|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 20:07:57 GMT 1
Gaizka Calanthia
Gaizka Calanthia havde for en stund ikke været så social. Noget groede i hende, noget hun ikke kunne forklarer, og som føltes ondt... Hun ville ikke se nogen. End ikke Milagro. Måske ønskede hun at vandre alene, i sit mørke. Et lille feminint smil dansede om hendes læber, indtil noget stak hende i hjertet. Hun var elsket. Og hun havde svigtet. Hun havde ikke set hverken sin mor eller Diablo i langt tid nu. Og det gjorde ondt. Ville hun ende med at såre dem, og selv stå tilbage med mørket hun følte, som det eneste?
Hoppen på de elegante ben, dansede med et formørket blik hen over grænsen til Aliari flokkens område. Wallace var død. Hendes moders eneste ven, ikke? Og det måtte Gaizka trøste hendes moder over. Og så var der noget andet Gaizka havde hørt. Diablo var blevet leder. Hun mærkede længslen i hjertet. Hans øjne, der intet så... Hans sorte krop og det smukke blik. Hun vrinskede med sin mørke stemme op i den kolde nat. Solformørkelsen var endelig overstået, men natten var jo bælgmørk uanset.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 20:37:11 GMT 1
Han havde vandret rundt i området længe, mørket havde fyldt himlen længe, alt for længe. Diablo havde travlt med at passe på intet skete i flokken, og ingen uvedkommende kom ind. Og han havde på fornemmelsen en havde trådt over grænsen, lugten af noget der ikke hørte til i flokken, så kroppen var sat fremad, efter denne fremmed duft. Ørene lå ej ned, men var heller ej fremme. Hvis det var der ønskede flokken noget ondt, han måtte stoppede vedkommende! Han havde endnu ikke fundet Gaizka, det virkede umuligt. Eftersom han intet kunne se var han blot endnu mere vågen indtil Gaizka var fundet. Kroppen gyngede afsted, musklerne var spændt helt op. Hvem var denne hest der er havde trådt ind i dette område? Farten var yderligere sat op, duften af fremmed hest blev stærkere, han nærmede sig hesten i hurtigt fart. Et Vrinsk forlod mulen, et vrinsk der sagde stop hvor du er, men ikke et ondt. Han ville bare høre hvorfor denne fremmed var kommet over grænses og pænt bede denne sjæl atter at vende om og komme tilbage hvor der ej var flok område. Han kunne jo ikke vide at det var Gaizka, han havde ej 'set' hende længe. Han savnede hende, mere end nogen skulle tro, men han ventede dog tålmodigt hver dag han var ude og lede efter hende til deres veje mødtes. Han sendte endnu et vrinsk afsted, for at være sikker på denne fremmed havde hørt ham.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 21:11:31 GMT 1
Gaizka Calanthia
Gaizka tav da hendes ører fangede den advarende lyd af en hingsts vrinsken. En der sagde stands, og bliv hvor du er. Men hun gjorde det stik modsatte. Dette var jo ej hvem som helsts vrinsk. Hun glippede med øjnene og spidsede ørene, som den elegante krop snoede sig frem, mellem nogle træer. En bæk i nærheden gjorde at hun ikke rigtigt kunne hører hovslagene, men Diablo... Åh Diablo... Hans skridt var det helt sikkert. Og så selvsikker de lød. Hun rynkede let på den mørke mule. Han havde ikke hørt hendes stille vrinsken før?
Gaizka slog med den røde hale, og standsede i det falmende høje græs. Månens lys faldt på hendes sorte krop, og gav det tofarvede blik et intenst og dystert skær. Dette ville Diablo ikke se. Men hun ville se ham. Og han kom der. En sort plet i skyggerne, med de grønne øjne. Hun standsede, mens en let brise fejede hendes man tilbage, og bort fra ansigtet. Klart og tydeligt følte hun længslen, pinslen. Men samtidig groede det herskende uro og mørke. Hun følte sig som en klapperslange, klar til at hugge ud. Endnu et vrinsk forlod den sorte. Hun besvarede det, med en tone af fryd, længsle men også dysterhed. En rystelse glippede kort gennem hende. Vintren var her. Et sug gik gennem hendes mave. Han var her. Endelig var hun mødt op, for ej at gemme sig mere. Hun kneb øjnene let sammen og satte frem mod ham i nogle sidste lange dansende hop. Så standsede hun. "Min egen Diablo..." lød hendes stille fortvivlede stemme. Dog med en selvsikker tone.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 21:27:55 GMT 1
Hesten stoppede ej, ville ikke hvad han kunne høre. Han forsatte fremad. Pludselig hørte han det velkendte, savnet vrinsk, dog var det så ændret og alligevel, men ørene kom i hvert i fald fremad. Mod nattens prinsesse. Hendes energi var så svær at tyde, så mange blandende følelser i hendes energier. Hvor havde hun gemt sig? Mon hun havde levet i mørket? Det mørke mange ej formåede at kæmpe sig ud af, det mørke Diablo havde levet i siden han var føl? Men han havde været stærk! Han havde kæmpet sig ud. Han sænkende farten og lavede et kæmpe bukke spring, imens lod han blot kroppen vise sig frem, frem for hende. Hendes stemme lød, men stille og fortvivlet stemme. Det pinende ham at høre hende sådan. Han mærkede sit hjerte banke hårdt mod sin krop. Hvad var der mon galt? Bekymringen stod op i hans ansigt. "Nattens prinsesee" lød den hæse, charme drenge stemme. Det skæve charme smil lå omkring mulen, forsigtigt trådet han helt mod hende.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 22:04:17 GMT 1
Gaizka Calanthia
Bukkespringet... Hans skridt, og hans udstrålning. Diablo havde fundet en styrke, en selvsikkerhed. Hun følte sig et langt øjeblik helt ved siden af og ude fra sig selv. Ingen plads var der til hende. Hun ville vandre ene. Sådan føltes det. Og den vandring ville blive lang. Hun ville blive testet på kryds og tværs. Indtil hun druknede i livets opgaver. Ville han mærke hendes uro? Tvivlen? Ville han være i stand til at opdage hendes hjerte bankede på en anden måde, at hendes sjæl var ved at opdage noget dybt? Noget han nok kendte til. Noget de fleste havde set eller hørt om. Gaizka ville gerne kærligheden. Hun var væk i den store idé om hvad kærlighed var.
