Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Der var engang et liv. Der var engang et eventyr. Men hun drog af de forkerte veje. Draget af hans mørke sind, hans grønne øjne, skarpe som gift. Hendes eventyr blev et mareridt. Ikke fordi han påførte hende nogen form for fysisk smerte - det havde hun prøvet tro mig - men noget der var langt værre. Fravær. Farvel min engel.

Hendes navn var Athena. Og hvad end du måtte finde i de forpinte øjne, ville du sikkert kunne drage på eventyr, dystre, blide, fantastiske. Men mest af alt ville du nok være optaget af at intet så ud til at være i live nu. Athena var langt væk. Langt borte indeni sig selv. VÆK! Fra omverdenen. I Kantos dyb vandrede hun rundt, ude af stand til at sige en lyd. Ude af stand til at hjælpe sig selv, mere end hun allerede havde gjort. Hendes liv var dødt. Som skoven du ser. Oldgammle visne træer i disen. Hemmeligheder dybt derinde. Liv. Men dybt, dybt inde bag alt det visne, døde og forpinte. Hendes sjæl var som skoven. Intet kunne være mere sandt. Men hvem var det nu egentlig hun var?

Athena var en hoppe der kom uønsket til livet. Hun blev udstødt, frastødt, forbandet som føl. Smerte var hverdagen. Men i en lysning i skoven fandt hun sit eget paradis. Drømte sig bort til Proelio. Hun var blevet slået den dag faderen fandt ud af dette. Hun var blevet skældt ud igen og igen. Hendes mor blev slået halvt ihjel, og aldrig skulle hun se hende igen. Hun var blevet smidt klods ung ud i at skulle mage en hingst der ville blive leder efter hendes far. Han gjorde hende ondt, men hun stod imod. én dag vandrede en sort hingst ind i hendes liv. Tog hende med bort fra smerte og pinsel. Men kun for at hun skulle finde mere. Han ville ikke opfylde hendes drømme han var for gammel hun for ung. Han døde i et forsøg på at redde hende fra en ny grusomhed. Hun drog bort. Fortvivlet ung, med et blødende hjerte. Til Proelio kom hun. Men blev der noget paradis her som hun havde drømt? Hun forelskede sig, men det gik aldrig. Forpint, alene levede hun videre. Til hun fandt en sjæl så dyster som hendes far. Og forelskede sig klods i hans sind, da hun fandt ud af hvad der lå bag. Hun fik et føl. Troede hun endelig var i paradis, elsket og levende. Men hun døde igen... Hun døde igen. Var det kun i går han forsvandt fra hende?

Et suk hørtes fra den spinkle hoppe, der atter var på vej til at tabe sig... Forfærdeligt. Men hun kunne ikke vente mere. Hun ville dø. Fortvivlet som altid. Et par ord forlod den mørkere, søgende stemme. "Hvem er jeg, min Gud?"


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Atlas havde set en masse lignenede, hans et skove der havde været ved at dø ud. Denne skov var dog ikke helt lig dem alle, skoven var i stedet levende trods den virkede til en på dødens rand. Det var som om de visne træer hvislede, talte og som om disen der dækkede hele skoven kom fra træerne selv, som lukkede de en kølig ånde ud mod dem der nærmede sig. Om det var i velkomst eller i forbandelse vidste den brogede ikke, uanset hvad ville han blive ved med at vandre i skoven til han følte han havde fundet skovens hemmelighed, for en måtte der være i denne ældgamle skov.

Meget måtte skoven have set, mange måtte have vandret i dens indre væsen, og Atlas ville blot blive endnu en i dens række. Her virkede så ensomt, så forladt at Atlas for første gang han vandrede i Proelio følte han var alene. Det var en behagelig følelse, en følelse af at kunne slappe af og opleve naturen, hvilket var hans mål i livet. Som et atlas af det frie land var hans livsopgave at søge verdenen for nye lande, og komme hjem som en ældre hest og fortælle om sin færden. Her var det godt at den brogede havde sig en fotografisk hukommelse som det enlig hed, af hvad den brogede vidste mente han dog blot han havde en ganske godt hukommelse siden han kunne huske alt hvad han nogensinde så.

