Han bevægede sig stille rundt på området. Stille ville han lærer stedet af kende. Han skulle have styr på en masse ting nu, et stort ansvar hvilede nu på hans skulder, dog tog han det med højt rest pande, det var det her han havde drømt om! Det her han altid havde villet. Der var ingen tvivl om hvad der skulle til. Han skulle gennem gå reglerne, han skulle finde en alfa hoppe eller en næst kommanderende. Plus han skulle lære stedet at kende ud og ind. Men han gav ikke op! Øre drejede rundt for det mindste tegn på en hest. Han ville så gerne møde dem alle sammen! Hver enkelt en, lærer dem at kende, se hvad de besad. Hvem han havde som medlemmer og så de kunne se hvilken leder der var kommet. Lærer ham at kende. Han savnede lidt liv her i flokken og derfor skulle han også ud og forhøre sig. Formentlig, kunne han få Cursed, Tyto, måske Gai og Mil ind. Måske kunne han endda få fat i Lil, de havde jo deres aftale. Det kunne jo være godt med en vejleder i flokken, og det virkede hun jo perfekt til. Han ville skabe nogle gode og trykke rammer. Nu skulle flokken vågne op, den havde været ret stille, i hvert i fald efter Zar fortællinger, så var det ikke en han havde bemærket særligt meget, men det skulle nok komme.

Den grønne hoppe vandrede stille rundt i området, hun kendte området fra før det var blevet lavet til flok område, men minderne var kun svage. Dog hun nød at kunne se denne del af Proelio igen. Hun havde nok en lidt udfordrende, jeg-står-ikke-tilbage-for-nogen attitude, men hun havde respekt for andre og deres grænser. Altså landlige grænser. Og hvis det skadede vedkommende, at man overskred deres grænser. Hun lod et vrinsk, tæt på et hvin, lyde fra hendes tofarvede mule og slog kort med halen, inden hun satte i trav og spejdede rundt med de lillagrå øjne, som hun havde arvet fra hendes moder.
Hun havde ikke den fjerneste ide om, hvem hun delte flok med, blot at hun havde fanget færten af en hingst her og der, som nok ville vise sig at være hendes nye leder. Det var på et punkt mærkeligt at tænke sådan. Nye leder. Hun havde haft en, en som hun faktisk ikke ville have haft noget imod at være blevet hos, men hun havde ikke kunne undgå at høre rygterne og den mavefornemmelse som de skabte. Hjemve og uro for hendes familie, resterne af den, men også blot resten af landet Proelio.

Pludselig lød et vrinsk i det fjerne. Hmm han kunne fornemme, det var en af hans medlemmer. Fornemmelserne talte for sig selv i hans indre. Han lod et venligt vrinsk svare denne fremmed. Han vendte kursen og satte i mod. Der gik ej længe før en hoppet duft ramte hans næseborer, og ja så en blanding af brunst, men det gjorde nu ej ham det store, det ville ikke ændre hans adfærd overfor hende. "Godaften frøken" han sendte hende et skævt smil og nikkede stille acceptabelt med hovedet. "Hvad hedder de?" spurgte han så roligt og lod de grønne, døde øjne hvile på hende. Det kunne godt være at han intet kunne se, men nogle øjne var på vej. "Mit navn er Diablo Astuto, Aliaris nye leder" han smilte stadig venligt og tiltgenlig, ikke noget med at virke nedladende, for stolt eller noget. Diablo så lige på alle, så derfor følte han sig ikke mere værd end hende eller nogen andre. Men han vaglte at sige at han var Aliaris nye leder, pga. det var vigtigt at folk vidste hvem han var, så andre kunne kontakte ham hvis der var problemer, men det var kun lige pt. når han mødte nye fra flokken. "Du er skadet?" Han kunne fornemme de store ar, ej vidste han om det var nyt eller gammelt, han kunne heller ej fornemme om de var kæmpe store, eller mellem størrelse, eller hvor slemt stod det stod til.

