Lilium

Han havde ej direkte lovet hende noget, ej givet hende en position, men han havde givet hende noget at tænke over dengang. Givet hende et tilbud. Han havde pirret hendes lyst, hendes lette hungren efter det hun havde mistet og selvom hun havde tøvet dengang, ønskede hun svar. Hun ønskede vished. ønskede at vide hvorvidt hun havde noget at vente på, eller om hun blot skulle forsætte som hun ville. Ej at hans ord havde stoppet hende fra at gøre noget, men det havde gjort hende... eftertænksom, uvillig til helt at tage skridtet i andre retninger. Nu ville hun ej vente i uvished mere.

Skyerne drev langsommeligt af sted over området. De, sammen med luften, varslede om sne. Massere af sne. I disse situationer ville det engang have været hendes job, at bestemme hvad der skulle ske. Indirekte vel og mærke. Hun ville have bestemt om flokken drog videre eller om den blev. Om de søgte læ eller red stormen af i det fri. Nu... Nu havde hun ingen anden at tage ansvar for end sig selv. Og dog... snart, selv hvis hun ingen rang fik, ville hun have en anden at tage vare på. En ung sjæl. En nyfødt sjæl. En ny søn. Snart... så snart tiden oprindt, til at livet skulle gro i hende.

Stilfærdigt iagttog den lyse hoppe grænsen. Den var usynlig, men umulig at passere uden at vide det. Et føl ville måske kunne gå over den, uden at opfatte noget, men hun var intet føl. Prompte lod hun sine hove standse kort før grænsen, før et vrinsk hvirvlede af sted i luften. Søgende. Næsten kommanderende. Hun forventede svar og hvis han ej kom for at give hende det, ville hun marchere ind og trække det ud af ham.

En havde nærmet sig grænsen til hans område. Han kunne føle det! Benene bevægende sig langs grænsen. Han var alligevel ved at tage sin runde, så han kunne lige så godt lige tage lidt tid til at se hvem der stod ved grænsen. Hovene blev ført elegant over jorden, imens løb tankerne afsted med alt muligt andet end det der skete lige nu. Gai og ham var gledet fra hinanden, på en måde.. Han havde skubbet hende væk, han havde bedt hende forlade området. Ikke nok med det havde han også snakket med Fazet.. Men han stod endnu og manglede en Alfa.. Han ville ej flyde Gais tanker eller presse hende med dette, hun havde jo selv sagt hun ville være ung. Men måske.. måske når hun var klar kunne hun stå ved hans side og lede? Duften af fremmed fulgte nu hans næseborrer og et fremmed vrinsk forlod mulen. Dog kendte han det vrinsk.. Mh.. Hvem ejede det vrinsk.. Endelig fandt han den rette ejer mand, som var mere en kvinde.. Lil.. Hun havde også længe gået i uvisheden. Nu måtte han til snart at tage et valg, der ikke så ud til at kunne tages. Han lod et brum forlade mulen og sænkede derefter farten da han var et stykke fra hende. "Lilium" lød den drenget tone "hvad bringer dem på disse kanter?" han slog kort med hovedetog ventede nu tålmodigt på et svar fra hende, selvom han måske allerede vidste hvad hun var kommet for. Han havde trodsalt snakket med hende et par gange efterhånden. Den gang havde han været desperat. Han havde så meget villet det her og nu stod han der så, han havde valgt en anden vej end den han var ved at vælge. Han havde også fået nogle nye med ind i flokken, men efterhånden var der ved at være mangel på hingste. Der var kun 1 hingst tilbage i flokken, det bekymrerede ham, men på den anden side måtte han indfinde sig i dette. Han skulle nok en dag trække nogle mandflok ind. Han havde dog formået at få Cursed med ind, ligesom hun havde lovet ham. Han havde trodsalt også redet hende. Men okay, hvis hun ikke var gået med havde han heller ikke været sur på hende anyways.