Atlas spidsede ører og stoppede op. Først var han sikker på at skoven talte til ham, at den hviskede ord, blot få, men triste ord der kunne få ens egen sjæl til at vriste af sørgmod. Atlas vidste dog godt at skove ikke kunne tale, at det blot var det indtryk naturen af og til ville have man skulle have. Af denne grund vidste den brogede at han ikke var alene, en anden sjæl befandt sig i skovens ældgamle indre. Den brogede vendte hovedet, tænkende, og besluttede sig på den vej lyden måtte være kommet fra. Det var i en stille skridt at han bevægede sig videre, inden han lod et af sine varme, nysgerrige vrinsk lyde.

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Efter at have sagt ordene, var der så stille at hun var tæt på at stoppe op, falde om igen, som havde hun været forbandet af en giftart. En der tvang hende til at falde om, for ikke at dvale ned i det åbne dødsgab der truede med at opsluge hende helt. Dødsgab... Hun vippede i stedet med ørene og sank noget. En lyd kunne nemlig i samme nu høres. Hove? Et vrinsk dertil. Athenas øjne blev blanke. Som om hun var et forvildet rådyr der ventede på at kunne se rovdyret i tågen. Hun stoppede op, så disen lagde sig tungt. Et prust forlod hendes silkebløde mule og fik disen til at hvirvle let omkring.

At se på Athena var som at se direkte på et øgelagt arret hjerte. Hun havde ikke længere noget skjold, eller nogen facade. Hun havde ikke mere kræfterne til at sætte det op. Hendes lange røde man viftede let op om hendes skulder og forben da en brise skyllede igennem disen. Og så fik de to for skelligt farvede øjne øje på en skikkelse, der tog form mellem de ældgamle træer og tågen med. Hun mærkede hjertet slå i frygt, for hun ville ej møde flere. Hun ville vende om, vige bort, flygte, men som et dådyr fængslet af lys stod hun der blot, og stirrede forpint, skræmt mod hvem end der kom ind i Kantos dyb. Hendes hjem. Hendes skjulested. Det eneste sted hun befandt sig nu om dage. Verden derude omkring hende var ikke den samme mere. Hun havde glemt hvor vidunderlig den kunne være. Hvor meget skønhed, og glæde man kunne finde. Lukket af. Afskåret. Alene... Hun trak vejret dybt, beroligede sin spændte krop. En broget hingst. Hun lod ikke til at regitrere ham rigtigt. Ikke helt. Hun så ham blot, men det var som om hun så lige igennem ham. Han var forkert. Hendes hjerte var skuffet selvom hun havde vidst det ikke var ham. Dementer. Men hun så lige igennem denne hingst. I længslen efter at se den sorte hingst. Det skar i hendes hjerte, og hendes blanke øjne blev gennemsyret af den ødelagte sjæl hun var. Kunne nogen nogensinde se det liv der gemte sig bag?


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Træerne og disen tryggede sig ind om hingstens flanker som ville de enden omfavne ham, eller fange ham. Skoven gav et splittende udtryk, det ene øjeblik virkede den venlig og atraktiv i dens gamle visdomhed, det næste farlig når man så på de visne træer. Betagende var stedet dog, og Atlas varme brune øjne betragtede det hele huskede konturer, betragtede former, således at han let ville kunne komme ud igen, så længe han var opmærksom på hvorledes der så ud der hvor han bevægede sig ind, ville han også kunne komme ud.
Det var de brune øjne der snart fandt den anden sjæl i den tykke dis. Hendes krop var mørk, man og hale flammende rød. Det var dog øjnene som altid der fangede det brune blik, og denne gang var det to forskelligt farvede øjne han så, et blåt og et rødt, som skulle de signalere en splittet sjæl. Det eneste Atlas dog så i blikket var sorg, en sorg så stor at det skar i hans eget hjerte, som kunne han næsten mærke sig selv lide med hende. De der ikke ville lide med den mørke hoppe ville være for dunkle sjæle til nogensinde at kunne se lys.
Atlas stoppede op i kanten til den lysning hoppen så i, stod blot med sine forhove inde i lysningen, så han var ude i den kegle af dis hun stod i. Hans blik var endnu varmt, et lettere sørgmodigt smil var venligt på hans læber. Aldrig ville han kunne gøre denne sjæl noget ondt, så meget vidste han endnu, han vidste dog ikke om han ville se hende nogensinde igen, om dette ville være det eneste blik han ville få på den sjæl der virkede så forpint at den var ved at visne som træerne omkring den.
Den brogede tænkte meget over sine ord, og talte lavmældt med sin varme tone.

