HALCON

Son of Odon and Snakebite

'' I have long since closed my eyes..

Den store mørke hingst, bevægede sig over den store eng. Galka. Her havde han været meget da han var mindre. Han havde heller ikke været andre steder en Proelio, så han kendte alle steder ud og ind. Mørket havde sunket sig og lagt et sølv skær over engen. Månen lyste hele engen op, og lagde en masse skygger, der hvor de få træer stod. Det var længe siden han havde betrådt dette område. Han savnede sin moder, han savnede at kigge på stjerner med hende og høre historier om guderne og hendes kløgtige ord om livet. Nu var han vendt tilbage til omverdenen igen, efter mange måneder væk fra alt. Hans skridt rungede i den kolde tørre jord. Hver gang han åndede ud, stod en let sky a varm ånde. De tomme gule øjne pegede ligeud i ingenting. Han havde ikke fokus på hvor han skulle hen, han vandrede bare en lille tur rundt i området. Den store krop dirrede under ham, da et vindpust ramte hans opspændte krop.

My only goal is in the darkness"

Gemma Elaenor

Hoppen med den brogede pels - mere eller mindre – stod i månens smils lys og græssede, hun prøvede at få det bedste selvom det næsten ikke var værd at se på. Hendes øre var afslappet ud til siderne og hun brummede let, inden hun trådte et par skridt frem og gik til næste, udsete plet. Der var ikke en skygge at se på engen hvor der kun var hoppen der græssede - med "flammerne" ned af skulderen, hvor de dansede, hver gang hun gik frem. Hun havde det fint, for hun var nemlig alene - ingen underlige fremmede eller hingste hun ikke brød sig så godt om - og dog..

Idet fjerne hørte hun lyden af skridt, hvor hovene pressede ned i græsset så det gav en rislende lyd - Gemma var hurtig opmærksom og kiggede mod vedkommende der valgte at krydse engen - den kraftige bygning og lugten var ikke til at tage fejl af: én hingst.

Hun vippede ørene let tilbage, imens hun valgte at holde halen indtil sig - hun skulle til af vane at svinge den en omgang. Hun havde nemlig den periode, som nok gav hende mere opmærksomhed fra hingstene end hun brød sig om. Hun stolede ikke på nogen i første omgang, men ville alligevel gerne lære mere.

Hingsten kom nærmere, tæt nok til han ville få øje på hende og hun prustede, af stædighed blev hun stående, men hends tilbageholdende type og det med hun ikke rigtig vidst hvordan hun skulle håndterer fremmede heste, fik hende til at se.. Usikker ud. Men alligevel blev hun stående. Gad vide om han går forbi?, tænkte hun for sig selv, inden hun sænkede hovedet for at rive græsset fri.

HALCON

Son of Odon and Snakebite

'' I have long since closed my eyes..

Halcon brummede, så den mørke stemme gav genlyd i mørket. Han fornemmede at der befandt sig nogen i nærheden. De gule øjne scannede langsomt området, hans mund var trukket sammen som en streg, og hans øjne var opmærksomme. Halcon vippede ørerne langsomt ned i nakken. Ganske rigtigt befandt der sig nogen. HIngsten udspilede næseborende, og opfangede duften. Han satte forbenene i jorden og stoppede op. Langsomt løftede han øjenbrynene og rynkede på dem. Han kunne dufte det var en hoppe, og han kunne også se hende nu. Hun så meget urolig ud, som om hun regnede med han havde sat kursen mod hende fra starten af. Men han kunne også dufte noget andet, noget han ikke havde duftet før, det duftede sødt. Undrende lagde Halcon hovedet på skrå, og brummede. Denne hoppe, var feminin af bygning. Hun lignede en hoppe med viljestyrke. Hun så meget usikker ud, da hun sank hovedet, lod han blikket glide rundt. Her var kun dem. Halcon afventede hendes reaktion. Hvis hun ønskede selskab befandt han sig kun nogle meter væk. Han kunne lide hendes farver, de var mystiske, noget han ikke havde set før. Den store hingst på næsten to meter, slog med det brede hoved så den grøn nuancede dansede i vinden over på den anden side af halsen som et flammehav. Han rettede de gule øjne med de små sorte pupiller i retningen af månen samtidig med han løftede hovedet en smule, månens skær gjorde hans pels sølvgrå, og han så derfor ikke så mørk ud som han ellers normalt gjorde, det hvide mærke på skulderen lyste tydeligt op, og hver gang han bevægede sig, bevægede mærket sig også frem og tilbage. Halcon sank hovedet igen, og lod blikket hvile på hende stille og roligt, hans blik sagde ingenting, hans blik var tomt, et stort mysterium, man ikke kunne gætte. Hans øjne så dybe, og flammende, at man ville falde i blot man kiggede i dem.

