Inaktiv karakter
163 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Atlas on Sept 20, 2013 17:27:58 GMT 1
Atlas What will it be, should we go to Heaven or Hell Atlas fulgte hoppens tempo, spejlede hendes bevægelser så det nærmest lignede han prøvede at blive et med hende. Han fulgte sine sanseindtryk som de stille vandrede afsted. Duften af mos og planter fyldte hans næsebor, grene rakte ud efter hans sider og fik det til at sitre stille der hvor de gav hans sind små ridser. Han hørte fugle synge stille i det fjerne mørke, smådyr kryble i skovens bløde bund, deres hovslag lød som en stille dundren mod jorden, en stille melodi. De var blot to bankende hjerter i skovens indre væsen. Hoppen stoppede op og Atlas måtte stoppe blot to skridt senere. Han vendte det ædle hoved og spidsede ører mod hoppen, velvidende om at hans ord måske havde rørt hende et sted han ikke havde været i sinde at røre. Han lyttede til hendes ord, og lavede en undskyldende mine ved hendes forklaring. Han kunne godt se hoppen måtte have det svært, om end så han ville have reageret anderledes end hun.
"Jeg ser blot et enkelt stykke hest, ikke to."
Atlas vidste godt at hoppen ikke mente hun var halv af krop, men af sind. Men hans varme stemme var forstående for dette, den var blot opmuntrende som han endnu satte frem med hoppen ved sin side, nu i hurtigere tempo. Hendes blik var søgende, som søgte hun den hingst hun snakkede om, og den brogede fandt det desværre en smule trist, ynkeligt. Trods han havde ondt af hende og han havde lyst til at gøre således at hun fik det bedre havde han aldrig søgt efter kærligheden som hun virkede til at søge sin, han vidste han ikke kunne leve med kærlighed endnu. Han smilte stille til hoppen og undlod at give hende et stille strøg over kinden som han ville have plejet.
The place where both collide
|
|
|
Post by Deleted on Sept 20, 2013 18:18:48 GMT 1
Athena I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!
Hun var splittet det var vel tydeligt for enhver. Hun var splittet allerede da Dementer stødte på hende dengang. Men pludselig var der en anden halvdel... En hun kunne smelte sammen med. Nu var denne borte igen. Og nu måtte det føles meget værre. For nu vidste hun at hun hørte til et sted. Men også at det åbenbart ikke var hendes skæbne at leve ved hans side... Han burde være her. Se Gaizka blive ordtenligt voksen. Se hendes føl... Milagro. Tvangsføllet. Athena var også et tvangsføl. Men hun var blevet elsket og plejet af sin mor, som et ønsket føl. Det var derfor hun opmuntrede Gaizka til at gøre det samme. Hendes stærke datter, der var præget af begge sine forældre...
Hun skridtede stadig frem, men langsomt sagtnede farten sig og opgivelsen trådte ind i hendes øjne. Hun havde ikke duftet hans fært i hvad der føltes som år. Blot ét sted følte hun at han var til stede. Det sted de mødtes dengang... Men hun kom der ikke mere. Sidst hun kom der mødte hun Fuego. Hingsten der senere tvangsbedækkede Gaizka. Hun så tilbage på denne fremmede Atlas hingst. Han ville ikke bryde sig om at blive trukket ind i hendes verden. Det var der ingen der ville. Det var et mareridt, et smertehelvede, og ikke et sted uskyldige, og stadig levende, hele sjæle skulle komme og trøste. Ligemeget hvor rart det ville være at få en støtte. En hjælp... Ville det ikke være fair. Hun ville tære for meget på deres energi. Spilde deres tid, til de kørte træt i hende... Hun var dømt til at være alene... Men håb havde hun altid båret og stadig lå det dybt i hende. Hun lyttede. Få ord sagde han i forhold til hende. Men med en stemme der overraskede Athena. Hun kom til at smile. Næsten ved et uheld, for det var sørgelige følelser der skar i hende. Men synet af hende selv delt i to kroppe var finurligt og lettere morsomt.
"Jeg har en krop. Et blik. Et sted at være. Men jeg tror du ved at jeg aldrig er helt tilstede. Jeg flyver et andet sted..." hun så bort... Skoven var stadig præget af at der var lang vej ud. Men hun satte det ene ben foran det andet... beslutsomt. Hun måtte se dagens klare lys. Et andet sted end den disede, hemmelighedsfulde skov.
And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!
|
|
Inaktiv karakter
163 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Atlas on Sept 24, 2013 18:58:59 GMT 1
Atlas What will it be, should we go to Heaven or Hell De to taktfaste rytmer af deres skridt blev til en enkelt. Snart blev de til ingen da den brogede stoppede op blot en smule foran den mørke Athena. Han så et glimt i hendes øjne, noget der fortalte ham at hun opgav, og han kunne ikke lade være med at trække en stille grimasse, lettere trist. Det var synd hvis hun ville til at give op om deres rejse ud i lyset, væk fra det mørke spind af hendes tanker der virkede til at hvile inde under træernes kroner. Atlas tog dog fejl, hun stoppede ikke helt op, det var blot en pause i deres vandring. Det var noget andet han måtte have set i hendes blik, en anden ting hun mente hun ville fejle i, måske var det det hun virkede til at søge efter? Atlas lod sig selv falde i trit med hende igen og lod øjnene hvile på hendes ansigt, tænkende over de ord hun havde sagt.
"Så håber jeg at vi sammen kan få Dem ned på jorden igen, eller lade Dem flyve med glædens vinger i stedet!"
Atlas smilte stille og varmt til hoppen. Han vidste ikke om opgaven var umulig, om hoppen havde ladt sig selv synke for langt ned i mørket, men med den vilje hun virkede til at have til at drive sig selv videre ud mod lyset så han noget i hende, et meget stille lys der lovede bedring.
The place where both collide
|
|