Hun fornemmede at han blev pint. Pint af at hører hendes stemme på den måde. Hun lagde ørene og så ned i jorden. De havde ikke nogen stor indholdsrig historie, hende og Diablo. De havde et lillebitte eventyr. En ung og intens romance. Hvor dybt dette ville og kunne gå var ikke sikkert. Men alting i hende skreg efter oplevelser. Et liv med ham. Men var det muligt, i hendes situation nu? Nu hvor alt i hende vaklede og flammede op. Hun så intenst op på ham igen. Vendte ørene frem, da han sagde nattens prinsesse. Hans ansigt var bekymret. Hendes hjerte dunkede, og suget i maven var behageligt, men også forstyrrende. Turde hun tage chancen? Det var så langt tid siden hun havde set ham, at det føltes tvivlsomt om kærligheden stadig var der. Den var der i hende. Dybt inde i det indre der blev plaget af mørke.
Han kom nærmere. Hun mærkede hans kropsvarme, fornemmede hans dunkende hjerte og hans fært gik lige ind i hende som en ildebrand. "Diablos Prinsesse." hviskede hun fortabt. "Har hun svigtet ham?" med ham mente hun selvfølgelig 'dig'. Diablo. Havde hun sviget Diablo? Ventende, stirrede hun ind i de grønne øjne. Længslende glippede hendes hud og fik hende til at føle sig kold. Som kuldegysninger.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 22:33:50 GMT 1
Hendes nærvær gjorde intet bedre, kroppen føltes som en stor rystelse. Han ville føle, han ville mærke hende. Men han tvang sig selv til ikke at tage endnu en skridt. Han kunne mærke der var noget der plagede hans hoppe. Hendes ord, fik blot det skæve charme og intense smil at vokse på hans læber. Dog fik de næste ord ham til at grinte kærligt. Han trådt atter et skridt frem lod mulen stryge ned af hendes næseryg "Hun ville aldrig kunne svigte ham" svarede den intense drenget stemme.
Hans blinde grønne øjne lå blot derude mening, uden at kigge et sted hen, men der ville være ingen tvivl om hvis han kunne se, ville de hvile tung på hende. Tung på hans prinsesse, hans lys. "Men min prinsesse kan vil fortælle hvad der forgår i hendes indre?" han ville gøre alt for at hjælpe hende, om så det galt hans eget liv. Han ville gå igennem ild og vand for hans lys. Hun var det der holdte ham igang, den hest der betød mest for ham. Aldrig ville han følte hun svigtede ham, for lige meget hvad ville han finde hende igen om så det var det sidste han gjorde. Hun kunne bare prøve at stikke af, for han ville ej lade hende gå. Han stod her kun for hendes skyld og ville aldrig vende hende ryggen. Altid ville han stå klar til at støtte hende, altid ville han gøre alt for at rede hende for alt og alle, ingen måtte skade hans prinsesse.
Et beroligende brum forlod mulen, blot for at sige jeg vil altid være her. Han elskede allerede den hoppe utroligt meget, selvom de ej kendte hinanden vildt meget, betød hun allerede vildt meget for ham. Om hun fandt en anden mage, ville han stå lige her ved hendes side, vente på hun kom tilbage til ham. Det var endelig utroligt hvad kærlighed kunne gøre, men Diablo var trofast og sikker. Det her ville ikke blot være hans første kærlighed, men også hans sidste. Aldrig ville han elske nogen anden, lige meget hvad andre sagde. Diablo havde fundet sit jeg pga. den er hoppe. Men mon hun ville dele sit liv med ham? Turde hun at tage chancen? Ville hun løbe eller bide ham når han spurgte hende om det han længe har villet spørge hende om? Mon hun aldrig ville se ham igen? Hele livet ville være rene chancer, igen var det knald eller fald, mon han havde heldet med sig denne gang?
|
|
|
Post by Deleted on Dec 8, 2013 22:56:10 GMT 1
Gaizka Calanthia
Han skulle være hendes rustikke sikre klippeblok. En som ikke vaklede, og en som var der. Stod imod alting, og beskyttede hende. Det var det hun havde brug for. Men drømmene ville også noget andet. Drømmene bød hende at fare vild, falde udenfor sikkerhedens grænser. Skændes i regnstormene... Kysse fordi man var så ude af sig selv, at intet virkede logisk. Det var ungdommens drømme. En ungdom hun havde mistet alt for hurtigt, da hun blev mor til Milagro. Og han havde da været der. Diablo havde da været lidt med... indtil hun gemte sig, og lukkede alt ude.
