HALCON

Son of Odon and Snakebite

'' I have long since closed my eyes..

Rein havde ikke være det mest besøgte sted i Halcons korte liv. Han havde aldrig rigtig tænkt over at bevæge sig herhen. Han havde set søen et par gange, og var blevet en smule skræmt af den som lille. Han havde ej våget at drikke af den da vandet var guld, og blåt. Guldet flød tydeligt med strømmen, og hver gang der for eksempel fladt et blad ned i den, skabte vandet guldringe der omringede bladet. Månens lys, gjorde guldet klarere, og dets toning var kraftigere på grund af det skarpe lys der stod ned på søen. Der var helt sikkert noget magisk over dette sted. Halcon bevægede sig gennem det frosne og døde græs, hen mod den gyldne sø. De tunge skridt rungede i stilheden på grund af den frosne jord. Hver gang han trak vejret, stod en sky af varm ånde omkring ham. Trods kulden var det aldrig så koldt at vandet frøs til. Halcon stoppede glidende op foran søen, og sank hovedet ned til overfladen. Han var nysgerrig. Meget nysgerrig, så forsigtig dyppede han mule spidsen i vandet. Det føltes mærkeligt, hurtigt trak han hovedet op, og guld og almindelig vand dryppede fra hans mule, og ned i det frosne græs. Det var dog besynderligt, for det var også tykkere end almindelig vand. Gad vide hvorfor guderne havde kaldt det guld. Måske har det noget at gøre med den skinnende effekt, der fik alle til at få en ''wow' oplevelse, så det blev noget specielt. Magen til guld var ikke set andre steder rundt omkring i landet. Et irritabelt fnys forlod den store hingst, og han bakkede langsomt et par skridt væk fra den. Lidt afventede. Måske der ville ske et eller andet med ham nu fordi han har rørt vandet.

My only goal is in the darkness"

Eudora var på vej mod den smukke sø. Det var guld og blåt. Eudora elskede skinende ting, og havde altid gjort det, så derfor holdt hun sig også tit på søen. Hun besøgte den i hvert fald tit. Men i aften så det vidst ikke ud til at hun skulle være alene om at besøge denne smukke sø. Og til hendes glæde var det en hest hun havde set før. Hun kunne dog ikke rigtig huske hans navn. Men sidst de havde mødtes, der var han vidst kommet til skade. Hendes øre var fremme og et smil lå omkring hendes mule. Hendes regnbuefarvede øjne så nysgerrigt på ham. Hun brummede glad og imødekommende frem mod ham og begyndte at skridte frem mod ham. Hun vidste ikke om han ville have selvskab, men hun regnede stærkt med at det ikke gjorde ham noget at hun kom nærmere. Sådan var Eudora bare, hun var påtrængende, irriterende og vildt glad. Mange fandt det irriterende og få kunne godt lide det, og synes at hun var sød og sjov. Hun tænkte dog ikke så meget over hvad andre synes om hende, og det havde hun aldrig gjort. Ikke ligesom hendes mor, og heldigvis for det da! Hun slog med den lyse hale bag sig. "Goddag" sagde hun og lyste let op. Hendes pels var en lys lyserød, fordi at hun var glad. Eudora var en speciel hoppe, ingen tvivl om det. Men også fordi at hun var farveskifter. Hun vidste bare ikke selv hvor sjældent det var. Hun var nok en smule smådum.

HALCON Ω

Halcon brummede sagte og vippede ørerne en anelse frem ad da han lagde mærke til en sjæl i nærheden. Jamen dog, hende havde han mødt før. Det var dog længe siden nu, men han huskede hende for hendes særdeles særprægede farver, og udstråling. Dengang de mødtes var han dog skadet, og svækket. Kun et lille ar var tilbage på den mørke skulder med det hvide aftegn. Hingsten vendte langsomt de dybe gule og kolde øjne over på hende. Hun spadserede over mod ham med en beslutsom gang. Han havde skam ikke noget imod selskab - man skulle bare ikke forvente ret meget af ham. Halcon mindedes ikke at have fået denne hoppes navn. Men mon ikke deres møde ville være længere denne her gang. Den lille farverige hoppe stoppede op foran ham og sendte ham en hilsen. Hendes stemme var lys, og feminin. Roligt rettede den høje og store hingst sig op og vendte fronten mod hende. Han stod med ryggen til den store guld sø. Han var ikke helt sikker på om det var en god idé for han stolede virkelig ikke på den. Hingsten vippede ørerne frem mod hende og svarede på hendes hilsen;

,,Goddag, du farverige. Hvad bringer dig herud?" 

