Misforståelser var nok det som var kunne ødelægge alt. Gai havde dog ikke sagt noget, som gjorde ondt på ham, tvært i mod havde hun vækket hans beskytter gen endnu mere. Så meget at han lukkede af, så meget at den ’gamle’ Diablo trådte mere frem. Han elskede hende, elskede hende så højt at han var villig til at skubbe hende væk, for ikke at gøre noget dumt, for ikke at holde hende tilbage. Han kunne næppe blot tænke egoistisk lige nu, det ville klart være den nemmeste løsningen, men hvis han ikke gjorde det nu, kunne det være de kom til at elske hinanden mere, hvis han nåede at skubbe hende væk, kunne han måske nå at rede hende fra det helvede han kom igennem.. Han ønskede at se hende blomster, og først nu kunne han indse at det næppe kunne blive ved hans side.

Stilheden lå over dem, de begge vidste der var noget i gære og det ville være hans konklusion der skulle bestemme deres fremtid. Hun kunne næppe sige ham i mod, for på nogle måder vidste hun vel også godt han havde ret. Men hun gav ikke op. Hun nægtede at lytte, han havde allerede gjort det lige så svært for hende, som det var for ham. Han havde sagt det for sent, men hun stod endnu stadig til at rede. Hvis bare han forblev stærk, ikke lod sig ryste. Han mærkede hendes varme nærme sig, hørte hendes ord lyde. Han havde lyst til at give sig hen, hen til hende og blot lade hende vinde. Lade hans egoistiske sind vinde..

Men han måtte ikke, næppe nu. Han bremsede alligevel op, stod tæt på hende. Stille satte han frem mod hende. Han indåndende hendes beroligende og skønne duft, men hun havde endnu ikke vundet. Diablo var en sej kæmper, han var faldet - igen. Og hvis han skulle beskytte hende, kunne han ikke blot gøre det halvt, med tomme trusler. Nej han måtte tage sig sammen. Undskyldende strøj, han trist mulen over hendes mule. ”Gai, du kan leve uden mig, dit liv vil blomster uden mig.. for jeg..jeg elsker dig ikke!” ordne var løgne, men han så ingen anden udvej. Han ville ikke.. Han ville ikke ødelægge hende.

Han måtte overbevise hende. Selvom han mærkede hendes sorg, hendes sorg over hans svigtede hende nu. Men bedre nu end senere. Han vidste han blev nød til det her. Han havde lukket sig inde, lukket sig inde uden hende og lukkede sig ikke lige nu op. Han elskede hendes så utroligt meget, det betyd at han ville gøre alt for at beskytte hende, selv hvis han var problemet. Og det var han og ville han forblive.. Hun havde selv sagt hun behøvede sin frihed, friheden til at kunne træde ud i verden og nu sagde hun det modsatte, men hun er som vinden, fløj med den, han vidste ej hvor han havde hende, for pludselig ændrede hun retning. Han prægede hendes personlighed, hendes nutid, og lige så prægede hun ham. Han valgte dog at kutte vejene nu, for at beskytte hende. Men det sivende ej igennem. Han havde været ond ved sine sidste ord, mere ond end han ville havde været. Men han tænkte ikke klart, tænkte knapt nok. Han snappede ud efter hende ”Gaizka, hvis du vil tale mere med mig forgår det ej på dette område, mine flok medlemmer må ej føle sig truet eller tro jeg lader strejfer være her, du bedes forlade området” han havde en alvorlig mine. Hans hoved var dog nede mod jorden, hvilket nok tydeligt viste han ikke bryd sig om dette, han nød næppe at smide hende ud!! Hende som han havde planlagt at være sammen med ham, Alfahoppe… Hans krop dirrede let, for at hive alle sine ord i sig, for at sige han elskede hende og for at spørge om hun kunne tilgive ham. Men ville han nogensinde kunne tilgive sig selv for dette?

Diablo ventede nu blot på at hun forlod ham, men alligevel pinte det ham at stå her og vente. Så det enste han kunne gøre var at flygte fra den begynde smerte, så han vendte atter ryggen til hende og travede væk, i en kluntet trist galop, men alligevel hurtigt. Han ville næppe have hun stoppede ham, men alligevel ikke så hurtigt endda, for det kunne han ikke, han hjerte holdte farten igen, hans hjerte rev ham tilbage mod hende, men han lyttede ej til hans hjerte i dette øjeblik.

Gaizka Calanthia
I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.