Hans smil voksede, og han grinte kærligt af hendes ord. Hun rynkede på næsen. Da han trådte nærmere afventede hun næsten blot berøringen mens alting speedede op på 100 km. i timen så blodet styrtede rundt, og skabte en ild. En ild der gik amok i det hans mule rørte hendes næseryg og strøg den så det kildrede hele vejen ned til hovene i Gaizkas lille krop. Hun pustede skælvende ud. Nydelse bredte sig i kroppen. Men dysterheden stod stadig ud af hendes fortvivlede øjne. Ville hun aldrig kunne svigte ham? Var det en udfordring? De havde talt i gåder på deres første møde. Det var det hun var faldet for. Gåderne. Mystikken... "Jeg tvivler på hvorvidt det er sandt." hun bed sig i underlæben, da hans næste ord lød. Hvad der foregik i hendes indre? Hun måtte løsrive sig. Trække sig tilbage og forlade ham, og samle sig selv. Hun var jo ikke klar til at leve i verden igen, ikke før disse skygger var jagtet bort. Hvis blot hendes dumme fader havde været her. Hvis blot han ikke havde forladt dem... Så ville han have hjulpet hende. Hun lukkede øjnene og sukkede stille. Hun blev her ved ham. Ude af stand til at finde sig selv. En vild og hjemløs tåre strøg næsten følelsestomt ned over hendes kind. Og så betød den alligevel mere end 1000 ord.
"Jeg mister mig selv. Du vil kunne fornemme det. Du vil opdage noget gådefuldt." hendes stemme var lav, vaklende, men blid. Hendes øjne lukkedes op som han brummede. Elske. Hvad var det for et ord? Det var den følelse man følte man ikke kunne leve uden, når først den var der. Det der fik en til at savne, og det der gjorde en ømsindet og blød. Hun gispede højlydt, da tankerne om dem, om dette og savnet blev for meget, Hendes krop trykkede sig mod hans, og hun gemte sig i hans man, med en fortvivlet vejrtrækning. "Føler du det?" spurgte hun. Følte han den iver, den længsel. Som om man ikke kunne få nok? Som om alt man havde levet for lige var forsvundet, og så var det lige der foran en. Hun mimrede med mulen og sikrede sig at han var der. At det ej var en ond drøm. En der ville få hende til at græde når hun vågnede.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 20, 2013 18:34:04 GMT 1
Hans vejrtrækning var blot en smule hivende. Han måtte beskytte hende mere end noget andet, ej ville han have hende til at falde. Hun havde forlænge været væk, men Diablo havde blot ventet roligt, indtil da. Ind til han pludselig manglede hendes hjælp. Han var forvirret over dette.
Den brændende fornemmelse bredte sig i kroppen da han mærkede hendes pels. Hendes næste ord fik ham blot til at smile drillende "jamen dog, kan en prinsesse tvivle?" han prøvede at drille hende, så kunne det være hun kom i bedre humør? Men nu ventede han blot spændt. Han ville vide sandheden, hvorfor var hun så.. underlig? Hun var ikke den han havde mødt første gang.Han kunne føle noget, stille tog han mulen mod den ene kind og greb en tåre, jep den følelse han før havde mærket måtte være denne tåre. Hans krop føltes urolig.
Han forstod ej hendes ord. Så svære at forstå. Så svære at tyde. Hvad mente hun? Fornemme hun mistede sig selv? "Gai.." Stemmen var undrende, men samtidig savnfuld. Hun ville ikke gå i mørket? Heller find lyset, lev i lysten, som nattens prinsesse brude. Han havde selv levet og åndet i mørke, men hun fik ham op, ville hun forlade ham nu? Han mærkede hende gå frem og så trykke sig mod ham, et gisp forlod ham. Kroppen reagede vildt på det, hun gjorde han følte sig levende. Han kunne ikke få vejret.. Stille nikkede han "hvad hvis jeg ikke gør?" stemmen rystede, men han mente det ikke. For han følte det så ulideligt meget. Det var som om tordenvejr indeni ham. Han lagde hovedet mod hende "du forlader mig ikke igen min Prinsesse? vel?" stemme var fuld af længsel og savn, aldrig måtte hun gøre dette igen. Når de stod sammen ville ingen kunne røre dem, men hver for sig var de intet - i hans verden.
|
|
|
Post by Deleted on Dec 22, 2013 19:24:29 GMT 1
Gaizka Calanthia
Hun trak end ikke på smilebåndet da hans drillende stemme lød. Kunne en prinsesse tvivle? Hun kunne vakle. Hun kunne stå stærkt. Tvivle det kunne hun helt sikkert også. Spørgsmålet var: Hvorfor ville hun da tvivle? Ville det være over krig, død, liv, lyst, følelser... Eller i Gaizkas tilfælde - hende selv? Hvis Gaizka virkelig var Nattens Prinsesse var lyset ikke hendes verden. Mørket var det. Stjernerne der blinkede ville være hendes vejleder. Hendes skytsengle. Månen ville være hendes konge. Eller dronning. Diablo havde været i mørket da hun mødte ham. Nu dansede han næsten nærmere i lyset. Måske endda et lys der var kommet fra hende. Gaizka så ind i hans blinde øjne. Hun ville ønske han så. Men hun følte hans mule fange hendes vildfarne tåre. Et langtrukkent, ganske uskyldigt suk lød fra hende. Hun sansede den urolighed der bredte sig i Diablo.
