Hastige kontrollerede skridt lød over den jungleagtige skovs bund. De var lette, og lød snare som en hvislen, igennem terrenet. En lang silkesort man, blafrede kontrolleret fra den halskam, der rokkede i takt med de førnævnte, hastige skridt. En tempopræget trav. Det var Lillye der var på farten, i udkanten af Zichaw, på vej mod det mægtige Galka.
I grunden havde den lyse hoppe ingen grund til at haste af sted, men det var hvad hun følte for, og agerede der for, herpå. Hendes færden, så næsten dansende ud, som hun sprang over diverse hindringer Rødder og stammer, små fordybninger, og hvad der ellers fandes her.
Hendes grønne øjne sigtede målrettet fremad, og hendes øre ligeså, hvad målet var, vidste hun endnu ikke.
Under hende, tårnede en mindre bakke sig op, helt bar for diverse træer og planter. Her stoppede den lille hoppe op, så konsekvent, at hendes man klaskede ned over hendes hals, og hendes pandelok dækkedehendes gustne øjne. Fuld ad følelser, vrinskede Lillye skingert idet hun rejste sig på sine bagbarn, ikke for højt, og ikke for lavt, ikke for domminerende - Men lige som hun skulle. Engeriskt slog hun sin hals ud gennem luften, og piskede sin hale rundt, inden hun frøs fast til jorden. Med blikket rettet op mod Månen, som skyggede for Solen.

Vinteren var på vej, hvilket betød at vejret blev koldere, og dagene kortere. Ligeså blev nætterne længere, hvilket burde glæde den reserverede skygge der måtte dvale under lysets timer. Men mørke betød også, at denne hingst konstant måtte være på vagt, og alert. Han var altid i færd med noget under nattens timer, og når disse timer blev længere, blev hingstens udmattelse også større. Ikke fysisk, da han ikke længere bar mange naturlige præg, men nærmere psykisk. Han pintes af skyggernes styrke til at overtage ham, og når mørket også pressede på, kunne han intet andet end at bukke under for synderne. Han brød sig ikke om at trække spillet ud over længere timer, men årstiden bød på det, og derfor måtte hingsten indfinde sig med de lange arbejdstimer.

Han havde længe søgt efter en vej i det bragende mørke, som han fumlede rundt i, men ondskaben selv var alt som havde budt ham et gøremål. Et gøremål, og en anledning til at vandre rundt blandt de mange andre tåbelige sjæle. Han havde fået et, men han ønskede ikke at kunne lide det. Han ønskede ej at tjene, ikke engang hvis herren var mørket selv. Han tjente ingen andre end skyggerne, og dem herskede han også selv over. Han havde fundet fodfæste i livet, men samtidigt opgivet sin sidste fornuft, og samvittighed. Det sidste stykke af hans sjæl, som endnu var forblevet rent og uskyldigt, var også blevet taget fra ham i det sekund han allierede sig med mørkets gud. Han fnøs. Over sin egen opførsel, og tåbelighed, men også over de opgaver han var blevet uddelt som herrens nye tjener. At vandre blandt de levende. Længere inde i sjælen, fortalte en stemme ham at dette var en del af hans evige straf. At se på andres kød og blod, og vide at hans egen krop var intet andet end en skygge. Et lig. Et ekko af noget uønsket. Men stemmen druknedes blandt skyggernes forførende ord, og hingstens sind måtte atter hengive sig til det vanvittige.

Mørket faldt på.

Eller dagen forsvandt, som et lys der pustedes ud og slukkedes. Mørket drog sig over landet som en tæppe, og hingstens blik måtte fare op mod himmelen i en kort undren over hvad der foregik i landet. Dagstimerne lå stadig over dem, men mørket havde overtaget hestenes syn, og derfor drog hingstens lange, ranglede lemmer sig ud mod civilisation. Ikke ofte mødte skyggen grupper af sjæle, men fra hans gemmesteder ville han aldrig støde på en eneste, og derfor måtte den omvandrende døde straks bevæge sig ud mod åbnere pladser, hvor han kunne spejde og holde vagt i mørket. I håb om at opleve noget der kunne distrahere ham fra sine dystre tanker, psykiske tortur og forvildede sind. Men ej havde det lykkes.