Hun vippede let med de sorte øre, da hun fik øje på den sorte skikkelse i det fjerne og slog let med halen og travede mod denne. Hun kunne ikke være mere ligeglad med brunst, da det blot var en ting, en del af at være hoppe, så kunne hingstene ellers bare tage sig sammen og lukke deres fine lille næse. Hun stoppede foran den sorte og hvide hingst. Han præstenerede sig som Daiblo, Aliaris leder. Hun vidste at Wallace normalt var leder, men han måtte være gået bort. Hun havde aldrig mødt ham, så hun havde ingen grundt til at føle sorg over dette. Hun smilede let g fangede hans øjne med hende lilla. De var utroligt mærkvrædige, blinde ligefrem. Han var blind? Hm.. Hun havde set blinde øjne før, men de ahvde været mørke huller, taget af ting som vedkommende ikke ville mindes. "Godaften, Diablo. Jeg er Tayuya og tillykke med pladsen." Sagde hun med et smil og huskede hvordan hun første gang havde hilst på hendes tidligere leder og den hingst hun stod i gæld til, han ejede i princippet hendes liv.. Dette var meget bedre end det. Hun havde tumlet direkte ind i ham fordi hun var kommet lidt for hurtigt på benene.. Virkelig klodset.
Hun så mere eller mindre overrasket på ham, da han nævnte hendes ar. De var enorme og man kunne ikke undgå at se dem. De dækkede hele hendes ene side og over ryggen havde hun et mindre fra en episode, som måtte have været før bjørnen.. Dog hun huskede det ikke helt. "Ehm.. Ikke i den forstand, jeg har blot nle ar fra skulderen og til kinden.. Disse er gammel, så ingengrund til bekymring" HUn tøvede lidt i starten, men fortalte så. Hendes stemme var som altid glad, med den lille udfordirng liggende under.

(ked af jeg ikke har fået svaret før, men pludselig fik jeg travlt - dog besluttede jeg for nu skulle det altså være nu!)

Han smilte let "hyggeligt at møde dig Tayuya, og mange tak" lød den drenget stemme. Han trådte et skridt frem mod hende, for at have nøjagtigt placering hvor hun nu stod. Han havde dog ramt utroligt godt. Det drenget skæve smil lå omkring mulen, mange ville nok ikke tro han var leder, fordi han opførte sig på ingen måde stor eller stolt, han havde ikke behov for at vise dette. Han ville hellere være på lige fod med de andre, selvfølgelig forventede han flokken hørte efter, men havde ikke behov for at vise som en kedelig leder. Nej han ville vise sig som en legesyg, men samtidig yderst andsvarlig og kunne blive alvorlig. Næppe ville han ændre sig. Han mærkede hendes overraskelse ved hans næste ord, den summede omkring hende. Han nikkede let "det er jeg glad for, håber ikke de bragte for megen smerte" hans stemme var stadig en smule bekymret, især fordi han sammenlignede ydre smerte med den indre.

Hun smilede let. Hun var ikke gået forkert ved at vælge den game flok Aliari. Han virkede meget som en der ville tage god hånd om flokken, en der balancerede på den hårfine grænse mellem alt for lalleglad og for alvorlig og højtidelig. Dog... Jo tættere lederen var på hans medlemmer, jo mere mindede flokken om det hun kendte. En samling heste.. En samling heste der havde respekt for den samme, gav ham friviiligt magten til at tage beslutninger for dem og deres forsamling. Brunsten lå som et tæppe om hende, men hun, som altid, var ligeglad, der var aldrig nogen der havde vist interesse for hende, så hvorfor skulle hun være bekymret? Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at begynde nu!
Hun brummede kort, en let feminin lyd, og et smil blomstrede over hendes mule. Det skulle nok blive godt, den her tid i flokken. "Smertefulde var de, men jeg overlevede.." Hun vippede kort med de sorte øre, som hun kort studerede de rester der var tilbage af hans øjne. hvad havde dog forsåget sådan en skade? hun var nysgerrig. Ligesom hendes lime grønne moder med det flyvske sind. "Hvis jeg må spørge, Diablo, hvad er der hændt dine øjne?"

