Den store og brune hingst kom gående med stolte skridt. Hans øre bevægede sig rundt og de rødlige øjne som var tomme at se ind i så rundt. Fermaz viste ikke mange følelser når han sådan kom gående. Egentlig virkede han som en meget brutal hingst når han kom gående. For hans muskler spillede under hans hårlig, og arene stod tydeligt frem, men også fordi at han virkede så lukket. Det eneste sted hvor man kunne se at denne hingst faktisk var til stede var hans øre. De bevægede sig hele tiden rundt ved de forskellige lyde, og ellers pegede de mest frem af. Hans tykke hale svang bag ham og han mimrede hele tiden svagt med mulen.
Fermaz havde bevæget sin i den gamle skov. Det var egentlig mest for at søge ly fra det forfærdelige sne der var ude på engen. Dog kunne han jo bare gøre så der ikke svar sne omkring ham, men det gad han ikke. Det eneste han gjorde lige nu var at hver gang han trådte et skridt ned i jorden, der smeltede den sne der lå omkring hans hove. Ikke fordi at han var totalt fobatisk med sne, men han gad det bare ikke lige i dag. Han havde faktisk været vildt glad over at der intet sne var kommet, og havde lige regnet med at det ikke ville komme. Også kom det selvfølgelig! Men han vidste at Jah-Lila og hans to store unger ville elske det. Og det var også deres første sne. De var dog også født i en sen periode.
Fermaz gik lidt i sine egne tanker. Dog var han stadig meget opmærksom på omgivelserne. Han tænkte på Smeyé. Han prøvede hele tiden at finde ud af hvad der snart ville ske, men det var som om at det hele stod lidt på standby. Han så sig atter omkring. Han var spændt på hvad der ville ske.

Zar gik stille derud af, men langt fra glad eller tilfreds. Han havde nemlig strejfet igennem den lange nat, som længe havde ligget over Proelio, så tågen havde været de fleste steder, han havde dog mest holdt sig til skoven Becia, da der var han i trykhed, da tågen lå i skovens ulmende mørke. Han var tvunget til at følge tågen, sådan var det. Tågen var hans leve sted nu, men eftersom solen begyndte at prøve at titte frem, og sne faldt, forlod tågen de fleste steder, derfor havde Zar måtte opholde sig i det mørkeste hjørne af Kanto. De smadre grønne øjne gled rundt. Han bevægede sig med tågen, fuldte den trofast. Mange havde han mødt og mange havde han heller ikke mødt. Jah-Lila var i blandt dem han havde mødt. Smeye stod for det onde, men lige så det gode. Zar var bundet til Smeye, selvom Jah-Lila gerne ville have ham trukket tilbage til Flakeze, hun var så betænktsom, men Zar ønskede ej at hun skulle bekymmere sig om disse små detaljer. Han skulle nok klarer sig, for her stod han jo, han havde jo stadig sit halve liv, selvom han tjente Smeye, men hvis han vendte Smeye ryggen, ligesom han gjorde mod Helz, ville han og Kamira blive trukket til helvede. Det havde Kami selv fortalt. Deres sjæle skulle tilhøres af Smeye, men det betød ej at hans hjerte kunne tilhøres af en anden gud. Hans tanke strøm stoppede dog da en anden, letter velkendt lugt nærmede sig. Hvor uheldig kunne han lige blive. Smeye ville ikke finde det passende hvis han så sin gamle leder, det var han helt sikker på. Men på den anden side.. Han lod et respektfuldt brum forlade mulen mod Fermaz. Han trådte stille endnu et skridt frem, så lystes stråler ramte hans pels, men stadig så tågen lå ved ham, han kunne ej forlade tågen. Han ventede nu blot på Fermaz svar, hvis altså han huskede eller ønskede at se ham nu. Han havde trodsalt blot forladt flokken uden at fortælle hvorfor.. 

