Noctem Nox Caelum


Den gyldne og blå glitrende sø Rein bar sit eget præg af landets mange eventyr. Den røde lange man faldt let omkring Caelums hals. Hans orangeglødende øjne skimtede over isen der så ud til at være på Rein søen. Jovist havde den gamle drengerøv i hingsten stor lyst til at teste skæbnen og vandre ud på denne mærkværdige is. Men han skridtede blot videre langs dens kant. Man så en modnet hingst i hans øjne. Men helt godtroende ville Caelum ganske vist aldrig blive. Hans hjem var her i Proelio det havde han nu indset, efter en god stund som flokleder i sit gamle hjemland. Det var nok det der var skyld i hans modnede sind. Men efter alting havde Proelio været det land der tiltalte ham mest. Det land han ganske vist havde opbygget et ry og skbt sine problemer, men dog. Han kunne vel også se dem i øjnene og sparke røv igen.

Hingsten prustede ned mod den kolde sne. Vinteren havde givet ham en bamset vinterpels, men denne var ej ekstremt lang. Den varmede ham blot. Alt andet ved ham var stadig stolt. Musklerne stadig spændte og stærke. Han hævede hovedet højt og skimtede mod den mørke himmel. Indtil nu var han ikke rendt ind i andre end den kønne unge Lavita. Men han vidste at han havde mindst to sønner og en datter der vandrede i dette land. Han var ikke sikker på om Nocturno var vendt tilbage hertil. Sidst Caelum var her, var Nocturno udvandret. Han burde have været der for sine føl det var rigtigt. Men den hingst der dengang vandrede rundt var simpelthen ikke klog nok til at blive og hjælpe. Han slog med halen. Her. Her i landet skulle han dø. Nu ville han aldrig forlade det igen.

Mørket havde langsomt overtaget den før lyse dag, og istedet spredt stjernerne og månen som små lyspunkter i denne nat. Lys, er lige meget hvilken tid på året dette var ej kunne slukkes. Målene alene var måske til dels mindre en solen set i forhold til hinanden. Men på sådanne en nat.. En nat hvor mørket var tæt, tankerne mange og sindet fjernt. Ja, så var månen et at dette lands holdepunkter for den unge gyldne hingst. Uden noget bestemt at holde sit blik ved, sit fokus.. Ja, så ville tankerne strømme uhindret igennem hingstens hoved, og forme sit tankespind i et større begreb end man lige just ventede. Fra at flyve iblandt himlens fugle, til at svømme i mængden af farverige fisk. Fra af ville grunde bladene faldt af træerne, for blot at komme igen næste år. Hingstens tanker var mange, farverige, fantasifulde. Men mest af alt var disse en del af mange drømme og tanker. Ting der nok aldrig ville komme til at ske, men som alligevel var til at håbe på. Natten, månen og dens stjerner var til at håbe under. Og det var dette, der kunne gøre en nat som denne så magisk.

Let virrede hingsten med det markerede hoved, inden at han satte i en rolig skridt imod den nu frosten sø Rein. Ligesom meget af dette land, Var søen en enestående del af naturen. Og mon ikke andet var til at finde her og nu? Hovene bevægede sig med præcise skridt over det lange græs, og lyden af den røde hale's hvislen imod græsset var for en stund de eneste lyde omkring den glødende. Ingen hemmelighed var det at hingsten bevægede sig gennem mørket, og blot et enkelt møde var som oftest nok til at huske denne glødende gyldne skabning. En særpræget pels var det skam... Og her i mørket, kunne han betragtes lig sin moder - som en stjerne iblandt den anden nat. Bundet til jorden.

Noctem Nox Caelum


Tanker om liv og død var ikke så sære når man var ved at blive en ældre hingst. Han var ikke nogen ung hingst mere. Hvad han havde opnået var både godt og skidt. I det mindste havde kærligheden truffet hans hjerte, og han havde sat sit præg på verden... Måska skulle det vise sig at hingsten ikke havde længe igen. Han synes sommetider at mærke kroppen miste sin styrke. Han brummede og hævede hovedet fra søen. Ørene blev spidsede. Han lyttede efter. Det frosne græs knasede under nogens hove et sted i nærheden. Han vendte øjnene rundt som en opmærksom jæger. Men smilet lå venligtsindet om de bløde grå læber. Stjernerne glimtede på den mørknede himmel. Månens lys kastede sig over landskabet og gav det hele en magisk aura. I skyggerne længere væk ville de fleste kunne gemme sig... Men en gylden lysende levende pels sås ret fremme. Caelum havde set den før. Men det var et møde der lå langt borte. Han havde ikke tilkendegivet sig selv overfor de unge hingst, der bar hans røde farve i sin manpagt. Han havde spredt den røde farve grundigt efterhånden. Caeli bar den. Nihilo bar den. Regnum bar den. Ducan efter Caeli bar den. Han fnøs roligt og vendte sig langsomt halvt om. Hans øjne var lettere intenst rettet på den yngre hingst. Søn af han selv og en ufatteligt smuk stjernebeklædt hoppe kaldet Itzala Argia. En lokkende nat, et forførrende attitude... Et uheld nærmere at sige det. Men hvilket pragt eksemplar der var kommet ud af de to skønheder! En smuk, velskabt hingst...

