Regnen stod ned i stride strømme og gennemblødte den brune skikkelse, som havde placeret i udkanten af Kanto. Han kunne se over på engen, Galka, som lå tæt ved hans placering. Hvis vinden skulle blæse op og få den faretruende rusken i træerne til at forværres, ville han søge ud i det åbne. Nu nød han træet imens det stod her, selvom han ærligtalt ikke troede, at træet ville se sin bortgang denne dag. Men man kunne aldrig vide. Den stribede hale berørte let hans haser, inden han løftede den lidt op, får at regnens våde fingre ikke skulle række ud og tage fat i den. 

Ceniza
In a world of wonder, I walk the path of nothingness

Den støvrøde vidste hvad det betød. Vidste hvad der kunne ske. Hun var ikke dum. Alligevel stod hun som det letteste offer for naturens gang. Hun vidste hvad hun skulle undgå, vidste hvad det betød, men nogle gange var det at vide, ikke nok til at holde en i sikkerhed.

Regnen havde lagt sig i et let lag på hendes pels. Hist og her trillede dråberne afsted, forlod den røde pels for at give plads til nye. Dette stoppede hende dog ej, nej, hun søgte blot med større ihærdighed, hvis det overhovedet fandtes i hende længere. Hun havde aldrig været mere end skyggen af en hoppe, hvis potentiale havde været knitrende ild, men nu var hun blot et spøgelse af skyggen. Hun var i live, holdt sig i live, men balancerede på grænsen.

De røde hove blev placeret forsigtigt i græsset på hoppens tilbagefærd. Endnu en gang havde hendes søgen været ufrugtbar; hun søgte så ofte, søgte så meget, men fandt aldrig noget. Var hendes fader, hendes leder, forsvundet? Måske... eller også gik de to sjæle heletiden forbi hinanden.

Hingsten, der af de andre levende sjæle, blev kaldt Taranto, stod og slumrede let. Hans øjne søgte. Så næsten blindt frem for sig, uden at notere noget. Det var da også en overraskelse, da den røde hoppe ligepludselig dukkede op i hans synsfelt. Overrasket blinkede han med øjnene, før det gik op får ham, at det blot var en hoppe. En uhyggelig vished faldt ham ind. Havde den unge hoppe være en glubsk ulv, ville han opdage den næsten helt for sent. Vis de havde omringet ham... Han rystede den uhyggelige tanke fra sig og trøstede sig selv, med at rovdyrene havde været sparsomme i den tid han havde været her. De slanke, elegante øre pegede nysgerrigt frem mod den fremmede, inden han vrinskede lavt, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed fra andre, end hende. Den lidt anderledes hale slog let bag ham og han luntede spændt hen mod hende, da en sødmefuld duft ramte ham... Brunst....

Kroppen spændtes på ny. Som en buestreng trukket op af en uerfaren skytte, strammedes musklerne alt for hurtigt og ej som de burde. Det gav næsten et ryk i den støvrøde hoppe, da hendes gang stoppedes. Det var blevet en instinktiv ting, som blot skete; hun behøvede ikke selv gøre det, hun gjorde det blot. Vrinsket klingede stadig i hendes ører, mens hjertets dunken hørtes klart da lyden endeligt stilnede hen. Snart sluttede lyden af luntende hove sig til, før den druknede den dunkende lyd. Hoppen rørte sig ikke det mindste.

Halen hang fladt langs hendes bagparti. Arrerne efter den brunes hove prydede stadig hendes kryds, men snart ville vinterpelsen dække dem. Forhåbentligt. De røde øjne flakkede fra et punkt foran den støvrøde, til hingsten som havde vej mod hende; for hun vidste det var en hingst. Lyden havde givet ham væk og nok vidste hun ikke meget, men hun vidste dette: hendes situation og hingstens tilstedeværelse kunne meget vel skabe en katastrofe. Ikke desto mindre har hun stadig låst, nægtede at flytte sig og snart druknede hendes viden i frygten for den fremmede.

De elegante ben, som bar mange nuancer af brun, blev stoppet i deres gang. Overrasket gled hans blik mod den fremmede hoppe, som pludselig gjorde noget uventet. Hun blev bange? Angsten satte sig i næseborene på den brune og fik ham til at virre forvirret med hovedet. Han havde prøvet, at man blev bange for ham, men ikke, som den røde hoppe blev det... Tit var folk bange for det ukendte ved ham, men den røde virkede mere bange for selve hans tilstedeværelse, istedet for det fremmede han bar med sig. En bølge af ubehag skyllede ind over ham, og de manddelformede øre blev for en kort stund lagt imod den mørkerøde man, før han igen tittede dem en smule fremad.. men ikke helt fremad. Hans næsebor udspillede sig. Brunsten hang stadig mellem dem. Var det derfor hun var bange? Han gik snart efter igen frem mod hende, men kunne ikke selv lade være med at føle, at bare hans tilstedeværelse var forkert. At han bar ved at nærme sig hende, gjorde hende fortræd psykisk, men alligevel blev han tiltrukket i mysteriet, der herskede over den røde hoppe. Sådan var Taranto.