Og der kom den sorte hingst så i al sin pragt. I al den pragt en hingst som ham nu kunne have. Lilium så som sådan ikke ned på hans blindhed, men fandt den bestemt som værende en betydenlig svaghed og det betød at Diablo i grunden var svag. I hendes øjne vel og mærke. Mange ville nok modsige hendes mening om blinde og det havde de deres ret til, men det ændrede kun lidt. Se blot hvordan det var gået med Fazet! Havde hun ikke mistet hovfæstet, så ville hun have vundet. Så ville hun have været den der bad om en pris, for det han havde pådraget hende, ej omvendt! Tanken om den anden sorte, blinde hingst, fik kort hoppen til at fnyse spottende, før hun vendte tilbage til situationen hun stod i.

Hans ord nåede hendes ører uden problemer og et øjeblik iagttog hun ham blot. Havde han glemt sine ord fra sidste gang? Hm? Hvis han havde, så havde hun næppe meget at gøre her. Som medlem kunne hun finder andre ledere, der havde mere at tilbyde, men disse kunne ej tilbyde hende det, som Diablo delvist havde lovet hende. I hvert fald tilbudt hende. Et tilbud som hun ej havde accepteret, men ej heller skudt bort.

"Har de glemt mine ord fra sidst? Jeg sagde jeg ville slutte mig til dem, hvis de fandt andre der ville følge dem."

Stilfærdigt svang hun med halen, men holdt sig stadig i ro lige uden for grænsen. Nej. Hun ville ikke træde over den, før hun havde en grund til det og sådan en eksisterede ikke endnu.

"Men de sagde også nogle ord... har de glemt dem eller har jeg misset det tilbud, de gav mig?"

Han brummede stille da hun langsomt kom med en række ord. Stille nikkede han ”nej jeg husker skam fint Lil, tiden løb blot sin vej” han nikkede stille. Han havde haft ganske travlt, det hele havde bare proppet sig sammen. Men han stod nu og tvivlede. Endnu ingen alfa.. Men Lil? Det havde jo ikke lige frem været positive ord der havde lydt fra Fazet. Han brummede stille. ”jeg husker udmærket godt mit tilbud og har da også været ud og snakke med en af mine bekendte om dig nu hvor du ikke lige var i sigte” han smilte venligt til hende. Han kunne ej blot tage hende som Alfa eller rådgiver, hvis de på ingen måde havde samme meninger og heller ikke hvis hun så ham som en svag hest. ”Men sig mig Lil, ville du overhovedet kunne se mig som en leder for dig? Ville du se mig som svag, blinde som yderst svage?” han kunne lige så godt være direkte. Der var jo intet at lægge låg på overfor hende. ”min kære bekendt har fået en dårlig oplevelse med Dem, men jeg tvivler ikke på at du havde dine grunde til at rive et halvt øre af” han kunne lige så godt fortælle imellem linjerne hvem denne bekendte var. Det gav hende måske også noget at arbejde med. Men hvis Lil tog for meget over, ville hun blive en fare for ham og hans flok i stedet for nytte. Han kendte hende ej voldsomt, men alligevel stolede han på hende. Spørgsmålet var bare om Lil havde nok respekt til at se Diablo som en leder, end et svagt led..

Diablo var måske lidt for overbeskyttende, men det betød blot noget for ham. Da alle var stærke på hver sin måde, lige meget om de havde nogle mangler eller ej. Alle han kendte besad styrke på hver sin måde. Diablo respektere dem alle. Dog kunne dia også hade og være lidt af en bisse stadig.

Hans ord kom en smule bag på hende, men som han forklarede hvor han havde dem fra, faldt tingene på plads. Blinde fandt sammen, præcis som andre fandt dem, de delte noget med. Stilheden faldt over hende, mens hun tænkte. Et sted ønskede hun at snappe af de ord han brugte og det kaldenavn han gav hende, for de var et kun brugt af de kæreste hun havde i sit hjerte, hvilket han bestemt ikke var, men hun sagde intet. Gjorde intet. I hvert fald ikke angående de ting.

