Smerte. Virkelig skarp smerte. Det var første gang englehoppen, Sõnumitooja, følte smerte. Men denne smerte var ikke let - det var fødslens smerte. Den var ikke gået i gang og var allerede ved at pine hende ihjel. Den ville spidse til. Blive værre. Hun vidste det.

Hendes ben smertede. Hævede op under hendes vægt. Hun tvang dem videre. Vandet var ikke en gang gået og hun havde allerede lyst til at ligge sig ned og dø. Hun havde også gået. Gået fra magiens grotter, der hvor smerten tog fat i hende, til den blå port. Det var også fordi hun var så stædig. Altid.

Hvorfor Smeyé? Han indgød hende ro. En anden type end Laylis... Hun ønskede hans selvskab. Nåede hun at få den? Det måtte tiden vise... Hun kom forpustet gennem den blå port. Sveden bredte sig som pletter på det gyldne skind. Benene gav efter under hende. Vandet gik. Smerten spidsede til...

En masse lyde.... i lang tid havde hoppen båret på det liv der var blevet skabt i hende, og nu var han snart for stor til at kunne være inde i den gyldne hoppe mere. Langsomt men støt var han vokset, og i takt med det var pladsen på magisk vis skrumpet ind til det minimale. Han kunne ikke være her mere. og det var der han kunne mærke at han skulle ud. Nu. Han havde hørt forskellige stemmer i sin tid inde i morens mave, men nu skulle han snart selv opleve og høre dem. ikke lukket inde, men fri. men før det kunne ske, skulle han jo først frem i verdenen. 

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

I den sidste tid havde de skarpe hemmelighedsfulde øjne værdiget spejlet i Tronsalen mange lange blikke... For hele tiden at sikre sig at hans skabning ikke blev slået ihjel af det kaos af et føl Laylis ville skabe. Det var stik mod naturens love at undlade hingstens gener i processen. Men han accepterede det. Respekterede sin mages beslutning. Men kunne hun dog blot have udført protjektet på en anden hoppe... Det var for sent. Det var ikke således det var blevet. Måske ville det altid skabe en knude hos Guden og få ham til at føle sig bundet. Bundet af sin mage. Hvilket en god mage jo egentlig også var. Men var Smeyé det? Var han en 'god' mage?

Han skridtede skødesløst gennem byen i dette øjeblik. Sjæle - ånder og magiske væsner - vandrede omkring og talte på de brede enge, de smukke bygninger og de 'handlede' endda også. Det var vel ikke om og på den samme måde som Proelioske heste gjorde det. Det var... usædvanligt for et almindeligt væsen. Men det var hverdags rutine for Smeyé at ligge øjne til. Sommetider flyttede de dog møderne og hyggen andre steder hen i himmelriget. Han lyttede opmærksomt. Der var noget i udkanten af hans bevisthed der ringede som irriterende høje klokker for at advare ham. Noget i hans sind havde allerede opfanget det, og ville handle. Men resten af ham var fanget af at betragte stedet indgående, for at sørge for... Nå ja. Fair behandling vel og mærke.

Men det kunne han ikke koncentrere sig om. Hans øjne vendtes så hurtigt mod hans rige Paradis, at sjæle omkring ham stivnede og tav. Han vippede ørene rundt, inden den store dybblå krop vendte sig. Hans ben satte frem i en hurtig smidig trav. Det var Sõnumitooja. Ved Magiens Grotter. Hun havde kun ét formål. At nå hans rige. Og hvis han ej var der ville det være sørgerligt... Eller? Enhver hoppe kunne føde selv... Men han følte på igen måde for at lade hende i stikken. Alene. Han slog med halen og forsvandt i en støvsky for at dukke op nær den blå port i sit Paradis. Hun var kommet hertil. Hans ben bragte ham mod porten, tidsnok til at se den gylde hoppe gå i jorden og lyden af vandet der gik ramte hans følsomme ører. Han kunne ikke komme hurtigt nok mod hende og de klare regnbue øjne. Hmf... Laylis måtte se til dem en anden dag. Sõnu valgte ham. At være her hos ham, i hans rige... Det satte en ukontrolleret varme igennem ham og han skød den til side med en vrede over ikke at kunne styre den... Men dog... Der var vigtigere ting lige nu. Han standsede helt henne ved den perfekte budbringer han havde skabt sig. En han holdt af. Uden helt at ville være ved hvor meget. "Sõnumitooja, jeg er her for Dem." lød Gudens bløde stemme som en stille hvisken. En forsikring om at han rent faktisk var der. Han sænkede hovedet ganske lidt og lod hende føle hans tilstedeværrelse lidt mere. Hans øjne funklede af mystik og inde bag det lå en spænding, en vrede og en form for blidhed.