Hun så krigen i hans ansigt, selvom det ikke var tydeligt at se. At han kæmpede med noget der foregik under skindet. Bag de blinde øjne. Om det var godt eller skidt vidste Gaizka ikke. Hun vidste blot at forlod han hende nu, ville hun vakle i sine valg. Hun lagde ørene og stirrede forvildet på ham, da hans mule strøg så blidt over hendes. Nærmest undskyldende. Der var følelse i handlingen. Hans ord lød for hendes øre. Banede sig vej ind til smerten der voksede i hendes indre som en knude i brystet. Hun stirrede. Blinkede uforstående med sine øjne. De ord der kom over hans læber sagde en ting. Men berøingen deres muler havde delt sekundet før sagde noget andet. Hun brummede protesterende da en tåre trillede over hendes ansigt. En til...

"Jeg kan da på ingen måde blomstre når din berøring siger du elsker mig, og din stemme siger du ej gør det!" hun lød ikke sur eller forlangende. Hun lød nærmere flået og uskyldig. Han snappede ud efter hende. Hun hvinede. Hjertet slog i brystet på hende. SÅ nu ændrede han også sine handlinger efter behov? Hvad var det der rørte sig i hendes elskede Daiblo? Hun slog med halen og veg tilbage da han talte. Hun klemte øjnene i og bed sig i underlæben for ikke at græde. Hun havde for meget hjerte til at snappe ud efter ham som gengæld. "Jeg er ikke en tilfældig strejfer Diablo... Diablo min mor er i din flok. Lad mig være med jer. Jeg har kun jer! Wallace lod mig se hende!" Gaizkas hjerte bristede. Det var ikke til at bære. Hun kastede sig ud i sine absolut sidste handlinger. En nødplan der tordnede frem med følelserne. Hvis han afviste hendes ansøgning, ville hun være alene. Helt alene. Far var borte.

Hans hoved hang mod jorden, hvilket fortalte hende han ikke brød sig om dette. Hun så noget røre sig i ham, men han havde taget et valg og en dødhård beslutning. Hun afventede hans reaktioner, men inden hun havde nået at få vejret efter hendes talen, havde han vendt ryggen til hende igen. Hun hvinede forpint. Det lød som havde helvedes flammer stjålet hendes legeme. Hun stejlede i protest.


Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.

Hun forsatte nægtede at give op, hans krop rystede under ham. Han var da så håbløs, men alligevel svarede han ikke. Han stoppede kort, ved hendes ord, men forsatte atter frem. Han var ikke Wallace, han var ej en helt. Han var blot Diablo, en tilfældig hingst som prøvede at bevise verden at man kunne hvad man ville. Hans øre lå i nakken. Han følte hendes energi. Hun prøvede at få ham til at vende sig om, prøvede at stoppe ham i det han var gang med. Men han nægtede at stoppe. Alligevel da han hørte hendes forpinte hiv, stoppede han. Han kunne ej forlade hende, tænk hvis hun begik beselvmord lige som hans broder. Kroppen dirrede og små tårer begyndte nu at løbe ned af hans kinder. Hans hjerte bankede unartuligt mod hans krop. Han var da også bare så håbløs. Han sukkede hårdt.

Han gav sig, gav sig for hendes plageri, gav sig til hans indre sårer. Han vendte sig om, noget ukendt lå over hans energi. Hans energi var mørk, måske lige frem djævelsk. Han trådte frem mod hende ”Gai.. jeg ønsker ej at sårer dig senere hen hvor smerten kan være større, men du gør det ikke nemt for mig” han lukkede atter munden for at hive noget luft ind ”jeg elsker dig mere end noget andet. Jeg vil gøre alt for at beskytte dig fra hele verden og også vil jeg beskytte dig mod mig” hans krop drirrede under ham. Han stemme var fast som klippen, men også trist som døden. Han sukkede ”du er ej blot en strejfer men mit hjerte.. Jeg ved din mor er i denne flok, dog har jeg ikke selv endnu mødt hende.. Jeg ville bare meget heller du var en del af flokken i stedet for en strejfer som strejfede ind på flok området” han forsatte stadig ej med håb, men for at få hende til at forstå.. ”jeg havde tiltænkt dig som alfahoppe, jeg ville have dig ved min side, jeg ønskede mine øjne og prinsesse ved min side. Men ej vil jeg give dig et pres, når min unge prinsesse er så forpint og ligeså gør jeg dig blot endnu mere forpint” han stod der håbløs. Hun havde vundet slaget for en stund.

