Fazet

Det blå hovskæg afslørede hingstens gang. De hvislede hen over de mange nedfaldne blade. Det knasede og raslede under hingsten, og i ny og næ bukkede en gren under for hans vægt. Længe havde han blot søgt rundt i landet, undersøgt stedet og lært hver enkelt område at kende, så han kunne bevæge sig rundt, uden at ramle ind i et træ. Men det krævede meget af hans hukommelse for at memorere alle stederne, og endnu var han usikker på, om han havde nået alle kanter. Men nu kendte han et godt område, og havde mødt enkelte af landets beboer. Dog ingen der var så mindeværdige endnu. Han havde dog fundet det lettere komisk at tirre Lillium - hoppen med den lange hale. Men end ikke hende var han stødt på i en længere periode. Faktisk havde han vandret alene i mange dage - uger. Ja han vidste det faktisk ikke, uden synet flød alt sammen. Om det var nat eller dag nu, vidste han ej heller.

De røde øjne spejdede rundt på dette sted, der var ikke mange heste lige for tiden, men hun mødte faktisk stort set nogen hver dag og hendes mange møder indtil videre havde været utrolig interessante, men ikke hun nok også skulle finde selvskab i nat?eller var det dag? Solformørkelsen havde på ingen måde gjort det nemt at finde rundt i alt dette. Disse mange forskellige områder kendte hun ud og ind. Hun havde levet på denne eng i mange hundrede år, så hun havde haft virkelig god tid til at tilvænne sig hver en gren på dette sted. Blikket bliver dog hurtigt hevet i vejret da en blå farve kommer nærmere. Dette blå hovskæg, tilhører en lettere kraftig hingst som kommer i hendes retning. Et hoppet en blidt hvin forlader den sorte mule, blot fo at fortælle denne hingst at han altså ikke er alene på dette sted, om han så vil snakke er helt op til ham. Men lige nu vil hun blot gøre opmærksom på sig selv. Hun vil ikke tage hans tid, hvis han ikke ønsker det.

Ørerne lå tilbage og lettere begravet i den pragtfulde og store man. Pandelokken var lettere filtret af grene og hyben, hvilket gjorde at den så noget pjusket ud. Halen piskede bag ham, så den sorte og blå del smeltede sammen i et vældig farvespil, inden hans øre vippede frem ved lyden af feminint vrinsk. Han fnøs straks af lyden og stoppede op. Kneb de blinde øjne sammen, inden han piskede med halen bag sig. Ørerne skød tilbage, da han havde lokaliseret hoppens lyds retning. Han satte frem i en vuggende og stor trav, der var noget maskulin at se på. Inden han sank farten ned til stilstand. Han smækkede et forben imod jorden og vred ørerne helt ned i nakken. Herefter vovede han sig alligevel frem, søgende efter hoppens duft. Men ej sagde den blinde hingst noget.

Den metal blå hoppe stod på engen og lod blikket glide rundt. Der var mange heste på denne eng og mange lyde at lokalisere, men en yd fangede hendes opmærksomhed . En stampen i jorden, dette var en lyd hun kendte alt for godt og ofte et tegn på ophidselse, måske var dette hendes søn? Men hun kunne ikke fornemme ham tæt på, så det kunne ikke rigtig være ham. Et smæld med halen lod de rubim røde øjne spejdede rundt og denne hngst blev hurtigt lokalsieret. Hans farver var særprægede og hans øjne helt hvide. Dette tydede ofte på en hest uden syn, men mon dette virkelig var sandt. Et kort brum forlod hende, blot for at hjælpe ham med at lokalisere hende, hvis denne hingst nu var bllind. Men hvem ved, måske var han fuldkommen velfungerende. Men hans attitue skulle godt nok ændre sig, hvis hun ikke skulle angribe ham. Hun havde alt for tit ladet så ophidsede hingste komme for tæt på uden at gøre noget og dette var endt helt galt hver gang. Men lige nu fik denne hingst en chance.

Et fnys lød over hingstens mule. Halen piskede bag ham og slog nogle smæld imod haserne. Inden et kort brum førte sig vej til hans følsomme øre. De vippede let frem og hovedet skød på sned. Han slog et forben imod jorden, inden han gav et hingstet brum fra sig og prustede let. Han skubbede derefter bagpartiet ind under sig og spankulerede imod hoppens brum. Det varede ikke længe, inden han kunne fornemme hoppens nærvær i det tusmærke som han levede i. Han strakte halsen frem i forsøg på at finde hoppen. "Hvem der?" Gled det harsk over den hæse og rustikke stemme, mens halen piskede bag ham.

Blikket faldt på denne hingst, som begav sig igennem mørket og blikket ramte ham hele vejen. Det var nu tydeligt at denne hingst intet kunne se. Han nærmede sig og man kunne tydeligt fornemme vagtsomheden hos hingsten. Han var måske på vagt, da en af hans evner ikke var helt på toppen. Hans sorte hals kom i retning af den matalblå hoppe og hendes forsigtighed blev nu tændt. Hun var normalt ikke en forsigtig hoppe, men hun ønskede ikke at blive rørt så tidligt ved et møde. Men denne hingst var blind og søgte at finde ud af hvor hun stod, men skulle hun lade ham røre hende? Et skridt førte hende baglæns og ded rubin røde øjne fladt på denne blinde nattevandrer

"Mit navn er Adorie og hvem er denne nattens vandrer jeg står overfor?"

Blikket ramte ham kort og et lettere højlydt smæld forlod den gyldne hale. Hun havde ikke før set en blind hest og anede ikke hvordan hun skulle reagere på dette.

Halen piskede bag ham, og gav nogle smæld fra sig. Inden han hørte et skridt der fik hans øre til at dirre en anelse. Hoppen betrådte væk fra ham, men alligevel hørte han, hvordan hendes stemme gled igennem mørket og ind i hans sarte øre. Let kastede han hovedet til side, så manen væltede til den ene side, og derved kom hans øre fri, så han bedre kunne lytte til hoppens ord. "Fazet" Kom det kort og hæst fra hingsten. Hans stemme var altid advarende og stolt. Han advarede imod sig selv, til trods for, at han denne aften - dag eller hvad det mon var, ønskede lidt selskab. Han strakte mulen frem, for at finde hende i sit blinde øjeblik.