Valeria Desires are what can most easily ruin us, lovely Vandet skvulpede livligt omkring foran den blodrøde hoppe. De sorte hove var plantet solidt på den hårde jord i vandkanten. Hendes øjne gled undersøgende over vandet, der levede sit helt eget liv på trods af kulden. Det eneste sted en smule frost viste sig, var netop i kanten, hvor hun stod. Kulden bed hårdt om natten, så hun nød dette øjeblik, hvor solen rent faktisk viste sig på den vinterblå himmel. Ja, luften syntes faktisk helt frisk, som hun åndede dybt ind. I det mindste var hun alene og uforstyrret. *** Farverne changerede i blå og lilla undertoner, der fik vandet til at have et helt specielt skær, som glinsede det med små glimmerkrystaller. Det var faktisk helt betagende, og det var endda i Valerias verden, hvor ikke ret mange ting, kunne vække hendes opmærksomhed til live. Den røde hoppes personlighed var en stor labyrint af forvirring og skuespil, for man kunne ikke bare forvente, at hun opførte sig ens, hver gang man mødte hende – næh, hun kunne sagtens svinge i humør alt efter, hvad hun lige fandt passende. Ligeledes var hendes skuespil en gåde for mange af de mere rene og godsindede sjæle. Man kunne hurtigt få et indtryk, som ikke var sandt, men som Valeria ønskede at give af en eller anden grund. *** Med et lille prust sænkede hun det ædle hoved ned mod vandkanten. De sorte næsebor vibrerede kort, ligesom for at finde ud af, om vandet havde en speciel duft eller lignende. Til hendes overraskelse gav det absolut intet udslag hos hendes lugtesans, og hun mimrede forsigtigt den bløde mule over vandoverfladen. En kuldegysning gled igennem hende og ned af ryggen ved kontakten med det iskolde vand. Grådigt skiltes hendes læber, og hun drak ihærdigt af vandet i et par sekunder, før hun stoppede og hævede hovedet en smule. Smagen var ikke lign noget, hun havde prøvet før. Det var surt men dog sødt. Stærkt men dog mildt. Det var ikke normalt vand, det var sikkert. Andre heste ville måske frygte for en gift eller at få en sygdom, men sådan var den røde hoppe ikke anlagt. Hun levede, som hun fandt interessant, og hvis det skulle dræbe hende, så var det vel ikke et større tab for denne verden. Valeria var jo ikke ligefrem en sjæl med en stor kærlig familie eller en godsindet hjælper, nej – hun var blot den hidsige enspænder, der ikke havde noget tilovers for andre eller følelser for den sags skyld. ***

I should have lisented when the Angel was still alive.. 

En sort sjæl bevægede sig i et ujævnt, men alligevel uhindret af hvad der lignede dødelige sår. For nogen var det skam også, han havde heller ikke bevæget sig meget, men for ham var psyken en stor del af det, lige nu var han nok i forgåren til forgåren til hans paradis. Der skulle ikke meget til, at han gik gennem dørene til forgåren.. De brækkede ribben fik ikke nær så meget ro, som de burde, men den sorte hingst udnyttede de få chancer han havde for, at vandre rundt såret, selvom dette her nok er en af de sår, som han ikke lige hoppe og dansede rundt med, så skulle man ikke udfordre hans bevægelighed, han kunne skam være hurtig og ubesværet af det. Dog ville der være større chance for, at han endte med, at punktere et eller andet. Det kunne man jo ikke have, når ens plan kun lige var begyndt. Meget få kendte til den, sådan så han også helst, at det forblev, men indtil videre havde han ingen intentioner om, at dø  og efterlade den anden sorte hingst til, at udføre planen.. Det forventede han i hvert fald, at den anden ville gøre, men hvis ikke... Ja så. Så ville han vente sig verdens, nærmere Helvedes, største røvfuld og nok også noget halshuggelse.. Død havde altid været en ting, der lå ham nær, for den sorte hingst havde tydelige aftegnet ribben, nogle dale og bakker der hvor, at de havde været brækket. De voksede nok aldrig ordentligt sammen, da han ikke var den der lå stille og ventede på det. Nej, det havde været det samme som på Clear Ice, han havde ikke ladet sig selv ligge paralyseret af smerte og frygt, nej han havde faktisk leet og stod stærkt på benene. 
Heste der ikke kendte til den sorte hingst, ja de ville nok blive lettere forfærdet over det syn, som han havde været der. Han bar skam stadig indtørret blod i sin sorte pels, han stank faktisk også let af det. 