Caelum slog med halen og rettede sig værdigt op. Han havde været væk længe. Længe nok til at fejle og svigte endnu et føl. Kunne han rette op på dette? "En hilsen mod den stjernebeklædte hingst. Regnum Caeleste."
han knejsede let i nakken og gjorde et let buk for denne hingst, inden han skridtede mod ham i en stolt gang. Han ønskede at være en god far for en gangs skyld. Men måske havde Regnum som Nocturno og Caeli allerede dannet sig et dårligt image af ham.

En følelse af at blive overvåget listede sig ind på den gyldenfarvede, men dog lagde han ej synderligt meget i det. At holde sig skjult var ikke noget der lå til denne skabning, ligesom det heller ej ville være den nemmeste sag i verden. Andres betragtende samt nysgerrige blikke havde han ofte på sig, så dette var ikke just et fremmed fænomen. Nærmere et han var bekendt med på den posetive måde. Dog Fandt han dette blik særligt intenst, og efter kort tid blev han mere nærværende i blikket da en stemme brød den magiske tavshed der havde omgivet stjernehingsten. En stemme der vækkede et tåget minde, og som fik ham til at vende hovedet let imod denne behagelige stemme.
Foran ham stod en hingst der på mange punkter lignede Regnum selv, og alligevel ikke. Den eneste virkelige forskel var selvfølgelig Regnums levende pels, men også øjnene. Øjnene var sjælens spejl som man jo sagde.. og hvor Regnum selv bar et livligt blik. Et drømmende, livligt og ikke mindst knitrende grønt, bar denne hingst en ulmende orange. Ganske vidst skarp, men alligevel ikke som Regnums. For forkskellen var at denne hingst kendte til verden. Kendte til dens grusomheder samt mørkere sider. Og hvem ved, måske oplevet disse? Og Regnum vandrede blot i denne verden som et eventyr. Intet skadeligt var hændt stjernehingsten. Dér, kunne man tydeligt se forskellen på fader og søn.

Regnums hale gled hvislende igennem luften, idet at et høfligt smil tog form om den røde mule. Denne fremmede og alligevel bekendte kendte til hans navn.. men selv mindedes han aldrig at have hørt denne hingsts.. Dog tog han sig ikke synderligt meget af det, og gjorde da en lettere galant bukken tilbage til denne sandfarvede hingst.

”Jeg hilser dem igen du sandfarvede i denne mørke nat.”

Kom det fra ham, og han hævede kort hovedet en anelse for at betragte ham med et nysgerrigt blik. Tanken om at det var hans far faldt ham ikke direkte ind, men flagrede i udkanten af hans sind. For aldrig havde hans mor direkte fortalt om ham, men navnet havde hun dog sagt få gange i hans føldom. Dog kunne man nu engang altid satse, selvom det ikke just var hans vandte stil.

”ret mig endelig hvis jeg tager fejl… men er de Nox Caelum?”

Kom det derefter fra hingsten, og det markerede hoved tiltedes let på sned. Et sats omkring hans navn, men dog et vigtigt sats. Regnum kendte ikke til sin far – havde aldrig haft denne fader figur. Men han vidste denne var der et sted, og han en dag krydsede veje med denne. Det var sikkert.

Noctem Nox Caelum


Regnum var en helt anden personlighed end hans tvillinge par. Selvom han ingen fader havde haft i sin opvækst havde han formået at udvikle sig til en høflig, venlig stillet sjæl. Selvføgelig bar både Caeli og Nocturno hver sin høflighed samt venlighed... Men Caelum havde på fornemmelsen at Nocturno ikke var ligeså dannet. Arrene afslørerede ham. Han havde været ude i rod mange gange. Caelum mindedes også at huske at Caeli havde fortalt at Nocturno havde fået en søn på tvangs manér... Caeli selv var forvirret. Social akavet. Og håbløs! Noget så håbløs var alt hun var... Han ville ønske han kunne beskytte hende fra verden og dens grusomhed. Denne... Sorte Skønhed hun omtalte, var bestemt ikke en Caelum ville have noget nær i nærheden af hans datter. Men som den udulige fader han havde været for hende, ville hun ikke lytte. Han kunne ikke gøre krav på noget til en allerede voksen hoppe. Han ville ikke længere føre krav på noget. Men hvis de skulle ønske hans tilstedeværrelse i deres liv var han der. Nøjagtig som han vilel være det for Regnum og Nihilo... Neera... Neera og Nihilo. Det føltes som et hul i hans bryst formede sig større og større, for hver dag han vandrede i Proelio uden at finde dem.