Fermaz fornemmede hurtigt at der var en anden hest ikke langt fra ham. Han fornemmede også hvem det var. Det var Lightflox Zar. En hingst som Fermaz ikke rigtig vidste hvad han skulle føle for. Skulle han være vred, skuffet? Eller bare fuldstændig ligeglad med ham? Fermaz havde dog alligevel svært ved at være fuldstændig ligeglad med nogle som han kendte. Dog var han også en smule overrasket over at Zar var her, var han ikke død? Han havde i hvert fald meldt sig ud af flokken uden nogen form for besked til Fermaz. Og det var nok af den grund at han følte en smule skuffelse over for denne hingst.
Fermaz havde faktisk altid beskyttet Zar en smule. Han vidste godt at han havde haft problemer med Elzharin og hans familie. Specielt Helzlori, og han vidste at Zar havde stukket Helzlori i ryggen. Det var nok noget af det dummeste Zar kunne gøre, og det var nok også grunden til at Fermaz havde beskyttet ham en smule. Men sammentidig havde han sat et føl i verden, skadet moren og føllet havde været helt alene. Fermaz følte atter vreden, men et eller andet sted var han også glad for at Zar var her? Hvorfor, det vidste han ikke helt. Fermaz havde dog givet Zar en skideballe før, men det var blot for at hjælpe ham på rette vej. Få ham til at indse at det han havde gjort, det kunne man ikke gøre, det burde ikke ske. For underst inde vidste Fermaz at Zar ikke var en dum hingst. Og Fermaz vidste også at da Zar var helt lille, der havde han oplevet en stor svigt fra hans moder og familie. Så Fermaz vidste også godt at det nok var grunden til at Zar havde gjort alt det han havde gjort. Han havde været forvirret og fortvivlet. Han havde været i tvivl om hvad han skulle gøre og hvad han ville med sit liv. Og det var vel fair nok. Fermaz havde selv gjort ting som han ikke var stolt af, og alle kunne lave fejl. Måske havde Zar bare lavet nogle farlige fejl. Fermaz havde dog ikke hørt fra Zar i lang tid, hvad mon han havde lavet?
Fermaz fandt hurtigt frem til Zar, han var trådt ud af mørket. Der lå dog en tåge omkring ham. Det fik Fermaz til at lægge hovedet på skrå. Der var sket noget, det var tydeligt. Fermaz var dog glad for at Zar havde respekt for Fermaz. Fermaz havde også respekt for Zar, det var der ingen tvivl om.
Fermaz ændrede kurs og han skridtede mod Zar. Der lå et skævt smil omkring hans mule. Han stoppede et par meter fra ham og han nikkede mod Zar. "Goddag gamle dreng, længe siden" sagde han, tydeligvis med et lille drengerøvsglimt i hans øjne. Men derefter blev de atter røde og tomme at se ind i. Hans øjne stod i kontrast til hans skæve smil. Men hvis man kendte Fermaz, så vidste man også godt at Fermaz ikke var sur nu. Det var kun når hans øre lå helt i nakken, intet smil og hans øjne var endnu mere røde. Hans muskler var dog let spændte under hans tykke pelslag og sneen omkring hans hove smeltede til et større og større areal omkring ham. Hans krop let spændte krop, det var blot en vane han havde, han skulle altid være på vagt, specielt når Smeyé havde styringen lige nu.

Fermaz opførte sig måske lidt som en fader - på nogle punkter. Ikke at Zar tog sig af det, men Zar kunne ikke andet end at respektere Fermaz for den han var, dem som hadede ham kendte ham ikke, for Fermaz var en af de hingste, Zar fandt utrolig 'dejlige' at være sammen med. Zar ønskede ej Fermaz ondt, men han var stadig trist over han næppe fik sagt til Fermaz hvad der skete og hvorfor han gik. Han følte sig forpligtet til at forklare Fermaz alt, selvom han tvivlede på Fermaz synes det ville være nogen fed ide at Zar nu stod på Smeyes side, den hingst som havde været så tæt på at dræbe hans mage, måtte han vil tro det var, siden de havde fået to unger. Selvom Zar ej vidste det, var Fermaz en af dem, som kendte ham utroligt godt. Selvom Zar gjorde dumme ting, havde han aldrig gjort noget i en ond mening. Fermaz og Diablo mindende på nogle punkter om hinanden, hvilket var lidt sjovt at se. Fermaz ar, var ej vel fortjent, det var synd at nogle kunne finde på at bedømme ham på dem, da det var i en god gerning. Fermaz var en helt, en helt alle brude se op til. Fermaz lagde tydeligvis mærke til ændringen ved ham, men den var heller ikke rigtigt til at undgå.. Han grinte let ved Fermaz ord. Gamle dreng.. haha, han skulle nødtale. Zar havde et drilsk udtryk i øjne "ja det kan du tro" han slog kort med hovedet, men fik så en mere alvorlig udtryk i ansigtet, Fermaz fortjente ej det han havde gjort da han blot forlod ham. 