Hans stemme var rolig, men stadig toneløs og kold. Han var helt nede på jorden, og sådan var han altid. Man skulle ikke forvente særlig meget af ham, og det kunne blive svært at få hans interesse. Hingsten lod de gnistrende gule dybe og mystiske øjne hvile på hoppen. Hun var vokset, og blevet mere voksen at se på. Det var han sikkert også selv, han var blevet større og meget mere hingstet at se på, den store bygning voksede stadig, og musklerne var kommet til syne under det tynde hårlag. Hans rolige aura havde det med at smitte af på andre, men denne hoppe virkede anderledes. Hun var så fyldt med liv, man skulle nærmest tro at det var selve livet der kom gående. Denne hingst var mere forsigtig når han bevægede sig i Proelio. Han vidste aldrig hvornår hans dage endte, han havde forrådt Smeyé. Og han vidste at Smeyé vidste alt. Det var bare spørgsmål om tid før han fandt ham, og straffede ham. Han var klar på at ofre sig selv hvis han havde valget, så hans kommende familie ikke ville blive taget istedet for ham.

,,If  you never try you'll never know'' «

Eudora var en glad hoppe. Nærmest for glad, og kunne på mange punkter virke naiv. Det var hun nok også. Men tro det eller lad være, så kunne Eudora faktisk godt være seriøs. Det var dog kun over for venner i nød, og det var et meget sjældent syn. Eller, det kunne sådanne set også være over for fremmede. Mest hvis fremmede var skadet. Hun havde jo været ret seriøs da hun prøvede at hjælpe denne hingst, og da hun hjalp Odon. Et kort suk kom fra hende. Han var forsvundet fra landet, sammen med hans far Orion. Selv om at Eudora og Odon havde haft mange skænderier og stridigheder, så havde Odon alligevel på en eller anden måde sat sit spor i hende.
Hun betragtede den mørke hingst. Hans dybe og gule øjne var kolde og han virkede som en hingst meget nede på jorden. Det ødelagde dog ikke Eudoras humør, det skulle der virkelig meget til! Men samtidig virkede denne hingst venlig, på indersiden. Han var nok en som man skulle åbne op. Hun tog hovedet på skrå. HEY! Han lignede jo.. han lignede jo.. han lignede jo Orion og Odon?! Hun tog pludselig et skridt tilbage og så vurderende på hingsten. Hvem var han? Pludselig havde han vagt en ekstremt nysgerrighed. Normalt var hun nysgerrig, men pludselig blev hun bare meget mere nysgerrig. Hun trådte dog et skridt frem igen. "Jeg er kommet for at nyde søen. Den er så smuk i sin guldpragt!" sagde hun og så et øjeblik helt opslugt hen på søen. Hvor efter at hun rystede på hovedet og vendte opmærksomheden mod hingsten. Hun tog nu endnu et skridt frem mod ham. Eudora havde det altid svært ved andres grænser og så sjældent andres grænser. Hendes øre var fremme og hun lignede mest af alt et lille føl der lige havde set noget utrolig spændende. Og det havde hun sådanne set også. "Du ligner en jeg kender" konstaterede hun så over for den sorte hingst. Mon han kunne fortælle hende det selv? Mon han selv vidste det? Hun rystede på hovedet. Selvfølgelig gjorde han da ikke det! Hun slog med den lyse hale bag sig og stak undersøgende mulen frem mod ham.