"Alt levende kan tvivle." hun hviskede det blot. Ud i natte, ud til stjernerne. Hun ville stå ved Diablo så længe hjertet magtede opgaven. Så længe det var sikkert for ham at omgås hende. En dag ville mørkets engle måske forlang noget af hende. Noget som ville ændre hendes holdninger og i den sidste ende skade ham. Hvis ikke fysisk, så psykisk. Hans lave undrende stemme lød kort efter endes. Gai... Det var det eneste ord der kom først. Savnfuld og undrende banede den sig vej ind gennem hendes ører, gennem hjertet og ud i hendes årer. Et gisp forlod den sorte hingst. Hun klemte øjnene i og lyttede. Han trak ikke vejret i et par sekunder. Som om hun havde stjålet hans åndedræt ved at gøre som hun gjorde. En heks. En giftig heks forklædt som en prinsesse af natten. Hans stemme lød efter et nik.
Nu var det hendes tur til at miste pusten. Hjertets banken forsvandt et helt langt øjeblik, og fik alt blodet til at hede hendes hoved op. Hvad hvis han ikke følte det? Hun trak sig baglæns. Vaklede i sine skridt og lagde ørene i nervøsitet da hjertet på ny hamrede i uroen. Hvordan kunne han sige det højt? Mente han at han intet følte mere? Var han ude af hendes sind, hendes rækkevidde? Da ville intet mere stå il at redde hende. Men så rørte hans hoved ved hendes igen, og en meget mere overbevisende stemme lød. Forlader ham igen... "Hvis du intet følte, ville jeg få dig til det..." hun skælvede i hele kroppen. "Jeg ved det ikke."
|
|
|
Post by Deleted on Jan 3, 2014 9:50:30 GMT 1
Han brummede blidt til hende. Krigen tog alt fra alle, men altid ville man leve i den krig, aldrig ville den stoppe, livet var en krig, nogen tog bare kampen op og så det i øjne, imens andre blev gravet længere og længere ned i et mørkt hul, det hul han selv var på vej ned i, men han var blevet stoppet og hivet op af den hoppe der nu stod foran ham, mon han kunne hende op? Mon han virkelig kunne hjælpe hende? Mon han kunne nå hende? Han ville så gerne stå her for hende, men lige nu virkede det så utroligt svært, for lige meget hvad han prøvede på var det som om intet var langt nok til at kunne nå hende. Ikke at han gav op, for det ville han aldrig have i sinde at gøre, han ville bare så gerne vise hende det gode ved verden, ikke det onde.
Han smilte "men ej tvivl for længe, verden er ikke indrettet særligt behageligt for dem der tvivler for længe" på en måde var det rigtigt, verden ville ej blive sjov hvis man hele tiden tvivlede, nogen gange måtte han gribe chancen når den var der, i stedet for at lade den placere en.
Hun trak så pludselig baglændes og derved indså han godt det andet var dumt sagt. Hendes energier ændre sig tydelig. Han trådte frem mod hende, hørte hendes stemme "det jeg føler er så svært at forklare, men det er som om du er mit liv, uden dig ville jeg falde, uden dig ville jeg ej stå her.. Du er alt det der får mig til at kæmpe. Men samtidig så mange andre følelser i blandt, det er så svært at sætte ord på hvad jeg føler, da du får mig til at føle noget jeg aldrig har følt" han lagde hovedet på skrå "du må ej forlade mig igen, jeg vil ej kunne klare mig uden min prinsesse, uden mine øjne" han prøvede at fange hende, prøvede at få hende til at forstå at uden hende ville han være intet, han ville kunne intet og derfor ville han faile, men med hende ville han kunne klare alt. Han kunne ej klare hvis hun smuttede igen, han ville så gerne være sammen med hende, kun hende.
|
|
|
Post by Deleted on Jan 12, 2014 18:41:09 GMT 1
Gaizka Calanthia I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.
Hun lyttede til sin frelsers stemme - han var hendes frelser. I sjæl og hjerte rensede han hende og frembragte tvivlen over at vakle mod det mørke hun vidste boede i hende. Han var en ung drøm. Et afsnit af hendes liv hun aldrig ville kunne komme sig over. Forevigt ville hans indpræg i hendes liv forme hendes valg. Men spørgsmålet var om han også for evigt ville være hos hende. I hjertet ville hun altid vogte over ham. Men om han udholdt og udstod denne side af hende var ej til at sige. Gaizkas fader Dementer var trods alt en der fløj som vinden den blæste. Han havde næsten aldrig været der for Gaizka. Men Athena stod ved ham. Ville Diablo stå ved hende, som Athena gjorde ved Dementer? En smuk historie... Men i Gaizkas øjne allerede skrevet. Hun ville ud og føle noget. Falde og slå sig, men rejse sig op igen. Stærkere. Hun ville opleve. Suge livets indhold, og tage chancen når den bød sig. Tumle i mørke og vandre dansende i lysets stråler. "Du må lade mig slippe tvivlen, Diablo. Så jeg kan blive den mit hjerte ved jeg er. Og så må du stå ved mig eller lade mig gå." en skælvende stemme. Sikker i sin sag, men så bange for at blive svigtet.
