Den tunge og lettere svovl fyldte luft, synes stadig at hænge i næseborene selvom hun for længst havde passeret den tætte, tropiske skov Zichaw. Det var ikke så behagelig en følelse, at vandrer så tæt på en vulkan. Hun kunne jo ikke vide om den var aktiv eller passiv. Så det ville have været et spørgsmål om tid inden hun fik det at vide, hvis ikke hun havde vandret videre. Jezebel brød sig ikke om fare. Hun kunne ikke finde det spændende og sjove i at udfordre skæbnen på den måde. Hun ville værne om sig selv og sit liv, nære det og prise sig lykkelig for at hun havde det. Hun var derfor trådt ud på Galkas vidtstrakte landskab, hvor hun kunne betragte den stjernefyldte himmel på denne nat. På steder som dette, var der sjældent skyer der kunne forhindre de små, klare prikker i at hilse på hende. Deres vinkende lys, fik hende til at hæve hovedet højt og betragte de stjernebilleder der lå gemt i deres mønstre.
Den kølige og mere kraftige aftenvind, der herskede på steder som dette, tog fat i både man og hale og fik dem til at flagre om hoved og krop. Men dette synes ikke at irritere den lyse hoppe. Hendes drømmende sind, var et helt andet sted. Måske var der andre, der ligesom hende, betragtede selv samme stjerne? Og hvem var det?

Han havde bevæget sig længere væk end normalt.. Hovene blev ført selvsikkert over jorden og ladte godt og trykt. Men alt så ikke ud som den gjorde på ydersiden.. Han var dybt forsigtig og tænkede over hvert skridt han tog, han kunne nærmeste føle hvor der lå store sten, huller og andet han kunne træde på. Hans hovede dansede dominerende til siderne, men pludselig tog hele kroppen en drejning mod den duft der lå omkring dette sted.. Duften af brunst. Han fornemmede hurtigt nogle i nærheden. Et brum forlod mulen for at melde sin akomst til denne fremmed, han nu ledte efter, der endelig var ret nær..

Et saligt smil lod sig brede på de bløde læber, som hun stod dér - midt i ingentingen, og fantaserede. Hendes ene ører flakkede dog ganske kort, da en maskulin brummen banede sig vej til det. Hvem var nu det der søgte hendes nærvær? Jezebel lod sit himmelvendte hovede og blik sænke igen, så hun kunne betragte omgivelserne og søge efter den fremmede. Men han var som gået i ét med natten.
En lille fold lod sig ligge i hendes pande, idet hun lidt forvirret spejdede ud i mørket. Hvor var du? Dig som kalder? Den lyse hoppe lod en mild og kaldende brummen flyde derud, i håb om at hun ville komme til at høre eller se denne hingst igen.

//out (: