Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Lad os bare sige at et liv var knapt. Et liv skulle ende. Og en ny magt skulle reagere. Efter denne hest, måtte dens tvilling komme. Smeyé havde ikke givet det nogen tanke overhovedet hvor meget disse to betød for Proelios dag og nat. Flakezé havde bare været dum da han satte de to udenfrakommende til at trække måne og sol. Ha! Smeyé skulle nok vise dem at en ny magt var kommet til. Han kunne styrer det selv. Alene. Men det var en løgn.

Hans næsebor var udspillede som hans ben bragte ham tordende frem gennem den tomme luft. Mord var i de mystiske grønne øjne som manen og halen piskede bag ham, og rummets tavshed og storslåethed fløj forbi omkring ham. Solen var hans mål. En vis hingst trak den. Og hans ende var nær. Smeyes øjne slog næsten lyn. De andre Guder var endelig optaget af hver deres, og stod ikke i vejen. Han nænnede ikke at stivne Laylis - hans mage - så han havde taget affære mens hun holdt sig væk. Langt om længe skulle magten komme til ham. Det var berusende. Magtsygen var groet ind i knoglerne på hingsten. Han tordnede frem mod ildkuglen. Lyset. Indtil han begyndte at kunne skimte den gyldne hingst. En hvinen lød dybt fra hans bryst, som en hæs og krigerisk lyd. Hans øjne var truende, og han sydede af raseri og næsten også glæden over endelig at have fanget en af de 'dødsdømte'. Smeyé tændte en ild på sig selv. En kraftig blå ild der glimtede mod alt andet. Han lignede ej noget levende følende væsen. Nærmere en dæmon sendt fra ... Nå ja helvede, som i virkeligheden var paradis?


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Apollon var i færd med at trække solen over himlen. Proelio havde han ikke sat sine hove på i lang tid, for han fandt ganske enkelt de dødelige liv kedelig. Dog var han ikke udødelig, og det lå i luften at der snart ville ske noget. Apollon løftede hovedet og før han vidste af det fangede de skarpe røde øjne en blå ildkugle der havde retning mod ham. Ikke blot hvilken somhelst, men selve overguden over dem alle. Apollon løftede hovedet, parat og allerede i fuld rustning. Hjelmen tyngede ham aldrig, og benpladerne gjorde ham ikke mindre adræt. Han våben var trukket, klar til at møde hvad der nu end forstyrrede ham i hans færd.

" Vig bort! "

Lød det nu fra ham og han gjorde et spark ud i luften med forbenene.

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Smeyé betragtede denne Apollon med et par øjne og et blik der næsten sagde: Hvor er den kær.. Ærgerligt at jeg må aflive den. Men i virkeligheden lå grusomheden dybere. Smeyé måtte blot dræbe denne usling. Fjerne ham fra jordens overflade, fra rummet og hele universet. De var ikek flyttet. Ikke smuttet væk fra denne verden. Og når de nu stadig var i hans verden så måtte det jo ske at de skulle dø. Dø for ingenting. Han susede mod ham med en lyd der kunne minde om en højlydt rungende bjerg der gled ned over et andet, og skabte det vildste kaos og den vildeste død. Smeyé reagerede ikke da Apollon talte. Solen - stor og almægtig som den var - skræmte ham ikke. Sparket veg han væk fra, og da han stod der stille i luften foran den anden åbnede han munden og ud kom mørke skygger der kredsede omkring den gyldne Gud. "Død må komme. Død må ske. Lad blot et gammelt minde dø." hans øjne sydede af magtsygen. Af hans uvidenhed omkring emnet guder. Han slog med halen som en varme varmere end solen lagde sig i skyggerne og forsøgte at fange den Gyldne hingst i sine svidende kogende lænker. Af varme var han kommet, og af varme måtte han dø... Smeyes øjne så dømmende og koldt til. Om han ville fange hingsten med skyggerne var vel et spørgsmål om tid... Han var mægtigere end denne solgud. Hans tænder var sylespidse.. Klar til at give ham et dødstød.