Da Diablo kom frem mod hende igen, og talte om hvad han følte, gled tåre ned over Gaizkas kinder. Det var så sørgerligt at han følte så meget for hende. Det var så ubehageligt at hun ikke vidste ind og ud, af hvor dette ville ende. Men i den sidste ende var det rart ikke at kende fremtiden. Hun elskede Diablo, det var der ingen tvivl om. Men om Gaizka i sit stille sind var klar til at give det forhold han ønskede at have til hende, var ikke til at sige. Hun skimtede mod sin elskede. Så hans øjnes glød og hørte ærligheden i hans ord. Han forsøgte at fange hende. Det vidste hun. Hendes hjerte hamrede højlydt i hendes indre. Hun kom nærmere. Ganske langsomt og overgivende. "Vær forsigtigt med mig, Diablo." hviskede hun da hun lagde mulen mod hans hals. "Jeg er din, men til sin tid vil vinden hvirvle mig rundt, som den har gjort det med min far. Jeg er født til at leve på anden vis end jeg har gjort." den mørke bløde stemme var såret. Ikke over sig selv, og ikke af ham. Den var såret fordi hun ikke kunne præstere at give Diablo det han ville have. - Hendes trofasthed, tillid og styrke. Endnu var hun unddommelig og flyvsk. Hun overgav sig til den vilde kærlighed hun følte. Men hun kunne ikke lade livet til den. Ikke endnu.
Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.
|
|
|
Post by Deleted on Jan 12, 2014 19:23:51 GMT 1
Han ønskede hende ej som mage, mest fordi han ej var klar til sådan noget, men han ønskede hende blot til at love at blive ved hans side, love at de blev sammen, sammen som nu. Han ønskede ej at miste hende, at miste hende var som at få skåret noget ud af sig selv. Diablo ville havde endt et andet sted uden hende, endt i en verden han måske ikke havde fundet ro i, hvis det ikke var for hende. Men selvom han hele tiden havde været så sikker, været prøvet at være der for hende, blev tingene blot endnu mere og mere svært. Han hørte hendes ord, de gav genlyd. Det sidste blev ved med at ringe som klarer klokker i hans hoved. Var han ved at miste hende? Han rystede på hoved. Hvorfor? Han svarede ikke, ingen ord kunne komme ud, det føltes som en havde kvælt ham og endelig gav person slip, men stemmen var væk, fordi den ikke kunne få luft, sådan følte han det. Hans hjerte bristede let. Men alligevel lod han til at vente på de næste ord, det næste håb, prøvede at få endnu en tolkning på hendes ord. Han var forvirret, og sårbar. Alene?
Han havde sagt hvad han havde følt, hvad følte hun? Følte hun overhovedet det samme? Eller var han blot endt som sin broder.. Ville han ende som sin broder? Ville han give op? Han blev rykket ud af sine tænker ved hendes ord. Men forsigtig. Hvorfor? Han ønskede jo bare at hive hende op, beskytte hende, beskytte hende imod det han selv havde mistet, imod den smerte han selv havde følt. Han rystede på hovedet ved hendes næste ord, trak sig tilbage fra hendes berøring. Ønskede ikke at hun rørte ham lige nu. Han kunne ej kæmpe for det her alene. Ønskede hun virkelig ikke det her, hvorfor nægtede hun at kæmpe, hvorfor tog hun ej imod hans hjælp. I stedet var det som om hun blot skubbede ham længere og længere væk. Det var som om hun var røget ned i et hul og han ej længere kunne nå hende, nå at rede hende. Han havde failet, han havde tabt.
Han stod vel i bund og grund samme sted som hans broder havde, det samme uheldige sårbare sted. Mørket virkede atter til at klammere sig til ham. Hans krop dirrede let, hele hans indre var i chok, var såret. Han hev stille efter vejret, bakkede ydligere. For få sekunder siden, havde han støttet hende, aldrig troede han kunne falde mere, han havde følt sig som en kæmpe klippen, som ingen kunne vælte. Det hele virkede pludselig som en stor løgn, for nu var klippen væk, væltet.. Han rystede atter på hovedet, nærmest for at glemme hendes ord, nærmest for at håbe dette blot var en ond dum, han lå og drømte, at dette ej var virkelighed. Men lige meget hvad ændrede det intet, han stod her, her i denne situation han selv havde sat sig i. Pokkers kærlighed.. Pokkers hopper. Han savnede sin broders støtte lige nu. Han ville væk, ville gemme sig væk fra verden, proppe sig ned i et lille hul i jorden og være usynlig, leve i en fredlig verden. Men næppe ville dette komme til at ske, han måtte kæmpe, men han kunne ej kæmpe kampen for to hvis hun blot gav op, hvis hun ej hjalp.
Han mærkede smerte, den smerte han var blevet redet fra af hende, nu havde hun blot skabt en ny smerte, en mere brænde, nærmest dræbende. Det var den smerte der fik kroppen til at dirre under ham, den smerte som ikke ville have ham til at se hvad der var virkelighed og drømme. Han tog sig sammen, åbnede munden, men stadig kom intet ud, stille drejede han rundt og lod et stille suk forlade mulen. Han måtte indse det før eller siden, han stoppede i den skridt gang væk fra hende, som han ubevist havde sat i gang. Han følte sig ikke normal, han følte sig utilpas. ”Gaizka…” han drejede atter om. ”Jeg kan ej kæmpe denne kamp alene, enten kæmper du med mig ellers..” han hakkede, kort gled hovedet ned og endnu et suk forlod mulen ”ellers så lad mig gå” han kunne næsten ikke få ordne ud. Han græd ikke, hvis overhovedet en blind kunne græde? Men altså han kunne ej græde, han havde grædt for meget i sit liv, ej mere kunne han græde. Han følte sig håbløs lige nu. Hvordan var han endt her?
|
|
|
Post by Deleted on Jan 22, 2014 18:26:41 GMT 1
Gaizka Calanthia I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.
