Mørket opslugte den fordærvede hingst. Både i krop og sjæl. Skyggerne lurede, og kom blot nærmere hans krop for hvert et sekund der tikkede forbi. Solen hang blot som en svag lyskilde, ude i den fjerne horisont, men dette bemærkede skyggen knapt. Han bemærkede ej hvordan mørket slikkede sig op af hans udmagrede lemmer, ligesom han ej bemærkede hvordan hans skikkelse langsomt faldt i ét med de dystre omgivelser som omringede hans arme korpus. Han tanker befandt sig andetsteds, da hans sind var vendt indad. Samtidigt som solens stråler langsomt forrådte ham, og overlod ham til de glubske skygger, flænsedes hans sølle sjæl fra hinanden. Han var i stor smerte, da de mest blodtørstige demoner havde bosat sig i hingstens sjæl, og åd nu ubesværet hans sind fra hinanden. De forsøgte at bore vej ud igennem ham, for at forene sig med det det omringende mørke. Dette mørke havde han aldrig rørt før, og det ondskab han havde følt tidligere, var blot som et snefug på et isbjerg, hvis man stillede det mod de tanker som overmandede ham i disse øjeblikke.

Skyggens lemmer rystede af udmattelse. Da de utilfredstillede demonerne havde vundet længe før dette øjeblik, og taget appetitten fra ham. Stemmerne havde distraheret ham, og tvunget ham til søvnløshed. Prisen for dette måtte han betale nu, da hans krop hungrede efter hvile og vand. Tunge øjenlåg gled ned over hingstens tofarvede, pinte øjne, i et forsøg på at koncentrere sig, og skubbe de hysteriske stemmer fra sig. Bag øjenlågene så han dog noget, som i den grad trak ham ud af virkeligheden, og hen til en verden som eksisterede, men blot Frost kendte til. Han genkendte få ansigter, men huskede ej deres mange navne. Deres øjne var rettet mod ham. De var bedende, og visse græd. Det varede dog ikke længe før den rystende modstand stoppede, kroppen blev slap, og øjnene tomt ville stirre ud i luften. Hans fortid havde indhentet hans plagede sind, og disse billeder fodrede blot det mørke som herskede i ham. Var denne pine straffen for hans utilgivelige handlinger?

Et næsebor udspiledes dirrende.
Han kunne stadig lugte det rådnende kød, fra de døde kroppe.

Et øre vippedes sagte bagud.
Han kunne stadig høre de bedende skrig, efterfulgt af den brændende stilhed.

Der var ingen glæde efterladt i hingstens skælvende krop. Han så ikke mange grunde til at fortsætte, men alligevel nægtede han at melde sig svag, og give op. Selvom hans sind længdes efter det, så var hans krop ej i stand til at fjerne den svagt bankende puls. Hans krop ville tøve. Dog, var han heller ej i stand til at holde sig selv ved livs, da han ikke så nogle grunde til at fortsætte uden mål. Hvis blot han havde en grund, eller et mål med denne ubetydelige eksistens. Han vaklede gennem landskabet på skælvende ben, gemt i de skygger som altid havde været hans følgesvend. Elegancen var dog til stede, selvom hans bevægelser var rykkende, og hans åndedrag gispende. Sorgen druknede ham langsomt, og hans krop lystrede knapt til hans sind længere, men kroppen fortsatte blot hvileløst hen over det mørkende landskab. Måske ville han snuble, og da hans krop ej ville være i stand til at atter rejse sig, ville han ende som føde for det næste passerende rovdyr. Tanken fik den mørke hingst til at skære en grimasse af foragt.
Der rådede dog tvivl om at dette var hingstens måde at flygte fra hans handlingers afstraffelse. Uanset hvilket perspektiv han lagde på situationen, ville evig hvile altid kime bedre i hingstens øre.