"Er der nogen jeg kan hjælpe Dem med frøken?"

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Hingsten stoppede. Athena var frøset til stedet i øjeblikket. Som om det ville gøre ulideligt ondt at røre sig. At gå sin vej. Hun trak hovedet tæt ind til sig i en pludselig bevægelse, som om hun forventede han ville slå hende. Således havde hun levet hele hendes føltid igennem. Og det kriblede tilbage hver eneste gang hun gik på hovedet ned i afgrunden af hendes egen smerte. Ligeså dybt hun kunne synke derned, ligeså dybt kunne hun føle. Også glæde. Det havde hun prøvet. Men som hun var netop nu var der ingen kræfter, intet mod til at tænke positivt og fortælle sig selv at hun i det mindste havde fået lov til at elske. At have Gaizka. Gaizka var stærk. Meget stærkere end Athena nogensinde ville blive. Hun havde det fra sin far... Sin far... Athena gispede langsomt og indeligt. I længslen efter at kunne leve ubesværet. Godt...

Den fremmede talte, hvilket fik Athena til at pive ganske stille og trække sig baglæns. Hun havde ikke hørt fremmedes stemmer i så langt tid. Og det gjorde helt ond, at hingsten kaldte hende frøken. Hun følte sig ej som nogen frøken. Hun var faktisk en mage. En forladt mage. Det måtte da nærmere være en Frue? Men det vidste han ej. Hun lagde ørene og lukkede øjnene. Blottede sig, i håbet om at noget ville ramme hende så hårdt at hun ikke behøvede at tænke og mærke det tomme, forpinte hjerte slå. Hun kunne dog ej tie, eller flygte fra ham. Det ville hun ej. Hun var desperat inde under al den smerte man kunne se på hende. Desperat efter noget... nogen at holde fast i, så hun ikek ville falde så hårdt og tomt og alene.

"Jeg er bange for faldet er blevet for hårdt... til at nogen kan hjælpe Sir." hendes stemme var den samme mørke som altid. Men med det samme forpinthed og ensomhed som udtrykket. Endda lød hun desperat. Hendes øjne veg bort fra ham. Og hun spændte kroppen atter, af refleks. I utrygheden og uvisheden om hvordan denne fremmede ville reagere. Ville han mon råbe af hende? Hendes minder flakkede tilbage på Fligt. Ville han buldre mod hende, for at såre hende? Hun var i en sådan konstant forventning nu. Det var så sjældent hun mødte nogen.


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Den brogede kunne mærke hoppens sorg helt i sit inderste, og det var en pinsel for ham bare at se en anden skikkelse kunne være så slået i jorden. Man skulle tro at han sendte en hov mod hendes ansigt blot ved at se på hende sådan som hun trak sin krop sammen som for at beskytte sin krop mod noget hun ikke havde grund at beskytte sig mod. Atlas selv var stærk, ufatteligt stærk og nok ikke til at knække! Han kunne skam gøres trist, det var nemt, men han ville aldrig lade sig selv komme i sølet. Så trods den brogede havde oplevet langt mere forfærdelse end de fleste havde, så havde han aldrig været udenfor sin sindstilstands ligevægt. Når han så på den mørke hoppe vidste han skam at hun nok kunne have oplevet ting lige så slemme som dem han havde, men at hun var skrøbelig var mere end tydeligt ligevel! Hun havde brug for en beskytter, havde brug for varme og ro, noget hun tydeligvis ikke havde i skovens dis.
Som hingsten havde forventet lød hendes stemme slået og fuld af så megen sorg at den næsten rungede i den sene aften, eller var det blot et ekko i skoven der gjorde at den stemme hun talte med lød til at give genlyd af tristhed. Atlas lagde hovedet på skrå, han kunne ikke lade være med kort at kigge ned over hendes krop, for fysisk så hun ikke ud til at have lidt et fald. Faldet var selvfølgelig også blot et udtryk for hvad hoppen mentalt måtte have oplevet. Stille tog han et skridt frem, ganske langsomt som gik han i slowmotion. Han ville ikke skræmme den skrøbelige hoppe væk.
Mange muligheder havde den brogede nu, meget kunne han gøre for at prøve at hjælpe den sorte. Han valgte dog at ingen mulighed var den bedste, han måtte blot prøve sig frem.