De lange ben bevægede sig elegant over jordens overflade, og i smidige bevægelser tog den ranglede hingst lange, langsomme skridt ud mod den nærmeste eng. Omkring ham trak skyggerne sig sammen, og på trods af det allerede kølige vejr, så bragte han dødens kulde med sig hvor end han gik. Han var let som en fjer, og ikke en lyd hørtes, ikke en gren knækkedes, eller et hovslag dunkede mod jorden. Nej. Skyggen var sandelig en skygge, og han rørte knapt jorden i sin langsomme, målsatte færden ud i det dæmoniske mørke. Kunne han finde svaret på det pludseligt opstandende mørke? Eller var det blot endnu en af livets gåder? Uanset hvad, så gav det ham chancen for at bevæge sig ud på den åbne plads, da hans slanke figur nåede den. Engen ville ej være opnåelig for hans døde krop i sollyset. Lyset jagede skyggerne væk, og selv brændte han af dagens berøring. Han var derfor evigt fængslet til mørket, som den sande skyggehingst han var.

Men dagen bragte flere overraskelser end det pludselige mørke. En stemme, en kalden, lød over engen, ikke så langt fra hingstens eksistens. Velkendt? Og dog stadig ikke. Hans forrådte øjne flakkede skulende over engens græs, i søgen efter stemmens ejermand. Kaldte skikkelsen efter hjælp i det nye mørke? Eller var hun blot ensom? Nysgerrigheden lå stadig dybt inde i hingsten, men den var gemt væk i hans druknende sorger.

Dér. En hoppes silhouet, og snart justerede hans øjne sig til at fokusere på figuren der bevægede sig frit over engen. Velkendt. Lillye, var navnet på skabningen, som nok havde glemt hingsten og hendes korte møde ved vandet. Dengang han kunne føle vandet mod hans levende ben, og nyde skønheden som strålede ud af hendes væsen og aura. Hans skjulte øjne fulgte hende stirrende, fra hans gemmested blandt de forførende skygger der skjulte ham i mørket, og slingrede sig omkring ham. Lillye. Hingsten følte sig en anelse tør i halsen, og næsten måbende, over det pludselige syn af nogen fra hans levende dage, men han genvandt hurtigt fatningen og hævede det flimrende hoved op. "Lillye." Den raspende stemme kaldte hende blidt, men undertonen var mørk og uhyggelig. Hans stemme var hæmmet af døden, ligesom resten af kroppen, og de dybe toner lå nu sumpet i ondskab, mørke og snedighed. En tone der mindede meget om den han havde tidligere, men nu blot mere hæs, og hviskende. Om hun hørte hans korte kalden, vidste han ej, men overlod nu deres veje til skæbnens hænder. Ville hun genkende ham?

_{Yours truly,}

_Frost.

Den solformørkelse der hang på himmelen, spejlede sig i den lyse hoppes øjne. Hun stirrede, og stirrede, i forstående. Hendes hvinen fra før, synes at enndu er hviske i de fjerneste afkroge. Her var helt stille, alt virkede sort og hvidt, uden nogele gråtoner. "Lillye" Hørte hun, og så. blev alt ting helt stumt. Den lyse hoppe, rokkede sig ikke. Hendes øjne lukkedes, og med en kold, rallende fornemmelse inde i, sansede hun det hun lige havde hørt.
Dybt i hende, vækkedes der noget genkendeligt, noget hun huskede, svagt. På den andenside at se, synes dette genkendelige, dødt og fremmet. Frustreret, sænkede hun sine 'øjenbryn, og lod sine øjne åbne på ny. De grønne, gustne øjne, gled langsomt over den flade eng. Et iskoldt vindpust, åndede ind over hende, fra venstre. Hendes ulæselige blik, gled dén retning, og der stod han, en kulsort, sjæleforladt, hingst. Han forsvant halvt i ny og næ, som hvis man havde fået et gevaldigt sparket, i hovedet, og forsøgte at stille skarpt.
'Hvad sker der - Hvor er vi på vej hen', bedende kiggede Lillye op, igen. End ikke de højre magter ville hjælpe hende hér, for de var som bekendt i uorden. Hun havde lyst til at 'råbe' igen. Dette var dog ikke udfaldet. De grønne øjne betragtede den ikkesjælelige. Tøvende trådte hun ét skridt frem, og strakte langsomt sin blide mule mod ham.
Lillye havde set mege, oplevet meget, og hun følte ikke frygt, i denne stund. Hendes blik så på ham, som var han her, fuldt ud.