Hingsten, eller hvad der var tilbage af ham, fortsatte sin målløse rejse ud over sletterne. Han ville væk, men ej vidste han hvor 'væk' befandt sig. Med en forvrænget stønnen, bevægede den kolde jord sig nærmere hingstens svækkede syn. Knapt bemærkede hans hans opgivende krop dette fald. Stemmerne sagtnede dog, og hans sind fik endelig ro. Freden spredte sig i hingstens bryst, og demonerne blev stille. De flygtede ej, men de flænsede ham heller ej længere. Stilheden, og mørket så på, imens et kuldegys gled igennem hingstens opgivende krop, og langsomt blev hans svage lemmer slappe. Et svagt ryk i mundvigen blev hingstens sidste hilsen til verdenen, da hans sind mindedes den kridhvide hoppe. Døden var ligeså vidunderlig, som hingsten havde forestillet sig. Stemmerne havde forladt ham, og hans krop fandt endelig den hvile som den havde søgt. Hingstens sind gled langsomt ud af den fordærvede krop, med sidst mindedes den nogle få ord. Ord som længe havde været glemt af hingsten selv, men disse ord havde blot være gemt væk under lag af mørke. Nu var tiden inde for skyggehingsten, til at mindes.
Måske var hans tid endnu ikke ebbet ud.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Helzlori der ofte fornøjede sig med at vandre rundt i intetheder skabt af forskellige heste, der følte et tomrum - det var næsten som en levende død at være i - var ikke i disse stunder i færd med at vandre rundt i intetheder... I stedet skridtede han gennem en majestætisk mørk, mørk sal i hans palads oplyst af glødende ild i forskellige farver. Mest fascinerende var det blod, blod røde flammende lys dog. Hans hove ekkoede i den store sal. Et sted han burde dele med én sjæl. Ichigo. Men han kunne ikke bede sin mage om at træde ned i underverden og bo et sted som her. Hun ville hade det. Selvom der var liv og smukke egne hernede, var det ikke et sted for en levende hoppe. Skrigene fra kløften i mørket, hvor brændende lava og endnu mere ild opslugte sjælene var ej rart. Helzlori havde fejret sin sejr da han kom herned i starten. Da vidste han hvad der blev af de døde... Men han var ikke selv død.

Han besluttede hvor han ville gøre af alle der døde. Han kunne for så vidt fjerne dødens vedvaren og lade de døde leve. Eller tage ånderne og sjælene med til oververdnen. Men det var ikke i hans lyster. Han ledte. Ledte her og der mellem alle der døde for at finde noget brugbart... Han måtte fører planer ud i livet, men for at kunne det MÅTTE han have én tjener der ikke kunne slippe for at lystre hans magt. Og denne skulle ikke findes... blandt de levende. De levende kunne forråde så let. Et klap med hoven og alt derers loyalitet var borte. Han måtte have noget stabilt, han kunne ligge pres på. En død. En død hingst helst. En der allerede var opslugt af dæmoner og skygger.

Han brummede. Han kunne selvfølgelig båede mærke, og vide og se hver eneste gang en hest trak vejret for sidste gang, og han kunne følge alle de sjæle der drog herned på én og samme gang. Blot med ét sæt øjne. Det var med til hans evner. Hele tiden mens han foretog sig alt muligt andet, sørgede han for at putte sjæle til rette hernede. Og samtidig ledte han nu efter en brugbar. Hans liste over døde var meget lang. Og der blev konstant skrevet mere på den. Og hver eneste af disse sjæle kunne han næsten søge på og få information om. Når der var nogle særlige sjæle der døde, blev de sat i en venteboks så han kunne lærer mere om dem inden han tog stilling til deres sjæls skæbne. Alle sjæle der endte her blev selvfølgelig genfødt. Undtagen de helt særlige... Halvguder ville for ekselpel aldrig genfødes. Men det var således at der hele tiden var plads til nyt.

Netop nu standsede han. Noget trykkede. Nogen døde. Og denne nogen havde en skygge i sig. Helzlori var opmærksom hver eneste gang en sådan sjæl døde. Men han havde endnu ikke fundet den rigtige. Det der virkelig tiltrak den sorte Dødsgud var... at denne hingst stammede fra Proelio. Men aldrig havde han hørt om denne. En Frost? Han smilede skævt og rynkede panden. Han måtte undersøge sagen nærmere, så som dennes sjæl dragede herned - til underverden - tog usynlige arme det døde legeme og bragte det næsten telepatisk til Helzloris store mørke sal. Det blev lagt på gulvet foran ham, således at han kunne studere ham. Det ville jo være mere end godt hvis de onde hingste i landet ikke kendte til denne... Han kendte under alle omstændigheder ikke denne sjæl. Han følte sig sikker på at noget muligt brubart ville dukke op. Så han galoperede til sin døråbning, hvor man - hvis man trådte ud - ville falde 1 kilometer ned i en kæmpemæssig flod hvis brusen han altid kunen hører. Dette var hans hoveddør. Han kunne jo bare træde ud og svæve væk. Og sjælene de svævede også. Så hvorfor bygge en bro? Der var ej heller noget at bygge broen til. Ingen anden bred så højt oppe. Han stirrede ud i det dunkle mørke. Det var som en kæmpemæssig grotte hernede, med noget der lignede en himmel der ALTID var mørk og i uvejr. Et lilla skær prægede den i dag. Han kastede sine kræfter ud i underverden, og trak denne sjæl, der ejede dette legeme i hans palads til sig. Nu skulle han undersøges.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Rygter ville altid spredes om steder med magt. Om enten det drejede sig om stærke herskere, varslende profetier, forbandelser, velsignede væsner, tortur, pine eller død, så ville rygtet vandre fra mund til mund. Mindre hændelser ville blot spredes mellem få, imens større nyheder kunne vandre over mange lande, og have. Dette sted, som lå efter livet havde der også eksisteret mange spekulationer omkring. Visse sjæle, som havde været nær efterlivet, kom alle med forskellige teorier om hvor deres arme sjæle havnene, da den forlod deres dødelige kroppe. Dette resulterede blot i, at skyggehingsten valgte at tro, at enten løj de, og fortjente smertefulde straffe, ellers så havnede man alle i hver sin fantasi. Hans spekulationer var ofte kredset omkring, hvor han selv ville blive kaldt til, når hans egen krop engang ville fejle ham.