Han smilte sit drenget charme skæve smil, som han altid havde smilet. Han tog sig stadig ej af brunsten, dog havde han ikke noget imod flere små Diabloer, det ville aldrig skade, men han havde ej tænkt sig gøre noget lige i dette øjeblik, han lagde heller ikke op til noget. Han nikkede "det glæder mig at de overlevede denne smerte" han mente dette opringeligt, han brød sig ikke om hun havde følt smerte. Han mærkede hendes nysgerrige energi, hendes spørgsmål kom ej bag på ham, men ikke distro mindre mindende det ham om sin kæmpe fejl ved at rede Cursed Minde, hans nu nye flokmedlem. Han smilte kort "jeg rede bare en god ven ud af en hingst greb, hvor efter han så tog mine øjne i stedet for hendes" svarede han kort. Diablo ville som sagt gerne beskytte andre mod smerte. Han huskede tydeligt at han havde set Fuego gøre Cursed en smule blind på det ene øjne, Fuego ville sikkert havde gjort mere mod hende, men Diablo blandene sig, han fik jaget hende væk og tog de slag der var til tænkt hende, han kæmpede ikke imod. Fuego var dobbel så stærk som ham, han tog det Fuego ønskede der skulle ske, for hvis han var løbet ville Fuego løbe efter ham og så havde han bare spildt de kræfter. Han ville ikke kunne sige om det var en god eller dårlig dag for et forhold var kommet til den røde hingst. Han havde fået Diablo til at vågne op, til at se verden for en anden vinkel, til at lade alt mørke forlade kroppen. Diablo havde altid haft et utroligt svært liv her i Proelio, men aldrig havde Diablo brokket sig til nogen, kun en gang havde han ladt mørket indtage sin krop og dette ville aldrig ske igen, ikke efter dengang med Fuego.

Den grønne hoppe bar et svag smil. Hvordan denne hingst kunne fornemme andre, vidste den grønne ikke, men hun vidste at hun var mere åben over for de overnaturlige ting end de fleste. De smykker hun bar vidnede om dette. Det sølve pentagram ville beskytte hende, mens den lette, lille læder pose med forskellige ting i, som ingen helt vidste hvad var, ville skjule hende fra de mørkes syn. Dog ingen vidste om dette var sandt, men hun troede på det. Efter hendes hoved skulle man først tro på noget før, at det fik nogen form for magt i ens liv. Troede man ikke på ondskaben, så ville denne ikke kunne gøre en noget, men man kunne ikke tro på det gode uden, at tro på det onde, da disse to modsætninger gjorde hinanden mulige.
De sorte øre vippede kort og den to farvede hale svang kort bag hende. "Modigt. Dog må du sige til, hvis du skulle have brug for hjælp med noget, Diablo." brummede hun kort, mens de grålilla øjne betragtede ham. Det lød som en blodig affære.. Dog denne ven måtte have betødet en del for ham, siden at han havde ofret hans syn for at redde en andens.
Dette var nok endnu en grund til, at han kun havde givet hende et godt indtryk. Hvis han skulle have brug for hjælp i nogen form, så måtte han sige til, patruljering af områdets grænser, optælling af heste eller hvad der ellers måtte dukke op i den sorte, binde hingsts tanker.
Der var ikke mange der helt forstod præcis hvor vigtigt optælling kunne være eller at tjekke flokkens mad ressourcer. Den flok hun var kommet fra, der havde optælling af flokmedlemmerne gjort, at de straks vidste hvis der var en fremmed, manglede en eller noget andet. Dog hun ville nu også gerne se hvordan Diablo ville køre flokken, inden hun begyndte at oversvømme ham med ideer. Hun respektrede hendes leder.

Han smilte skævt til hende "det vil jeg huske Tayuya, og mange tak for deres venlighed" han nikkede engang med hovedet for at understøtte hans taknemlighed. Han ville klart have hende i tankerne. Hendes sind virkede rent. Han kunne godt lide hendes tankegang, sådan en hest var altid god at have med i flokken. Men lige nu gjorde han tingene stille og roligt. Det var vigtigt at alt blev gjort ordentligt.