Man måtte ikke tro sig ondt på Gaizkas handlinger. Hun kæmpede skam. Ingen tvivl om dette. Spørgsmålet var om Diablo var klar til at acceptere den side af hende hun vandrede mod. Det var den hun var. Den hun altid havde vidst ville dukke op i hende. Men først nu, mens ungdommen var ved at slippe hende, og en mere voksen hoppe trådte ind i livet. Hun havde ikke i sinde at svigte Diablo, eller forlade ham. Hun havde ikke i sinde at lade ham synke alene. Hun ville være der. Men på en anden måde en før. For hun ændrede sig, og at ændre sig var ikke ensbetydende med at man skulle reddes fra den man udviklede sig til. Gaizka var ikke på vej ind i mørkets skygger, og kvælende tag. Hun var blot på vej ind i kampen. Ind i ilden og ind til marven af hvem hun var. Om denne hoppe så var mere mørk, mere gådefuld, var irrelevant. Hun tvivlede ganske vist i minutternes hede. Hun tvivlede dog kun fordi hun så gerne ville være alt det Diablo havde brug for.
Gaizka fornemmede tydeligt virkningen hendes ord havde på ham. Men han misforstod hende. Hun var ej ved at forlade ham, ej ved at svigte ham. Hun havde faktisk netop overgivet sig selv til ham. Han havde fanget hende ja... Men nu bakkede han bort. Han trådte ud af hendes berøring, og der var ingen grænser for hvor ondt det gjorde i den lille hoppes hjerte. Hun stirrede forvildet på hans blinde øjne. Så grønne så kønne. Hans faste klippe figur forsvandt som dug for solen. Han vaklede nærmest i sin holdning. Faldt tilbage, som om han ville synke ned i et lille hul og gemme sig der. Gaizkas øjne blev intense, og beredte. Hun slog med halen, i takt med at hjertet slog hårdere og hårdere. Hun ville tale, men ville først og fremmest afvente hans dom på hendes ord. Hans krop dirrede. Hun ville støtte ham. Stryge over de spændte muskler og løsne hans byrder. Men det var som om Diablo ikke kunne nås... Han var dybt indeni sit eget sind.
Han forsøgte at finde talens brug. Men han lignede en der netop var blevet kvalt halvt ihjel, og ej kunne finde luften. Hun lagde ørene i usikkerhed. Han fik hende til at føle sig nyttesløs og elendig. Hun kunne da også bare lade være at give ham noget som helst... Det fik hende til at hulke kort, og hun måtte klemme øjnene i en stund. Hans suk hjalp ikke på det, og en tårestrøm begyndte at vise sig i hendes tvefarvede blik. Hun kunne ikke stå sikkert på sine egne ben. Måtte hun ikke udvikle sig? Finde vejen frem til den hun var? Betød det at være ved Diablo, være hans hoppe, give ham sig selv og støtten dermeed, at hun ikke kunne være sig selv? Hun havde været rigtig ung da de mødtes, og naiv. Det udviklede sig nu netop som det vilel gøre i alle andre. Gaizkas veje var blot mere dystre og gådefulde end andres. Hun var ikke i smerte, ikke i sorg over dette. Hun nød at finde sig selv. Men hvis Diablo ikke kunne acceptere det... Hvis han forssøgte at trække hende i en anden retning... Hun ville følge ham. Hun elskede ham. Hun kunne ikke bare forsvinde fra ham, det nægtede hun... Måske... måske kunne hun lade hele sit liv til ham.
Hun så på ham. Han var drejet bort fra hende. Men så sagde han hendes navn, og drejede om igen. Hun vippede ørene frem mod ham. Ikke i stand til at hører hvad hans stemmes toner følte. Hun nikkede - en dum handling fordi han alligevel ikke kunne se denne. Hans ord smertede. Hun var med! Han kæmpede intet alene, der var intet at kæmpe imod, hun var overgivelsen selv. Hun ville ofre alt til ham. Deres forhold var hvad hun vågnede op og tænkte på hver dag. Hans varme og hans smil var alt hun tænkte på når noget gjorde ondt i hende. Det holdt hende i gang. Han sukkede igen... Lad mig gå? Hun havde netop sagt det samme i hel anden mening. Hun havde sagt 'eller lad mig gå' i den betydning at hvis han ikke ville stå ved hende, som hun ville stå ved ham, i denne udvikling hun tog sig, ville det være bedst at de bare... Forsvandt fra hinanden. Men det kunne hun ikke bære. Hans ord var besværede. Hun så hvor elendig han følte sig.