Han så ned og så atter op "jeg skylder dig vist et undskyld" de grønne øjne søgte atter Fermaz. Ventede derefter tålmodigt på at Fermaz virkelig forstod det undskyld mente han. Han forsatte så "undskyld fordi jeg blot gik uden nogen forklaring" hans øjne flakkede, det gjorde stadig ondt at tænke på. Han havde stolet på så mange, men hver gang havde han blot været en ubrugelig sutteklud. Han var blevet leget med, de havde knust ham, de havde knækket ham. De havde knækket ham så meget at hele hans sind gav op. Han havde blot opgivet kampen, han havde skuffet og forladt sin broder. Han havde ladt sin broder i stikken, det dummeste han kunne havde gjort. Han skulle jo havde passet på sin broder, men Zar kæmpede sin kamp, Diablo kæmpede sin kamp. De begge kæmpede, hvilket gjorde det svært at hjælpe hinanden. Men han vidste at det havde betydet en del for hans broder at han havde gjort alt hvad han kunne, for at hjælpe ham igennem, de svære tider. Hans grønne øjne lukkede sig kort i før de atter blev åbnet. 

Ja, Fermaz havde det med at beskytte andre, og dem der nok havde det svært. Og det var nok også en af de ting der gjorde ham til en god flokleder. Han beskyttede dem, og han var selvfølgelig også stærk, så han kunne beskytte dem. Og ja, Fermaz kunne godt blive alt for meget en gang i mellem, det var blot sådan han var. Og hans venner accepterede det, selv Athena. Og det lå i hans blod at beskytte, ligesom at det lå i hans moder og faders. Og han vidste at både Iris og Ajani havde det helt på samme måde. De var bare ikke så gamle endnu til at forstå det, de havde stadig en del at lære. Men han var stolt af hans to efterkommere. Han vidste dog ikke om de skulle have flere. Fermaz behøvedes ikke at få flere føl. Han havde de to. Nok også fordi at Fermaz ville have tid til sine efterkommere, og han havde ikke rigtig haft så meget tid til dem. Specielt Iris var blevet forsømt, og derfor ville han heller ikke have flere. Og desuden havde han også flokken der skulle beskyttes, og oven i alt det, så kom Smeyé jo også og gerne ville dræbe ham.
Men ja, man kunne godt sige at Zar og Fermaz på nogle punkter mindede om hinanden, også alligevel ikke helt. Fermaz ville nok sige at han faktisk, tro det eller lad vær, mindede meget om Elzharin, eller at de mindede meget om hinanden. Eller måske var det endda Elzharin der mindede meget om Fermaz, i det at Fermaz jo var en hel del ældre end Elzharin. På en eller anden mærkelig måde følte Fermaz sig nærmest i familie med Zar og Elzharin. Han vidste ikke helt hvorfor, eller også var det bare fordi at de havde været så mange ting igennem sammen? De havde en masse oplevelser. Og det havde nærmest gået fra had til kærlighed. Fermaz vidste dog godt at Elzharin ikke var til at stole så meget på i øjeblikket. Mest fordi at Elzharin skulle hjælpe hans fader, og Fermaz skulle hjælpe sin fader. Han kunne dog ikke rigtig finde ud af om Helzlori og Flakezé arbejdede sammen? De arbejdede nok mest sammen for at få udryddet Smeyé og for at deres børn skulle overleve.
Han smilte til Zar da han sagde at det kunne han tro. Det var faktisk ved at være meget lang tid siden.
Fermaz betragtede Zar da han pludselig fik et alvorligt udtryk og så ned i jorden. Han så på Zar, ventede på hvad det var at Zar skulle til at fortælle ham, for det var helt sikkert at Zar havde noget han gerne ville sige. Det lyste ud af ham. Han sænkede dog hovedet en smule for at prøve at få øjenkontakt med ham. Han spidsede øre da Zar begyndte at snakke. Han sagde undskyld. Fermaz skulle lige til at sige noget, men så begyndte Zar at snakke igen. Han brummede dybt og forstående mod Zar. "Det er helt okay, du er tilgivet. Jeg kan ikke gå rundt og være skuffet over det hele tiden, det kommer man ikke nogen steder i verden med" sagde Fermaz med hans dybe og lettere ædle stemme. Nogen gange kunne det godt lyde som om at Fermaz var bedre end alle andre, på grund af det lidt ædle i hans stemme. Men det følte han ikke, det var blot sådan en stemme han havde, man skulle jo også lige huske på at Fermaz var mere end 300 år gammel.
"Men Zar, vil du så fortælle mig hvorfor du pludselig forlod flokken, nu?" spurgte han. Der var en nysgerrighed i hans stemme. For det virkede som om at Zar fortrød at have forladt flokken, at det ikke var noget han ville. Måske noget han blev tvunget til? Måske endda af Helzlori? Eller nogle andre? Han ville i hvert fald gerne vide det..