Himmelen var nok ikke skyfri, men en sol skinnede fra en frisk, vinterblå himmel. Himmelen virkede enligt koldere og lysere end om sommeren.. Mere ren end de hede, grønne sommerdage. Det var nok også på grund af sne og kulden her nede, så syntes man måske, at himmelen måske var friskere i dens blå farve, men dette måtte man vel spørge en der vidste noget om det.. Det ville sige Flakeze. Den blå gud var vist den eneste, der kunne give et konkret svar på det, da han jo enligt havde skabt den. Eller var det Smeye? Overguden.. Han vidste det ikke og han var faktisk også lige så ligeglad, som man kunne blive, når det kom til guderne, alt han ville have med, at gøre de guder var, at se deres undergang og smerte. Helzlori var nok den eneste gud, der lige var faldet i okay jord hos ham, han var hans Budbringer trods alt. Dog havde han set det som en ironisk joke fra den mørke helvedes herres side. Den sorte hingst hadede fugle, jagtede dem endda på deres hjemmebane, når han fik muligheden. Han havde dog holdt sig til jorden, hans skygge vinger ville sikkert ikke bære hans krop, nu når han havde et mere eller mindre skorpe belagt kødsår. For det var hvad, det havde været, både en knogle havde stikket ud gennem det sorte skind, men dette var nu faldt tilbage på plads. 
Hans tempo var ikke hurtigt,det var blot en rolig gang gennem græsset. Snart ville det komme til live igen, noget han faktisk ikke glædede sig til, at se, men sådan var naturen nu en gang og han kunne ikke gøre noget ved det, men han kunne hade de nok til, at han forblev i Beica sommeren og foråret igennem. Han var faktisk lidt af et spøgelse, opholdt sig i mørket i Beica de varme, lyse dage, mens han frit vandrede rundt i verden i de koldere efterår og vintermåneder.

Hans gule øjne fangede en rødlig skabning ved søen man kaldte Rein, dog var det den mest besynderlige sø, han havde set i hele sit liv. En sø der spillede i forskellige undertoner og smagte yderst besynderligt, han brød sig ikke om det. Nok var han en besynderlig skabning, men han drak næsten kun af Crystals rene vand, hvis turen til Crystal var for lang og kedelig, da tog han bare en ordentlig slurk af den nærmeste vandpyt eller sø. Dog undgik han Rein og lava floden, som han aldrig helt havde fundet ud af om var flydende, kold lava eller om det faktisk bare var vand, der havde nogle besynderlige farver. De sorte øre vippede kort, som et lettere mystisk, mørkt smil hang i mundvigen. Hvad havde vi her? Han satte kursen mere målrettet mod søen og dens tilskuer. Så vidt han vidste havde han ikke set en rød nuance som denne før, i hvert fald ikke i pelsen på en anden hest. De gule øjne viste ikke det syge sind, de viste blot en mørk skabning, der besad en udefineret personlighed. Man kunne ikke spotte hans såkaldte 'type' inden han havde lagt øjnene på sit selskab eller mødt det før og hørt deres stemme. Han nærmede sig søen med sænket hoved og et døsig blik, som var han i sine egne tanker og måske også belastet af feber.. Der gik lidt inden, at han nåede Rein. Hesten på den anden side var en hoppe, rød med nogle sorte aftegn.. Hun så ganske ligeglad ud, havde en attitude, som, han ved første øjekast, villesige var på den mørkere side af skalaen og nok heller ikke med nogen form for venlighed over for fremmede.. En der kun bekymrede sig om de få denne valgte, at kunne lide.. Mon hun dog viste interesse for den sorte, sårede og feberplagede hingst, der blot kom for at drikke en tår af Rein?  

