^{thoughts of a} _madman

Alt godt faldt sammen.

Ikke som i en eksplosion, hvor alt der stod i vejen ville ødelægges, men langsommere. Stykke for stykke, blev håbet, glæden, og forstanden drevet ud af hingstens plagede sind. Godheden var rådnet op, i takt med hans døende krop, og for at beholde sin sjæl, havde han måttet sælge sin frihed. Han var nu bundet til skyggerne, og et sandt monster af natten. Skrigene ville nu gentages, men ej ville de blot være distante ekkoer fra fortiden. Hans virkelighed byggede nu op omkring at minde de stakkels levende, om at døden lå i vente. Lyden af knogler der brækkedes, og plagede snøft, ville nu være hans levebrød, og hans eneste nydelse. Hingstens krop var dog blot et ekko af det, den engang havde været, og aldrig ville han genforenes med det kød, og blod, som havde været hans legeme. 

Han havde søgt sig ind i den mørkeste del af skoven, for at kunne genforenes med de skygger der bandt ham. Ej kunne han tåle lyset, eller godheden, og derfor måtte hingstens udmagrede krop befinde sig i skræmmende områder som disse, for at holde skyggen ved liv. Hans mørke krop blev suget ind i skyggernes mørke, og de forenedes som ét. Han var dem, og de var ham. Bag ham gled hans nye skygge. Den tornede faretruende op omkring hans flanker, og mindede ham konstant om, den opgave han var blevet udgivet, for at kunne beholde sin fortabte sjæl. I aften, ville han byde mørket velkommen som en gammel bekendt, og give sig ud på sin første opgave. Men hvem skulle falde offer for hans handlinger?

Den rastløse hingst, lurede i sine omsluttende skygger, og bevægede sig frem og tilbage, i det lille område som mørket tillod ham. Hans legeme bevægede sig med skridt så lette, at ikke en lyd hørtes. Ikke et spor, efterlod hans hove. Han krop var let som luften selv, og selv hans åndedræt var tavst. Alt der tydede på at denne hingst levede, eksisterede ej. Hans flanker bevægedes ej, og ikke en lyd hørtes fra ham. Skjult af mørket, bevægede han sig afsted med langsomme skridt. En hov foran den anden, og med et enkelt øre der vippedes i enhver retning. Han var på udkig efter én ting. 

Et offer. En at pine. Og ikke mindst. Hans opgave.

Ofret ville kunne sikre sig en nat af tortur, og mørke. Hans blodtørst var steget i takt med, at livet var sivet ud af den lange, ranglede krop. Hvem ville dog søge sig til det inderste, af mørket? En kulde af adrenalin gled ned af hingstens rygrad, ved tanken om at kunne slippe den mørke, ensomme skov, for at finde aftenens underholdning. Han ventede. Ventede på at mørket ville lægge sig som et tæppe over det uvidende land, for at lade hingsten begive sig ud på sine terroriserende eventyr. Så længe han holdt sig på mørkets gale side, ville hans sind have ro, og smerten han konstant følte ville dæmpes. Det var alt han søgte. Fred for den evige skam og skyld. 

Og nu havde han fundet sin flugtvej. 

Mørkets grusomme sti.

do you dare _{to listen?}

Recimir
Wracked by my charm, youre circled like prey, back in the forest where whispers persuade. More sugar trails, my white lady laid, than pillars of salt.




Intetheden.
Sorgløs, glædesløs... Håbløs.

Verdenen synes at passere forbi hans synsfelt. Unge blev voksne, voksne blev gamle. Liv, død. Dage, nætter. Måneder og år.. Alting fløj forbi, imens han blot stirrede tomt ud af det vindue, man kalder øjne. Hærdet glas, forsikrede udefrakommende om at denne hingst var isoleret fra omverdenen. Han kunne ikke bryde fri.. Han ville ikke bryde fri. Og sjælendt var der nogle der kiggede ind. Der var engang, hvor små stenslag havde ramt hans afgrænsende vindue. Og indad det, kiggede to par lyserøde øjne. Hun havde forsigtigt banket på ruden, men han havde endnu ikke værdiget hende et blik. Først da hendes fløjlsbløde stemme, havde synget den første sætning, kunne Recimir dreje sit hovede mod hende. "Hej fremmede... Gemmer du dig der i mørket?" Havde hun spurgt. Og han havde forholdt sig tavs. Hendes øjne afspejlede liv, håb og drømme.. og hans... intet. To heste, på hver deres side af den tykke barriere. Stirrende ind i hinandens blikke. Slugte hvert et ord disse fortalte. Og som de lod tiden forgå, lod hoppen en flænge slå i glasset.
En simpel, flygtig skræmme. Der langt fra ville kunne sprænge ruden. Men Recimir så den, og han lod sine øjne lukke for at nyde den friske luft der sev ud gennem sprækken. Men her måtte det stoppe. Hun vidste ikke hvad det var hun var ved at bryde indtil.. og nød hun sin frihed, sine glæder og sit liv, måtte hun holde sig væk fra ham. Hun havde set en smuk facade, og kun ganske lidt, snust til hvad der var på den anden side. Dårligdom, tvang og kontrol var hvad der lå hende i vente, hvis det lykkeds hende at slippe ham fri fra sit indre fængsel.

