Post by Deleted on Nov 30, 2013 14:29:55 GMT 1
Mange mente ikke at denne hoppe var noget særligt, og derfor overlod de hende til hende selv. Hun var ensom det mest af tiden, men hun beklagede sig nu heller ikke. For hende var det blot en befrielse ikke, at skulle være bundet til konstant, at have selskab. Hun kunne være sig selv. Hun kunne skjule sig, og hun kunne få fred. Alt dette var det eneste som Aurora gik op i. Hun ønskede hverken mere eller mindre.
De fleste blev skræmt væk af hende adfærd.
Hoppen havde det med, at udvise en direkte og på ingen måde diskret frygt for andre. Hvilket kunne gøre dem mere eller mindre forskrækkede. For de fleste ønskede jo ikke skræmme den unge hoppe på nogen måde. De ønskede være hendes ven eller måske endda hjælpe hende igennem hendes mange lidelser, som hun nu havde.
Aurora levede et dobbeltliv; kunne man næsten vove at påstå. Men én ting var garanteret; at man ikke kunne komme sovende til en som hende. Man skulle konstant være på mærkerne, da hun ikke stolede på nogen. Hun var vild og en usleben diamant. Hun vovede ikke, at lade nogen komme ind i hendes indre. De skulle bestemt ikke terrorisere hendes sjæl. Ingen var velkomne.
Det lagde hun bestemt heller ikke skjul på. Hvis man ville hende noget, så var det en god idé at omgåes rigtigt med hende. Så hun kunne acceptere andres nærvær, ellers kunne man lige så godt se at stikke halen mellem benene og komme væk. Hun ville ikke indrømme overfor nogen som helst, at hendes måde at agere på - måske var en smule overdrevet. For ifølge den utæmmede hoppe, så var der ikke nogen, som kunne fange hende. De alle var for langsomme. De kunne ikke gennemføre det. Og alle ville give op på hende.
Det havde hun hidtil fundet ud af, alt for mange gange. De fleste opgav, at vinde hendes tillid, hvilket var synd. For Aurora var bestemt ikke ond, hun kendte bare ikke til det, at man kunne være nær andre. Hun var ikke vant til det. Så hvordan skulle hun på nogen måde have kendskab til det?
Det kunne man vel for pokker ikke forlange.
Heldigvis for den unge hoppe, havde hun fundet en ødet skov, som ikke så ud til at være særlig spækket med liv. Alt som var spiseligt, var bestemt ikke til lokkende, men det var ganske godt, at spise. Så derfor havde hun valgt at slå sig ned sådan et sted. Mest af alt - fordi hun mente at sådan et sted ville hun måske være alene. Måske endda ville ingen opdage hende her?
Selvfølgelig ville hendes duft være til at opsnuse; men hun kunne være heldig, at de fleste fandt stedet ganske uattraktivt.