HALCON Ω

Halcon husker godt sidste gang han havde stødt på denne hoppe. Hun var en hoppe med massere af energi. Det generede egentlig ikke hingsten, han ville dog ikke ændre sig, selv om han kom over i et energisk selskab. Dog var han stadig åben, og han snakkede da også, og svarede på hvad der blev spurgt om. Han var kommet sig fuldstændig efter skaden, dog var det lille ar stadig at spotte. Han havde følt sig lidt ynkelig i hendes selskab sidst. Men nu stod han med fuld styrke, og ligeså rank og stolt som han plejede. Hingsten lagde mærke til hendes blik, hun lignede en som lige havde indset et eller andet. Hun kom tættere på, og Halcon stod stadig helt stille som han havde gjort før. Det gjorde ham ikke noget, han var ikke specielt nærtagende. Da hun svarede på hans spørgsmål smilte han skævt til hende, så de gule øjne gnistrede. Hun var her af samme formål som ham, hingsten nikekde og lagde mærke til hendes iver. Da hun fjernede blikket fra ham, holdt han blikket på hende. Halcon brummede sagte og sagde;

,,Søen er smuk iaften, dog skal man passe på med det guldstads. Forresten jeg hedder Halcon"

Hans stemme var rolig som den plejede, men aldeles venlig og imødekommende. Hun trådte tættere på igen og så nu undrende på ham. Hvad mon det var hun tænkte på? Hingsten trak hovedet en smule undrende til sig og vippede med de mørke ører. Roligt slog han et slag med den grøn nuancede flammende hale. Da hun snakkede vippede han ørerne frem. Aha, han lignede en hun kendte. Det var klart for hendes fader er Odon. Det er måske det hun mente, mange kendte Odon i landet. Så det var sikkert det. Hingsten lo sagte og kort og sagde derefter;

,,Ja det kan sagtens passe, min fader er Odon"

Halcon smilte roligt til hoppen. Det kan selvfølgelig også have været en anden hun synes han mindede om. Men altså, det var lige den eneste han kunne komme på. Han havde aldrig mødt sin halvbror, og vidste derfor heller ikke at han havde en. Eller nogen som helst anden familie for den sags skyld. Han troede kun at han havde, sin moder, Odon og nu snart en søn eller datter.

,,If  you never try you'll never know'' «

Eudora mimrede med den lyserøde mule. Hingsten virkede overraskende rolig, men noget hun var begyndt at blive van til. Næsten alle dem hun kendte var rolige, og specielt hingste. Og mange af dem var nogle stolte sataner. Ikke at det gjorde hende noget, det var bare ikke noget hun gjorde så meget i. Hun var ligeglad med det! Det var ikke det der talte i hendes verden. Men selv bar hun sig tit let og elegant hvis hun altså ikke sprang rundt, men det var noget der lå naturligt til hende. Hun gik til tider som hendes mor, men det var jo klart når man som lille så op til sin mor og levede meget af tiden sammen med hendes mor.
Hun lagde hovedet på skrå da han var begyndt at snakke. Passe på guldet? Det havde hun aldrig oplevet før. Hun kom dog til at fnise da hun helt havde glemt at præsentere sig selv. Det var bare typisk Eudora at skyde det ud af hovedet. Navne var ikke så vigtige for hende heller. Mere personen. Det var noget Eudora var interesseret i, og nysgerrigt efter. "Undskyld at jeg ikke har præsenteret mig selv. Jeg er Eudora" sagde hun og smilede glad til Halcon, som hingsten hed. Hun nappede glad til hans pandelok. "Men hvorfor er guldet farligt? Det har jeg aldrig hørt om?" spurgte hun og så ind i hans gule øjne med hendes egne regnbuefarvede øjne. Hun svang med den lyse hale bag sig, glad og nysgerrigt. Alt i alt var Eudora en utrolig nysgerrig sjæl. Og det var nok også en af grundene til at hun havde overvejet at tage ud og opleve verdenen lidt, og måske vende tilbage til Proelio? I perioder blev det for meget det samme, og det var hun ikke god til. Der skulle ske noget hele tiden.
Det virkede som om at Halcon vidste hvem hun mente og snart kom navnet Odon ud. Det var jo Orions far! Hun nikkede ivrigt da han sagde det. "Ja, Odon. Og Orion" sagde hun og så på ham. Eudora måtte indrømme at hun helt klart regnede med at Halcon vidste hvem Orion var. De var jo i familie, og når man var i familie, så snakkede man vel om tingene? Ikke? Det regnede hun da med, og hun regnede da også med at hvis hendes mor fik et nyt føl, så ville Eudora vide det. Hun så ned på søen og kiggede derefter op på Halcon. Lige nu var snakken mere seriøs, men det kunne hun skam også godt. Og det var også lidt som om at det rolige fra hingsten smittede lidt af på hende, det betydede dog ikke at hun var i dårligt humør.

