Han havde bevæget som omkring alene i et par dage. Der var ingen tvivl om at han var vokset, og det gik kun hurtigere for hver dag. Og sammen med størrelsen voksede også hans mod og dristighed. Og hans eventyrlyst. Og netop den havde drevet ham af sted, så han nu vandrede igennem en død og forladt skov. Træernes nøgne stammer rakte ud efter ham som lange fingre, men det bekymrede ham ikke. Han følte sig tilpas med tågen klæbende langs hans ben og vindens hylen i hans ører. Det var mere ensomheden der nagede ham. Han ville gerne have selskab, om end det så kun bestod af et egern.

Hun havde ikke sit Mori på det sidste. Hvilket passede hende fint, men der var en ting der var sikkert, med så lidt mælk han fik, ville han nok være blot en smule undervægtigt. Hun havde tit blot forladt ham, endelig ikke rigtigt bekymret sig om ham. Han fik kun mad når han kom, resten tog hun sig ikke af. Hun holdt ham helst på afstand, afstand fra hende.. Selvom hun virkede som en bicht.. Var der endelig noget indvendig der fik hende til at være sådan.. Hun ønskede blot ikke han skulle ende det samme sted som hende, hun prøvede at skubbe ham væk fra hendes miljø.

Kroppen havde igen bevæget sig rundt omkring, hun håbede blot Mori havde fundet sig et godt liv uden hende - ikke at hun ville indrømme det for nogen! Hun lod kroppen elegant trave afsted. Ikke en lød forlod hendes mule. Hun havde ej mødt mange på det sidste, men det generede hende faktisk ikke rigtigt.

Hans mave rumlede halvhøjt, idet han stien slog et sving. Det fik ham til at tænke på, hvor længe siden det sidst var han havde stillet sin sult hos sin mor. Hun var pist borte, som taget af vinden eller sunket i jorden. Sikke noget, sikke noget.
Han fortsætte fremefter og som en guldfisk glemte han hurtigt sin mor igen. For foran ham lå en kæmpemæssig sten! Aldrig havde han set så stor en sten, ja, den var mindst ti gange så stor som ham. Den var flækket på midten, som om nogen havde hamret den i stykker. Jorden omkring den var fugtig og sumpet, men ikke så våd at han sank i. Med et fornøjet hvin travede han rundt om den store klippeblok. Hvor den mon var kommet fra, det var spørgsmålet han brød sit lille hoved med!

Hun satte ned i en rolig skridt. Hun stoppede helt op da hun endelig nåede til stenen, hun gemte sig bag træerne da hun så hvem der dansede glad rundt om den. Tårerne pressede sig frem på hendes kinder. At se hans energi, hans klæde varmede hendes indre. Han virkede til at have det ganske fint uden hende. Hun bakkede tilbage, da en gren blev trådt over og gav en høj knæk-lyd. Hun blev helt stille, mon han havde hørt det?

//OUT