My only goal is in the darkness"

Han stod der stadig. Kiggede rundt, som om han ledte efter noget, inden han så, så mod hende. Hun vidste ikke helt om hun skulle give tegn til han skulle skride, eller faktisk give ham en chance? Denne hoppe var jo faktisk venlig - usikkerheden på andre skyggede det bare og hendes måske lidt ærlige og stædige tunge.

Han var en stor hingst og det gjorde det ikke bedre. Og endnu mere var, hun fornemmede at han havde opdaget naturens gave: brunst. Men for hende, var det unødvendigt. Amberøjnene glødede, og hun havde et udtryk der viste hun tænkte: hvem var denne hingst overhovedet?

Han lignede en der ventede. Ventede.. På hende? Hun var ikke helt sikker, men selv i hendes tænketid, stod han stadig, med øjnene opmærksomt mod hendes.

,,Du har en imponerende tålmodighed." Brød hoppen stilheden, ærligt, dog vippede hun ørene tilbage for at vise, afstanden nu her passede hende fint - hun var ikke tryg nok til at lade ham komme tættere. Hendes tone var venlig, men også en sjov blanding af den styrke hun bar også den tilbageholdenhed hun bar. Tilbageholdenheden gjorde også hun ikke ligefrem var den dr førte i en samtale, så derfor havde det også taget tid for hende. Men det virkede som om hingsten havde tålmodighed.. Nok.

Forsigtigt, vippede ørene frem, imens hun hævede hovedet, mod ham, først nu, så hun lidt mere rolig ud og ikke så usikker, me det mindste bevægelse kunne få det frem.

HALCON

Son of Odon and Snakebite

'' I have long since closed my eyes..

Kæmpen, lagde mærke til hvor splittet hun virkede. Hun var helt sikkert bange for han ville overfalde hende, på grund af denne duft der lå omkring hende. Hingsten løftede på øjenbrynene og skabte et undrende udtryk. Han var ikke ude på at gøre hende noget, hun ikke ville bryde sig om - det kunne hun jo ikke vide, men det lå ikke til ham, til Halcon. Hingsten rettede sig op, så han stod i sin fulde højde. Da hun snakkede, vippede han ørerne hurtigt frem og tilbage. Et fnys forlod næseborende. Tålmodighed? Ja, det kunne man godt sige han besad. Han var heller ikke en hest, med kort lunte eller en hingst der blev provokeret let. Han var generelt rolig. På de sammentrukne læber, formede der sig et lille smil, eller et træk i den ene mundvige i det han svarede:

,, Det kan De have ret i, men det var nu mere for at bekræfte at jeg ikke er ude på at gøre Dem fortræd"

Hans stemme var rolig, og bar altid den kolde tone. De stod et pænt stykke fra hinanden, det tænkte han ikke særlig meget over, da det ikke gjorde det store. Månen lyste på begge deres kroppe, og gav et smukt sølvskær. Det var faktisk et ret smukt tidspunkt på aften, på den store eng. Det lange var dog blevet til orange små stumper, af det der plejede at være lange grønne strå, og jorden var hård og kold. Vinden tog fat i hingstens grøn nuancede man, og slyngede den rundt om hans hoved i vinden. Det lignede grønne kolde flammer.

My only goal is in the darkness"