"Huskede Fazet at nævne, at jeg ej tog hans ører uden grund? Eller med vilje?"

En kort brummen forlod hende, før hun rystede på hovedet og af glemsel for hans blindhed, hævede sit hale som for at vise sine ar. Da hun huskede situationen, sænkede hun den på ny, før hendes ord lød igen.

"Han prøvede at tage min hale, bide den af, og vi kom i en slåskamp på grund af denne handling. Jeg forsvarede mig og som konsekvens af det, mistede han sit øre. Jeg ønskede ikke at tage det, men endte med det og det er deraf jeg finder hans blindhed som en svaghed. Han overgik de grænser, hans blindhed havde sat, og det gjorde ham svag."

Hun vidste udemærket godt, at hun talte forbi hans ord. Undlod at besvare hans egentlige spørgsmål, men hun ville skam svarer på det. Et øjeblik vippede hun ørerne tilbage, åbnede munden for at sige noget og lukkede den så på ny. Hvordan skulle hun formulere det? Som sandheden selvfølgeligt.

"Kan jeg se dem som en leder? Jeg vil ej lyve for dem, Diablo, men jeg ser dem ej som stærk. Ikke for øjeblikket; at de har styrke på trods af deres blindhed, er noget de er nød til at vise mig, for på det punkt er jeg den blinde."

Han smilte stille til hende, hendes energi ændrede sig.. "nej han synes du skulle forklare det" han trak på skulderne. Han var endelig også i bund og grund lige glad. Han sukkede stille "Lil det er lige meget, det var fortid og som sagt er ikke i tvivl om Fazet selv havde lagt op til ballade" svarede han blot. Han havde ej andet at sige til det. Fazet var ret streg, det havde han fået at vide mange gange og havde selv set en ret så irriterede side af Fazet. Han var mere intresseret i at få svar på hans såkaldte spørgsmål. Han sukkede stille.. "Lil jeg ønsker at dele min flok.. mit liv med dem.. men jeg står i tvivlen, tvivlen som min kære ven, som ikke er Fazet, satte mig i. Jeg frygter vi ej deler sammen meninger om livet" han bed sig i læben. Han respekterede lil, men vidste ikke helt endu hvor han havde hende.

Et fnys forlod den lyse hoppe ved hans ord. Så hun skulle bare tage det som fortid? Ignorerer alt det, der var sket, på trods af alt det der rent faktisk var sket? Skulle hun lade som om Fazet aldrig havde gjort, det han havde? Lilium var ikke just en hoppe, der havde let ved unødvendig vrede, men Fazet havde alligevel overtrådt den grænse alt, alt for meget, til at hun bare kunne lade dette gå forbi, fordi det var "fortid". Et svirp med halen var den afsluttende kommentar.

Lilium ønskede ikke at dele sit liv med ham, som han åbenbart ville med hende. Hun ville på ingen måde prøve at tage flokken fra ham, men han misforstod noget helt, hvis det at være hans vejleder, for ham betød at de skulle være tættere. Vejledere stod ikke tæt op af den, de vejledte, for det betød, at følelser kom i glemme. De skubbede dem ej heller bort, men at sige de delte deres liv, ville være alt, alt for meget.

"Hvis de tvivler, så lad være med at tilbyde mig positionen, men vid, at det aldrig har været forkert, ikke at dele de samme meninger. Oftest giver to forskellige syn, en bedre helhed; man kan ikke beskue noget, ved kun at se det fra en vinkel."

Stemmen var rolig og fattet. Professionel kunne man vel kalde den. Det var ikke fordi det betød forfærdeligt meget, hvis hun blev 'skubbet' bort fra denne plads, som Diablo engang havde tilbudt, men det var en lettere frustrerende vending af tingene.

"Men... hvis de ikke har noget mod jeg spørger, hvem er denne... 'ven'... så?"