"M'lady, Hvorfor falder vi?"

Stemmen der talte var varsom, varm som altid som de brune øjne i hans brogede ansigt. Han var bange for at hans spørgsmål ville fælde den mørke hoppe med de mørke tanker, men der var også mulighed for at det for en kort stund kunne rette hendes opmærksomhed væk fra tomrummet hun muligvis følte. Svaret på hans spørgsmål var et han havde levet efter hele sit liv, grunden til at han altid havde kunnet komme op på sine ben igen, for det var ganske simpelt. Måske den mørke hoppe kendte svaret?

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Det var naturligvis ikke denne hingsts hensigt at såre Athena på nogen måde. Men hvad lærte man ikke at bilde sig selv ind? Når hele verden føltes imod én og man var alene tilbage. Hun gravede sig ind i skovens dyb, for aldrig at blive fundet. For aldrig at skulle se smerte i øjnene. Hun turde jo ej åbne sig, for mere smerte ville komme ind. Men var det rigtigt at hun aldrig mere skulle se smerte i øjnene, når hun blev ensomt, og for ladt herinde? Det var en løgn. Det bragte så meget tankemylder, så meget sorg og tomhed i ens liv at vandre alene rundt i den samme skov, blandt de samme træer i en ulidelig længsel efter at se en sort skikkelse med et rødt aftegn om sit ene øje... Hun så denne fremmede komme langsomt frem og omgående satte hendes ben i bevægelse. Ligemeget hvor langsomt han sp havde bevæget sig, var Athena ikke i stand til at blive stående og se til. Hun var ikke stærk alene. Ikke mere. Hun vendte rundt og ville sætte bort, men hun følte sig svag. udmagret. Hun spiste ikke nok igen. Det var sørgeligt.

Men inden hun nåede at komme langt væk havde hun hørt hans ord. Hvorfor falder vi? Det var det vi der fik den stålgrå/mørke hoppe til at stoppe op og brumme sorgfuldt. Vi. Det var en betydning af at andre også faldt. Mentalt. Hun vidste det godt. Hun havde for så vidt set andre i deres falde tilstand. Hendes egen var voldsom. Men havde hun haft bare én at dele den med, kunne hun måske være kravlet op og vendt om. Inden det blev for sent. Inden faldet blev for hårdt. Hun vendte sig langsomt, næstenspøgelsesagtigt. Hun var en fortvivlet, forvildet, fortabt sjæl. Såret. Men ikke ødelagt nok. Ødelagt nok til at knække total sammen og end ikke veksle et ord med en fremmed, eller stoppe op når man havde valgt at flygte. Så ødelagt var hun ikke. Det kunne give en klogere sjæl et blik ind i hende. Det ville vise at hun var villig til at finde styrke nok til at komme op til overfladen og se verden igen. Men også at det ville kræve noget. Hun kunne aldrig alene.

"Jeg ved det ikke." sagde hun hviskende, for at holde kontrol over stemmen. Hun kunne ikke se en mening med at falde. Var det for at lære noget af det? For sure! Hun lærte bestemt at holde sig fra at føle noget som helst godt, netop for ikke at føle flere ulidelige forpinte fald. Hun mærkede ansigtet trække sig op i bedende folder. Uden at hun rigtigt ville det. Hun ville kunne holde en ren, kold maske. Men den ville ikke finde sin vej til overfladen, så langsomt vendte hun sig om mod den brogede hingst igen. Nu havde han hendes opmærksomhed.