Det var nu måneder siden Intetheden havde set Alting. Hendes lyserøde blik, hjemsøgte af og til hans underbevidsthed. Og han kunne på sjældne aftener, tage sig selv i at stå og vente på hende. Men som tiden gik, reparerede den lille flænge i ruden, sig selv. Han var tilbage på nulpunktet. Sorgløs, glædesløs, håbløs.

Kantos mørkeste steder, blev fortiden hjemsøgt af denne hingst. Han domnierede det mørke der svøbte sig om det kamuflerende skind. Kunne intet lys ramme ham, var han så godt som usynlig. Hans velplacede hove, bare ham frem i det ujævne terræn uden så meget som at lave én lyd. Han var som en slange, men ej en reptil. Han behøvede ingen sol, for at kunne fungerer. Han blev udelukkende næret af de dystre sider, verdenen havde at byde sådan en som ham.
Hans blik var dødt, tomt og intetsigende. De hvilede ufokuseret på den sti han havde valgt at betræde. Endnu en nat, endnu en færd, endnu intet mål. Rastløst, og følelsesløst bød dette genfærd endnu en nat velkommen. [/i] [/color] [/size] [/font]

and if you're still bleeding ^{you're the lucky ones}

Morder. Bæst. Psykopat.
Ordene betød intet længere. De flød blot igennem den skygge som var givet ham som legeme. Hans synder prallede langsomt bort, i takt med godheden, som flød ud af ham med det blod, som engang havde eksisteret i ham. Nu var hans eneste tilgang til eksistens på denne jord, hans egne skygge. Skyggen var blot et ekko, af den udmagrede krop han havde, før han måtte se døden i øjnene.
Skam. Han følte det ej længere. Ikke siden Eywa forsvandt ud af hans liv. Hun havde nået hans inderste, og blot hendes ord og navne havde ramt hans hjerte. Men hun var borte, og ligeså var samvittigheden. Han var nu blot en del af det mørke, som hans mareridt end ikke kunne drømme om. Mørket var så overvældende, at det havde druknet ham, dræbt ham, men også genfødt ham. Som slave. Tjener. Underordnet. Han ville spytte foran sig i foragt, men hans mund og hals var tør. Han var efterladt i samme tilstand som da han forlod denne verden. Udhungret, svag, og søgende efter hvad som helst der kunne give ham næring. Nu betød det dog intet længere, da han ikke længere havde samme krop at holde ved live. Dog forlod den  tørstende følelse ham aldrig, og han var tvunget til at vandre over denne jord i den elendige tilstand han befandt sig i, da han forlod den. Indtil mørkets undergrund atter ville tage ham til sig, og lade hans sjæl brænde i de evige flammer. 

Verdenen så ligesådan ud, som den havde gjort for blot få dage siden. Hingsten, skyggen, var dog på ny, og aldrig ville hans virkelighed vende tilbage til det, som den før havde været. Natten var ligeså ens med de andre nætter, som dens forekommere, men denne nat, var skyggen på jagt. På jagt efter nogen, som skulle betale for den smerte der brændte hans sjæl, og den skam der konstant druknede over ham. Han måtte dække sine mareridt, med nye. Han var på jagt. Men denne nat ville ej bære den frugt, som Frost forventede.
Han var på jagt, men blot ville han støde på en anden skygge.

Det der var omridset af hans tidligere legeme, gjorde et smidig halt, for at hans fordømte øjne kunne studere den skabning, af kød og blod, som havde valgt at passere hans skyggefyldte vej. Et snes af misundelse spredtes i hingstens bitre, rådne sind, men følelsen blev hurtigt slået væk. Der var ej plads til meget andet end det hjemsøgende mørke, i hingstens tanker. Dog undredes han. Hvem var denne sjæl? Umuligt kunne de være ligedan. Denne hingst rørte jorden, med ægte, faste hove. Men dog? Hans blik var tomt, og fjernt, ligesom hans egne tomme øjne. Øjne, som var skjult under den tykke illusion af pandelok. Han måtte atter en gang slå tankerne væk, før hans tørre hals rømmede sig, for at tilkendegive sin skygges eksistens i mørket. "Hvem er De?" Hans hæse stemme hvæsede igennem luften, men der var mere styrke bag den, end hvad man skulle tro en skygge kunne byde på. Han var en skygge, men ingen almindelig skygge.