Han smilede dog netop nu. Situationen var her. Ved hans søn Regnum so både besvarede hans bukken, og hans hilsen. Et nysgerrigt hævet blik så på Caelum og hans krop spændtes let. En vane ting. Han smilede dog roligt og betragtede sønnen med et mindst ligeså nysgerrigt blik. Dog var der også noget stærkt og beslutsomt over ham. Han ville gerne påtage sig en rolle i Regnums liv. Hvis han var velkommen. Lyden af Regnums stemme lød atter. Der var bestemt ligheder mellem de to, men også en dyb forskel. Caelum var en ældre herre efterhånden. Han bar ar i sit indre, såvidt også på sit ydre men det var skjult godt, han havde smagt på skyggerne, dumheden, forførrelsens kunst, krig, lederskab, kærlighed og det at fejle gang på gang. Han var kendt for at være en problem skaber. Men nu i hans modnede sidste kapitler af livet vidste han at han var blevet klogere. Klar til at stoppe sin problemskabning og løse dem i stedet.

"Noctem Nox Caelum er det fulde navn der blev givet mig. Mørkets Frembrud... Nattehimlen. Hm." Lød den dybe, bløde stemme. Han vippede ørene frem mod Regnum. Han kendte navnet. Dermed måtte hans moder have nævnt ham. Caelum vidste ikke med sikkerhed hvad der var blevet fortalt om ham, men så at se i Regnums øjne var det intet skidt. Regnum var dermed ikke dømt dum... Caeli ville måske ikke have puslet brikker så hurtigt. - Desværre havde han ikke store forventninger til Caeli mere, og nogle gange dømte han hende dum og naiv ret hurtigt, uden at se på hendes sinds værdi og styrke. Men Regnum puslede brikkerne og satsede på at han puslede rigtigt. Hvilket han også gjorde til Caelums glæde. Så kom de udenom akavetheden ved at Nox præsenterede sig selv som hans far. Det at Reg allerede vidste lidt - det var godt. "Godt puslet sammen." roste Caelum ham. Han smilede. Charmen der faldt ham naturligt lå borte. Ro og venlighed var trådt ind i stedet. Ligesom hans mor altid havde krævet af ham.

Denne hingst var blevet opdraget med en moders kærlighed, men stadig med en løftet hov omkring Social adfærd, pli, høflighed og respekt. Stjernehingsten havde vokset op med disse normer fra hans moder, og fulgte dem nu blot så naturligt det faldt til ham. Hingste kunne muligvis have en noget uventet personlighed mente mange… og dog, hvad kunne man forvente med en moder som hans? En hoppe der selv ikke besad verdens grusomhed i sin synlige adfærd eller opførsel imod andre? En hoppe der hellere end gerne satte sig selv i det nederste sted – når blot andre følte sig bedre tilpas? Føjede mangt og meget..? Selv føjede Regnum dog alligevel ikke andre på samme måde som hans moder. Ej var han bundet af de regler hun levede med, og en hvis stolthed bar hingsten i alt hvad han foretog sig. Næppe ville han løfte en hov imod andre uden grund, men når dagen oprandt hvor han måtte ty til andre metoder en fornuftig snak.. ja der ville han kæmpe for sine idealer samt nærer. Han ville dog aldrig skabe splid blot for morskabens skyld, og fandt alt forkert ved hvem der nu end brugte vold for at nå sine mål.
Dog levede hingsten et ubekymrende liv, da han intet negativt endnu havde skabt omkring sig. Visse ville nok nærer en modvilje eller til en hvis grad jalousi over hvor nemt denne hingst indtil videre havde kommet igennem livet. Hvordan han kunne bevare denne holdning over for fremmede, selv hvis de gjorde ham uret. Men simplere var det ikke end at Regnum så med øjne over dette. En tankegang, hvor han mente at de ikke vidste bedre end det de gjorde.

Hingstens behagelige smil der havde hvilet i mundvigen bredte sig blot ved ordene, og han nikkede let. Noctem Noc Caelum. Intet akavet fandt hingsten ved dette møde, da han mente at hans fader nok havde haft sine grunde til at holde sig fra ham og hans moder. Og alligevel – landet var nu engang stort… chancen for at han havde kunne finde dem hvis han havde ledt, havde været lille fra starten af. Hingstens dybe men alligevel gnistrende livlige øjne så længe på ham – betragtende så at sige, inden at han brød stilheden der havde omgivet de to hingste. Far og søn.