Dette sted, kaldt helvede, taltes om af mange, men ej var det gode ord som brugtes i sammenhæng med denne teori. Skræmte, rystende stemmer, fortalte ofte om en evig ild, og en piskende smerte, som ville vare evigt, eller indtil man havde gjort bod på sine synder. Frost havde altid leet af denne tanke, grundet at han tvivlede på de smerter som ville volde ham - umuligt kunne hans sjæl flænses i flere stykker, og kropslig smerte frygtede han ej. Disse fortællende sjæle, havde ofte stirret på ham i foragt, og forbandet ham til dette helvede utallige gange. Oftest havde det været fortjent, men deres forbandelser ville altid ende på en og samme måde. Med et rædselslagent skrig, efterfulgt af den stilhed som jagtede hans splittede sjæl.

Hingsten vidste dog ej, hvor hans sjæl nu befandt sig, men han måtte først indrømme at døden ej var ligeså behagelig, som han havde ønsket. Hans krop på et hårdt, lige underlag, som fik ham til at undre - Hvor havde skæbnen sendt ham, for at gøre bod for de misgerninger, som farvede hans samvittighed sort? Hans øjne åbnedes, langsomt op, og på trods af det blot dæmpede lys, blændedes han stadig. Mørket havde allerede påvirket hans øjne nok, vil at hans pupiller havde dækket både de røde, og de blå farver i hans formørkede blik. Det tog ham dog blot få øjeblikke, før han rejste sig med en smidig, næsten flyvende bevægelse, og hans flakkende blik gled over de ukendte omgivelser. Han måtte være på vagt. At dø én enkelt gang, var nok for den fordærvede hingst.

Hans øjne justerede sig hurtigt, og de få muskler som hans krop kunne byde på var forsvarsløst hævede. Hans hoved var hverken stolt, eller underkastende, da han spottede en hingst, ligesom han selv. Mørket ramte ham som et slag, men ej bakkede hingsten, eller frygtede han denne stærke udstråling som han bar. En tanke, krummede mundvigen på hingsten kort, men ellers var hans blik alvorligt, og dog en anelse respekterende, da han måtte antage, at dette måtte være nogen form for himmelrigets vogter. Han var jo ikke dum.
Indenfor få sekunder talte hingsten, med den dystre, mørke stemme som han bar. Han ønskede at tale for sin egen sag, uanset hvilken situation denne nu var. Ej skulle han overmandes, eller snydes.

"Hvad skyldes deres tilstedeværelse, Mørke?"

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Sjæle var vel en skygge af deres legemes udseende. Flimrende... Ustabile. Ingen vægt. Man kørte træt i at glo på dem. Og når de så blev brændt, blev de brændt længe og koldhjertet nok til at skyggen af deres sidste legeme forsvandt. Deres seneste personlighed forsvandt og blev glemt. Indtil de var klar til at træde på jordens over flade som et nyt væsen igen. Virkeligheden var måske slet ikke så skæv og anderledes end det som jordiske heste gik rundt med i hovedet. De havde trods alt alle sammen set stedet i virkeligheden. Men mindet var brændt bort. Helzlori slap dem løs igen når tiden var inde. Men resterne af den hest de tidligere havde været, ville jo altid være til stede. Legemet ville med tiden ende her, og blive kastet i dybet. Mindet og asken afd et brændte ville ligge med resterne af legemet... Måske ville det én dag lykkes at åbne dødens port, så alle der engang havde levet, kunne løbe frit ud igen? Det ville være specielt. Men det var jo muligt at bringe døde tilbage til livet. Også dem der var blevet brændt... De der ikek blev brændt ville ikke starte forfra. Der skete andre ting med dem.

