Den sorte hingst med den bemærkelsesværdige røde man gik forsigtigt mod et vandfald. De gennemsigtige dråber gled, som et væld af tårer ned over det sorte skind. Han var udmærket bevist om, at han nu befandt sig på jord, der skilte sig ud fra mængden. På sit besøg i den grå hoppes flok, havde han fundet ud af hvordan et område lugtede, når en forsamling heste regerede derpå. Det samme gjorde sig gældende her og det var derfor hans hove blev sat i jorden med en sådan varsomhed. Han var en strejfer på et flok område og det kunne let ende galt.

Diablo var hurtig meget mere end han plejede. Endnu en fremmede lugt fangede hans næseborrer. Han var efterhånden ret træt af fremmed heste blot gik over grænsen, det var 3 hest nu. Suk.. prøvede strejferende ham af? Mhh måske... Han forsatte frem mod luften, der stillede blev velkendt. Men ikke nok med det mærkede han den sorg der lå omkring i området. Mil.. Dia var begyndt at blive urolig. Stille mærkede han Mil var kommet tættere på "Milagro?" Lød det beskyttende fra ham. Han tog Mil til sig som sin egen søn og INGEN skulle tænke over overhovedet at krumme et hår på ham. Hvem havde fået ham til at græde? "hvad er der hent dem?"

ligepludselig kom en sort hingst til syne og, da Milagro havde gået i sine egne tanker, farede han sammen med de mandelformede ører lagt i nakken. Hingsten foran ham var dog ikke fremmed og hurtigt brummede han en smule beklagende og pinligt berørt. Han holdt med det samme op med at græde og et halvt nervøst smil lagde sig let på de røde læber.

"Diablo?!.. Du forskrækkede mig"

Han smilte lidt mere sikkert, men kastede så et blik tilbage, som for at se efter om han skulle være forfulgt. Dog var det ikke tilfældet, men man kunne aldrig vide på fremmed grund.

"Jeg... Ved du hvad det her er for et sted?"

Sagde han forsigtigt. før havde han ikke været her, men frygten steg op i ham. Egentligt frygtede han ikke desideret hvad der nu skulle herske her, men den intense duft af de samme heste, mindede ham om det område, hans grå veninde havde befundet sig i og hvor han senere hen havde ledt efter hende, men kun fundet en fremmed brun hingst med lillae aftegn..

"Jeg har befundet mig sydvest for dette område i udkanten af Sweyitak tæt ved Boundless udløb. Der mødte jeg en grå hoppe med man af ild... Sidenhen har jeg ledt efter hende og gået over en grænse, som denne.. en lugtmarkeret grænse... der mødte jeg en brun hingst og ej var han til hjælp... jeg tror hun... hun..."

Hans stemme knækkede over og han blinkede et par gange for at holde tårene væk.

"Er... forsvundet..."

Han smilte venligt til Mil, da hans energi tydeligvis ændrede sig, dog kunne Dia godt lide Mel. Han mindende på nogen punkter om sig selv. Han smilte stille "undskyld Mil, jeg troede du var en anden" han slog et let salg med hovedet. Dia ønskede ej at smide Mil ud af området, Mil var jo måske lidt som en søn og derfor ønskede han på ingen måder at skubbe ham væk. "Selvfølgelig gør jeg det, der her er min flok Aliari. altså et privat område, hvor strejfer normalt holder sig væk" han grinte blidt. Tjo han valgte at forklare, hvis nu Mil ej vidste hvad en flok var. Han lyttede nu opmærskomt til Mils forklaring. Aldrig havde han hørt om denne grå hopppe.. den brune hingst.. Kunne det være denne Dawn? Det tog hårdt på Mil at den lille hoppe havde forsvundet sporløst. Men Diablo kendte jo alt til smerten, han havde mistet mange i sin tid. Han ville ønske han kunne beskytte Mil for den smerte han følte nu. Et varmt brum forlod mulen "Mon ikke hendes veje en dag krydser dine igen. Jeg er sikker på hun en dag kommer tilbage.. men denne Brune hingst havde han lila aftegn? var han øhm.. lidt sur?" Diablo vidste at Dawn ikke var den som tog det særligt pænt at andre betrådte hans jord, det havde hans brors datter jo selv oplevet. Det var ikke det klogeste at gå derind.

Han betragtede den ældre hingst, da han forklarede området for ham. Diablos flok og strejfere holdts og væk. De smukke røde øjne spærrede sig helt op, ved hans ord af både overraskelse, men også frygt. Af hvad han vidste af, gik han under betegnelsen 'Strejfer'.