"Frost"

Hviskede hun, - Hendes stemme lød næsten som hans, da hans navn, slap hendes strube.
En tåre banede sig ud igennem hendes ene øjenkrog, og slikkede koldt, hendes lune, glatte kæbe. Hvad var der hent, så hun afdøde sjæle, var det et led i de ting der under tiden, rumstere i landet, var Helzori mon indblandet, eller var en ny klan af 'Helvedes Hingste' opstået? Eller var det noget helt niende..
Lillye frøs til som før, og hendes tankesind, begyndte at pulsere, som et hjerte der knoklede for at holde en døende i live. - Var noget ad dette her overhovedet virkeligt?

Kulden omkring hingsten var omklamrende, og gjorde hans navn til realitet. På trods af, at hingsten var mere end blot kulde og tomhed, så kunne dette billede af ham let tegnes her i mørket, under månens pludselige opstandelse. Hans krop var kold, ligesom luften omkring ham, da skyggerne ej tillod solen at varme hingstens lig op af dens stråler. Varmen måtte bemøde hingsten den dag Mørket også valgte at udstøde og afvise ham, og han endelig kunne brænde for sine synder. Helvedes ilden ville blive hingstens eneste kontakt med varme. Indtil da, var kulde den eneste vej for skyggehingsten.

Skyggen stod fastnålet til jorden, som han dog knapt rørte med den fjerlette, rådnende krop. På trods af at hans krop blot var en blanding af skygge og lig, så bar den stadig få præg fra dengang hans blod stadig løb, og dengang flammerne stadig brændte i hans dominerende sind. Hans holdning var rank, og på trods af hans had til hans egen sjæl, bar han toner af stolthed og værdi. En stolthed som længe var blevet ædt op af demonerne i ham. Hans kulsorte krop havde dog været udmagret til de inderste ben, dengang han gik døden i møde. Derfor var hans skygge også blevet ranglet og slank, men stadig var hans skridt robuste og hans bevægelser elegante. Sandeligt var hans figur noget man sjældent ville se, da ingen anden kunne imitere hans tilstand, og ikke mange ville beriges af hans sky sind og dystre selvskab.

Lillye havde dog alligevel mødt hans sjæl under det pludselige mørke, og trådt nærmere. Hingsten studerede hende med det skjulte, skyldfyldte blik, som altid lå gemt bag de mørke lokker, eller konstant flakkede væk fra øjenkontakt. Han måtte skjule sin sjæl, endda også for så rene sjæle som den der stod foran ham nu. Hendes reaktion gravede dog dybere i hingsten, end hvad han havde forventet. At nogen syntes at påvirkes så stort af hans elendige tilstand, skabte hans sind i ubalance. Han var foragtet, hadet, uvelkommen af dyr, sjæle, varme, lys, liv og endda død. Alligevel lod denne rene, uskyldige hoppe sine følelser påvirkes af den som var afvist. Han følte sig blottet, nøgen, hvilket fik hingsten til at trække skyggerne tættere, og det fjerne blik søge sig langt, langt væk. Hingsten blottede  aldrig sin sjæl, og brød sig heller ej om at andre pillede hans eneste selvforsvar ned. Derfor måtte han vogte sig.

Lillye bragte dog én følelse til ham. Hans skyld og skam voksede sig større i hans sind, og kulden spredte sig i hans allerede døde krop. Hvorfor? - Hun mindede ham om noget, eller nogen, som hingsten engang kendte. Ej var hun Eywa til fulde, men hendes træk af ren godhed tvang næsten hingsten til at falde på knæ, og bede om forladelse for sit forræderi foran denne fremmede. Men hun var ej Eywa, og han måtte holde sig bag sine komfortable skygger. Hans stirrende øjne fulgte dog opmærksomt, og stirrende med i hendes bevægelser og reaktioner, på trods af at begge ører var uinteresseret, og reserveret vippet ned i nakken. Hun græd, og hingsten fulgte den smalle tåre løbe ned over hoppens kind, for at falde og sidst plante sig i græsset. Hans blik flakkede ned mod jorden, netop der hvor tåren var landet. Skyld. Skam. Anger. Ængstlighed. Følelserne ulmede altid i hingstens indre, men pludselig føltes de så virkelige. Så smertefyldte og sande. Langsomt lod han luften forlade hans udspilede næsebor i ren frustration. "Tåbeligt.." Hvæsede den ru stemme lavmeldt ud mellem dem.