^{'cause most of our feelings they are dead,} _{and they are gone}

Recimir
Wracked by my charm, youre circled like prey, back in the forest where whispers persuade. More sugar trails, my white lady laid, than pillars of salt.



Levende død. Mange ting kan siges om dette udtryk, og mange historier er koblet på det udsagn. Men sjælendt synes man at forstå, at et udtryk som dette ligeså kunne findes i den virkelige verden. To heste bar denne tilstand. De kunne tænke, de kunne snakke, de kunne udtrykke sig.. Men indeni, var deres svagtbankende hjerter forpestet af fortidens sorte slør, deres gerninger og deres mangel på indsigt og forståelse af en verden de havde malet sort og hvid. Men skønt de var ens, var de alligevel så forskellige.
Recimirs hjerte bankede så svagt, ikke engang et øre lagt til hans bryst, ville kunne opfange en rytme. Uregelmæssigt og opgivende, holdt det liv i hans kolde lemmer. Hans sind bar en byrde. En byrde der var gemt væk, nede i den sorte afgrund der lurede i de mørke og forkrøblede stier i hans hjerne. Ingen havde endnu oplevet, hvorfor denne del af hans personlighed var låst inde. Men Recimir var selvbevidst. Han havde afskærmet det, ved hjælp af sin ligegyldighed. En ligegyldighed der nu var blevet en del af hans helhed. Og som han nok aldrig ville komme af med igen. Han var en slukket hingst, og en hingst der kun tog. Han sugede al næringen ud af hvert et individ, indtil det ikke havde mere at give.. Derefter ville dette liv ende. En dæmon, ville nogen vove at påstå. En dæmon der glædeligt gik en omvej, for at komme under huden på sit offer. Men hvad ville der ske når to alen af et stykke, skulle krydse hinandens veje for første gang? To dæmoner, forpestet, forpint og fordømt til at vandre denne jord til dens ende. Ville deres mørke, deres skygger tilsluttes, eller ville de stødes fra hinanden som nord rettet mod syd?

Recimirs bevægelser holdte brat. Hans ene hov havde endnu ikke fundet tilbage til den jord han betrådte. Noget havde bremset ham. Det synes blot som en af vindens utallige ordspil. Men hans hæse, vage stemme havde fanget en af de mørke ører med de guld farvede spidser. Sekunderne lod sig gå, og Recimirs svævende hov, sank lige så stille tilbage mod jorden for at få fodfæste. "Hvem er De?..." Ordene afgav et svagt ekko i hans øre. Recimir var tavs, idet han stod som forstenet og blot ventede. Ikke ét udtryk kom tilsyne i hans ansigt.. ikke engang en hentydning af et. Men blot få øjeblikke efter, drejde han langsomt og mekanisk hans hovede mod den sorte skygge der afventede hans svar. Hans blik faldt mod hingstens. Stirrende og psykotisk gloede han på ham. Han var sort som mørket selv. Bar en udmagret, men æreværdig krop. Men hvad der sprang mest i øjnene, var den mørke, sataniske aura der lå om ham.. samme aura, som Recimir havde..

".. Et udspring af fantasi og virkelighed."

Monotont, og rustent lod hans sin stemme svare. Hvad meningen var bag denne udtalelse, var det kun Recimir selv der vidste. Men kendte man denne hingst, ville man kunne stykke sine brikker sammen og læse det mellem linjerne. Hans meninger var i og for sig simple, men hans måde at udtrykke dem på var gådefulde.

FROST

for the pain and the sorrow caused by my mistakes

Tanker fulgte den mørke hingst, hvorend han gik. Tanker, men nu også skygger. Han følte allerede behov, for at være alene med sit tomme sind, og elendighed, men ej ville tankerne forlade ham. Skyggerne slap han aldrig. Han var selv nu blot en skygge, og aldrig ville de lade ham alene. Ikke før det stærke lys af den evigt brændende ild opslugte resterne af hans krop og sjæl, for at atter lade ham brænde. Tanken fik en smal længsel til at blusse op i hingsten. Ej fordi han ønskede at atter møde døden, men på grund af at hans sjæl længtes efter den krop, den engang havde.