"Diablo Astuto, jeg vil andeles ikke lade dig gå!" Gaizkas mørke blide stemme sang næsten ordene fra hjertets dybe banken. Hun skridtede op på hans side. Puffede til hans skulder, ligeglad med om han ikke ville røres, han havde brug for støtten. Brug for at kravle ud og se sandheden. Eller føle den... Han skulle ikke grave sig ned, og lade sig vælte. Hun brummede kærligt. "Du kæmper intet alene. Jeg vil altid stå op for dig. Altid holde af dig. Men tvivl kan komme og tvivl kan gå. Jeg tvivler kun fordi jeg er bange for du ikke vil kunne acceptere den jeg udvikler mig til. Jeg bliver voksen... Diablo. Anderledes en ungdommelighedens veje, skal jeg vandre ved din side. Men kun hvis du elsker mig... Som jeg..." hun trak vejret dybt. Søgte efter modet, håbet, ilden til at sige det hun ville sige. Hun tøvede et langt øjeblik. Bange. Bange for han forsvandt.
"Som jeg elsker dig." ordene stod ærligt og blottede i den kølige aftensluft. Gaizkas vilde, desperate øjne ledte efter tegn på at klippen vendte tilbage til Diablo.
Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.
|
|
|
Post by Deleted on Jan 22, 2014 19:19:36 GMT 1
Nu havde de nærmest byttet roller. Han var den svage, han var den som tvivlede, en tvivl som nærmest var en umulig kamp at vinde. Han havde endelig fået ordne ud. Misforstå hinanden var let. Men det virkede blot ej til hun ønskede at kæmpe ved hans side. Måske fordi Diablo ville giv hende alt han havde, hun betød meget for ham. Men deres kærlighed kunne også gå hen og såre hinanden. Han frygtede for hende. Han lyttede til hendes ord. Måske havde han misforstået noget, men pludselig virkede det som om hun ikke kom ind til ham. Kom ind i hans tanker, kom ind i hans verden. Den smerte, den brændende smerte.. Han følte det, han mærkede det, det var som om den truende med at tage livet af ham, han kunne ikke flygte, det eneste han kunne gøre var at se den i øjne. Han blev ståede, selvom han hørte hendes hove mod ham, mærkede hendes varme komme nærmere ham. Lidt efter mærkede han et puf mod ham, det fik ham til at vågne i anelse, ikke meget, men lidt. Han var forvirret, fortabt, men alligevel ventede han lidt. Lod tankerne rende sin vej.
Hendes ord lød som en rummel i hans øre. Han sukkede atter tænkende. Men hvad hvis han spærrede hendes vej, altså uden at han ville det. Han ville ej holde hende tilbage, men hvad hvis han gjorde det? Hvad hvis han ødelagde hende? Hvad hvis… Hans tænder blev atter hårdt klemt i. Han ødelagde hende, han ville stoppede hende i det hun ønskede, fordi han ønskede at beskytte hende. De var hver sit sted. Han var overbeskyttet, hvilket han altid havde været, selv over for Cursed.. Han var fanget i det, han kunne ikke være ham, være den han var, hvis hun ønskede at træde ud i denne verden, og tage de slag, han ønskede at tage for hende, som en rigtigt beskytter gjorde. Han havde endnu ej svaret, hende for lige nu var han i sin indre krig. Uden hende ville han føle sig tom, men ej kunne han leve med at han stoppede og ødelagde hende. Han stod i et stor dilemma, han næppe ville kunne være glad over at vælge nogen af delene. Men inderst inde vidste han godt hvad han valgte. Inderst inde, ville han altid ødelægge alt, han var blot en klon af sin broder, han lå præcis det samme sted som ham..
Han duppede kort mulen mod hendes hals, uden helt at vide hvor på halsen han ramte. Han strøg forsigtigt hende over halsen ned til skulderen, før han trådte tilbage, væk fra hende igen. Han måtte sige noget, han måtte fortælle hende hvad han følte, hvad han ville gøre. Han kunne ej holde hende her, ej give hende mere smerte. Han rynkede trist mulen, måtte give op, måtte slippe hende, for at kunne leve med sig selv. Han kunne ej holde hende hen, han ville ej holde hende tilbage, blot fordi han skulle stå i vejen, hun måtte have sin frihed, hun skulle have sig plads, sin vej, han kunne ej opfylde hendes krav, han ville ikke sårer hende mere. Han ville ikke holde hende tilbage, derfor gjorde han det som han gjorde nu. Derfor måtte han indse at han var gået forlangt. Det hele handlede faktisk omkring, om han kunne leve med sig selv eller ikke. Han ville ej kunne leve med sig selv, hvis han holdte hende igen.
Han tvang sig selv til at få ordne ud, tvang sig selv til at sige noget nu, for det var nu eller aldrig. ”Gai, jeg er ked af det.” han bed sig hårdt i læben og forsatte så ”jeg elsker dig, du vil altid være min prinsesse, men..” han stoppede igen op trak hårdt efter vejret. At svigte hende nu, havde han aldrig drømt om at skulle gøre, men heller nu end at gøre det senere, hvor det måske ville komme til at gøre mere ondt. ”Jeg skal ikke være din stoppe klods, jeg vil ikke være den som holder dig tilbage. Du er fri Gai.” han sukkede svagt og smertefuldt, men forsatte stadig ”find din vej uden mig. Jeg vil ikke kunne leve med, hvis jeg holder dig tilbage. Jeg beder dig, forlad mig, og kom videre, lad os ej diskutere dette” han drejede ham, satte i trav. Hun skulle ej stoppe ham nu. Han havde taget et valg, der gjorde ondt på dem begge nu, men det ville være det bedste valg for dem begge. De begge blev befriet. Han ville ej spærre ben for hende på nogen måder. Hun var fri…
|
|
|
Post by Deleted on Jan 26, 2014 17:21:36 GMT 1
Gaizka Calanthia I need the darkness, the sweetness, the sadness, the weakness... Oh I need this. I need a lullaby, a kiss goodnight, angel sweet love of my life. Oh I need this. I'm a slow dying flower. I'm the frost killing hour, the sweet turning sour and untouchable.