Lil tog hans ord for højtideligt tydeligvis, han havde sagt det i en dårlig vendig, men hendes reaktion overraskede ham tydeligvis. Hendes stemme lød, ørene svingede frem og tilbage. Han måtte nok indrømme at det var ganske irriterede at hun rettede på ham. Han pustede stille "på en måde har du ret, men to forskellige personligheder kan ikke køre i en klinge.. Lil det der gør jeg tvivler er at du virker anderledes han første gang vi mødtes" han var ved at få et andet billede af hende, et billede han ikke brød sig om og hvis de hele tiden gik og misforstod hinanden ville de nok ende med at komme op i en diskution. Diablo havde intet imod Lil, men noget imod den måde hun snakkede til ham på og den måde hun reagere lige nu og pt. Han stod der og tænkte da hendes stemme atter lød "blot en ven.." svarede han kort og godt. Gai betød alt, men han var stadig bange for at belaste hende for voldsomt.

Lilium lukkede sine øjne og rystede på hovedet ved lyden af hans ord. Ikke fordi de var forkert, men måske fordi de var så rigtige som de var. Hun var ikke den samme længere, men det kunne han vel heller ikke helt forvente, at hun var. Måske havde hun ændret sig lidt mere end hvad godt var, men hvad kunne man forvente af en hoppe som hende. Hun havde forladt landet en stund, hvilket bestemt også havde ændret hende, men mest af alt var det Fazet. Det havde gjort hende bitter. Forhåbentligt kom hun over det, når alting var blevet ordnet, men det kunne tiden kun fortælle.

"De har ret til at tvivle, Diablo, for jeg er ikke den samme. Jeg er ikke den Lilium de mødte sidste gang, for ting har ændret sig. Måske har jeg ændret mig for meget..."

Den lyse hoppe så kort ud over området, da han blot sagde at det var en ven. Hm. Siden han stolede så meget på vedkommendes ord, følte hun sig sikker på, at det var mere end blot en ven. Han holdt af hvem end det var han talte om.

"...men verden ændrer sig også meget for mig snart, hvilket jeg har måtte tilpasse mig."

Der var ingen grund til at trække Diablo ind i den aftale, hun havde med Fazet. Tiden måtte vise hvad der skete med hende, når det gjaldt alting der hvirvlede omkring lige nu, men tiden var ikke moden i dette øjeblik.

"Hvis de ikke ønsker at tage et valg nu, kan det vente. Jeg har intet dårligt hørt om Aliari, så de klarer det jo også fint på egne hove."

Det sidste burde han tage som et kompliment.

Hun bekræftede ham i hans nye ting. Han ønskede jo ikke at skuffe hende. Alle forandrede sig selv ham, men han havde aldrig forventede at Lil vil ændre sig så meget i forhold til de andre gange. Han tænkede stadig "tja det kan du have ret i men, at ændre sig kan også rive dig væk fra andre" venner kom og gik, man voksede fra hinanden eller nogle tilfælde var det blot ikke disse venner man havde mere. Diablo følte lidt at Lil var gledet ud, den anden vej end ham. Han forstod udemærket godt at andre ændrede sig, men han havde håbet på Lil stadig var den han mødte førhen, der havde hun været sød og støtten, der havde hun intet andet end at hjælpe, men nu var det mere hjælp på den mere irriterede måde, Lil var måske mere bitter i det. Hun reagede voldsomt på nogle ting, lige som Diablo gjorde, bare med nogle meget mere følsomme ting. Men det var som der lå mere med Fazet. Han brummede atter til hende, men besluttede ikke at blande sig. Fazet var tydeligvis meget krævede og endnu mere irriterede end nogen anden han havde mødt. Fazet kunne være for meget, men sød nok når man kom ind under huden på ham. Han smilte ved det sidste, det var sødt.. "Jeg vil tænke over det, men lige meget hvad kunne min flok da godt bruge en vejleder!" han trak ikke sit tilbud tilbage, hun var blot med i hans overvejleser med hvem der skulle blive Alfa hoppe af flokken.