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Det hele gik hurtigt, selv for en solgud. Apollon slog ud efter Smeyé med sit eget våben, men før han vidste af det var han fanget. Fanget som en fisk i et net. Tanken gjorde den gyldne hingst rasene og han ruskede godt for at komme fri. Varmen ville han kunne klare i længere tid end andre, men på sigt ville lænkerne trænge i gennem hans rustning og brændte ham op, om end ikke, så ville den blå hingst dræbe ham før det. Den lede slange, hvor vovede han. Apollon slog ud efter hingsten med hovedet, for hjelmen ville kunne give et solidt slag. Han var overmatchet og kunne ej stille meget op mod sådan en gud, dog kunne han gøre et forsøg. Dø med æren i behold, for at dø i kamp var noget at det fineste han kunne opnå. Han gav nogle vilde ryk i lænkerne, men lige lidt havde det nogen effekt, for snart brændte de igennem rustningen og ned på hans gyldne pelslag som ikke ville kunne modstå det i så lang tid. Blot halskæden om hans hals var tilbage, samt hjelmen. Var Artemis den næste? Gud forbyde det. Hun måtte næsten være klar over at hun ej skulle komme herop, mon hun kunne mærke det? Gu kunne hun det.

" Du vil fortryde ! "

Spruttede han ildevarslende til hingsten, i det hans mund føltes med hans eget blod. Han hukkede atter ud efter hingsten. Der var ikke meget at gøre. Han var dømt til et liv i underverdenen. Ikke i dette land, men stedet hvor han oprindeligt hørte hjemme. Den gyldne pels begyndte langsomt at falme, mens solen gjorde et holdt på himmelen. Halskæden gik itu og dalede nu mod landjorden, men ikke direkte, for hvor den landede ville kun dens rigtige ejermand finde den, hvem ved hvor mange årtusinder der ville kunne gå.. Et hånligt smil figurerede Apollons mule. Han vidste godt guden havde lavet en stor fejltagelse, men samtidigt vidste han at hans søster var en af disse der måtte bøde for det. Endnu et krampagtigt rusk kom fra hingsten. Artemis..

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Smeyé mærkede tydeligt hvordan Apollons styrke kæmpede imod. han var stærk. Han var en Gudelig og om man ville det eller ej ganske almægtig. Smeye fnøs højlydt, da Apollon slog ud efter ham med sit hoved. Han kom blot nærmere. Lod slaget ramme ham og plante et smertesjag gennem den gudelige krop. Hans øjne glødede had og vrede da lyden af hans stemme nåede over læberne og blodet stod ham ud af munden. Smeyé strammede sit skygge greb. "Og du vil bøde for at have trådt ind i denne verden!" hvæsede han koldt.

Han mærkede hvordan smerten tog til fra der hvor Apollon hande ramt ham. Han kneb øjnene mistænksomt sammen, og betragtede det hånlige smil og den rusken der kom fra Apollon. "Når din søster og alle hendes efterkommere er døde, vil jeres forbandede gener dø ud i denne verden. Lyder det ikke fantastisk?" magtrushet var over ham. Han var inde i det. Kunne ikke standse og ej sinke sig selv. Han var vild efter at dræbe denne hingst. Ligemeget hvor mistænksom smerten der begyndte at hamre rundt i hans krop som en advarsel var. Denne kunne ikke standse ham! Det var blot en forbandet virkning fra denne usling. Føj. Han smilede bredt og kom nærmere, lod tænderne glide over hans strube med et ildevarslende lyd af latter. Skyggerne tog til... Varmen bredte sig kaotisk. Halskæden rørte ham ikke, ej heller gjorde andet. Dødstødet var på vej. Det var alt der betød noget.