HALCON Ω

Hingsten lod blikket hvile på hende. Hun var en livsnyder, det var tydeligt. Det gjorde ham ikke noget hun var i så godt humør. Halcon kunne stort se med alle heste. Alle personligheder. Han forholdt sig altid roligt, det var metoden. Og så svarede han ellers bare på hvad der blev spurgt om, og hvis noget interesserede ham spurgte han selv ind til det. Den store hingst på næsten to meter, knejste lidt i nakken så han bedre kunne få øjenkontakt med hoppen. Da hun begyndte at tale vippede den mørke hingst de mandel formede ører en smule frem. Eudora. Javel, det var et meget specielt navn lidt ligesom hans eget. Halcon smilte blødt og nikkede derefter med hovedet. Det gør ikke noget navnet præsenteres senere hen, det er trods alt kun navnet der bliver præsenteret, ikke personlighed. Man behøver ikke navnet for at kende en anden, navnet er blot én lille ting ud af en hel person. Navnet dækker kun over overfladen. Halcon lod blikket glide over den guldfarvede og blå sø. Det glimterede og guld farven gik lige i øjnene hver gang solen kastede sine stråler på søen. Hver gang han bevægede sig, kunne de tunge hove høres på den frosne jord. Vinteren havde overtaget Proelio, og havde været her nogle måneder. Der varede ikke længe før det ville blive sommer, og føden ville begyndte at vokse igen. Halcon vippede med ørerne igen og lyttede da hun talte. Hvorfor guldet var farligt? Den mørke hingst lo kort, tjo han vidste ikke just om det var farligt, men der var heller ikke nogen der vidste om det ikke var farligt. Med mindre man var gud. Eller kendte til søen rigtig godt. Hingsten rettede sig op og svarede;

,,Jeg vil ikke just sige at søen er farlig unge dame, men der er heller ikke nogen i nærheden der ved om den ikke er farlig''

Han smilte til hende. Hans gule øjne bar et drillende glimt. Hans stemme var rolig, mørk og rar at hører på. Halcon vidste ikke noget omkring denne sø. Og derfor kunne det godt være farligt at røre ved den, eller forstyrre den. Halcon lod kort blikket skimte den nuance prægede himmel. Han elskede himmelen. Den var altid så smuk, og bar alle mulige forskellige farver. Han sank hen i egne tanker, og da Eudora snakkede igen vippede han det ene ører mod hende, han hørte navnene Odon og.. Orian? Hingsten vendte hovedet mod hende og vrængede på mulen. Langsomt løftede han det ene ikke eksisterende øjenbryn og sagde;

,,Orion? Hvem er Orion, er det en jeg burde kende?" 

Hans stemme var undrende. Hm, det kunne muligvis godt være hans fader havde andre sønner, og andre døtre. Så vidt han vidste var hans moder og fader ikke sammen. Og han havde ført at hans fader var rejst bort. Halcon lagde hovedet en anelse på sned, og brummede kort. 