”Det glæder mig endelig at kunne møde dem Noctem Nox Caelum. Det er ikke meget vi har set til dem”

Kom det fra ham, og hingstens røde hale slog stilfærdigt bagved ham for at jage nattens insekter væk der blev tiltrukket af hingstens pulserende glød. Intet ondt eller bittert var til at høre i ordene. Ingen bebrejdende tone. Blot den simple nysgerrighed, samt måden at starte en samtale på. Og med vi, mente han selvfølgelig ham og hans moder.
Kort smilede et noget drenget smil sig over den røde mule, og kækt bredte det sig til et tandsmil. Afskar det før ældre udtryk samt fremtoning, og afslørede at hingsten endnu var ung. Ganske vidst voksen, men blot på starten af sit liv. Og en rosen fra hans far som han endnu ikke kendte var noget man tog til sig.

”Ligheden er nu engang til at finde”

Kom det kort efter fra ham, og han så sigende på hingsten, inden at han kastede blikket i søen ved deres side. Ja, ligheden var nu engang stor.

Noctem Nox Caelum


Det behagede Caelum at betragte det smil der voksede på den unge hingsts læber. Det nåede bestemt også hans øjne, der bar en grøn farve. Han brummede roligt som han atter lytede med fremadrettede ører til hvad Regnum havde at sige. I aftnens mørke lyste frosten let op under månens lys. Kulden generede ham ej. Vintren var ubarmhjertig og kold, men den havde bestemt sin charme. Og dog. Caelum havde været offer for en vis hingsts hærgen. Caelum havde været besat af Dødens Gud. Helzlori. For langt tid siden under krigens hærgen. Efterfølgende var han droppet ud af landet, vendt tilbage, droppet ud af landet og nu... Atter vendt tilbage. Tilbage for at dø her. Han lod luften forlade hans lunger i et dybt tænkende suk. Ja. Ja det var ikke meget de havde set til ham. Kort efter han blot havde set Regnum på stranden for en god stund siden var han blevet kaldt bort til sit hjemland. Men nu stod han her igen. Ufatteligt som det var at han gentagende gange søgte tilbage til det eneste land han havde gjort sig selv til slave af sine problemer.

"Det er bestemt også en glæde at se dig Regnum. Jeg måtte stå op for mit hjemland, da min broder dødede. Så jeg har været borte en god stund, hvilket resulterede i, jeg ej var her til at finde jer." sagde han. Ikke at han med sikkerhed ville have været hos dem halvt så meget som han burde tage et ansvar... Men han havde haft i sinde at prøve på det. Gøre det bedre end han havde gjort det. Men så langt nåede han aldrig. Han smilede. Lod blikket skimte kort over landskabet for at tjekke det af, men alt der synes at være var dem, natten og insekterne der fandt vej til den mærkværdige nærmest lysende pels Regnum besad. Mon man kunne drage bort i den? Han havde følt sig på en anden planet da han havde mødt Itzala. Langt væk fra alting.

Det nu drengede smil der trådte frem, blev til et tandsmil og virkede ungdommeligt fik Caelum til at lade hovedet tippe nysgerrigt på skrå. Det mindede ham om ham selv. Og det var i sandhed interessant for den gyldne hingst at se. Han var en ældre herre, og begyndte at fundere over liv og død og fortidens opførsel. Regnum havde ret. Ligheden var at finde. Han skimtede ned i søeen og isen derpå, hvor man let kunne ane deres 'spejlbilleder'. Regnum havde manen, hovene, aftegnene og til dels farven. Hovskægget, stjerne, øjnene og nok også den lette changerende farve havde han ikke fra Caelum. Men hans moder.

"Sandt. Du må være den første der ligger mig sådan op ad dage..." han rynkede panden kort og stirrede på sit eget spejlbillede. Nocturno lignede ham bestemt også. Men udstrålningen og arrene var anderledes end Regnums. Nu havde Caelum sagt det. Sagt at han havde andre føl, gennem en anden sætning. Ordene fik ham også til at tøve kort, og kigge på Regnum med et interessert udtryk. Hvorledes lå verden for hans søn? "Regnum jeg vil kun fremtræde i dit liv, såfremt du ønsker mig der. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvorledes verden er for dig? Og din moder? Har der været problemer?" Caelum måtte spørge. Hans liv havde været så kaosfyldt og problematisk. Han ønskede ikke at det skulle gå galt igen... Gå galt for endnu et barn.