Asher

I'm out on the edge and I'm screaming my name
Like a fool at the top of my lungs

Med et krumspring forlod hingstens hove jorden. Halen svirpede lystigt bag ham før han for fremad. Med en pludselig standsning svang hingsten sin bagpart rundt i noget af den særeste vending man kunne tænke sig. Den sandede jord, som lå på begge sider af floden, virvlede omkring ham. Uden grund stak hingsten i et hyl og lod sine forhove forlade jorden et øjeblik. På ny svang halen bag ham, inden han med et par trippende trin tilsyneladende faldt til ro.

Som altid var der stille. Himlen havde heller ikke ændret sig, men her ved floden dansede en lystig vind afsted. Den hev i alting, tiggede og bad om leg, men ingen syntes at være villig. Ikke at der var særlig mange, den kunne lege med. Indtil nu havde hingsten mødt to andre og såvidt han kunne forstå, så var der mange flere i landet, men de virkede alle til at være på den anden side af den store flod, som den han havde søgt tilflugt ved nu var koblet til. Snart ville han følge floden, følge den til den store flod, og krydse for forhåbentligt at efterlade stilheden.

Vandet var koldt, meget koldt, men han drak alligevel. Stille og langsomt, men han havde brug for vandet. Det var det første han var stødt på i landet, hvilket fik ham til at undres en smule, men samtidigt gik det ham ikke på. Det var bare... underligt... for alting virkede så frodigt, i hvert fald på denne enorme eng.
Med et spidsede hingsten sine ører og hævede blikket. Stilheden var brudt eller i hvert fald tæt på det, for der i det fjerne kunne han skimte en skikkelse. Uden at tænke over det svirpede med ham med halen på ny og igen virvlede jorden op. Og så, uden tøven tog han komtakt med en hingstet vrinsken.

Sometimes when I close my eyes I pretend I'm alright
But it's never enough

En sagte nynnen kunne høres fra en mørk skikkelse, som med lette, bløde bevægelser bevægede sig af sted over engen kaldet Galka.. Trudy som skikkelsen hed, fandt det vældig underholdende at bevæge sig af sted i dette fugtige område, hvor mosset nærmest dominerede hele jorden. Mosset var blødt og gav hende en fornemmelse af fjedre under hovene, en fornemmelse som fik hende til at løfte de stribede ben højere, end hun normalt ville gøre. Hop, hop, hop.. Hun bevægede sig af sted med nærmest hoppende skridt, mens en munter nynnen flød fra hendes strube. Det var næsten som hun dansede af sted i takt til den musik hun selv frembragte.

Med ét stoppede både musik og dans, da et underligt hyl pludselig kunne høres gennem stilheden. Trudy stod nu bomstille, mens hendes følsomme ører stod som på stilke, mens hun lyttede. Der var dog ikke mere at høre, efter hylet var døet hen. Hvad mon det havde været? Var der én der havde brug for hjælp? Hylet havde ikke lydt panisk eller bange, men man kunne jo aldrig vide. Tanken var knap nok nået til ende, før den mørke hoppe sprang fremad, og nu fór henover mosset som var der nogen der havde sat ild til hende.

Vinden fik den pinke hale til at blafre som et stort banner, mens den opretstående man svajede fra side til side. Trudys stribede ben gik som trommestikker under hende, og bragte hende frem med en forbløffende fart. Selvom hun var en lille hest, kunne Trudy til en hver tid presse fart ud af kroppen, når hun virkelig ville. Og nu ville hun, for der var måske en som havde brug for hendes hjælp.
I det fjerne kunne den mørke hoppe nu skimte den bugtende flod, og dér lige fremme, synes hun at kunne skimte en skikkelse. Af sted gik det over stok og sten, mens Trudy konstant prøvede at bevæge benene endnu hurtigere. Et vrinsk lød nu pludselig gennem vindens tuden, og Trudy satte med ét farten ned. Det havde været et hilsende vrinsk, ikke et der bedte om hjælp. Endnu en tak af farten blev taget af, og nu var hun nede i trav, mens hun pustede tungt. Det lod ikke til, at der var fare på færre. Det forjagede blik i de grønne øjne blev nu erstattet af et mere nysgerrigt, mens hun vrinskede højt tilbage. Hvem mon det var?