Tåbeligt var det. At græde over noget så fortabt og uredeligt som hingstens egen fordærvede sjæl. Han hverken fortjente eller ønskede hendes medlidenhed. Skyggen faldt stille og sank ned i sine egne tanker af elendighed og undren. Hingstens sind vandrede ikke længere til andre verdener og virkeligheder, som dengang hans hjerte levede. Drømmende eksisterede ikke i hingsten længere. Han havde givet op på håb om bedre dage, eller lyse fremtider. Lyset havde banlyst ham, og han havde ej andet at vende sig til end død, mørke og smerte. Derfor vandrede hingstens tanker indad, og måtte konstant distraheres af skyggernes evigt forførende stemmer, skrig, kommandoer og hvisken.

Hvis han blot kunne slukke dem..

"Lillye." Pause. Hans raspende stemme endte ud i lange, langsomme vejrtrækninger som ringede i skyggens kolde strube. Stunderne vandrede forbi, og den mørke hingst måtte omformulere sine ord mange gange før hans besværede stemme atter lød. "Ej burde De græde over de som allerede er gået i døden." Den hviskende stemme var hverken trøstende, bedende eller belærende, men blot en dæmpet konstatering om hendes spildte tårer. Hans blik flakkede derefter langsomt op mod hendes, men skjult bag de lange lokker gemte hans pinte øjne sig for omverdenen. Og for hende.

_{Yours truly,}

_Frost.

Alle omgivelserne forsvandt, og den lyse hoppe, blev revet bagud, gennem tunnelen af kulde og skrig, denne var bekendt for hende. Den ene væg var lys som platin, og den anden, sort som intetheden, hvis denne overhovedet havde en farve. For enden, hvor hun før havde stået, så hun Frost, som han ellers havde hængt i hende sind ad minder. Ad en eller anden grund, havde hun ikke fortrængt denne sorte hingst, eller deres møde.
Hendes grønne, uforklarlige øjne, blev spæret op, og et stykke fra hende stod Frost. Hans reaktion, ad energier, fortætnede skyggerne, og en følelse af at blive klemt, fik Lillye til at åbne munden. Hun var nået nær, at forstå, at Frost kontrollerede skyggerne. Disse var hans, og han var deres!
Tårestriben på hendes kind, tørrede, og hun fik endelig samlet sig igen, ved lyden ad hendes navn der igen lød. Hendes reaktion havde været overvældende, og stærk, men helt reel. Hvad hendes tårer egentligt indebar, var ikke til definere, var det medlidenhed, skyld, medfølelse, frygt. Hun mente aldrig noget bestemt, men når hun endelig gjorde, var det helt bestemt. I helle dette døds pulserende moment, følte hun noget, men var for første gang i evigheder, ej i stand til at vægte det.
Hun rystede tomt, på sit let markerede, fine hoved, mens hun så på ham, Frost. Et øjeblik så hun ham, som hingsten fra stranden, der havde vadet ud ad havgusen, som et andet genfærd, der galant have mælet til hende.

"De som er døde... Hvorfor kræves Deres offer da her?"


Hvis Frost vitterlig var død, hvorfor var han så fanget her, i det fysiskeflag, omklamret i om skyggerne, flimrende og ikkefølende? Det grønne blik, syntes tomt, og stirrende, funderende, over noget der ikke var til at identificere.
Var han fanget her, kunne han ikke længere føle, var der nogen eller noget, der bestemte hvorledes han skulle have det. Hvordan var muligt?
Det summede igen og den lyse hoppes blik, dumpede ned på Frost's hove, tænkende.

Han så på hende. Men han så ej de lange lyse lokker som rammede hendes kønne ansigt ind, eller det mystiske blik som hun bar. Han så på hende, og så hverken gudedatteren, eller den hoppe som just havde fældet en tåre for ham.For da han lod det skjulte blik møde hendes, så spejledes han blot i hendes blanke, klare øjne, og alt han så var det evige mørke som han selv var omgivet af. Han så på hende, men alt han så var refleksionen af resultatet skabt af hans egen elendighed.

Omkring ham rejste skyggerne sig, og imens visse forførende sneg sig op langs hans døde ben, så tårnede andre op omkring ham som en evig påmindelse om hans aftaler og bindinger. For han var bundet. Bundet til disse skygger, og selvom han selv havde vredet låsen om og kastet nøglen væk, så var båndende der bandt ham ligeså stærke som havde han ej meldt sig frivilligt. For et sted blandt de evigt dunkle skygger, så fandt man den hingst som engang havde levet, men ej var berettiget en puls længere.

