DEATH IS ALL AROUND ME.

Tagged: Louise m. karakter.       Word count: 482.
Note: Er lidt ude af form med ham her, men skal nok snart finde hans inspirationskilde og karakter igen :).

Rødt på hvidt. Hvidt på rødt.
Vinteren var kommet, hvilket betød at jorden, træerne og stenene var dækkede af de hvide fnug, der snart ville smelte bort. Det gjorde de altid, og varmen ville returnere med lysets og solens tilbagekomst. Dog ikke endnu, for imens mørket faldt på, krøb kulden også nærmere. Den mørke skygge bemærkede dog knapt dette, da han for en kort stund slet ikke var tilstedeværende i sine egne tanker, sit sind eller sine handlinger. Frosts døde krop bemærkede ikke den ualmindeligt kolde nat, der lå i vente. Han bemærkede heller ej solens varme om sommeren, eller vindens kølige brise når årstiderne skiftede. Hans krop var følelsesløs. Altid kold. Altid død. 

Det var dog hverken kulden, sneen eller hingstens egen krop som skyggen bemærkede, da han genvandt besindelsen og styre over eget sind. For da et snes af fornuft slingrede sig ind under det mørke hårlag, bemærkede han blot de røde farver i den hvide sne. Blodrødt, men langsomt blev farverne mørkere og mørkere, i takt med at solens stråler svigtede landet, og blot stjernerne kiggede frem.
Ej var dette hans eget blod. Dette var umuligt, da blod ikke længere eksisterede i ligets krop. Hans eget blod var råddent, og ville ikke lugte så friskt, eller være så rødt som dette var. De mørke strå der dækkede hingstens slanke krop var dog smurt ind i disse røde farver, og hingsten måtte lade det sindsforvirrede blik falde over benene, for at sikre sig at det ikke alligevel var hans eget. Men nej. Han fandt hurtigt blodets ejermand, og det som så ud til at være faldet offer for hans eget vanvid.

Hvad offeret havde været inden det var blevet en pøl af noget der lignede en eksplosion af blod og indvolde, var ikke til at se. Men da hingstens lange, elegante skridt førte ham nærmere, måtte han konstatere at dyret lignede et alt for ungt rådyr.
Et kid.

Den høje, smalle skygge bevægede ikke en mine, eller udviste en eneste følelse. Han følte ingen sympati for dette halvt døde dyr, der nu måtte ligge og lide til døds på grund af hans korte stund af vanvid. Skammen ville dog skylle over ham senere, sammen med billederne og skrigende fra tidligere ofre og hans egne mareridt. Det ville komme, og han ville lide og tortureres af hans egen hukommelse og skam. Men hingstens mørke havde opslugt ham så meget, at han ikke længere ønskede redning fra disse psykiske lidelser eller utilgivelige handlinger. Mørket var nu hans et og alt. Hans egen sorg og smerte var hans næring.

Skyggens sind blev tomt, hans gerninger gemt dybt inde hvor de ville hjemsøge ham i svagere stunder, og hans slanke lemmer førte den døde væk fra gerningsstedet.
De mørke skygger dansede omkring ham, imens han bevægede sig lydløst ind mellem træernes stammer med jævne, flydende skridt.

Hvad ville nattens frembrud byde ham denne gang?

 

Det prægtige hvide skumle hårlag skinnede lysende op i dette mørke. De smadre grønne øjne løb rundt, imens de hvide øre med guld på, lyttede opmærksomt. Hendes vejrtrækning bar en indre ro. Men hvem var hun? Hun var en sjæl, der så yderst uskyldig ud til tider, lige som nu. Men på ingen måder kunne man kalde hende uskyldig. Hun som var skyld i så meget smerte. Levende hun mon sit liv på noget, som kunne minde om en løgn?
Men hun havde overlevet, hun var blot rykket videre. De var skyld i det, de var skyld i at hun var endt her og hun kunne ikke være mere taknemlig. Hun følte sig urørlig. Hun følte sig uopnåelig lige nu. Men det betød ikke at andre ikke havde mulighed for at skade hende. For det kunne de jo nemt.