Asher

I heard them calling in the distance
So I packed my things and ran

En mild vind strøg henover engen. Igen havde stilheden lagt sig, noget som føltes både tryggende og underligt. Den grå hingst kunne ikke ligefrem prale af altid at have selskab, men der var noget meget underligt over stilheden her i landet. Proelio kaldte de det. Er sært navn egentligt i hans ører. Det lød så fremmede i forhold til hvor han kom fra, for der startede alt med en vokal. Intet havde en konsonant som første bogstav. Et stilfærdigt fnys forlod ham. Det var vel egentligt ligegyldigt.

Himlen var stadig oplyst af solen, men også dækket af månen. Et øjeblik så Asher missende mod solen. Hvad havde forårsaget det? Han havde hørt tale om, at det var sket før, men kun i få øjeblikke, aldrig i flere dage og uger. Frustreret smældede han med halen. Han savnede solen! Savnede at mærke varmen. Savnede lyset. Hah, når solen endeligt kom, så ville der næppe være nogen tilbage, som var i stand til at se i lyset! Ville det ikke være kønt? Let rystede han på hovedet af tankerne; det ville ikke være kønt, men hvem vidste, måske var det sandt? Måske ville de alle stoppe med at se om dagen, fordi lyset gjorde ondt at se i?

Frustrationerne havde lagt sig og stilheden overtaget på ny. Et øjeblik søgte hans blik over de grønne vidder, før han sank hovedet ned i græsset igen. Landet havde da en god ting at byde på: føde i hobevis. Han vidste ikke hvor mange der var her i landet, af hans egen art såvel som andre, der levede af græsset, men det kunne ikke være forfærdeligt mange, siden der stadig var massere at leve af.

Far away from all the trouble
I had caused with my two hands

Vinden sukkede, og der blev fredeligt over Galka. Alting virkede så stille i landet, som var livet her, sat helt på stand by. Selv solen var væk, gemt bag månen. Hvad eller hvem der havde forsaget dette, havde den sandfarvede hoppe ikke hørt noget om.
Sandfarvet, med sorthvide bagben, og lange, sammenfiltrede dreadlocks til man, hale og pandelok. Livlige, neongrønne øjne, som altid stålede ad livsglæde. Sjælnet var denne sandfarvede vandre, nedtrykt, eller tung i sindet.
Hendes navn var Ad Madja, hendes mod var stort - ligeså var hendes nysgerrighed, og frie sind. I alle disse aspekter, balancerede hendes beskedenhed, hvilken også kendetegnede hende.

Egentlig var var hun 'bundet' til Daylia, den ene ad landets tre flokke, men den lyse hoppes eventyrlyst, havde ført hende langt mod nord, og dagen i dag, var gået på at studere denne uendelige eng. Ad Madja havde aldrig betrådt den så nært som nu, med mulen rettet ud i luften, og ørene vippende rundt, på toppen ad sit lettere markerede hoved. Hendes sanser var vidt åbne, og snart pustede en beskeden vind, duften ad en fremmet sjæl, med sig.
Ad Madja, stoppede op, og vendte hovedet, for at spejde efter en ejermand. Med en glidende bevægelse, vendte den lyse hoppe sig, i retning ad, hvor den måske fremmede befandt sig.
Hendes holdning var fredsommelig, men vågen.

I landskabet var han bestemt ikke en der faldt i et med omgivelserne. Selv i det manglende lys stod hans sorte farve som en stærk kontrast mod landet omkring ham og den strålende hvide pels i hans hoved gjorde det bestemt ikke bedre. En dyb rød farve prydede sammen med en gylden hans sider og alt i alt var han ikke en man overså, men samtidigt skreg hans pels ikke om opmærksomhed. Han var nedtonet, men umulig at overse.
Uvidende om en fremmedes iagtagelse af ham, forsatte han blot stilfærdigt sin græssen. Ind i mellem hævede han sit hoved over græsset, lod blikket vandrer og sænkede det så på ny for at forsætte hvad han havde gjort før. Umiddelbart emmede han ikke af det væsen, han besad.
Et stilfærdigt fnys forlod ham, før han svang med halen. Et par skridt blev taget, inden blikket endeligt landede på den fremmede skikkelse. Hvor længe vedkommende havde stået der, kunne han umuligt sige: det kunne være sekunder eller minutter. Uanset tiden, så hævede han sit hoved højt for at signalere, han skam havde set den fremmede, men gjorde det op til vedkommende at tage kontakt.