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Hingstens ord var fjerne for Apollon, der nok mere eller mindre var ved at få livet klemt ud af sig. Han hørte kun den truende, magtsyge stemme der sejlede rundt mellem hans ører. Han var end ikke sikker på hvor henne Smeyé befandt sig. Kort kom han tilbage til sig selv, men det var på lånt tid. Han kørte kun på reserverne og en hver havde for længst været død, men man måtte ej undervurdere Apollon. Han var stærk, stærk som solen når det kom til sådanne kampe. Han gjorde et fnys, uden at have hørt hans ord, for dette ville bide hingsten selv i hans utrimmede hale på et tidspunkt.

" Vi får se.. "

Lød det blot kryptisk fra hans nu hæse stemme, og med en sidste kræftanstrengelse, rykkede han sig frem mod hingsten, velvidende at de sylespidse tænder nu gennemborrede hans strube, men det hindrede ikke Apollon for at hugge tænderne omkring det første og bedste sted han kunne få fat i, og hensigten var ikke at give slip før solens døende stråler ville opløse ham. Det sortnede ikke for solguden, nej han blev mødt at et skarpt lys, skarpere end selv hans sol ville kunne præstere. Den blå hest var ingen stedet at finde, hvor var han? En blid stemme kaldte ham til sig. En stemme som han aldrig havde hørt men kunne genkende med det samme. En stemme han straks søgte til uden tøven, en stemme som befandt sig inde i det skarpe lys. Hvad der lå hinsides? Det var et syn for guder. Dog var det syn Smeyé blev mødt med, synet af den gyldne hingst der nærmest eksploderede ud i et par skarpe lysstråler, som dansede over himmelen som en død stjerne, en skam solen stadig var på sit højeste, for et kønt syn ville det have været i søsterens nat. Apollons legeme var vandret hensides sammen med hans sjæl.

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Smeyé ænsede ikke de sidste bevægelser Apollon gjorde sig. Han lod blot til at være dybt optaget af sit drab. Fnyset der lød fra solguden nåede aldrig Smeyés ører. Alt ringede blot for dem og sang dybt og indtrængende: Død. Magt. Krig. Hans øjne lukkedes som hans latter stoppede, og de tre små sølle ord kom fra Solguden. Hvad Smeyé ej vidste var at det ville bide ham selv i halen. Han ville dø hvis han udryddede dem alle. Han sansede kun svagt hvordan Apollons hæse stemme lød og hvordan han med en kræftanstrengelse fik hugget til efter Smeyé. Smeyés smerte steg ham til hovedet, og han blev mere tilstede i situationen. Det var som bare Pokker. Vreden steg i takt med smerten, der fulgte jo mere liv der blev tvunget ud af Apollon. Han jog tænderne ind i solgudens strube og smagte det guddommelige blod. Han flåede sig ind mod hans luftveje. Strammede sine skygger omkring den gyldne hingst. Dø.

Men Smeyé mærkede også konstant den voksende smerte. Han havde haft ret. Apollon var en trussel! En der måtte udryddes for alt i verden! Og da han fornemmede livet var ved at nå sin ende for den gyldne, skete der det han ej havde forventet. Han eksæploderede på en måde. Forsvandt mellem Smeyés skygger og tænder. Lysglimt var alt der var tilbage. Det slog Smeyé tilbage og ud i universet, som var han blevet ramt af en vind stærk nok til at flå træer op med rode. Han fnøs højlydt. Verden omkring ham svar slørret. Svagheden, skrøbeligheden var over Smeyé. Han var fuldstændig afkræftet og det smertede som ville han selv eksplodere om kort tid. Hans hjerte bankede hårdt. Øjnene lyste uforståelse og had. Midt i sit styrt ud i rummet, og midt i sin smerte fik han kontrol et æjeblik. Længe nok til at transportere sig tilabge til Tronsalen. Da skull kræfterne nok komme tilbage! Han slog med halen og forsvandt fra dødstedet. Men da han nåede tronsalen gik alting i stå...


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Laylis
We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.