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Når man satte øjne på en vildfaren fugl i skovens dyb vidste man godt at den ved blot en lidt for hurtig bevægelse, ved en lidt for høj lyd eller hvis man gjorde andet blot en smule forkert ville den flygte, lette og flyve til vejrs for aldrig at lande i ens synsfelt igen. Det var en fugl Atlas forestillede sig som den mørke hoppe vendte sig og så ud til at ville flygte. Hendes bevægelser virkede bange, lige så sørgmodige som hendes sind havde virket det. Den brogede blev dog trist over at hun valgte at flygte, ikke fordi han så var ladt alene, nej, fordi den mørke hoppe nu ville blive alene igen, uden hjælp til at komme op af det dyb af sorg hun uden tvivl befandt sig i.
Lige så hurtigt som hoppen havde vendt sit spinkle korpus og havde virket til at være på vej væk, stoppede hun op mens hans ord endnu gav et hult ekko i den ældgamle skov. Han følte næsten at hans egne ord gav et ekko ind i hans indre så han kunne høre ordene med den stemme der en gang havde spurgt ham om det han nu spurgte den mørke hoppe op. Stemmen var en anden hingsts, en ældgammel hingst som havde været hans fader. Atlas vidste ikke om han skulle forvente at hoppen rent faktisk ville svare ham, måske overvejede hun blot sine ord en smule længere inden hun ville gå.
Vende sig om gjorde den mørke hoppe. Det røde og blå øjne kiggede på ham i hoppens sørgmodige ansigt. Et stille smil gled over hingstens ansigt som hoppen svarede. Hans svar ville blive lige så varmt som det før.

"Så vi kan lære at rejse os op igen, såvel fysisk som psykisk."

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Du kan føle mange ting i løbet af dit liv. Men hvor meget af den samme ting du ville føle varierede fra væsen til væsen. I Athenas tilfælde var smerte blevet en del af hendes hverdag. Hun havde aldrig ønsket det. Aldrig selv planlagt det. Men noget af den vej der stod åben foran en havde hun lukket af. Hun havde lukket den af, og dermed afskåret sig selv chancen for at finde vejen frem alene. HUn følte sig ikke stærk nok. Hun ville fejle i forsøget, og ende med at såre sig selv igen. Sådan tænkte hun hver gang tomheden tog over. Og det var ingen undtagelse nu. Jo flere gange hun blev såret, jo dybere ned gravede hun sig. Jo sværere blev det at komme op til overfalden og suge solens lys til sig. Bade i en sø af lykke. Det synes umuligt nu. Og det bragte kun tåre frem i hendes øjne. Hun stirrede på det smil den fremmede hingst stille havde fået. Hans varme stemme svarede hende.

Hvordan skulle Athena rejse sig uden Dementer? Det virkede ligeså håbløst som dengang hun måtte rejse sig uden sin moder. Og så som den gang hun måtte gøre det uden Den Sorte Hingst. Ham hvis navn hun aldrig fik. Alle gangene havde hun lidt, og alle gangene var hun ikke selv kommet til lyset. Hver gang havde hun styrket sit skjold for følelser, og smerte. Hver gang havde hun styrket en facade der udadtil kunne stråle, mens det indvendige kunne dulme i mørket. Og hver eneste gang havde en anden sjæl fundet hende... Givet hende en ny grund til at se fremad og være stærk. Men psykisk var Athena en svag, letpåvirkelig sjæl.

"Længe har jeg ej turdet rejse mig. Skjoldet forhindre mig, du venlige sjæl. Jeg tør ej føle." det sidste kom som en hvisken. Hun forhindrede sig selv i at leve. Trods alt man kunne se bag de forpinte øjne var den levende desperate sjæl. "Mit navn er Athena." hun så ned i jorden og spændte kroppen endnu engang i refleks. En hjerte var i stykker. Det blødte og gjorde ondt. Men det kunne reddes. Det kunne hjælpes, men aldrig heles. Ar ville altid trykke hende.