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Sõnu gispede af smerte, da den første rigtige ve skar gennem det gyldne skind. Hun lå nu ned og krummede de elegante ben ind under sig. Hun kunne ikke ligge fladt ned på grund af vingerne, så hun måtte ligge halvt om halvt på sin mave. I starten gik det ikke så godt for hende. Panikken skar sig ind i smerten. Hvad skulle hun gøre? Der var ikke nogen, som havde fortalt hende det. Ikke præcis. Jo selvfølgelig vidste hun en smule. Hun skulle vel presse? Ur-instinktet bad hende presse, men flugtinstinktet fik hende til at spjætte af skræk. Hun ville løbe - eller bedre; flyve - væk fra smerten, der rev i hendes flanker. Hun ville væk. Nu!

Hun forsøgte klodset at komme på benene, men de elegante ben føltes som spagetti under hende. De klaskede sammen allerede inden hun helt var stablet sig op. Hun faldt opgivende ned på jorden. Det var nytteløst! Hun måtte blive på jorden og gøre det færdigt... Follingen var ikke gået særlig meget fremad i hendes lille nytteløse optrin på grund af hendes manglende indsats... Hun slugte en klump og forsøgte. Presse. Bare presse...

Som i en døs så hun den blå hingst komme mod hende. Smeyé. Det var ikke til at tro. Var hun død? Nej så let ville døden ikke indtræffe... Den ville nok komme med tegn. Tegn på det var forbi. Så han var der? Ja det måtte han da være.. Hans stemme skar al tvivl væk. Han var der! Den mystiske stemme klingede med en klang, som fik hende til at slappe af. Med forbenene skubbede hun sig en smule nærmere ham og lod sin kind søge hans, for at få det afgørende bevis.

"Smeyé, du er her virkeligt?!"

Hviskede hun og smilede fredfyldt, inden smilet ændres til en grimasse af smerte. Det gjorde så ondt...

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Han så hende lide. Som enhver hoppe der bragte livet videre måtte gøre det. Han selv kunne ikke føle smerten bare halvt så livagtigt. Men var et hjerte der bankede hjerteskærende ikke nok? For alt hvad han så i hendes øjne, på hendes krop det gik lige igennem ham. Satte mærker på ham, der skreg: Hjælp hende. Fjern smerten. Vogt over hendes liv med dit eget. Som om det ville hjælpe Guden, der aldrig i livet havde været en folende hoppe nær. Han brummede stille. Først var det lidt som om den gyldne hoppe ikke sansede ham. Veerne måtte være over hende, og han forsøgte desperat at holde sin egen vrede ude. Men dét var svært. For han kæmpede mod denne varme følelse, der føltes rar, men samtidig irriterende, fordi den var ude af hans kontrol. Og han kæmpede med skærrende tænder mod lysten til at forlange at Laylis... Nå ja, det var der så heller ingen grund til. Laylis var Kaosets Gudinde. Hun kunne ikke gøre for det. Og det var det rene kaos han følte indeni sig selv, som hoppen skubbede sig en smule tættere på ham. Hun søgte. Søgte efter hans ... berøring?

Impulsivt og uden at tænke, kærtegnede den dybblå hingst Sõnumitoojas kind, da hun hviskede, og smilet der gik lige igennem hans facade landede om hendes læber. Havde han skabt et bånd han ikke kunne styre da han skabte hende? Eller var det noget der opstod... Ligesom... Hans tanker flakkede derfra. Berøringen var ikke forkert. Det var beroligende, han skulel være der for hende. Det huskede han da hun fik en grimasse af smerte på igen. Hans mule strøg ned over hendes man og hals.

