du er her, både til stede og levende.” Hendes øjne søgtes mod hans. To fremmede, men alligevel bar hun allerede sine fordomme om ham. ”Dit hjerte slår, men det gør dig ikke mindre forkert. For hvert åndedrag du tager, stjæler du en andens. Det kan aldrig tilgives.”

Hun stod blot en enkelt meter fra ham, hvilket fik hende til at væmmes. Hun kunne lugte ham. Høre ham. Røre ham, hvis blot hun strakte sig. Alligevel blev hun stående, uden at vige bort, eller røre sig nærmere. Der er en mening med hvert enkelt individ. Jeg er her så længe min grund til at leve er her. De blanke øjne spærredes let op, og uforstående måtte hun vippe hovedet en anelse. Et øre faldt ud mod siden, og hoppen studerede spørgende luften foran sig, som om hun kunne se hans ord. Hun var stille en stund, før hun talte. Uden at ændre udtryk, og uden at bevæge andet end de smalle læber. ”Hvilken grund, Kharuno? Hvad er din undskyldning, som du kalder din mening?” Det uskyldige blik flakkede op mod hans.

        T H E   A R D E N T        

^{Tagged: Kharuno.            Ord: 549.}

Uvidende. Det var hvad hun virkede… som et uvidende barn, der alligevel bar noget gemt under den søde og uskyldige facade. Foragten var tydelig – den var næsten fysisk tilstede imellem dem. Som en mur af tavshed og uvilje imod hinanden. Hun, grundet selve hans væsen. Han, grundet selve hendes attitude. Og alligevel… på trods af denne reserverede holdning han havde når det gjaldt dette hunkøn, kunne han ikke stoppe de enkelte skjulte, men studerende blikke han sendte hende. betragtede hendes røde krop. De røde lokker… rød – rødt som blod. Blodshoppen var smuk af udseende – så ung, så uskyldig. Og alligevel formede de bløde læber ord der fik hingstens indre følehorn til at trække sig tilbage. Som havde hun brændt ham. Men nej, ingen reaktion på den stille overflade. Ingen trækning ved hendes ord. Intet. De gennemsigtige glaslignende øjne så lige igennem hende, og blev ligeså set lige igennem.

Den tavshed der fulgte efter hendes ord var lang. Den var enkelte minutter, inden at det raslede let ved hingstens vinger. Den gyldne strækkede langsomt de enorme vinger ud, indtil spidserne rørte hver ende i den smalle lysning. Og stadig der, var de let foldede sammen. Stærke vinger til at bære en stor krop. Og hvorfor gjorde han det? Måske ønskede han blot at frembringe en nogenlunde kendt reaktion hos den røde hoppe. Frygt. Angst. Nysgerrighed. Hvad som helst kunne bruges, bare den falske overflade forsvandt. Måske ville hun trække sig væk i foragt? Det ville næppe være dårligt hvis han ønskede afstand fra hende.

” Hvad er deres navn?”

Kom det hæst fra ham. Tonløst, men næsten larmede i denne stilhed. Endnu engang dette uforstående blik, som gav det rent faktisk ikke mening det han sagde. Og selv da han fangede det, vedblev det uskyldigt. Var hun virkelig sådanne en sjæl? En der uden videre kunne slynge sådanne ord ud, og tro på at dette var sandheden? Han havde længe troet det blot var et show, for at køre videre på han havde mangler.

En fnysen kom fra ham, og han vaklede en anelse arrigt nogle skridt tættere på, inden at han endnu engang måtte stoppe. Vingerne blev hastigt trukket ind, og han klemte øjnene hårdt i. En hamrende hovedpine dunkede inde i ham. Det sitrede lidt i ham, inden at han fattede sig.

”Min undskyldning…? Jeg har ingen undskyldning at give, da jeg intet har gjort. Og selv hvis jeg havde… så havde jeg velsagtens mine grunde."

En pause, og han rettede langsomt op i den gyldne krop. betragtede hendes blik, imens hans egen kortvarrige vrede over hendes udsagn forsvandt. Der var ingen grund til at snerre.

”Hvordan kan du få min eksistens til at hænge sammen med andres åndedrag?”

                  R H E A                  

_{Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?}
^{You are gonna wish you had a storm warning.}

Rhea fandt det mærkeligt, at skæbnen havde valgt at hendes vej skulle krydse et bevinget væsen, på hendes faders opgave. Det kunne næsten ikke være en tilfældighed, eller så havde de spredt deres giftige blod ud til flere. Hun havde allerede bemærket, at den gyldne skabelse foran hende ikke var meget ældre end hende. Han bar samme præg af ungdom som hun selv gjorde, selvom hendes krop stadig sad fast i fasen mellem plag og unghest, så så hans nærmere ud til at være tvunget ind i de voksne rækker. Men hans ungdom var et tydeligt bevis på at deres gen måtte sprede sig, og den blodrøde hoppe måtte vende tilbage med rapport inden tiden tikkede ud, og de urene havde vundet.