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

I hoppens øjne var der et lys, et lys som Atlas kunne skimte selv på den lange afstand de havde imellem hinanden. Lyset var dannet af desperation, et råb om hjælp som resten af hoppens facade prøvede at gemme bag det skræmte og triste. Det var ganske forundrende at en skabning, så delikat og så slående af udseende kunne være lige så nedslået af sjæl. Hvem end der havde gjort den mørke hoppe ledt var en den brogede ikke ville bryde sig om. Ingen burde efterlade en hoppe så knækket.
Den mørke hoppe virkede ganske vidst ved første øjekast som en der ville lades alene med sin sorg, en man ikke burde nærme sig uden at det ville skabe problemer. Men så hørte man hoppens tale, så fornemmede man hvorledes landet enlig lå. Den mørke hoppe ville aldrig have sagt sit navn, ville aldrig havde snakket om sit sjæls skjold hvis ikke hun ønskede et svar, hvis ikke hun ønskede en der kunne tale til hende om det hun ønskede, en der kunne støtte hende. Den brogede blev nød til at ryste på det ædle hoved for ikke at bilde sig selv ind, at den der skulle være hoppens støtte var ham selv. Så høje tanker burde han ikke have om sig!

"Kære Atena, jeg Atlas, vil ikke bede Dem om at fjerne Deres skjold, men hvis jeg får muligheden, vil jeg gerne lære det at kende der vises udenpå dette skjold. Eller hvis det vil hjælpe mere vil jeg gerne have æren af at lade dig kende lidt af mit.

I hingstens varme stemme lød et stille spørgsmål, om hoppen Athena havde lysten til at lade ham kende hende var noget hun selv måtte bestemme, om hun ville kende ham det samme. Atlas ville endnu være klar til at gå hvis hoppen ønskede det, men noget sagde ham at hun på ingen måde havde lyst til at han skulle gå. Hun virkede som en der havde brug for en hest ved en side, det var blot et tilfælde at han var hesten der var gået forbi hende denne gang.

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Athena bemærkede hans lille rysten på hoveedet. Et ganske specielt ansigt havde han syntes hun. Mørkt lige fra kæben til foran øret. Dernæst med nogle næsten grumsede, hvide aftegn. Udgjorde de en form for blis? Hun lagde hovedet lidt forsigtigt og tænkende på skrå. For nu så hun hingsten. Ikke igennem ham. Hun følte sig nedtrykt. Bange på flere måder. Hun ville så gerne flygte og begrave sig i skyggen af sine pinsler. Men samtidig var hun så desperat og længselsfuld efter hjælp. Støtte. Nogen der kunne tage hendes hov og lede hende ud i verden, for atter at opdage dens skønhed. Venskab manglede hun. Fermaz og Wallace var der ej for hende mere. Gaizka var hendes datter og hun burde støtte hende i stedet for at finde støtte. Og det havde hun også gjort. Støttet Gaizka med hendes Milagro, efter Fue... Fuego. Hvorfor havde han tvangsbedækket Gaizka? Var han virkelig sådan en egoistisk .. ting.

Hun vippede ørene mod ham da han talte. Tankerne forsøgte at flakke bort fra Dementer. Hun måtte... Nej det kunne hun ikke. Det var ikke fair at bede sig selv om at glemme ham. End ikke for at leve igen. Hendes liv var ham, var det ikke? Eller havde Guden snydt hende igen? Hun skimtede kort mod himlen mens denne Atlas stemme lød. Der var næsten skjult et spørgsmål i hans ord. Kunne hun lade ham lære hende lidt at kende? Kunne hun tage imod at kende lidt af ham? Hun vippede mulen til til bringen og blinkede et par gange med øjnene for at sikre sig hun ej befandt sig dybt nede i sit eget sinds tanker. Hun slog forsigtigt med den røde hale, der endte ud i hvidt.

"Kunne De tage mig bort herfra, Atlas? Så vil jeg... fortælle dem noget." hun søgte jorden med sine øjne, men skimtede så stille op imod hans. Kanto føltes som en pinsel, men samtidig som det eneste sted hun kunne være. Det ville være svært at forlade stedet. Specielt alene.