Helzloris man og hale blev pisket let rundt som han tærrede på sin energi, og trak denne mulige brugbare sjæl til sig. Dens flimrende - men stærke grundet den først lige var død - skikkelse tog form i uvejrets lillae skær. Han brummede venligtsindet, men mørket i hans snerrende stemme var som altid skarp. Kulde kom fra hans øjne, hans krop. Stemmen lød. Sjælens stemme. "Min tilstedeværelse finder du ingen steder. Og alle steder samtidig." han skridtede ud over klippen og nærmere sjælen for at suge den til sig med øjnene. "Men det er sjældent at jeg trækker en sjæl hertil. Mørke Frost. Velkommen til dødsriget."


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Selvom rejsen til dødsriget havde været kort, så var hingstens arme sjæl udmattet af rejsen, og den surrealistiske virkelighed som hingstens nu levede i. Hans sind fungerede dog ligeså vel i disse situationer, som den gjorde i den hverdag som engang havde præget hingstens forbandede liv. Der rådede dog ej megen tvivl i hingstens sind - Dette måtte være en form for test, men hvorfor just han var blevet udvalgt til denne test, eller om resultatet ville belønne, eller straffe ham, vidste han heller ej. Dog veg hans skjulte øjne ej fra denne mørke hingst, og hans svækkede silhouet var præget af den magre svaghed, som han før døden havde levet med. Han stod dog viljestærkt fast, som en skygge ved sin egen side.

Mørkets ord blev ledsaget af de rungende brag som den tilfældigt oplyste nattehimmel bød på, og hingsten måtte erkende for sig selv, at dette sted levede op til enhver hårrejsende fortælling om dødsriget. Han lod dog ej de skræmmende billeder præge ham, da han havde måttet indse at det var dette mørke som hingsten var skabt for at tjene. Bitterhed gled dog alligevel over hingsten. Han ønskede ej at tjene andre end han selv. Men var det ikke disse skygger som havde styret hans sind, siden fødslen? Ganske vidst.

Modvilligt rettede hingstens krop sig, og med de elegante bevægelser, løftede hans hov fra det glatte marmorgulv, og sattes få centimeter foran dens tidligere placering. Denne simple bevægelse ville ej have givet nogen lyd fra sig, hvis dette havde været den virkelighed, som han førhen havde hørt til, men nu rungede lyden langs gulvet og snoede sig om de høje pæle, som mørkets palads bød på. Hans krop gled derefter flydende med skridtet, og bevægede sig enkelte momenter nærmere mørkets hersker, blot for at bevise at han ej var ræd.

”Ikke ofte er min ankomst blevet velkomment af komité, og aldrig af mørket selv. Sikken ære De byder mig."

Hans stemme var hæs, men på trods af at den blot var en isnende, tør tone, som skabtes i hingstens strube, så rungede ordene stadig svagt op af væggene, og blev efterfulgt af de brag som skyerne skabte. Han brød sig ej om tanken om, at slutte sig til denne hingst, og dette var heller ej hans planer. Han ønskede blot at forhandle med mørket, for at lade den skygge han var, rive sig løs. Frost var ej et flokdyr, men trivedes bedst som sit eget følge - på trods af de skrigende demoner som prægede hans torturerede sjæl.

"Dog kan jeg ej finde anledning til andet, end at undre mit sind.

Hvad skyldes dette ærefyldte møde?
Hvad har mit simple sind, at byde efterlivets hersker? ”

Han var tydelig i sit bebrejdende blik - Han ville blot byde på sig selv, hvis mørket gav ham gengæld. Han var sandeligt en sjæl for forhandling, men ordre og tvang snoede han sig gerne rundt om, som den slange han var. Derfor nærede hingsten et svagt had til denne hingst, men ligeså respekterede han også den magt som mørket besad. Ordene var dog skrevet over hele hingstens krop; I will not be your prey.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Helzlori lod sig ikke være langsom med at læse hvad denne sorte hingsts sjæl kunne fortælle. Hvad var det at være sin egen herre? Ej at tjene andre og slange sig rundt om sit eget ord... Det var at vakle på en linje mellem død og overlevelse. Hvis man svigtede de man snoede rundt i sin maneché kunne de meget vel tage deres hævn. Blev man set som en skabning der kun tjente sig selv, ville man få flere fjender end venner. Men dog. Man kunne blive respekteret. Ved at forhandle. At forhandle var at tjene sig selv, men også at beskytte sin egen styring. Man lod sig ikke knække af andre. Men ligeledes kunne man heller ikke få andre til at bøje sig uden grund. Det var en cirkel ligesom livets cirkel, var det ikke? Den der endte med den bedste forhandling ville overleve. Den anden ville gå til fortabelse.