Han så en fordømt sjæl som nu ufrivilligt spejlede sig i hoppens tolerante, skyldfrie øjne. Han ønskede ej at møde sine egne øjne, sit eget torturerede, ynkelige blik. Mindst af alt, ville han slippe for at genleve de billeder som generede hingstens skam og skyld igen. At genleve dem havde været pinende. At mindes om dem, og huske, var torturerende. At se hvordan denne skyld havde tvunget den engang stolte, sprudlende hingst ind i et evigt spind af død, ondskab og mørke.. Følelsen var ikke til at bære, og hingstens flakkende øjne sloges straks i jorden, da de lod ham slippe.

Hans handlinger var forfærdelige. Hans tanker værre. Og hans sind, hans sind var blot mørkt og døende. Førhen havde han båret evige tanker og universer med sig overalt i det krøllede sind, men allerede dengang havde mørket hægtet sig fast til hans tanker, og dag for dag havde disse demoner overtaget hingstens sind og krop.

Men hvor kom de fra? Han kunne end ikke tillade sig at skyde skylden på det blotte mørke, da det besættende mørke var kommet krybende fra hingstens eget indre. Bidt sig fast og ynglet. Han måtte ikke andet end at hade og forbande dette mørke monster.

Ham selv.

Han var sit eget monster. Sin egen forbandelse. Sin egen uhelbredelige sygdom. Denne tanke var svær at bære, og derfor lod han den blot undertrykkes og svinde bort. Det gode og det onde ville aldrig kunne enes i hingstens krop, og siden skyggerne havde bidt sig fast, så måtte hans godhed tvinges ud. Jages bort. Forvises.

Godheden var ikke længere velkommen af ondskaben, og derfor havde livet også forladt ham. Forladt ham til døden som han tilhørte. Til døden som heller ej ønskede at tage imod hans ynkelige, torturerede sjæl.

”Offer krævedes ej, men var nødvendig." Pause. "Balancen måtte opretholdes, min kære.” Hans egen hæse konstatering slog hingsten ud af sin egen druknedød i sorg og anger. Hans gemte øjne blinkede op mod den lyse hoppe, og en hæs klikken lød fra hans strube. Var han i stand til at græde, havde han grædt floder. Men skygger græd ikke, og derfor forblev hingsten tavs og hans dystre, sindsforvirrede øjne tørre.

_{Yours truly,}

_Frost.

I stilhed kiggede den lyse hoppe på Frost. Hvad var så nødvendigt for at han skulle vandre sjæleforladt rundt for evigt. Hvad var vigtigere end livet selv, siden han var endt sådan? Hvis det da var enden? Sjælendt havde Lillye set værre end dette.

“Nødvendig”

Gentog Lillye, mens hun bare kiggede på ham. Hendes følelser var ligesom gledet ad hende, i hvert fald de ydre. Hele situationen her, med de slikkende, skygger, og den sjæleløse hingst, mindede hende om den bedste, tryghed, og omsorg hun havde næret for en anden. Dén følelse blev vækket i hende, skønt hun for hårdt havde fortrængt den - Helzori, viste sig for hendes indre blik, og kort studsede hun over, om Frost, havde solgt sin sjæl til ham? Stille gled hoppens hoved på skrå, ganske svagt.
Hvis han i så fald var tilbage, hvad var da hent? Hvorfor kunne tingene ikke bare gå videre - som livet. Livet der til synladende aldrig ville ende? Eller hvad?
Med et suk, slog Lillye hovedet til siden, og lod blikket i jorden.

“Det ser meningsløst ud, i mine øjne,[(i]”

Brummede hoppen, og kiggede op igen. Hun forstod ingen ting. Og ganskesvagt, kom hun til at ønske, hendes fars selskab. Skønt end ikke han, forstod hende. Og hvad ville hendes moder gøre, hvis hun overhovedet var her endnu. Det var længe siden Fermaz havde fortalt hende, at han havde set hende. Var der ingen ende? Opgivende kiggede Lillye op mod himmelen der lå diffust, og grå over landet. Hun begyndte at tænke igen - Havde Frost solgt sin sjl, ofret sig for en anden,, eller var han i virkeligheden blevet slået delvist ihjel?