"Forbudt?... Jeg... Undskyld Diablo, jeg burde være vendt om, da jeg lugtede den anderledes atmosfære...."

Hans øjne søgte jorden af skam og ligepræcis der følte han sig meget dum og uerfaren. Og det var han egentligt også. Milagro havde ingen erfaring på livet og det ville nok give ham nogle skræmmer senere hen. De sorte ører blev spidset for at vise, at han lyttede til hans trøst, tog den til sig og lyttede til hans spørgsmål.

"Jeg håber du har ret... Lillae aftegn havde han... Her"

Han lod sin mule køre over sine egne ben, som mest af alt bar præg af røde aftegn, inden en tanke slog ned i ham. Diablo var jo blind og kunne ikke se bevægelsen.

"Undskyld.. Her"

Han lod sin fløjlsbløde mule strejfe Diablos ben på midten.

"Pigge bar han også"

Han mærkede Mils energi, men nåede ej at tyde den før hans stemme atter lød. Han smilte stort "ja.. nej ikke sig undskyld, du er velkommen!! du er velkommen dette sted" Diablo mærkede han følte skam. Tøvende trådte han mod Mil "Mil husk på man lærer bedst ved at begå fejl.. men Mil.. du.." Diablo stoppede sig selv, han var for usikker. Usikker på at Mil vil føle sig skræmt over Diablos letter faderlige side, som var retter dirkete mod ham. Dog forsatte han alligevel "jeg ønsker at dele denne flok med mig, jeg stoler på dig, som du var min søn... vil du være arvingen til min flok?" Diablo elskede Mil har hele sit hjerte. Ønskede at vise ham den gode verden, ej den onde. Ønskede at vise ham alting ville blive gjort og han var en stor lykkes fugl! Mil var ej en fejl..

Han lyttede til stille ved Mils forklaring. Mærkede hans mule mod sit ben.. Hmm Dawn.. Han skær tænderne hårdt "Dawn er ikke ligefrem den sødeste når man rammer forbundt grund.." han stemme var bekymreret "gjorde han dig noget!?" han ville vide om Dawn havde rørt Mil, for ingen skulle røre Mil.. Ingen skulle på nogen måde blide hans kære Mil noget dumt ind.

Et øjeblik var Milagro, som forstenet. Ikke fordi, han ikke kunne lide Diablo, men mere fordi det var svært for ham at klare situtationen. Han vidste ikke, om han skulle blive glad eller græde over hans tilbud. Det betød noget for ham, at den sorte hingst stolede nok på ham, til at komme med sådan et tilbud. Det var næsten helt for overvældende for ham. Han blinkede et par gange, men trådte så tættere på hesten foran ham, Diablo Astuto , med et smil på læberne.

"Ja... Men er jeg den rigtige Diablo? Kan jeg lære at tage sådan et ansvar en dag?"

Han så ned i jorden. Egentligt kunne han rigtigt godt lide Diablo og ville ikke have, at han ikke følte hans taknemmelighed overfor at hans havde taget ham til sig, som sin søn, trods omstændighederne. Dog var han hverken god med ord eller andre former for hestesprog.

Han lagde hovedet let på skrå og så en smule forvirret ud, da Dawn atter blev nævnt. Dog blev det forvirrede udtryk blev erstattet af et skræmt et. Havde han være i fare, da han havde mødt denne Dawn?

"Nej... Kunne han have fundet på det?"

Han så sig usikkert om, inde de røde øjne landede på Diablo, med et smil. Han var på Diablos område - her ville der intet ske ham.

Diablo ventede roligt. Han havde ej travlt på nogle måder. Han brummede stille da Mils ord have lyt. Han smilte stort "Mil du er allerede klar, jeg kunne ikke forstille mig en anden end dig at dele dette med! jeg ved du er den rigtige!" Han smilte. Mil var både et stort legebarn, men også blevet mere voksen i det, Diablo kunne godt lide det. Man behøvede jo ikke at være gammel og grå. Han nød jo selv livet som en rigtige drenge røv. Han elskede at lave fis og ballande, men man skulle ikke være i tvivl om at han også kunne være vildt serøs. Diablo så lidt ned "til tider ja.." Diablo var taknemlig over at Dawn ikke havde rørt Mil, ellers havde Dawn også fået besøg af ham, for ingen skulle røre mil nogensinde!!