,,If  you never try you'll never know'' «

Selv om at denne hingst var enormt stor og måske godt kunne virke lidt kold, så virkede han ikke som en der ikke kunne lide hende, og som ikke nød hendes selvskab. Og det var nok også derfor at hun blev ved med at være i så godt humør, eller også prøvede hun måske at åbne lidt op for denne hingst? Se om der var andet end denne kolde facade. Denne hingst virkede nemlig som en hingst som Eudora havde brug for. Han virkede som en hingst man kunne stole på, og en hingst som beskyttede dem han elskede. Ikke at Eudora ville være mage med ham, eller var forelsket i ham. Slet ikke! Men mere som en ven. Hun kunne godt se dem som venner. Måske endda rigtig gode venner. Hun kunne godt lide denne hingst nemlig, også selv om at han ikke var oppe at køre som hende. Måske var det i det hele taget meget godt at han ikke var oppe at køre? Han havde i hvert fald en virkelig god og måske endda sund effekt på hende.
Hun så uforstående på Halcon. Hun havde ikke oplevet noget farligt ved søen. Hun rystede på hovedet af det han sagde. "Nej, jeg tror altså ikke søen er farlig. Du skulle prøve at svømme i den! Det er helt fantastisk!" sagde hun og så på den sorte hingst med de blå, hvide og grønne aftegn. Eudora var jo en meget nysgerrig hest, og derfor havde hun både prøvet at drikke af søen og svømme i den. Vandet var en smule sært. Hun kunne ikke rigtig beskrive det. Men det var virkelig fantastisk at svømme i, man blev nærmest ti gange lettere i søen!
Hun så nu det uforstående blik Halcon havde da hun begyndte at snakke om Orion. Orion og Eudora havde et mærkeligt forhold til hinanden. Men havde de i det hele taget et forhold? Det var nok mere et hadeforhold hvis de havde et forhold til hinanden. Alligevel var det nok den hingst som Eudora havde holdt mest af igennem hendes liv. Hun kendte jo heller ikke rigtig så mange? Der havde været noget specielt over Orion.
"Øhm, det er Odons søn, altså din bror, så ja, jeg tænker det er en du burde kende?" sagde hun. Undrende over at han ikke vidste hvem Orion var. Snakkede han ikke sammen med hans far?

HALCON Ω

Den store hingst, vippede en anelse med de mandel formede mørke ører. Han lyttede til hendes ord. Hun mente ikke søen var farlig. Jamen så var den det nok heller ikke. Det var dog ikke så tit han befandt sig her, og han havde ikke turde røre den før tidligere. Man skulle være forsigtig omkring nye ting. Han ville ikke risikere hans unge liv, på grund af noget han ikke havde fundet ud af om var farligt. Men han stolede blindt på denne hoppe. Hun virkede som en man kunne stole på, og derfor valgte han også at gøre det. Naiv, ville man måske kalde ham til tider. Halcon lod blikket glide over søen, og derefter på Eudora. Hun sagde søen var fantastisk. Han ville give hende ret i at søen var fantastisk  - men fra sidelinjen. Han kunne ikke forestille sig at svømme i så tykt vand. Det måtte være ekstremt tungt, og svært at bevæge sig igennem. Som kviksand. Heldigt den ikke var så stor at man ikke kunne nå fra den ene ende til den anden. For eksempel hvis man blev jagtet, så ville det være svært at komme hurtigt igennem her. Halcon smilte til hende, og lo ganske lavt. Den bløde rolige stemme skar gennem den korte stilhed der var. Da hun endnu engang snakkede, vippede han ørerne frem mod hende. De gule flammende øjne hvilede i hendes regnbuefarvede livlige øjne. Orion? Hvem i alverden er Orion. Så det er altså en ukendt bror. Halcon vippede en smule med de mandel formede ører, og trak de ikke eksisterende øjenbryn sammen, i en undrende mine. Hans mund trak sig tilbage til en lige streg. Han tænkte. Hans far, var hvert fald draget ud af landet. Han havde set ham en gang. Ikke andet. Han bebrejdede ikke sin far, for hans mor havde givet ham den opdragning han havde brug for, og han var ikke opvokset med en far, så derfor vidste han ikke hvordan det ville være at have en. Men så Orion var en bror til ham. Det må så være en halvbror, for så vidt han ved havde hans mor ikke flere sønner. Hingsten brummede kort og sagde derefter;

,,Så jeg har en bror.. Hmm.. Nej jeg kender ikke særlig meget til min fader, jeg har aldrig rigtig mødt ham og snakket med ham, så han kan sagtens have flere efterkommere"

Hans stemme var rolig. Han ville genre støde ind i ham Orion en dag. Gad vide om det overhoved havde noget til fælles, og hvem hans far havde fået ham med. Om han var ældre end ham, eller yngre end ham vidste han heller ikke. Hingsten, slog med den flammende hale og smilte derefter til den farverige hoppe Eudora, der var meget familie han sikkert ikke kendte noget til.