Laylis var forpustet. Dybt frusteret og hjertet var sunket i livet på hende. Det smertede! Det gjorde ondt! Smeyé havde svigtet og taget et liv. Apollon var død, og hun havde ikke nået at forhindre det. Siden synet dukkede op i hendes hoved for så langt tid siden havde hun forsøgt at forhindre det i at ske. Men det kunne hun ej. Fremtiden kunne ikke ændres. Ikke af en Gudelig. Kun af jordens heste. Hun sukkede dybt, som lyset på himlen dér ved siden af solen eksploderede. Smeyé ville mærke den same smerte. Flakezé og Helzlori ligeledes. De ville dø hvis Smeyé udryddede halvguder og underguder. Dø! Hun lagde ørene vredt. Men hendes mage var sårbar nu. Hun kunne sænke tid og rum. Pause hans hersken og vrede for en stund.

Hun vidste at mørket vilel ligge sig over proelio. Hun vidste at det kunne medfører sygdom blandt hestene hernede. Hun vidste at hun måtte tale med Artemis. Men først måtte hun hindre Smeyé i at dræbe flere, til jordens heste var klar til at redde dem. Hun galoperede i sine bløde former, i styrt mod tronsalen, hvor hun i sindet trak Helzlori OG Flakezé til. Alle de tre guder, udover hende selv. De måtte samles og standses. Alle tre... Hun kom ind af den store port og standsede der midt i rummets elegance og skønhed. Hendes øjne gled på de fre troner. Og kort tid efter lå hver sin Gud på de tre af dem. Laylis lukkede sine øjne, mens smerten jog i hende over Apollons død. "Gå i stå." hviskede hun til Helzlori, Flakezé og Smeyé. Og alting gik i stå. Vinden ophørte, byens lyde forsvandt, guderne stivnede, intet rørte på sig. Alt blev gråt og trist. Men Laylis levede. Hun åndede. Hun så på dem igen. Og så skridtede hun tomt mod sit timeglas. Nu var de hindret. For en stund. Nu måtte hun tage affære. Nu måtte hun forberede alle... Hvilket ansvar!


In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones too stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Flakezé havde været i færd med at søge ud efter Eos og Europa da kaldet havde trængt sig på og smerten var gledet ind over hans krop. En ukendt smerte han aldrig i livet havde følt før... Eller jo måske da han tog livet af Helzlori. Det havde været noget lig det samme. Han bukkede ind under sig selv. Proelio slørrede for hans syn. Han stirrede mod himlen og solen, hvor noget rædselsfuldt lige var sket. Noget der ikke kun ramte hans fysiske smerte. Men også pludselig angreb hans følelser noget så grusomt. Apollon var død. Smeye havde slået sol guden ihjel. Var hans dumdristige, egocentrerede, magtsyge far KLAR OVER hvad det betød? Det betød at der ikke var nogen til at trække solen! Det var skruet sammen således, at hvis der ingen var til den opgave... Ville solen gå i stå. Artemis ville være tvunget til at trække dem begge.

"Jeg hader alt hvad der er i dit væsen." hviskede han fortabt, og håbede planeten forstod hans ord. Han følte så trangen. Nogen der trak ham tilbage til Himmelriget. Det forbandede sted. Det var Laylis. Og hun var stærk og insisterende i sit kald. Han lukkede ørerne, men måtte opgive at hindre hende i sin gerning. Han var for svag. Så i en mindre eksplotion forsvandt Flakezé fra engen Meadow og blev hevet direkte til Tronsalen som en fisk på en krog... Der gik alting i Stå ved hans tidligere mages ord. Gå i stå... Han gik i stå. Intet rørte sig. Tiden stod stille. Han tænkte ej mere.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Helzlori var tilfreds. Tilfreds med sine planer og sine fremskridt. Men midt i det hele havde denne smerte taget fat i et ellers dødt og koldt legeme, der intet følte. Den havde jaget i ham, som om det var et dødstød. Som om det var Flakezés horn der dræbte ham. Men det var ikke Flakezé... Nogen døde bestemt, men det var ikke Helzlori... Dette var unfair. Han kneb sine øjne sammen som en svag hoste lød hæst fra hans bryst. Laylis kaldte. Hun trak ham mod Tronsalen, og han havde ikek kræfterne til at stå i mod. Han lod hende hale ham dertil. Og som han kom til at ligge der på sin trone, gik alting bare i stå - hans hjerte hamrede da godt nok ikke i forvejen men altså! Virkelig i stå... Laylis sagde blot de tre ord: Gå i stå. Og så slukkede alle tankerne og alle bevægelserne...