Diablo havde smidt sine parader, men det betød ikke hun havde vundet kampen endnu. Hans sind var i krig derfor skiftede han konstant. Han ville gerne så meget, men det virkede til verden kun ville gå imod ham.. gå imod hende.. Han ønskede hun skulle stråle i natten under stjernerne sammen med ham. Men fortiden levede han kun i en mørk nat, uden stjerne. Der var kun energierne som holdt live i farverne, energierne ejede deres egen farver. At han havde fået Gai endnu længere ud end han havde forstilles sig tegnede sig næppe godt. Han ønskede jo stadig at stå ved hendes side støtte hende igennem denne onde og ubarmhjertige verden. Men det lykkes blot ikke særligt godt for ham. Han ønskede at se Mil igen, ønskede at tage ham ind til sig, som sin egen søn og beskytte Mil og Gai mod denne verden. Men han kunne ej. Hun havde sine ønsker i livet, sine mål, mon de en dag ville trække hende væk fra ham? Det var den dag han frygtede. Den dag han ej ønskede at se i øjne, han var bange for smerten. Men lige nu følte han ikke 100% smerten, da han ej ville føle, hans hjerte nægtede at tabe den kærlighed.

Gaizka Calanthia
I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.


Det føltes som en intens ild der for gennem hendes bryst som han blot fortsatte, som betød hun intet. Som var hun ingenting. Ignorerede han hende? Hun kastede hovedet til den ene side og forsøgte at bide al smerten ud. Men det kunne ikke bare kradses væk. Den kunne ikke bare ønskes væk. Hun bar den. Og smerte var en ting der stak Gaizka noget så grusomt dybt, som den tog form. Ligesom den angreb hendes mor, og pressede hende ud i alt for hårde valg, pressede den Gaizka. Men Gaizka havde gåpåmod. Hun havde en anden ild der nægtede at brænde ud. Hun kunne ikke slukkes. Hendes øjne søgte mod Diablo igen. Hun stirrede på ham. Stirrede til han vendte sig om og fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hvorfor valgte han at vende om? Havde han ændret sin mening, kom han for at give hende tæsk og smide hende bort? Eller havde hun presset ham så han følte sig tvunget til at blive ved hende?

Da han kom mod hende var der noget forandret over hendes første kærlighed. Han bar et mørke. Et mørke hun havde set i flere forskellige heste hun kendte. Men dette var dybt. Det var så dybt at hun veg et skridt tilbage for det uhyggelige i hans pludseligt djævelske attitude. Hans ord lød. Hun gjorde det ikke nemt for ham... Men han gjorde det dælme dutme heller ikke let for hende! Måske var det dømt til at gå galt... Men Gaizka var nødsaget til at følge sit hjerte. Hun havde fulgt ham. Fulgt ham... Og ville altid følge ham. Ligemeget hvilken retning hendes liv trak hende i. Hun stirrede ind i hans øjne, med ophøjet pande, lod sig ikke slå ud. Han elskede hende... Men han ville altså ikke såre hende, og ikke stå i vejen for hende, således at hun ikke senere hen ville føle smerte over sine valg? Hun forstod forbløffende meget af en ung sjæl at være. Men hun ville ikke høre det. Hun ville ikke tage det ind. Han var alt hun havde brug for for at trække vejret og se en ny dag i øjnene. De måtte stå frem, side om side og elske til livet måtte blive så surt og indtrængt at de kun havde glæden i hinanden tilbage. Måske ville de ende som et par der både elskede og hadede hinanden... Men netop nu føltes det mest vigtigt af det hele, at de ikke gav op. At de kæmpede videre for kærligheden. Hun lyttede. Hun brummede og puffede forsigtigt til hans mule, inden hans næste ord lød. Alfa hoppe...

Hun forstod det godt. Han kunne binde hende på den titel, så hun ikke ville være i stand til at udvikle sig. Men på den anden side. Den titel kunne give Gaizka en mulighed for at vokse sig stærkere... "Diablo... Jeg vil altid stå ved dig. Ligemeget hvad de må hænde mig. Jeg vil gerne optages i din flok, hjælpe dig... Ære dig. Tjene dig. Men på den ene betingelse at min frihed ikke er indskrænket. Jeg vil passe mine pligter som flokmedlem eller... alfahoppe. Men jeg vil også kunne drage rundt i Proelio." hun mærkede hvordan beslutningen tog form i hendes hjerte. Hun ville det hun sagde. Det var ærligt ment.
Intet var tabt, intet spil var løbet ud og ilden brændte stadig. Gaizka havde ganske vist mål i livet, men de ville ikke trække hende bort. Medmindre han smed hende bort. Med en alfa titel ville hun kunne danse en ny dans... En dans selv en prinsesse af natten burde frygte. Men Gaizka frygtede ikke. Hun vidste at dansen ville være på hendes side. Denne dans var der ingen der vidste hvad besad. Kun hun.


Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.

Det var nok lidt af en gåde af hvad han pludselig vendte om af. Øjne hvilede mod hendes, selvom han intet så.. Det stak i hans hjerte.. hans øjne.. Pokkers Fuego, hvorfor havde han også redet Cursed.. Hvorfor havde han ikke blot gået og ladt Fuego tage hendes liv, men næ nej, i stedet havde han redet hende, derimod mistede han sit syn den dag. Han ville ønske at han atter kunne se, selvom han ikke så det som en savghed, derimod lærte han verden fra andre sider, men han længtes efter sit syn.

Hun veg fra ham, måske frygtede hun denne side? Men hingsten hjerte var revet i stykker og det tog tid til at heale. Det var som om han slet ikke fornemmede hende 100%, som om hun på en måde ikke var der. Hvis han kunne se ville det sikkert virke til han så lige igennem hende. Diablo blev blot ståede, håbede på hans ord gik ind, så hun forstod, at han blot var en belastning, i stedet for noget andet. Han havde mistet Gwen.. Mistet den hoppe som havde revet den lettere gode side frem i ham. Gwen havde dog ej gjort det nemmer for hingsten, og nu havde han også mistet hende som ven. Der var intet at gøre, slagtet var tabt, mon der var et nyt at vinde et andet sted?

Han sukkede trist, sukkede opgivede, hver gang han snakkede virker hun blot endnu mere sikker i sin sag og de byttede nærmest roller. Men på den anden side, at miste hende, var som at miste de sidte rester af ham.. Der var ingen tvivl om hvis hun forlod hendes side, ville den gode og kærlige Diablo forsvinde langt ind i sit sind, og måske aldrig dukke op igen? Han kunne leve sit liv med hende så længe som muligt, indtil hendes vej blæste den anden vej. Han lyttede opmærksomt til hendes ord. Hun ville være en del af flokken.. hun acceptede hvis hun blev valgt som alfa… Han stod der i tvivlen selv.. ”Vil du gøre det for mig.. for os?” han var overrasket, forbløffet over at hun virkelig brændte så meget for ham, at hun virkelig kæmpede til det sidste. Det var det eneste han broder ikke havde prøvet… Altså at en kæmpede for en anden.

Gaizka Calanthia
I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.


Øjnene der hvilede mod hendes så hende ikke. Men det var ligegyldigt. Han havde billedet af hende i hovedet. Han huskede hendes ansigt, hendes øjne, hendes krop hendes hårpagt. Selvom hun aldrig ville blive i stand til at kigge ind i hans øjne og vide at han så tilbage i hendes, ville hun altid vide at hans indre øje så lige igennem hendes ydre. Det tog og følte på hendes indre i stedet. De færreste kunne se lige ind i en, men Gaizka havde det som om at Diablo åbnede hendes låger op og blottede hende for sit indre øje. Hun sukkede tungt, bange for at miste ham. Bange for at hans djævelske attitude ville slå hende, eller jage hende bort. Men det virkede som om noget i ham slappede af.

Splittet føltes det nok indeni ham. Hans suk fik hendes hjerte til at banke højlydt for hendes ører. Den virkede så opgivende. Som om han ikke brændte ligeså intenst som hun. Måske var han sunket under jorden, og det eneste der holdt ham stående var en tynd, tynd line kastet ud af hende. Hvis den line sprang døde de sidste rester af hans glæde? Hun vippede ørene sørgmodigt ned i nakken. Øjnene skimtede mod landskabet bag hende. Hun vidste ikke sit gode skind om hvordan hun skulle klare situationen, og dens fremtidige handlinger. Hun havde været så tvivlsom i starten af mødet. Men mødet havde overbevist hende om hvad hun ville. Om det var en god eller dårlig ting i den sidste ende ville vise sig, men intet skulle forhindre hende i at udfolde sine valg og leve op til disse. Hun skulle nok klare sig igennem. Det var en viljestyrke, en råhed og en portion ren stædighed der nægtede at føje sig.

Hun så ham stå der lyttende til hendes ord, men tvivl tog nok plads inde bag hans kolde ydre. Hans svar lød for hendes ører. Hun slap en tåre og stirrede oprigtigt ind i hans øjne. Han lød overrasket. Som om ingen før havde brændt for at være hos ham. Som om ingen havde taget det ansvar at kæmpe for ham. "Diablo, jeg vil gøre alt for os." hviskede hun. Hun skridtede nærmere ham. Uden tvivl uden fortrydelse. Hun lod kroppen mødes forsigtigt med hans.


Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.