"Selvfølgelig er jeg her." brummede han stille. Uden at bide mærke i at hun havde sagt... Du. Det var ikke en tjener der sagde du. Det var en ven, eller en elsket. En der stod ham nær. Men han kradsede ikke i såret. Hvad med at lade være med at skabe noget sår over det. Hingstens hjerte bankede et øjeblik i et par slag der føltes... desperate. Hvordan kunne han lindre hendes smerte? Hingsten handlede atter uden at overveje det nærmere. Havde han tænkt, havde han nok fremkaldt urter, væsker, magi for at hjælpe hende. Men som havde han været en jordisk hingst uden magt og chancer, lagde han sig ned i stedet. Tæt op af hendes gyldne krop for at støtte hende. Mulen... Mulen strøg hende over maven, og det sendte gnister igennem hans skind lige der... Lige der hvor hendes skind berørte hans bløde mule. Hvorfor? Hvorfor ligge sig ned ved hende i stedet for at stå fast og betragte livet komme til, uden et ord. Hvorfor være så... Blid. Da ordet var tænkt lod han sine kræfter strømme ind i berøringerne og forsøgte derved at plante en indre styrke i hans budbringer. En styrke stor nok til at kæmpe for dette kaos føl. Fordi man holdt af. slog det ham som de skarpe gådefulde øjne betragtede hendes ansigt.


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Da hun var kommet over den ve, som havde afbrudt hendes smil for kort tid siden, smilede hun atterlet til Smeyé, da han igen snakkede. Det varmede og gav hende mod på at fortsætte. Det galt føllet nu.
Sõnumitooja måtte lade mulen søge jorden, da atter en ve gennemrystede hendes spinkle krop med den store bulning på midten. Hun lukkede øjnene i og gav et lille hvin fra sig. Den sorte hale med de flotte gyldne striber slog mod jorden af koncentration og endte med at ligge ind over hendes gyldne bagparti, så føllet lettere kunne trænge ud i friheden. Med en lav stønnen indledte hun næste ve og mærkede snart noget begynde. Noget af føllet var allerede trængt ud af hende. Man kunne svagt se nogle røde hove på et gyldent ben inde igennem blålig fosterhinde, der var begyndt at glide ud af hendes bagparti. Fødslen var for alvor i gang.

Hun hørte dæmpet at Smeyé faldt ned ved hendes side og så tilbage på ham og føllet. En føelse af lykke bredte sig i hende, men også en føelse af uro. Hun havde blot en vis uro omkring føllet. Noget var ikke helt normalt med det føl.. hun kunne mærke det. Vinger? Havde det vinger? Hun bed tænderne hårdt sammen. Hvis det havde kunne det blive svært... Hendes tanker blev afbrudt af endnu en ve.

Smeyé påbegyndte blide berøringer, der impulsivt fik hende til at kæmpe mere. Pres hårdere! Hårdere! Og Sõnu pressede. Alt hvad hun kunne. Igen og igen. Det gik godt. Snart lå et par lange følstænger allerede ude i det fri og enden af en mule fulgte snart efter. Nu vidste hun at hun var næsten halvvejs. Snart et kønt lille hoved og... bom det var som om fødslen gik i stå. Hun pressede. Føllet gled ikke så meget ud. Eller gjorde det? Gled det bare så lidt ud at hun ikke kunne se det? Hun var ved at være sikker på de vinger der... og da hun så tilbage på det halvt folede føl fik hun det forklaret. Enden af nogle enorme vinger kiggede lige akurat ud. Hun udstødte en panisk lyd og prøvede at vende sig om for at nå føllet. Det kunne hun selvfølgelig ikke. Hvad nu? Forsætte? Ja det måtte hun. Blive ved, for føllets skyld. Hun pressede. Blev ved. Snart var hendes vejrtrækning helt rallende og hun så på Smeyé. Det var ved at være klart for enhver hvad problemet var. Det havde vinger...

"Vingerne..."

fik hun fremstammet, inden en ny ve begyndt. Hun pressede ikke med. Forsøgte at undgå at presse med. Hun måtte ikke udmatte sig selv. Det kunne hverken hun eller føllet holde til...