Zar brød sig stadig ikke om Elzharin, for han havde været en del af at køre ham ud over kanten. For lige meget hvad Zar gjorde, så kom Elzharin og tævende ham synder og sammen. Elzharin brugte sine muskler, ligeså gjorde den såkaldte Røde hingst Fuego Semental, som han havde hørt om, hvorfra? Tjo kunne man hovedet undgå at høre at den røde satan havde tvangsbedækket hans datter, tvagsbedækket hans moster. Fuego havde rørt mange, hvilket Zar næppe fandt i god jord. Men Zar havde ej været der for at stoppe ham i tiden, og han havde mistet alle sine muskler op i helvede. Fuego var uovervindelig, lige nu.. Derimod følte han sig utrolig bundet til Ichigo, han hadede hende ikke, hun var som en moder for ham, at det så lige var hendes datter der tog pustet fra ham, var lettere uheldigt. Elz var dog stadig en broder for ham, de havde trodsalt haft et par gode timer sammen som yngere, derfor ønskede Zar ham ej død. Men han elskede skam hellere ikke Elz for den han var mere og især ikke for hans sær behandlig.. Selvom andre nok ikke ville indrømme det, fik Elz altså sær behandlig, det havde Zar set rigtigt mange gange.

Fermaz prøvede tydeligvis på at fange hans blik, men det var et svært emne, et sårbart emne.. Han nikkede taknemligt med hovedet. Det var blot skønt at Fermaz kunne tilgive ham for det, selvom det på ingen måde var fair det som Zar gjorde den gang. Dog hans næste ord, fik Zar til at tvivle, men han vidste at han blev nødtil at forklare, det var det eneste rigtigt. Så stille kastede han sig ud i det. Det var ej nogen, som havde tvunget ham ud, ikke som sådan. "tjo det hele er ret forvirrede. Jeg elskede jo Kami, men hun havde travlt med at være sammen med flere på en gang, så da jeg endelig kom over hende, ja så faldt jeg over Elzs lille søster, hun kunne også lide mig, men så skete det, hun sagde pludselig fra, imellem alt det var Elz stadig på nakken af mig, jeg blev trukket ned i det lille hul og derfor så jeg ingen udvej, jeg var begravet i mørke, så jeg sprang ud, væk fra denne verden og endte op i Helzoris lille paradis, så fint bliver kaldt helvede" han så ned, en smule fortvivlet over hvor meget kærlighed kunne ødelægge. Kærligheden tog alt fra ham, rev alt ud af ham. Denne verden var ej barmhjertig. Han forsatte dog alligevel, da det jo så ikke gav mening at han stod her. "jeg levede oppe i det helved og hørte skrigene fra Helzs flammer, da Kami pludselig kom. Hun fik mig ud, med lidt hjælp, fra en.." han stoppede op. Han vidste at Fermaz måtte hadede Smeye helt ned til grunden.. "Smeye fik mig tilbage.. ham som var så ufatteligt tæt på at tage Jah-Lilas liv.." Zar stemme lød en smule underlig, for han kunne selv ikke fatte at nogen havde været så tæt på at dræbe den lalleglade hoppe. Aldrig havde han set en stråle så meget som hende. Aldrig havde han set en der kunne få alt glæde frem i alle, hun var fantastisk, hun var unik. Han kunne ikke lade være med at få et smil omkring læberne da han tænkte på hende. Han elskede hende ej, men han kunne godt lide hende som ven. Han forstod ikke hvorfor nogen kunne gøre dem ondt.. Ingen fortjente at lide sådanne en skæbne, men Jah-Lila havde overlevet, hvilket han var glad for. 