Helzlori var snu, det var sandt. Ej bøjede han sig for en forhandlers ord. Han kunne tage hvad han ville have. Hvis man ellers frygtede døden havde Helzlori styrken på hans side. Men han havde på fornemmelsen at Frost ikke frygtede døden og dens evighed. Der skulle sandsynligvis andet til? Han brummede mod den afdøde hingst. En snerrende lyd, der dog ej var fjendtlig. Nej det var ganske sjældent Helzlori trak sjæle til hans palads. Han lyttede til ordene der forlod den sorte, som han skridtede mod hovedindgagen, der var åbnet på vid gab. Hans hale slog og hans øjne glødede, men udstrålede dødens kulde. Stemmen Frost bar var bestemt én Helzlori brød sig om. Den måde han førte sig frem på og talte netop nu, var ligeledes én mørket blev fasiceneret af. Det var brugbart. Han havde jo taleevner det måtte selv en idiot kunne forstå. Helzloris øjne kneb sig intenst sammen. Der var bebrejdelse i Frosts blik, og set i helhed sagde han tydeligt at han ikke ville være Helzloris bytte. Udemærket. Et bytte ville han først blive hvis de forhandlinger der måtte ske slog fejl. Slange sig uden om døden det skulle man ikke. Og slet ikke når man fik livet forærende tilbage for at tjene et formål.

"Æren er på min side." han brummede roligt, efter den hvæsende stemme havde talt. "Deres simple sind bærer en skygge Frost. Den skygge kan endnu komme til live. Kan De under forhandlinger tjene et formål for mig? Eller skal vi sende Dem til helvede du ser dernede?" de var naturligvis i helvede. Men det var Helzloris klippe og hans palads. Sjælene hørte til under 'sjæletæppet' der forhindrede dem i at komme herop. Nede i de mange forskellige landskaber, der dog altid var indhyllet i mørket...


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Mistroisk. Det var klart at skyggehingsten var mistroisk, til enhver handel med djævlen selv. Havde han ikke selv brugt år på at vende sjæles egne ord mod dem, og finde smutveje i aftaler og løfter? Med ord, var han spillets mester, men dette gjorde også, at hingsten straks vogtede sig for dem som turde træde frem og ønske en handel med hans arme sjæl. Og dog. Hvad havde denne magt at frygte? Det var nu Frost der måtte agte sig, for at træde forkert og lindres ind i edderkoppens farlige spind.

Han måtte dog indrømme, at på trods af de tågede omrids af denne aftale, som hingsten usynligt lagde ud mellem dem, så lokkede livet hans nysgerrighed frem. Ej kunne døden være hans skæbne nu, og havde han muligheden, så ville han vælge det plagsomme liv, fremfor en brændende, dog mere fredfyldt død. Hingsten var stædig nok, til at udsætte sig selv for hans demoners tortur, blot for at kunne påføre andre den smerte som han selv måtte bære på. Men hvilke tjenester, havde denne hersker gemt til hans plagede sjæl?

”Hvilket formål ønsker De fra mig? Og hvilke konsekvenser vil dette bære?" Han var skeptisk, det var klart. Kunne døden selv, blive ugjort? Eller ville hans krop og sind eje ar efter at have befundet sig i det dødsrige, som havde trukket hans sjæl til sig? Mange spørgsmål formedes i hingstens sind, men han måtte erkende at de blot lød, som de mange stemmer som plagede ham, hvilket fik ham til at blot holde dem i baghovedet. På trods af hans skeptiske holdning, så rådede der heller ej nogen tvivl om, at herrens tilbud lokkede. Han var dog ikke dum nok, til at kaste sig ud i uvidenhedens forhandlinger. Hvilke sider af denne sag, ville herskeren holde ham i blinde for?

”Vil denne aftale binde mig til Dem med krop og sjæl? For hvis dette er tilfældet, så lad mig brænde for mine synder. Lader De mig dog tjene Dem af fri vilje, så lad mig stå ved Deres side, og udføre Deres vilje og synder i de levendes land.” Han forlangede ej guld og diamanter, men blot en vilje til, at takke nej til Herrens forslag, hvis han ej fandt det af værdi. Hans opgave vidste han dog endnu ikke, men han tjente allerede skyggerne i hans sind, og nattens mørke, så hvorfor ikke ofre endnu et stykke af sin sjæl, for en sidste chance? Denne gang ville han ej lade skyggerne eje ham, men han ønskede at eje dem, ligeså meget som de besatte ham.