,,If  you never try you'll never know'' «

Eudora så på hingsten. "Kom tag med mig ud og svøm i den!" sagde hun glad og med en meget stor iver i stemmen. Det kunne da være meget hyggeligt. Hun havde aldrig badet med nogen i søen før. Hendes lyse hale slog bag hende og ørene var fremme mod ham. Han så ud til at tænke meget over det hun havde sagt om søen, men det virkede også som om at han stolede på hende, at det ikke var farligt. Og det var det heller ikke. Man kunne skam godt stole på hende, hun var ikke en der stak andre i ryggen. Hun elskede jo sine venner, og hun elskede at få nye venner, også gik det ikke at man var tarvelig over for dem! Hun var ikke ligesom hendes mor der kunne være ond og tarvelig over for fremmede. Hun vidste dog ikke om hendes mor kunne være ond over for dem hun kendte, men det ville ikke komme bag på hende, hvis det var at hun godt kunne.
Hun betragtede Halcon og lagde uforstående hovedet på skrå. Tænk at han ikke vidste det? "Jeg har kun mødt ham meget kort, men han var en rar hingst, altså din far" sagde hun. Hun kunne ikke helt sige det samme om Orion. "Men jeg ved ikke om han har flere efterkommere" sagde hun og tog et skridt frem mod Halcon hvor efter at hun puffede glad og opmuntrende til hans brede mule. Den var virkelig bred i forhold til hendes lille og fine mule.

HALCON Ω

Den store hingst vippede de mandel formede ører en smulle fremad, og da Eudora lige pludselig udbrød, slog han kort med halen. Hingsten lod en lav latter komme op at struben. Ham svømme i det der vand? Det skulle hvert fald lige overvejes. Han kom med en beklagede hmmm lyd, og lod et lille smil hvile om de mørke grønne læber. Hvad hvis han risikererede at blive syg flere dage efter? Så kunne han jo ikke tage sig af sin familie. Modvilligt, trådte han et skridt frem og så på søen. Men på den anden side, kunne det jo være det ikke var så slemt. Og han trængte til noget spænding i sit liv. Bortset fra han ville blive slagtet af Smeyé, hvis han fandt ud af hvad han havde gang i. Halcon, vendte hovedet en smule mod hende da hun igen talte. Denne her gang omkring hans fader. Han, lagde hovedet en anelse på sned, og lod det gule flammende blik hvile på hende. Han var da glad for at hører positivt omkring ham. Mange sagde han var skabt af en af guderne. Så Halcon selv havde vel lidt gudeblod i årerne. Hvad dette ville sige forstod han ikke. Hun vidste ikke om han havde flere halv brødre og halv søstre. Det kunne han ellers godt tænke sig at vide. Da hun trådte et skridt frem mod ham brummede han kort og svarede hende derefter;

,,Jeg vil gerne med ud og svømme, jeg er bare ikke sikker på jeg ikke hyler som en stukken hjort, hvis jeg ikke bryder mig om det. Og det er da godt at hører du synes min far er rar" 

Hingsten lo  kort da han sagde den første sætning, og kastede blikket ud på søen. Udfordringer kunne han da ikke sige nej til, og det kunne da ikke være så slemt. Hvis hun kunne, ja så kunne han da hvert fald også. Han havde det rart i hendes selskab. Hun var åben, og snaksalig. Det fik også Halcon til at åbne sig mere op, hans kolde attitude som han bar af og til ville dog aldrig gå væk. Det lå til ham at bære ligegyldige øjne men et stort hjerte.

,,If  you never try you'll never know'' «

Hun sprang glad hen mod vandet, eller det guldfarvede vand. Hun så ikke på det, men sprang bare ud i det. Hun elskede det! Hun elskede at bade og have det sjovt. Hun plaskede rundt ude i vandet og det var behageligt let for hende at komme rundt. Hun vejede nærmest ingenting i det her vand. Hun så tilbage på ham. "Det spiser dig ikke, se selv!" sagde hun og dykkede under vandet og lidt efter dukkede hun op igen et andet sted. Hun elskede det her vand! Hun var helt guld og grå og lyserød, en god blanding af det hele. Halcon havde i starten fået hende til at slappe mere af, men pludselig var det som om at hun ikke kunne slappe meget mere af og hun blev nød til at lave et eller andet, og dette var godt for hende at gøre! Det gjorde at hun fik brugt hele kroppen, og det var dejligt! Hun vidste at hun ville blive træt senere i aften. Hun havde en masse energi i hendes energiske krop, og derfor brugte hun også meget tid på, hver dag, at få den godt træt, så hun kunne sove og slappe af om aftenen. Ellers blev de alt for ulidelige. Og hvor hun havde arvet al den energi fra, det vidste hun ikke! Hendes mor var dog også ret energisk, dog ikke helt på samme måde. Hun var mere hidsig. Måske havde Eudora bare fået vendt det på en god måde? Hendes energi var positiv, og dog kunne den også være irriterende.

