I see in your eyes that you know what loneliness is, true loneliness.
You understand that is the most painfull form of suffering there is in the world..
as I said before, we have the same eyes.


De lava farvede øjnene gled over det øde område, I det at den stribede hoppe langsomt bevægede sig videre. Alt omkring hende virkede dødt, og det samme gjorde hun. Hovene blev løftet og sænket med en rytme der ikke fandtes, og hvert et skridt var ikke når man forventede det. På afstand kunne det sikkert se kluntet ud, men så snart man listede sig tættere på den magre skabning ville man se at hun nærmest gled fremad.. den flammende orange røde man gled i noget der kunne minde om bløde krøller ned over hendes hals, og halen svajede blidt bagved hende.

”pain…”

Kom det hæst hviskende fra hende, og hun hævede let det sænkede hoved. Hendes blik flakkede kort, og noget der kunne minde om en rystelse kom kort igennem den magre stribede krop. De matte guldstriber var næsten ikke til at se over det lag af aske der var over hende, og det eneste der var helt klart på hende var de orange øjne, samt manen og halen.

”jeg er pain… jeg må blive ved med at sige det. Huske det”

Endu nogle ord kom fra hende, og man kunne tro at hun snakkede med sig selv – hvilket at hun også gjorde.. men hun var ikke psykisk syg. Nej, hun måtte huske. Prøve at leve. Ikke at glemme. Ellers glemte hun sig selv.

The fate of those who seek revenge is grim… it’s tragic…
you will end up suffering and hurting yourself even more…

To them… I am a relic of the past that they wish to erase end forget.

So… for what purpose do I exist? Why am I alive?

Kanto. En skov som kunne virke umådelig skræmmende for mange heste, med dens høje, store og gamle træer, som tårnede sig op over ens hoved. De dækkede for dagens lys, hvilket gav skoven en mat og lidt skummel stemning, men Elzharin nød at bevæge sig rundt derinde. Her kunne hingstens tanker florere, her kunne hans syge men geniale ideer komme til verden. For der var ingen til at forstyrre ham, ingen fugle der larmede, ingen heste der vrinskede eller kom brasende. Det var herligt! For hingsten havde meget at tænke på for tiden, han var ved at etablere Helveds Hingstene igen, og det var bestemt ikke en opgave der var nem. For enhver vidste, at netop de hingste som ville være i den flok, var dem med de stærkeste personligheder, og sygeste tanker. De skulle kontrolleres men kun en smule, for det meste skulle de have lov til, at spille deres spil som kun de kunne gøre det. Et spil som Elzharin så frem til at se. Hans plan var ikke at gå imod Flakezé og hans familie, ikke decideret. Hans plan omfattede den anden gud, Smeyé, ham som ville dræbe alle halvguderne. Det var jo ikke noget Elzharin var interesseret i, så hans plan var ganske simpel: De mange heste i Proelio skulle påvirkes af mørket, de skulle blive tiltrukket af det og tilbede Helzlori, som den gud han nu engang var. Simpelt? Bestemt ikke. For det ville blive noget af en opgave, men han var sikker på, at hans hingste ville kunne udføre opgaven sammen med ham.

En brise havde banet sig igennem træerne kroner, og lod skovens forskellige dufte ramme ham. I starten var de som han forventede det; græs, mos, blade og andre dyr. Men så kom en anden duft, en duft af ... hest? Kunne det passe? Sidst han havde været i denne skov, var han stødt på Europa, men det var bestemt ikke hendes fært han nu havde opfanget. Det var en fremmed. Spændende! Nok skulle man tro, at en hingst som Elzharin ikke kunne finde sådan noget spændende, men sandheden var en helt anden. For man kunne jo aldrig vide, hvad en fremmed havde at byde på, vel? Så uden at gøre den anden opmærksom på, at han var i nærheden, fulgte han efter færten. Og han skulle ikke lede længe, for længere fremme vandrede der en sjæl, som i dén grad tog sig anderledes ud. Hendes blodrøde man og hale tiltrak hans blik, de lysende øjne, som kunne minde meget om hans, var det næste han fik øje på. Og til sidst var det hele hendes krop, som dog var dækket af aske. Hun var ... anderledes. Men bestemt ikke på nogen dårlig måde. Fascineret betragtede han hende i lidt tid, inden han lod en dyb brummen forlade ham. Elzharin havde sjovt nok ingen trang til, at vise sig frem som så mange andre hingste. Han kunne sagtens spille med musklerne, men det var er intet behov for. Istedet blev han stående og betragtede hende, men sørgede for, at hun nemt kunne få øje på ham.

"Mørket hilser dem, unge hoppe."

I see in your eyes that you know what loneliness is, true loneliness.
You understand that is the most painfull form of suffering there is in the world..
as I said before, we have the same eyes.

Vinden… dens færden var i dette øjeblik imellem de ældgamle stammer og træer, og hele skoven syntes at hviske og klage sin sang ud. Både fra de træer der var ved at give op, og de træer der var ved at blomstre op… liv blev nedbrudt og skabt, og hele tiden kom nye arter eller skabninger til. Fascinerende.. Pain løftede det markante hoved kort, og lod det glødende blik følge et af træerne op til den mørke himmel. Et hæs fnysen kunne høres fra hende, og hun forsatte sin ujævne men alligevel glidende gang fremad. En stemme… stemmen nåede hendes dunede ører, og fik dem automatisk til at vippe tilbage.. lyttende. Hvem var det? I et ryk stoppede hoppen op, og langsomt… uendeligt langsomt vendte hun sig imod den fremmede hvidhovedet skikkelse, og målte ham med de brændende glødende øjne. De røde krøller dansede kort i den stille brise, inden at den lagde sig og alt blev tyst. Der var ingen dyr omkring hende. ingen grene eller blade der raslede. Intet… blot den unaturlige døde aura omkring den stribede hoppe.

”Mørket kan jeg ikke hilse, uden at have en grund til det… giv mig grunden, og jeg vil hilse det med åbent sind og sjæl - Hvis de kan finde den. Jeg er Pain”

Kom det hvislende og hæst fra hende, og pludselig tippede hovedet i et ryk på skrå. Som en marionet dukke der havde fået kappet snoren over, og nu blot blev holdt oppe af de andre tråde i kroppen., og alligevel.. der var en elegance over den magre hoppe. Som havde hun haft en rang værdig til en dronning, men var faldet. Hvilket nok var tætter på sandheden end man ville tro.

The fate of those who seek revenge is grim… it’s tragic…
you will end up suffering and hurting yourself even more…

To them… I am a relic of the past that they wish to erase end forget.

So… for what purpose do I exist? Why am I alive?