Hans fascination havde først mødt den spøgelsesagtige skygge, ekkoet af hvad han engang havde været, med nysgerrighed, men nu savnede han sit legeme. Sin elskede krop, som havde båret ham over jordens mange overflader. Rørte man ham, ville man dog ej blot føres ret igennem ham, men i stedet mødes af det udmagrede korpus, som ej ejede en puls. Ej død. Ej levende. Omringet af sin kulde, stod skyggen stille, og stirrede tomt ud gennem de skjulte øjne. Han var blot et værktøj for skyggerne. En hingst, hvis sjæl og frihed var blevet frataget ham. Han ejede ej retten til et liv. Hans hjerte stod stille, og ligeså løb der ej blod igennem hans årer.

Hans blik matchede opponentens. Tomt. Dødt. Men forskelle havde de dog. En forskel som bragte et foragtfuld blik frem i hans opgivende øjne. Bitterheden spirede i hingstens krop, men ej som et smukt træ, der langsomt ville gro sig stort og pragtfuldt. Misundelsen spredte sig som en sygdom, der inficerede det blod han ej ejede. Denne hingst må være død af sjæl, ligesom han selv. Men mon ikke han ejede valg? Frihed til at synde? Et bankende hjerte? Lysten til at kaste sig frem, og vride pulsen ud af skabningen vækkede hingstens interesse.

Han blev dog blot stående. Ligeså tom, forladt, og fortabt som hans arme sjæl nu var. Han vovede ej at kaste sig over den vandrende. Ej fordi at han var fej, men han var ræd for, om hans krop var i stand til at røre. Til at bide? Hans sjæl kunne ej bære at også miste retten til at føle. Det ville knuse hans allerede splittede sjæl, hvis hans døde krop, blot valgte at fare igennem skabningen, og erstatte hans vrede og misundelse, med skuffelsen.

Fanden tage djævlen, der bragte mig i denne tilstand.

Blot var problemet, at sporede han tilbage i tiden, ville intet af dette være sket, hvis blot han ej havde syndet. Han tilstand var selvforskyldt. Et foragtfuldt fnys lød i natteluften, men ellers rørte hingsten ej en muskel, da den levende snakkede. Hans foragtfulde blik forlod aldrig hingsten, og måske ville hans stirren, sprede skammen i hingstens døde blik. Skammen over at være så ufortjent til at være så priviligeret som de levende. Han ville hvæse, flænse, myrde... Men ikke en muskel rørte sig på skyggen. ".. Et udspring af fantasi og virkelighed. "

Svævede denne skabning også i en anden virkelighed? Mon hans virkelighed også var fyldt af mareridt, billeder og skam? Skyggen tvivlede. Hingsten var for tom, for anonym, til at kunne være ligesom han selv, men dog vækkedes interessen i hingsten. Kunne mørkets herre måske bruge en sådan skabning? Én som kunne slukke følelserne, eller måske lukke dem så langt inde, at de ej var noget værd? Hvor ville skyggen ønske, at hans brændende sjæl ville frelses, sådan at han blot kunne være en tom skygge, uden skammen som tyngede hans ranglede krop.

Han måtte vende ordene en enkelt gang, før hans egen dybe toner lød fra ham. "Jeg tror Dem." Ej var han blevet frataget sine lyde, hvilket hingsten kort måtte takke for. Den taknemmelige tanke blev dog ædt af hans indre demoner, før den havde fået fæste i hans sind. Alt andet end den forsømmende elendighed var ej velkomment i hans sind. Hans øjne var dog anklagende, og hans stemme fyldt af en dømmende kølighed. Hvor jeg dog afskyr de levende.

Men ville hans afsky mindskes, hvis denne hingst viste sig, at ej eje at hjerte? Måske en puls, men hvad hvis denne sjæl var blevet frataget sindet, men havde beholdt sit legeme? Var disse hingste hinandens modsætninger? En tør følelse klirrede i hingstens strube, og gjorde hans stemme skarp, og kradsende. "Frost, skyggernes herre og tjener." Præsenterede han så selv som, og lod blikket flakke fra hingsten, og stirre tomt ud i mørket.

Han ønskede at være alene. Alene med de forfølgende tanker, og det mørke han havde bragt sig selv til. En tom, uudholdelig følelse greb hingsten forrådte sind, og mod hans vilje, måtte han erkende nederlag for savnet, skammen og sorgen. Forstanden var ej at genvinde.

won't repent to a mortal whom is all to blame