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Det ramte hende også. Ikke den samme gennemborende smerter, for Artemis var ej af denne verden, men det var noget der for hende synes langt værre. Et voldsomt jag i hjertet og en halskæde der nu glødede faretruende op i både blå og gul. Månehoppen var godt klar over hvad der var sket og hun rettede blikket mod himlen og der blev hun bekræftet i hvad der var sket. Hendes broder, tvilling, var blevet brutalt myrdet af en overgud.
Hoppen knækkede sammen i græsset og tårene rendte ustandseligt ned at kinderne på den hulkende hoppe. Hvor længe hun befandt sig der var uvidst, men øjnene var tørre og fyldt med hævngærrighed da hun nu stirrede mod himlen, hvor solen var gået i stå. Hvor kunne de.. Månehoppen rejste sig nu med ørerne borret ned i nakken og hun styrtede nu afsted mod ruinerne ved Lapis. Hun vidste hvad hun måtte gøre, men først måtte hun hente noget som ville kunne beskytte hende. Noget som Artemis havde gemt i Proelio og ikke på hendes måne.
De lå dybt inde i ruinerne, langt under jorden, men hoppen vidste ligepræcis hvor rustningen befandt sig, rustningen som Apollon også havde været i besiddelse af. Benskinner og hjelmen, resten ville komme af sig selv. Halskæden lyste nu atter hele det mørke rum op og snart var Artemis klar, klar til noget der ville være noget nær umuligt.
Snart stod Artemis ved kysten, allerede var det blæst op og bøljerne stod højt oppe i klitterne, men himlen var fortsat blå omkring solen, men ikke meget længere. Hoppens røde øjne glødede nu kraftigt af den samme blå farve som halskæden gjorde. Ikke blot en lille smugle men i sådan en grad at man kunne blive helt blændet af at se på det.
Det rumsterede i universet i det månen nu begyndte at stige op fra vest i et tempo der aldrig før var set. Månen var ligeledes blåglødende, et smukt naturfænomen, hvis man var uvidende tilskuer. Mørket sænkede sig langsomt over Proelio, selvom det var højlys dag, men snart begyndte månen at gå ind foran solen, og kun det svage omrids kunne ses bag den. Solformørkelsen var komplet og den ville ej fjerne sig foreløbigt. Artemis var på nippet til at gå i knæ, for sådan en pragtpræstation var ikke noget hun kunne præstere ret meget, og derfor var det også noget der skete yderst sjældent, men hun ville vise dem. Vise dem at man ikke skulle tage solen og månen for givet.

Laylis
We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.

De tre stillestående Guder ville stå stille så længe Laylis kunne holde dem. Hun var fysisk nedbrudt. Træt. Udmattet. Da hun havde nået sit timeglas var kornene i Gudernes holdt op med at løbe. Hun sprang ind i Jordens og forsvandt ned i Proelio. Der på toppen af Penna Terrants største bjerg, stillede Gudinden sig, med vinden i den lange man, for at betragte solen. Og månen. Mørket... Som månen gled op forbi solen i en uvirkelig fart og i det vilde blå lys, sukkede Laylis dybt. "Den tager jeg for dig Smeyé." hviskede hun koldt. Hun kunne ikke tilgive ham for det her! Hvilken idiot han var. Hun brummede stille. Mørket lagde sig over landet som en tung skygge. En ubærlig byrde. Laylis ville finde Artemis - men ej nu. Først når tiden var inde. Nu var et kapitel begyndt.

/Out!


In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.