Nu begyndte det. Endlig.. efter så lang tid i hans moders mave, kunne han mærke at tiden var kommet til at komme videre. Hingsten lå godt pakket ind i de enorme vinger, men ud over det lignede han ethvert andet føl der skulle fødes. Men de vinger… de var utroligt store, og selvom at man ikke skulle tro det, så var det en større byrde for Sonu at skulle føde ham. men langsomt og sikkert begyndte han at komme frem. Noget af benene var snart ude… han kunne vel ikke mere end blot at se på. Eller rettere sagt. Vente. Men endelig da det syntes at gå så godt, stoppede han pludselig. Det hele gik bare i stå… de tynde men store vinger var kommet i vejen, og var sikkert noget som den gyldne hoppe ikke havde regnet med. En lille ekstra ting..

Hvad nu? På en eller anden måde skulle han ud, men hvordan? Var en hoppes krop skabt til at give liv til et væsen som ham? et væsen som ikke engang var naturligt. Set på den måde, at han ikke havde nogen far? Nej. Det stred imod alt naturens orden, og normalt ville han ikke engang kunne være her. Men han var her skam. Han var i live. Men… skulle det stoppe her? Ville naturens orden vinde i sidste ende? Måske. Det hele afhang af hoppens styrke til at gå imod reglerne.

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Smeyé erkendte det. Han holdt af sin budbringer, og han måtte stå ved hende. Særligt i dette tilfælde, hvor hun var kommet til ham. Hvorfor egentlig ikke Laylis? Det var hende der havde en chance for at ændre forløbet og gøre det mindre smertefuldt. Medmindre... Hans øjne blev kort knebet sammen. Hvilken farve havde væsken taget da føllet blev skabt? Væsken i ringen... Han lagde ørene og skubbede tanken til side. Vrede! Vrede var ikke til nu. Det kunne komme senere. Engang når de ikke var midt i en folning af et føl... Smeyé havde lagt verden således at kun budbringerne havde vinger - ej deres føl. Men han var ikke klar over hvad dette ville fører til. Med en Gudinde som 'faderhalvdelen' og ej en almindelig jordisk hingst. Han brummede beroligende. Det var tydeligt at selvom Sõnu var glad for at Smeyé var her, var det langt fra nok til at dæmpe smerten.

Hans øjne søgte mod føllet. Det var på vej ud. Endnu forløb alting som det skulle, og hingsten fortsatte med at forsøge at skubbe sine kræfter ind i den gyldne hoppe. Hun virkede... urolig, men der lå også noget andet i hendes hjerte. Var det lykke? Men det var vel ikke tilegnet føllet. Et gådefuldt smil lå om hingstens læber. Nej det var uroen for føllet. Lykken over Smeyé. Han følte et stik af ukontrol i sit indre og slap så atter smilet for at blive og holde ved sig selv og sin magtside. Han kunne simpelthen ikke gå ud af kontrol fordi han.. Fordi han følte.

Han opdagede ligesom Sõnu - bare uden smerten - at føllet var gået i stå. Hans øjne funklede af vrede nu. Det havde altså fået vinger. Det blev blot bekræftet da hun sagde det. Han rettede sine forben op og rejste sig. Det var simpelthen for meget af det gode... Hvad havde Laylis i sinde med dette føl? hvad var målet egentligt med det? Han elskede den hoppe - det var sandt men kontrolleret. - Men lige nu vakte det vrede og uro i hans magtfulde sind at hun ikke havde delt sine visioner om føllet med ham. Han brummede kort og skridtede ned mod hendes bagende. Tre skridt så stod han der. Skulle han skære dem af når det kom ud? Sørger for det ikke kunen flyve? Det var jo et misfoster af en art i forvejen. Men under fosterhinden så han også skønhed. Noget den bar fra sin moder. Han slog med halen. Så sænkede han hovedet bed sig fast i føllets ben, uden at stamme hårdere til end nødvendigt. Så trak han. Af alle sine magiske kræfter lod han nogle glide op gennem føllet. For at blødgører vingerne, der sandsynligvis var alt, alt for store til en folning. Skulle et føl med vinger fødes, da burde vingerne være bittesmå fra spæd af... Men det var disse tydeligvis ikke. Han lovede sig selv, at advare alle mod dette. Enhver almiindelig hoppe ville dø i forsøget på at fole noget, som var større og sejere end dem selv. Vinger. Han blødgjorde dem til det punkt hvor de ikke ville være seje og sætte sig imod. Håbede at det vilel være nok til at hjælpe føllet ud. Hvis han misbrugte sine kræfter. Han turde ikke tænke på hvilke følger det kunen give hoppen og føllet.