Rhea følte sig nøgen og udsat i hans selskab. Ikke fordi at han skræmte hende, eller gjorde hende utryg, men fysisk var han en kæmpe i forhold til hendes ranglede krop - og hun måtte kæmpe for at ikke træde nogle skridt væk. Både af væmmelse for hans nærhed, men også for at få afstand til årsagen for denne krympende følelse. Hans vinger rørte sig, og den blodrøde reagerede blot, som hun altid ville gøre på noget ukendt. Med fascination. De væde øjne fulgte hans spredende vinger, der gav ham adgang til luftens rum og hemmeligheder. Rhea ville aldrig selv flyve, heller ikke selvom hendes blod også bar de gyldne dråber i sig. De dråber havde hendes fader dog suget ud af hende, dengang hun blot var et foster, og derefter havde han forladt hende med sin moder, for at leve et liv uden disse ækle væsner nær sig.

At hun var af to arter, var ikke synligt på hendes krop. Smeyés gener havde forladt hende som en tro kopi af moderens krop, hvilket også distancerede hende fra magien. Hun bar ikke gudeblodet i sig, og derfor ville man sjældent kunne gætte hendes afstamning. Dette gjorde også fascinationen til hendes første møde med disse urene kraftigere, da hun selv har været et hårfint strå fra at blive en af dem. Gudskelov reddede hendes fader hende fra denne dødsdømte skæbne. Tanken om Smeyé fik hurtigt unghoppens øjne til at blive smalle, og fascinationen erstattedes med foragt. Hun mindedes sine moraler og regler - De var fjenden! Derfor vendte hun hurtigt tilbage til at studere hans vinger med det had som hendes far havde plantet i det uskyldige hjerte. Tænk dog hvis han havde set hendes nysgerrighed mod denne vanskabning? Hun ville ikke kunne bære at skuffe ham.

Hvad er deres navn? De store, nøddebrune øjne distraheredes fra hendes oprevne blikke, og hendes hadfulde følelser formildes i atmosfæren. En let mimren bevægede sig ved den fløjlsbløde mule, før hun trak hovedet op for at nå hans højde. Et enkelt øre spidsedes lyttende frem, af hans dybe toner, imens det andet stadig vendte mistroisk bagud. "Rhea" De lyse toner var dæmpede og svage i den stille natteluft, og hoppen rømmede sig forsigtigt for at genvinde styrken bag hendes stemme. "Mit navn er Rhea" Gentog hun med mere kraft bag den blege stemme.

Min undskyldning...? Jeg har ingen undskyldning at give, da jeg intet har gjort. Og selv hvis jeg havde... så havde jeg velsagtens mine grunde. Rhea lod et sarkastisk grynt lyde, men hun lod hingsten snakke ud, men en utilfreds maske trukket over det spinkle ansigt. Hvordan kan du få min eksistens til at hænge sammen med andres åndedrag? Hoppen rankede sig, og foragten havde atter fundet sin vej ind under hendes hud. Han var ikke velkommen i hendes tanker eller sind, og derfor ville den unge hoppe gøre alt for at holde dette væsen udenfor huden. "Det er klart." Svarede hun simpelt, selvom stemmen ikke viste nogle toner af det had som hendes udtryk gjorde.

"I hvilket hjørne af dit sind, ser du denne muterede magi til at være korrekt?" Det flammende blik vendtes mod hans vinger, før hun atter lod det dvale ved hans. Benægtelsen fyldte hendes krop, og fik sindet til at sætte sig på tværs. Der var ingen andre måder end hendes faders. Ingen anden sandhed eller version, end den Smeyé havde fortalt hende. "Måske kan du ikke hjælpe din fødsel, men at du lever og bor i denne verden, sammen med de andre bæster, skaber en ubalance som vil vælte alt levende." Hidsigheden faldt, og Rhea måtte indse alvoren på trods af hendes naive tankegang. Hun blev stille for en stund, og blinkede langsomt med de væde øjne. Strømmen af de bløde toner var dog langt fra færdig. "Du kan benægte hvad du vil, men en dag vil du indse at dit blod vil udslette Proelio. Guderne vil ikke have magt nok til at stoppe det, når jeres magi først har spredt sig videre, og vokset sig større end deres."

Hun rystede kraftigt den spinkle hals, sådan at den blodrøde man vuggede ned langs hendes krop. "Derfor må vi reagere før det er for sent. Din krop er unaturlig og væmmende, dit blod suger kræfterne ud af landet og guderne. Du kan ikke leve, uden at det vil være på bekostning af resten af Proelio. Du kan ikke leve hér." Den unge hoppe blev stille, og trådte et enkelt skridt bagud for at understrege den afstand hun tog til hans magi. På trods af hendes racisme mod denne unge hingst, skar det i hendes nysgerrighed og fascination at sige den sidste sætning. Hun prøvede at skubbe følelsen væk - men hun ønskede at kende ham bedre.

        T H E   A R D E N T        

^{Tagged: Kharuno.            Ord: 911.}