Post by Cinna on Nov 23, 2013 18:44:19 GMT 1
En skimlet hingst bevægede sig i et roligt tempo igennem den døde skov Kanto.. Det var et trist og vemodigt sted, et sted der lige for tiden passede glimrende til hingstens sindstilstand. For selvom man absolut intet kunne se på ham, så var hans hjerte knust i tusind stumper og stykker, uden mulighed for at blive helt igen. Denne hingst bar navnet Cinna, og til trods for at han var en godhjertet sjæl, der aldrig kunne finde på at gøre andre ondt, var han ligeledes en meget privat hingst, som ikke havde let ved at lukke andre ind. Han havde dog gjort en undtagelse. Et skæbnesvanger møde med en helt speciel hoppe, havde formået at slå benene væk under den ellers altid yderst kontrollede hingst. Dette havde resulteret i følelser som Cinna aldrig havde oplevet før. Følelser som havde fyldt ham fra top til tå, og havde gjort ham både forvirret, men også lykkelig. Altid havde han set frem til hans næste møde med den brogede hoppe. Møder som var så intense, at blot tanken om dem, kunne slå vejret ud af ham. Alt dette havde dog fået en brat ende. For selvom Cinna elskede denne hoppe af hele sit hjerte, og ville gå gennem ild og vand for hende, så elskede hun en anden.
Tørre kviste knaste under hans hove, og fik automatisk de følsomme ører, til at vippe frem og tilbage. Cinna havde aldrig været i denne del af Proelio før, ja havde ikke engang vidst, at den eksisterede. Engang måtte det have været et frodigt sted, men nu var alt væksten gået i stå. Var visnet bort for kun at efterlade den døde skal. En sådan skal som Cinna selv bar rundt på nu. For den skimlede hingst vidste, at hans møder med den brogede skønhed var slut. Han ville ikke forvirre hende, hellere lade hende være, så hun kunne være lykkelig med sin hingst. En hingst som Cinna ikke engang vidste, hvem var. Det var dog også underordnet, nu hvor det ikke var ham. Tanken om aldrig at skulle se hende mere, fik Cinnas allerede iturevne hjerte til at bløde, men det var bedst sådan. Det var bedst ikke længere at blande sig i hans elskede hoppes lykkelige liv.
Gwen..
Tørre kviste knaste under hans hove, og fik automatisk de følsomme ører, til at vippe frem og tilbage. Cinna havde aldrig været i denne del af Proelio før, ja havde ikke engang vidst, at den eksisterede. Engang måtte det have været et frodigt sted, men nu var alt væksten gået i stå. Var visnet bort for kun at efterlade den døde skal. En sådan skal som Cinna selv bar rundt på nu. For den skimlede hingst vidste, at hans møder med den brogede skønhed var slut. Han ville ikke forvirre hende, hellere lade hende være, så hun kunne være lykkelig med sin hingst. En hingst som Cinna ikke engang vidste, hvem var. Det var dog også underordnet, nu hvor det ikke var ham. Tanken om aldrig at skulle se hende mere, fik Cinnas allerede iturevne hjerte til at bløde, men det var bedst sådan. Det var bedst ikke længere at blande sig i hans elskede hoppes lykkelige liv.
Gwen..