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.

Sõnumitooja klemte øjnene i, både for en ny smertefuld ve skar gennem hende, men også for at den mørkeblå Smeyé skulle se den lille tåre, der nok ville have faldt ned over hendes kind. Lige nu virkede alt bare så.. håbløst. Håbløsheden lagde sig om hendes hjerte og hun mærkede den næste tåre presse sig på. Hun var fuldt bevidst om hvilke konsekvenser det kunne have at give op - både hende og føllet kunne miste livet, men lige nu følte hun bare sorgen, som var hun allerede på vej herfra. En skælven gik over hendes læber, da endnu en ve kom. De kom kort tid efter hinanden nu. Det var meningen at hun skulle presse.

"Smeye... hvad nu hvis.... det hele.... bare er.... forgæves?"

Fik hun stammet frem mellem den fremluskende gråd og de stærke veer. Den mørke skræk havde sit tag i hende, fra øjeblikket, hvor panikken var løjet af for frygten for at dø og håbløsheden. Hun lagde hovedet ned mod jorden og lå så stille, som hun nu kunne, når smerten ikke krævede hendes opmærksomhed. Et øjeblik var den kære Sõnumitooja helt sikker på det var forbi...

Hun hørte svagt Smeyé bevæge sig. Forlod han hende nu? Troede han det var for sent? Han kunne vel også skaffe sig en anden budbringer... hun havde jo knap nok haft erhvervet særlig længe... nej sådan måtte hun ikke tænke! Smeyé blev selvfølgelig ved hendes side!

Ligepludselig følte hun en underlig føelse. Hendes mave trak sig voldsomt sammen, da hun mærkede noget tage fat i det halvfødte føl og hun løftede forskrækket hovedet. Hun lod det regnbuefarvede blik søge tilbage over sin bulende mave og møde Smeyé's koncentrerede blik. Et smil lyste op på hendes læber. Nu var hun ikke alene om det - nu var det en holdsag.

Den sædvanlige Sõnu trådte ind foran og afløste hendes opgivenhed. Hun huskede hurtigt hvad hun vidste om folninger, inden hun atter blev afbrudt af en ve. Hun klemte øjnene hårdt i og pressede hårdt og dog en smule tilbageholdende - hun syntes at fornemme at Smeyé havde gang i noget og holdte igen.

"Træk når jeg... presser"

Hviskede hun stokåndet og gav Smeyé et opmuntrende smil. Hendes mave trak sig voldsomt sammen og hun stønnede højlydt. Mange hopper kunne vel fole lydløst, men Sõnu havde indset hun ikke var en af dem - og for en gangs skyld skammede hun sig ikke over at være en smule anderledes. Hun pressede. Hårdere end før. Sveden havde gjordt at det gyldne hårlag var helt mørke guld. Hun pressede. Fulgte bølgerne af veer. Bed tænderne hårdt sammen når de kom. Pres. Pause. Pres. Pause. Hun fandt rytmen. Pres. Pause. Pres. Pause. Pres...

Hun bed tænderne hårdt sammen igen og tåre af anstrengelse steg op i hendes øjne. Hun så tilbage mod føllet. Føllet var begyndt at komme længere ud. Vingerne var efterhånden begyndt at komme en smule ud. Hun kunne nu se de kom til en form for led med en elegant klo. Føllet havde åbenbart anderledes vinger end hende. Hun smilede moderligt i sin lille pause, før hun genoptog presseriet. Da næste presseve var vel overstået og føllet lå fint i græsset, slog en tanke ned i hende, allerede inden lettelsen over folningen var overstået. Luft! Føllet skulle have luft! Folningen havde taget længere tid end en almindelig gjorde det...!

"Luft Smeyé"

Hun afbrød sig selv og lagde benene ind under sig. Bagefter så hun mod SMeyé.

"Fjerne fosterhinden"

Fik hikset frem inden hun vente sig om mod føllet og begyndte at forsøge at slikke den af med febrilske bevægelser.