Gaizka mørkede kun den svare respons hende puf mod ham gjorde. Han vågnede kun en anelse. Kunne hun ikke nå ind til hans glæde igen? Hun ønskede ingen smerte, ingen frygt og ingen tab. Men at misforstå hinanden kunne hurtigt føre til at nogen lukkede af, og så var sagen slut. Dømt til at ende i sorg på forhånd. Gaizka kendte sorgen. Gaizka kendte pinsler og smerte. Udelukkende på grund af den mor hun havde haft, og det præg af hende der gemte sig under Gaizkas sorte skind. Hun følte hans forvirring, som var det hendes egen. Hun vippede ørene mod ham. Reagerede han på hendes ord? Hun mente det. Hun ville ikke lade ham gå.
Hun så at han var i dybe tanker. Det vendte sig rundt i hende. Som om de tusind somemrfugle gjorde krig mod hinanden for at finde de rigtige ord, den rigtige fremgangsmåde, og styrken til at overgive sig 101% til ham. Han kunne udrette mirakler. Diablo kunne få hende til at flyve i sindet. Han havde aldrig skabt ødelæggelse i hende, og ville ikke være i stand til det. Det eneste han kunne skabe i hende værre end glæde var sorg eller kaos. Sorg over at miste ham. Kaos over at han ikke ville være der. Han måtte gerne beskytte hende. Være hendes faste klippe. Det var netop denne hun manglede, denne hun havde brug for. Men om han ville stå i vejen for hendes udvikling i den sidste ende kunne godt være. Men det ville hun blæse hul i. De skulle finde en vej frem. Sammen.
Hans mule ramte hendes hals. Hun mærkede hvordan det sitrede og boblede i hendes hud efter mere. Hvordan alt synes at falde til ro, og nyde det, men samditig hvorledes hjertet bankede hurtigtere, og gørte blodet op til kinderne. Hun så intenst på ham. Fordybet i ønsket om at kysse hans læber, kærtegne hans krop, elske ham. Leve med ham. Men han trådte tilbage. Uforstående peb hun lavmældt. Hvad ville han? Hun slog med halen i uroen der spredte sig som en hektisk kulde da han ikke rørte hende mere. Hun så tankerne i hans øjne. Selvfølgelig kunne hun ikke læse dem, men hun forstod at han tænkte brændende på noget. Noget om hende. Om dem. Han bed sig i læben og hun gjorde ham kunsten efter. Men så talte han. Han var ked af det. Hun slap en forvildet tåre. Altid være hans prinsesse men. Mennet gjorde hende ondt. Det smertede og trak sig sammen omkring hendes hjerte. En pinefuld pause fandt sted. Han trak vejret dybt. Ville han svigte hende nu? Forlade hende? Hun stod stærkt fast. Nægtede at lade sig vælte da han talte igen. Han var ingen stop klods... Eller jo måske. En stopklods i al sin skønhed. Men ikke en hun ville undvære. Hun stod paf indtil han talte på ny. Hun ville ikke være fri hvis det indebar et liv uden ham.
Hans ord ringede for hendes ører. Hun kunne absolut ikke forlade ham. Finde en anden vej uden han. Hun mærkede hjertet briste i forventningen om at blive såret. Men hun følte ikke dens stikken. Hun følte ikke at alt håb var ude, eller at alt var tabt. Han var stadig levende. Han åndede stadig lige her foran hende. Han sansede hende. Hun brummede protesterende da han vendte sig og satte i trav. Hendes ben fulgte automatisk med, som en anden refleks. En klar og hjerteskærende ordstrøm lød fra hoppen. "Du er en stopklods til sin tid Diablo. Men du forhindre mig ikke i at leve. Du gør mig levende. Uden dig er jeg død. Hvis frihed er at leve uden dig, vil jeg hellere være lænket til døden os skiller." Gaizka kastede sig op foran ham. Standsede forhåbentligt hans traven væk, ellers ville han dumpe lige ind i hende. Hun stirrede mod hans øjne. Så intenst og blottet stod hun der.
"Jeg er en del af dig. Luk mig ikke ude. Vi kan stoppe mødet her, og ses igen. Men du kan ikke lukke mig ude..." den sidste del var en svag gråd. En hvisken i mørket, og hendes øjne løb atter i vand. Det var nu eller aldrig. Lyden af hendes hjerte stod hende i ørene. Anspændt skænede hun hovedet mod joreden og nippede til sneen. Forsigtigt førte hun mulen gennem denne, og trak hovedet op igen. Sneen smeltede på hendes læber og kølede hende ned. Hun førte langsomt og forsigtigt mulen mod hans.
Take a look at my body, look at my hoofs. There's so much here that I don't understand. Your face-saving promises whispered like prayers. I don't need them. Because I've been treated so wrong. I've been treated so long. As if I'm becoming untouchable. Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils that strangle the heart.
|
|