Gaizka Calanthia
I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.


Lange slanke ben bevægede sig mod den glitrende guld og blå farvede sø Rein. De blanke hove ramte den hvide sne blødt og dansende. Iskrystallerne blev knust under dem, og det knasede let hver gang hun satte foden et nys sted. Denlange røde man hvirvlede i en kølig vintervind. Gaizkas øjne skimtede mod den blå himmel. Dette var dagslyset. I dagslyset var hoppen stadig forvirret over hvem hun havde forandret sig til. Hun var ved at formørkes. Hele hendes sjæl blev suget ind i et mørke der kom fra hende selv. Om natten levede hun op til sin titel - Nattens Prinsesse. Lige så gådefuld, mørk og blød som et forførrende blad på en gren der tikkede om at blive spist. Men man ville ej spise det, for det var for smukt.

Gaizka udstrålede selvtillid. Hun bar mystik i sit mørke blik, og de intense øjne skimtede landskabet. I den hvide sne ville hvide heste være svære at opdage. Men hun vippede med de bløde mandelformede ører og lyttede opmærksomt. Forvirringen i hendes indre var stor. Hvem var det hun var? Men det lod sig ej vise på ydresiden....


Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.

Tankerne var mange, hos den blege galante here, Yalon Ira. Hans øjne var lettere diffuse, og stenede tænkende, ud over den usædvanlige sø. Her havde han været før, for en tid siden. Hvad der på ny havde lokket ham her til, var han ikke klar over, men området gav ham lov til at tænke i fred.
Den høje hingst, drog et langtrukkent suk, og rankede sin holdning, hvorefter han rystede sin manke på plads, og viftede langsomt, med sin lange, skaldede hale. Hans øre vippede, midt i stilheden, og de blege, nærmest gennemsigtige øjne, flakkede kort. Der var en anden i nærheden. Undrende, så Ira sig omkring, med et mere livligt blik, en svag brummen spillede nysgerrigt fra hans strube. Længere væk, hvor søens krumning ænsedes, skimtede Ira nu en skikkelse, en mørk en, det var rydeligt, denne tog sig tydeligt ud, i det pudrede, hvide landskab. Med hovedet hævet, og hældt svagt på sned, trådte hingsten i retning af, hvor skikkelsen befandt sig. Blot en meter eller to. En kølig vind, rev udfordrende i hingstens gyldne man, og lod de lange fjer svaje i vinden.
Gad vide hvem den fremmede var, endnu en forbipacerende, eller hvad?

Gaizka Calanthia
I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.


Hoppen havde tumlet med en del ting i den seneste tid. Men det var som om at det ikke altid var hjertets veje hun havde lyttet til. Nogengange havde det føltes som om hun bare levede et allerede forudsagt liv, i håbet om at hendes mor og særligt hendes far ville nyde at se hende finde ro. Men Gaizka var ikke interesseret i at finde den ro. Efter alting vidste hun udmærket godt hvad der voksede i hende. Hendes far Dementer, fløj som vinden blæste. Aldrig havde han rigtigt været der. Gaizkas tanker lå fast et øjeblik på at hun måtte have det i sig. Have den vildhed og den svævende lyst til at drage med den. Følge dens lyd og lytte til det mørke samt lyse hjerte. Hun var jo i al sandhed også et mix mellem godt og ondt.

Gaizka løfedet halen kort og slog et smæk med denne. Hun hævede blikket, som den dansende krop fik sneen omkring og under hende til at fyge ud over engene. Søen var ret fremme. Isen glimtede i dens overflade som guld og blå himmel. Men noget synes at bevæge sig kort i hendes synsfelt. Hun skærpede synet og fandt omridset af en lys, lys hingst. Det eneste der synes at træde frem i hans udseende var to vilde orange lignende fjer i hans manpagt. Gaizka brummede og prustede frem for sig. Den let skimlede sorte pels var så tydelig at se i sneen. Det tvefarvede blik søgte den fremmedes øjne som hun standsede på en nogenlunde respektfuld afstand. De intense øjne gled kort og gådefuldt over denne fremmede. Han ejede en af de særlige haler, man sommetider så. Hun slap så sit gådefulde blik og smilede roligt og feminint mod ham. Dog lød der ikke et ord fra hoppen. Hun var der blot. Vogtede på ham, for at gennemskue hans sind og sjæl, som en lille flue på væggen. En man ikke opdagede havde andet i sindet end venlighed.


Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.