Han lå vel bare… ventede… på det ene eller det andet. Det kunne være hvad som helst. En lyd. Et ord. En bevægelse eller følelse. Men intet skete. Intet andet end at han blot blev liggende, ude i stand til at bevæge sig. og så pludselig. En varme skød igennem den unge krop, og bredte sig helt ud til vingespidserne. Hvad skete der? Det var som om at de vinger der havde beskyttet ham i utrolig lang tid, pludselig blev helt bløde. Ude i stand til at lave den kuppel som de havde skabt før for hingsten. Hvad skete der?
Den klamrede nu tættere til kroppen, og alt imens det skete var der nogle der hev i ham. hev ham ud. i det fri. Nu kom der til gengæld mere fart på, og til sidst var han ude. Hele den runde kuppel som hingsten var, lå nu blot som en klamrende hinde omkring ham. Den kvalte ham! en svag spjætten kom pludselig fra ham, men han var ude i stand til at bevæge sig mere. Vingerne og fosterhinden hæmmede den unge hingst bevægelser…
Under de tynde gennemsigtige vinger, kunne man se hvordan at han lå helt foldet sammen. Smuk var han vel, men han ville ikke være smuk som død.

Smeyé
Now you know it's the last time I have tried, to lift you up to make you smile. Nothing is ever easy in life, I can't change it if you don't, have the will deep inside.

Smeyé ville ikke have kunne bære at forlade Sõnumitooja. Så siden hvornår var han blevet så følsom? Han ville kun have fået mere mod til at kæmpe, mere intenst og mere ophidset, hvis han havde set længe på smerten i hendes ansigt, og tårene fra englen der fald ned over hendes kind, og trak de mørkere streger i den gyldne pels. Gad nok vide hvad man kunne forestille sig af eventyr om engle, og deres tåre. Måske skulle Smeyé tillæge dem magiske kræfter. Én grusom ting fra det venstre og en lyksagelig ting fra det højre? Eller... Skulle han skabe en modsætning til Englen? En dæmon sendt fra Helzloris flammer i det helvede der engang havde været en del af et større domæne i Himmelriget. Han trak ikke på smilebåndet som han ville have gjort det i en anden situation.

Hendes ord nåede skam hans ører. Hendes smerte var næsten til at tage og føle på ude i den blå luft, så meget fyldte den hans paradis. Paradiset var stadig smukt og levende, men midt i det lå en hoppe hvis død meget vel kunne indtræffe og efterlade Smeyé med et tommere paradis. Nu hvor hun var skabt, var i live, og levede ville det efterlade tomhed at hun døde. Megen tomhed. Føllet ville ikek være noget lyspunkt, det ville være årsagen til hendes død, og ville blive dømt til fortabelse af Smeyé. Han ville afskærer Laylis fra hans liv for en stund - det var sikkert. Men så længe Sõnumitooja trak vejret, så længe ville dette ej ske og Smeye ville være stærk og kæmpe for ting han ikke havde troet på før.

"Intet er forgæves, så længe du trækker vejret. Træk vejret." lød hans svar. Det der skete næst virkede som et holdarbejde. Han gjorde som hun bad ham om, og fik øje på den styrke der vendte tilbage til hans gyldne budbringers øjne. Koncentrationen havde lagt sig om ham, og det eneste den kredsede om var at hjælpe hende, og få det føl ud. Han trak i føllet når hun pressede. Ventede mens hun pausede, til rytmen sad der, og føllet kom længere og længere ud, for til sidst nydeligt at ligge sig i græsset, med fosterhinden om sig. Vingerne... Han slap sit magiske tag om dem og lod dem være som de ville være normalt. Så anderledes vinger. Meget mere kaotiske, vilde og hakkede... Sõnus vinger var fine, rundede, gennemførte, harmoniske... Disse her... Mindede ham mere om kaos. Kaos... Sõnus stemme lød. Han fangede beskeden. Folningen havde taget et godt stykke tid, og føllet ville nu have brug for at trække vejret. Men hvordan ville du trække vejret hvis du lå smasket indeni en fosterhinde? Han satte mulen ned til det ikke perfekte føl med et par lettere gådefulde øjne.

Så hjalp han hende med at fjerne den fosterhinde, så føllet kunne få luft. Han slikkede og bed lidt i den, lige meget hvor ulækkert det så måtte være. Han brummede kort. "Kaos." mumlede han dystert.


Feel what I am as a man. Feel I've done all that I can. Now that the faling is true. Let me surrender by fading into... Dear it's all part of a plan. Here is no twist of a man. If what you're saying is true, let me remind you you've faild to fail too.