Han kunne mærke på Zar at der var mange tanker der gik igennem hovedet på ham lige nu, og det var også helt i orden. Fermaz havde ikke travlt, han havde jo alt den tid i livet som han gerne ville have. Og hvis Zar havde brug for at tænke over nogle ting, så måtte han gerne det. Og en ting var helt sikkert, Fermaz ville ikke presse ham ud i noget som Zar ikke havde lyst til. Fermaz var ikke ond over for dem som han godt kunne lide.
Fermaz vidste godt at der havde været mange stridigheder mellem Zar og Elzharin. Fermaz havde måske været lidt ond ved Zar, for Elzharin havde kommet og taget fat i Fermaz og fortalt ham om alt det der var sket, og som Zar havde gjort. Det havde gjort Fermaz sur, heldigvis var der ikke sket noget fysisk med Zar. Men nogen gang var det også det psykiske der gjorde mest ondt, det vidste han selv. Det udenpå det kunne jo hele med tiden, men det kunne det inden i ikke.
Utroligt nok, så havde Fermaz ikke stiftet bekendtskab med Fuego. Han vidste godt hvem denne hingst var og han havde set hvad han havde gjort, men så længe at han ikke rørte dem i hans flok, og rørte nogen fra hans familie, og for alt i verden ikke hans datter! Så havde Fermaz ikke noget at snakke med denne hingst om, og derfor havde Fermaz ikke snakket med Fuego. Og han havde ingen interesse i det, for han vidste hvordan det ville ende, og det ville ikke være godt for Fuego. Selv om at Fuego nok var størrelsesmæssigt samme størrelse som Fermaz, så havde han ikke gudelige kræfter.
Zar bevægede nu på sig igen, og Fermaz vidste at det var fordi at han skulle til at sige noget, så Fermaz spidsede øre og lyttede godt efter. Han lagde ørene i nakken da han sagde det sidste. "Jeg ved godt hvem Smeyé er. Jeg er sådanne set i familie med ham, og han gør intet godt. Hvad har du givet ham til gengæld?" spurgte han. En smule irriteret over at Smeyé dermed havde magten over Zar. På en måde synes Fermaz at det var en dårlig handel som Zar havde lavet der. Hvorfor havde Kami ikke fået fat i Flakezé? Det havde gjort det hele meget bedre. Han var dog ikke sur på Zar, han havde en stor indebrændthed på Smeyé. Ligesom han engang havde haft på Helzlori, og måske endda stadig havde på Helzlori. Hadet til Smeyé var dog meget større end det nogensinde havde været til Helzlori. Han havde rørt Fermaz's familie og hans mage. Det var ikke noget man skulle gøre, og Fermaz så ikke Smeyé som en del af hans familie! Og det ville han aldrig blive, lige meget hvor god Smeyé ville blive.
Fermaz pustede ud og blev for en stund lidt mindre at se på. "Det er jeg ked af at høre Zar. Men du ved godt, at så længe at Smeyé eksistere, så vil du være fanget i hans spind?" sagde han og så lige så alvorligt på Zar som Zar så på Fermaz.

Det var nok heldigt at Fermaz var sådanne en tålmod hest, fordi Zar var ikke god til at snakke når andre blev for utålmodig og især ikke sådanne et følsomt emne som dette. Men Fermaz fortjente at vide sandheden bag alt dette der var grunden til han pludselige forsvinden. Han bed sig i læben ved de næste ord ”jeg har ikke været med til at forhandle priset.. Men så vidt jeg forstod har Kami slog både min og hendes sjæl til ham” hans øjne flakkede. Det var en dyr pris i sær fordi forståligt nok at Smeye havde fået en sjæl, men to. Det var en for stor pris, men hvad gjorde man ikke for kærlighed.. Bare synd den ej længere var gengældt. Zar ville ej hoppe i farven på Kami igen ikke efter alt det hun bød ham. Han nikkede blot ved Fermaz næste ord. For han vidste det udmærket, alligevel drev det ham ikke væk. For selvom Zar kunne virke dum, var der noget imellem ørene. Smeye havde magten over ham og Zar var forpligtet til at tjene Smeye om han ville det eller ej, ”det ved jeg” han nikkede igen for at vise han kendte alvorlighederne. Han havde selv taget valget at springe og lige så havde Kami taget valget at hive ham tilbage ved at sælge hans og hendes sjæl, han kunne kun indfinde sig i dette. Sådan var det og sådan forblev det.

Han ventede tålmodigt, fordi at han vidste at det var det som Zar havde brug for. Han blev dog overrasket da han fik at vide at han ikke havde været med til at forhandle, men at det var denne hoppe Kamira der havde gjort det mod ham. Hvordan kunne hun bare forhandle en andens sjæl? Forstod hun slet ikke hvor farligt det kunne være? Og specielt hvis man forhandlede med enten Helzlori eller Smeyé. "Er du så sammen med Kamira? Er i glade sammen?" spurgte han, stadig tydeligvis overrasket over hele situationen. Han forstod det ikke rigtig, at man bare gjorde det. Men nu havde han heller ikke stået i samme situation som Kamira og Zar, og forhåbentlig ville han aldrig havne i sådan en situation. Men det var godt at Zar godt selv vidste at det der var sket, ikke var det smarteste. Men hvis det ikke var ham der havde forhandlet og det kun var Kamira, så var der ikke så meget at gøre ved det. "Zar, hvis du har brug for hjælp til noget, så kom til mig! Jeg vil gerne hjælpe dig så godt som jeg nu kan. Men jeg er dog ikke lige så stærk som Smeyé. Men måske kan jeg alligevel hjælpe med et eller andet" sagde han med en venlig nikken. Han var skam ikke sur på Zar eller noget. Fermaz ville faktisk gerne hjælpe ham ud af den situation som han stod i lige nu.

Han lyttede til Fermaz og fik derefter store øjne, virkelig kæmpe store og kugle runde. Han begyndte at grine, men stoppe så derefter og så advorligt på ham "undskyld" han havde svært ved at holde den advorlige maske, men trak vejret dybt for at stoppe med det pjat og det lykkes også til sidst. "Kami og mig er på INGEN måde sammen.." han holdte en pause for at få det placeret, det ville aldrig ske igen. "mh Kami vil gerne være min mage, men jeg vil ikke stole på hende igen, hun beviser mig hele tiden hun er ustabil, jeg er kommet over hende" han smilte stille. Kami holdte meget af ham ligeså gjorde Zar af hende engang. Men det hele var vendt til had. Alligevel følte Zar at han skyldte hende noget, derfor blev han trofast ved hendes side og rodede op i hendes lort.
Han smilte taknemlig til Fermaz og nikkede så "det vil jeg huskke, men den her tror jeg, at jeg må klarer på egen hov, en gang skal jo være den første.. Nu er det slut med at flygte" han ville ej længere vare en byrde for nogen, den var tid til at tage hånd om sit halve liv..

Han så uforstående på Zar da han begyndte at grine. Hvorfor grinte han? Men det fandt han hurtigt ud af hvorfor. Han var ikke sammen med Kami, som han kaldte hende. Han forstod det dog ikke helt. Det var også en smule dumt, for på en måde stod Zar vel så i gæld til hende? Det var tydeligt i Fermazs udtryk at han ikke forstod det fuldstændigt. Men på den anden side, så synes Fermaz også at det var et klogt træk af Zar, når hun var ustabil. Det var også tydeligt, efter det der var sket mellem dem, at de nok ikke passede så godt sammen. Han mimrede med den mørke mule og så på Zar.
Han lyttede atter til Zars ord. "Det lyder godt! Jeg håber heller ikke at du smutter denne gang Zar" sagde han og nikkede til ham med et smil omkring mulen.