Kanto. En skov, som kunne syne uhyggelig, men for den unge sjæl, som i øjeblikket vandrede her, var den et hjem og paradis. Den unge sjæls navn var "Milagro", og ja visse kaldte ham også "Milagro Semental". Men selv kendte han kun sige selv som Milagro. 

Han fnøs overrasket, da en krave fløj op ikke langt fra ham og de røde øjne fulgte dens flugt. En hæs latter kom fra ham og han brød ud i et iltert stejl. De røde-orange hale svingede ophidset bag ham og pludselig satte han frem for indhente den flygtende krave.

[Lidt kort - men håber det er okey:3]

Gaizka Calanthia


Gaizkas øjne søgte rundt i det visne, oldgamle område ved Kanto. Tiden synes at stå stille her. Det var som om at ingen så hvor meget i live stedet her var. De gamle træer, slyngplanterne, blomsterne, magien ved bækkene... Støvet der blev lyst op af solen. Solen... Der burde være bælghamrende mørkt lige nu. Men der var lyst. Solen havde ikke rykket sig over himmelen som den plejede. Månen... Månen burde være det eneste lys, blandet med dens stjerne. Gaizka var i overbevisning om at der skete noget stort. Noget hun ikke var en del af, og noget hendes forstand ikke rakte til at tro på.

Hun spidsede ørerne da hun hørte en latter... Det var så velkendt en stemme, og så alligevel en meget mere moden stemme nu end før. Det var Milagro. Hendes søn. En vrinsken lød blidt og mørkt fra den sorte hoppe og hun satte tempoet op til en trav i retning af hans fært og lyd.

Hurtigt satte han hovene i jorden, så mudder stod ham om ørene, da en velkendt lyd ramte ham. Han kunne kende den lyd overalt! Det var mor! Han vrinskede glad ud mod den vej han mente hun måtte være. Han pustede en vilfaren tot væk fra sine øjne og travede så frem mod den hoppe, som havde født ham. Han kunne være et syn nær forfærdelig, for mudder sad spredt rundt i hele hans pels. Selv hans man havde fået en omgang mudder. Faktisk var han så mudret at han næsten kunne være svær at bestemme aftegn på. Den røde man og den rød-orange hale stod i voldsom uorden og lignede lidt en eller anden rød høstak.

Gaizka Calanthia


Siden Milagro kunne passe sig selv, havde livet stået lidt tomt for Gaizka. Diablo havde hun ej set meget til. Hun var dermed glad for at hører sønnens vrinsken mod hende. Hendes følsomme ører opfangede hovslagene, og ej langt tid efter kunne hun mens hendes skridt aftog, se sin unge søn i al sin skønhed og - snavset hed...? Milagro var smurt ind i mudder, så Gaizka måtte le blidt og trippe hen til ham med ivrige dansende skridt. "Hvordan ER det dog du ser ud?" brummede hun som hun nåede ham. Hendes mule løb over hans pande og hun bed fat i en tot af hans man og hev til. Drillende og med et kækt udtryk i de moderlige øjne.

Det var længe siden unge Milagro havde set sin mor og hendes tilstedeværelse fremkaldte automatisk et smil på hans læber. Han brummede blidt. Han havde ikke nået sin fulde højde endnu, men var alligevel ikke meget lavere end sin mor. Han var næsten sin fulde højde, men var meget ranglet og tynd. Man kunne tydeligt se at han var ung og var nok ikke det mest smukke syn med mudderet og det hele...
Han lo let, da hun drillede ham.

"Hvordan er det DU ser ud?"

Sagde han i drillende toneleje og lod sin bløde mule køre over hendes røde hår, som bar samme intense farve som hans.

"Er det et gråt hår jeg ser der?"

Han lo mildt og gik så tættere på hende og lagde sit hoved mod hendes ryk. Det var dejligt at være genforenet med sin mor igen.

Gaizka Calanthia


Ak de følelser, og hvor var det - knæk min arm! - dejligt at se den ranglede søn igen. Hans duft var så velkendt, og hans udtryk så rart for hende at betragte. Hans latter fyldte hende med visheden om at hun havde behandlet om godt. Hun havde givet ham den opvækst hun ønskede han skulle få. Ingen tvang, ingen uønsket behandling. Han var hendes lille prins rødtop. Om han ville det eller ej, var hun en elskend emoder overfor ham. Opgaven havde næsten taget modet fra hende. Men ilden havde brændt og hun var kommet igennem det. Med største elegance. Se hvilken søn hun havde nu. Se ham bare! Resten af verden så det måske ikke. Men Gaizka så det.

"MIG!!??" hun lød forskrækket og næsten truende idet hun slap hans man og stirrede ind i hans øjne med sine endnu unge øjne. Hans mule over hendes man var så hyggelig. Hun nussede ham kort på kinden og bed ham drillende i kæben. Et gårt hår høhø... "Det kan være... Jeg har jo trods alt gået lidt op og ned af dig." hun blinkede til ham med det ene øje og mærkede med en lykke hvordan han kom ind til hende og lagde hovedet mod hendes ryg. Det var som at have ham igen. Lille og uskyldig. Hendes lille pullergøj... Hun aede ham over den sorte begyndende vinterpels.

"Har du oplevet noget spændende, mit lille Mirakel?"