Valeria Desires are what can most easily ruin us, lovely En del sjæle havde igennem tiderne krydset veje med den blodrøde hoppe, og ingen havde hidtil fået oprigtig venlighed at se. De fleste ville nok påstå, at hendes hjerte var af sten. Kort, hård granit. Ikke til at knuse. Det havde dog ikke altid været sådan, og hvis et par få ting i hendes barndom var blevet ændret, havde hun nok været et mildt og elsket væsen den dag i dag, men sådan skulle det ikke gå, og Valeria var i hvert fald ikke typen, der ærgede sig over dette – nej, hun bar nag. Den røde hoppe bar nag mod familien, der havde ladet hende i stikken, da hun havde mest brug for dem, og derfor havde hun i sin tid også bare forladt dem. Besluttet at denne slags sårbarhed ikke var noget for en stærk sjæl som hende. De fleste vandrende hopper levede ikke længe – omstrejfende hingste var ikke tilhængere af ordsprog som 'lige børn leger bedst', nej de leger præcis, som de finder interessant. Uheldigvis var en smuk hoppe som Valeria en nemt mål, men de der havde taget chancen og forsøgt at charmere sig på ryggen af hende – de havde fortrudt i sidste ende. Uskyldigheden selv kunne hun nemt ligne, og hun kunne være kælen som en kattekilling... Lige til det perfekte sårbare øjeblik, hvor hun ville hugge til som en giftslange. *** Egentlig stod hun jo ikke i sine egne tanker, men de grønne øjne hvilede stadig i vandet, hvor solen kastede sine fortryllende stråler, der fik det til at glimte smukt i de små skvulp ved vandoverfladen. Næseborerne gjorde udslag omkring ét sekund før ørerne – hun var ikke længere alene. En stærk lugt af hingst gled gennem hende, og hun lagde instinktivt ørerne bagud, men til hendes undren fremtrådte endnu en svag lugt, der blandende sig med den første... Var det blod? I et ryk trak hun hovedet op. Den glimrende hørelse havde afsløret ham til at være foran hende, og derfor kneb hun øjnene sammen til to smalle striber og stirrede over på den anden side af søen med et lille lavmælt fnys. *** Synet der mødte hende, åbnede dog øjnene til fuld størrelse, og hun sprang næsten et åndedræt over af ren overraskelse. I hendes unge liv havde hun mødt heste med vinger, men disse var specielle. De virkede svage og fugleagtige, og det så ud til, at den sorte hingst var kommet til skade. Hele hans fremtoning og opførsel virkede kvæstet og uden energi. De røde ører tippede tænksomt fremad, men hendes attitude var stadig kølig og mystisk. Ikke tale om at han fik medlididenhed herfra – nej, Valeria benyttede sig ikke af disse følelser. Meget kunne hun dog ikke se herfra, og han havde på en måde vækket en lille form for interesse i hendes indre – ved at være anderledes. *** Selvom hun fandt ham spændende, behøvede hun ikke at kaste sig imod ham som en hundehvalp, som de fleste godhjertede og blide hopper ville gøre. Valeria brækkede sig nærmest ved tanken, så hun slog blot et svirpende slag med den store hale, inden hun let drejede omkring. Halen slog sig kortvarigt ned om hendes side og skjulte den blodrøde krop, inden den faldt tilbage på plads – hævet en smule feminimt. Valerias trin var lette og svævende og nærmest svingende, så halen fulgte med i en gentagende viftende bevægelse. Hendes giftgrønne øjne lå dog stadig på hingsten – ikke stirrende, men hun holdt øje med ham. Selvom han virkede skadet, stolede hun ikke på ham. Den mørkerøde hoppe kunne ikke vide, om det var en ting, han ville have hende til at tro. *** Istedet for at kortlægge vejen over til ham helt, stoppede hun lidt over halvvejs op, med siden til ham, og betragtede ham kort. Som var han slet ikke grunden til, at hun var gået i første omgang. Valeria nød at gøre sig kostbar og at lege med andre. Spørgsmålet var, om den sorte hingst også kendte til hendes leg? Som hun var kommet tættere på, lignede han en mørk sjæl, men man kunne aldrig vide. Den blodrøde bøjede sin slanke hals og sænkede det ædle hoved ned til den lettere snedækkede jord, hvor hun forsigtigt med sine bløde læber skubbede sneen væk og nippede til det grønne græs under overfladen. Halen svirpede en gang imellem, og det ene øre var rettet mod ham, men mere opmærksomhed fik han heller ikke for nu. Hun havde gjort udslag – om han tog imod, det kunne hun ikke vide. ***