HALCON Ω

Halcon brummede, og lod øjnene følge den farverige hoppe. Hun var helt ude af sig selv nu. Spræng fyldt med energi, hoppede hun direkte i det guldfarvede vand. Hingsten trak hovedet en anelse til sig ganske tøvende. Da hun råbte til ham spidsede han de mandel formede mørke ører svagt, og lyttede. Så hun mente det ikke var farligt. Jamen okay så. Halcon, tog nogle skridt tættere på den guldbelagte sø, og lod stille og roligt de muskuløse ben. føre ham ned i vandet. Kulden lå tæt i dette område, men da det stadig var vinter, bar hingsten sin vinter pels og frøs derfor ikke. Hele området var dødt, undtagen denne sø. Den oplyste hele stedet, og gav Rein en gnist af liv i disse måneder. Så der så ikke ligeså dødt og tomt ud med søen liggende. Det hele gik langsomt, han tog et skridt efter skridt. Hans skridt var lange, men forsigtige. Da han nåede ud i vandet så det nåede lige over slutningen af benene, fnøs han på grund af kulden der pludselig skyllede igennem hans krop. De gule øjne søgte mod Eudora, og han betragtede hende med store øjne. Hvordan kunne hun holde det ud, hun var svøbet ind i guldstøv og vand. Han betragtede hende mens hun hoppede rundt, og lod sig rive med sit gode humør. Et lille smil tegnede sig om læberne på den unge hingst. Eudora, hoppen med livsglæden. Det ville nok være måden at kende hende på, hvis man skulle se bort fra det farverige udseende, og de klare regnbuefarvede øjne. Vandet nåede ikke Halcon særlig højt. At være to meter højt var nogen gange meget rart. Ofte undgik man vand i hovedet, og druknefare. Måske var han lidt af en kylling alligevel. Han stod stille og betragtede hvordan hun sprang omkring ham som et lille føl, der havde opdaget vand for første gang.

,,If  you never try you'll never know'' «

Eudora sprang glædeligt rundt ude i vandet. Hun nød det, til fulde. Hun elskede i det hele taget at fjolle. Hun kunne godt se at denne Halcon ikke var van til at fjolle på samme måde som hende. Men han gjorde det nu ret godt alligevel! Han prøvede at være med, og det virkede ikke som om at han kedede sig helt. Og han kedede bestemt heller ikke Eudora! Det var meget sjovt med noget lidt mere på jorden selvskab. Dog kunne hendes energi ikke holde til at være nede på jorden i en længere periode. Hun havde desværre alt for meget energi i kroppen til det! Og det var nok meget godt at søen derfor var her.

Halcon kom gående ud mod vandet. Han tog et skridt af gangen. Eudora stoppede op for at betragte ham. Se hvordan han stille og roligt fandt ud af at vandet slet ikke var så farligt som det så ud til! Han var dog en helt enorm og stor hingst, så han kunne bunde, selv ude på midten hvor Eudora havde sværere ved at bunde. Men det gjorde ikke noget. Så fik hun jo også brugt musklerne lidt ved at svømme rundt omkring. Og rundt om Halcon, med et stort smil omkring hendes lyserøde mule. Hendes øre var fremme og en latter kom fra hende. Pludselig tog hun mulen under vandet og sprøjtede lidt op på Halcon. Hun grinte igen højlydt og muntert. Det her var sjovt! Det var ikke så tit at hun fik lov til at bade med nogen. Og det virkede heller ikke som om at Halcon var en kedelig hest. Han var skam med på at lave noget sjovt. Han hvilede nok bare meget mere i sig selv, var mere nede på jorden. Og hun kunne godt forstå ham! Hvis hun skulle hoppe og springe rundt med den krop som han havde, som hun selv gjorde, så ville hun nok også være en del mere rolig. Hun ville helt klart løbe hurtigere tør for energi! Hun smilede afventende og drillende til ham.