Den hvide hoppe lå på jorden, død af sine egne kvæstelser efter en lang og hård fødsel, fødsel af føllet der lå bag hende, stadig dækket med moderkagen. Før inden denne tragiske ende, havde hoppet gået rundt i landet, med maven der bumlede til siderne. Drægtigheden var gået let hen, uden nogle besværligheder, men alligevel kunne hoppen ikke kare presset ved fødslen, måske var der noget der var gået galt inden i hende, men føllet havde hun da født og hun nåede at se glimtet at hoppeføllet, inden hun lukkede øjnene i evig tid.

Hoppeføllet var efter det brogede, venlige sind Atlas, men det vidste hun ikke selv, men hun havde arvet nogle af hans pletter. Hun mærkede en knugende fornemmelse i maven og frøs, helt indtl de spinkle knogler. Det, hun bare vidste var hendes moder, lå dødt ved hendes side og hoppeføllet pressede sig ind imod hoppen, for at få varmen. Moderkagenlå tungt ved hendes side og over ryggen og hoppeføllet udstødte en lille lyd, for at gøre sig opmærksom på sig selv. Skoven de var i ,var ikke just behagelig, hun følte ubehagen ved de krogede grene over sig.

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Megen tid var gået i Proelio for den brogede, og meget havde han oplevet i det store rige. Heste havde han mødt og mange af disse havde efterladt ham et indtryk. Hvis ikke hele hingstens liv havde drejet sig om at opleve ting, ville han med sikkerhed have været fuld af indtryk, fuld af ting at se, med en ønsket ro. Den brogede kunne dog ikke finde roen, ikke endnu, og han ønskede den ej heller. Han blev ved med at suge til sig af hvad vejen bragte ham, spændt på hvad der ville hænde ham. At hingsten snart ville ønske han ikke havde været så spændt på nye hændelser var en anden sag.

Det var blot en ganske stille lyd. Inde under skovens kroner blev små lyde dog tit til større ekkoer så de kunne høres selv på afstande. Den brogede spidsede sine ører, opmærksom på den svage lys der nærmest lød som en klynken. Det var med undren i blikket at Atlas satte frem i skridt mod lyden mens han zigzaggede mellem de mange træer i sin søgen efter det der gav lyd fra sig. Det lød mest af alt som en såret bjergkat, dog meget mindre, meget mere ynkelig.
Scenen var ikke til at forstå som den udspillede sig for hans øjne, badet i skyggerne fra træernes kroner. Blod flød bag den livløsekrop og dækkede kilden til den konstante piven. Atlas tog en dyb indånding for at dulme sit hjerteslag, for at forsøge at stoppe den højlydte piven der alarmerende ringede i hans ører. Liget var af en hoppe han havde mødt en enkelt gang. Han vidste hun var død, hendes sider løftede og sænkede sig ikke i en regelmæssig rytme som de burde. Atlas vidste dog at han ikke burde lade sine øjne hvile ved liget af hoppen Arwena, det var ikke det der var af relevans. Det han burde betragte var det der lå bag hende, det der var smurt ind i blod og alligevel bevægede sig. Atlas gik et par skridt nærmere, og stillede sig lige over det han vidste var hans føl, trods blodet kunne han se de karakteristiske pletter på hendes bagpart, det var hans.

"Velkommen til du lille."

The place where both collide

Azra Luzea

Hoppeføllet lå blot op af kroppen som stadig var varm og ørene på hende vippede rundt, af instinkt på fare, men hvis der snart ikke var nogen der fandt hende, ville hun være død inden længe. Hun var hjælpeløs som et nyfødt føl, uden en mor og uden en far... Eller, vent?

Hoppeføllet drejede ikke hovedet men så imod artfællen som gik hen imod hende. Dog var hans gang ikke truende, så hun fornemmede ret hurtigt hun ikke skulle være bange, så ørene strittede opmærksomt frem og først da vedkommende stod bøjet over hende, vendte hun mulen op imod ham. De gyldne øjne hun ikke vidste hun havde arvet fra sin mor, båret både en smule frygt, men også spænding på hvad han kunne finde på.

Hun yttede til hans ord, me nvidste ikke hvad de betød. Men de var rolige, måske helt bløde, som om de havde noget imellem sig, et familie bånd, venskab. Men hun tænkte ikke over det, ku nat hun behøvede mad og varme, for de steder hvor blodet klistrede, forhindrede det pelsen at rejjse sig og beskytte mod kulden. Men pelsen var allrede ved at tørre nogle steder.

Med et kraftigt ryk, prøvede hun at komme op, men det gik selvfølgelig alt og hoppen landte på jorden med et bump imens hun udstødte en irriteret brummen. Af blot stædighed, tog det hende ikke land ting at vende sig om og prøve igen, men dene gang var det kun bagbene der stod ret - forbenene lå ud til siderne og snart svajede hun faretruende, hvorefter hun genså mødet med jorden igen. Og denne gang var det et helt vrinsk fra hende, dog var det slet ikke prægtigt eller højt - det var dæmpet og en smule skingert.

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Hoppeføllet mindede mest om ham selv, men således havde det været med alle hans føl, alle havde de været præget af hans brogede aftegn, alle bortset fra et enkelt han dog havde fået med en hoppe der allerede havde pletter på hendes krop. Det føl var dog nok også det eneste han nogensinde havde ønsket at kunne genkende som sit eget, eller det eneste han havde ønsket mest brug for at kunne genkende.
Stædigheden bad Atlas mærke i som hoppeføllet prøvede at kæmpe sig på benene. Han nærmede sig hende stille mere og mere, klar til at hjælpe hende da hun for anden gang endte på jorden. Han havde ingen af hoppernes instinkter omkring hvad han skulle gøre med det lille føl, han vidste ikke hvorledes man gjorde med hoppen blodige pels, eller hvordan han skulle fodre hende, for mad havde hun mere en brug for! Hingsten vidste dog at han skulle have hoppeføllet på benene og i bevægelse, han kendte nemlig til farer og vidste at det blod hoppeføllet var klæbt i og liget af hoppen snart ville tiltrække uønsket opmærksomhed.

Hans mule rørte hoppens side således at hun kunne støtte sig til ham. Et varmt og opmuntrende smil lå om hans mule som han ventede på at hun ville prøve en sidste gang, forhåbentlig nu med succes.

The place where both collide

Hingsten der stod tæt ved hende, var åben og hun kunne mærke hans mule ved hendes side, i en nok hjælpende gestus. Og snart havde hun printet duften fra ham ind, ind i hovedet så hun altid ville genkende den - forhåbenlig. Hoppens stædighed var ikke til at overse, for hoppen prøvede igen - af stærk vilje. Og med hingstens støtte, ved hun for første gang oppe, uden at falde, men benene stod ud til siderne og det så sikkert lidt komisk ud for de heste der havde gået i mange år.

Hoppeføllet løftede hovedet og lagde mulen mod hingstrens bringe, lidt klodset da hun endnu ikke kendte til at bedømme afstande. Hun smagte på ham, af ren instinkt for at finde modermælken, hun vidste jo ikke denne hingst ikke ville kunne producere noget nogensinde. Hun "styltede" lidt langs om hans og gav endnu et lille slik fra sig, ved hans mave, men den anderledes duft fra ham, end fra hendes afdøde moder hun lige fik tilsnuset sig, sagde hende, det ikke var her hun skulle lede. Hoppeføllet havde kun ørene fremme, stortset og det afbillede hende som en positiv hest, men hvem ved.. Hun var kun lige blevet født.