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Noget flakkede i hoppens blik, en tanke. Det erstattede noget af det triste, noget af det forpinte og det kunne ikke andet end at få den brogede til at smile stille og varmt. Det var rart at se noget andet i hendes øjne, om end dette så blot var en simpel tanke. Så længe det ikke var smerte han så. Med den tanke følte Atlas også at det virkede som om hoppen fokuserede mere på ham, som så hun ham nu for første gang. Det var en underlig tanke, men måske det var hvad den mørke hoppe gjorde. Atlas valgte blot at holde sit blik flittigt i hendes.

En bølget mørk tot gled ned fra hingstens næseryg og ned over hans kind som han betragtede hoppen. Hun så op mod himmelen som søgte hun noget deroppe, og Atlas mærkede sit eget brune blik glide op og væk fra disen og den mørke hoppe og op på den dunkle himmel over dem. Mørket viste dog ikke den brogede hingst noget, deroppe var der ikke noget af hans interesse. Brune øjne faldt endnu på den mørke hoppe som han ventede på hendes svar, hvis der ville komme et.

"Jeg vil gøre mit, men kun Deres egne hove kan føre Dem bort fra disse tåger. Men at jeg vil være ved Deres side vil være en ære."

Atlas ville gøre sit for at hoppen kunne komme med ham ud, for at tage hende ud af både skovens tåger, men også hendes sinds. Med et opmuntrende smil vente hingsten sin krop så han nu stod med bagdelen mod hende og med fronten inde inde mellem skovens træer. De brune øjne forlod dog aldrig hoppens blå og røde, vagtsom på om hun var klar til at tage sit første skridt.

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Hun registerede det varme smil der dukkede op om Atlas' læber. Hun krympede sig svagt. Det var svært. Alt for svært. Himlen var tryg at betragte, for derop havde hun skuet så mange gange før. Når hunv ar vildfaren, fortabt, alene og forpint. Så var himlen der altid. Om det var med dens regnskyer, dens blå klarhed, dens stjerner, dens skyer i formationer var ligegyldigt. Evigt og altid kunne hun søge trøst i dens mønster, og skønhed. Den forlod hende aldrig. Himlen kunne være Athenas følgesven. Hun kunne skrige til den og skælde den ud. Den næste dag ville den alligevel stadig være der. Hun kunne lade som om hun talte til de store Guder gennem den. Beskylde dem for at have placeret hendes hove som de var. Men var det hendes skyld? Et lille føl blev engang forpint... Hun vippede ørene mod Atlas da han talte, og vendte sine forskellige øjne mod ham, for at se ind i hans. Brune... Kunne hun mon finde lidt tryghed ved at se ind i dem?

"Et lille føl blev engang til en forpint ung hoppe." hviskede hun da han vendte sig, og Athena langsomt fulgte hans bevægelser, for så at skridte op på hans side, og fortsætte. Hun kunne godt. Selvom det indre øje flakkede på alt hvad der kunne ske hende derude. I livet. Selvom hjerte tikked ehende om at vende om og gå ind i skyggernes tryghed. Hun mærkede også hvordan den spinkle krop gjorde modstand for dens egne bevægelser men frem det kom hun. "Min far pinte mig, Atlas. Så meget at jeg ikke mere kunne drømme. Han slog min mor ihjel. Flokken forbandede mig. Til den dag en sort hingst kom til, tog mig bort fra pinslerne, og ledte mig langt væk. Proelio var det eneste sted jeg ønskede at se." hun kunne godt tale. Det var intet problem. Hun var blottet og skjoldet var væk. Det var grunden til at hun kunne snakke så frit. Hendes øjne stirrede skræmt og vagtsomt ind mellem træerne som hendes skikkelse kom frem. Hun kunne lade som om hun endnu engang fortalte Guderne hendes historie. Så de vilel forstå! Så de ville ændre hendes verden... Dementer. Piv...


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Athena tog et valg og kom nu mod ham. Atlas var ærligt talt imponeret over hoppen, for endnu så han hvor forpint hendes blik var, hvor slået hun så ud. At hun nu kom mod ham, og ville prøve at følge med ham ud i lyset var en sejr i sig selv. Opmuntrende smilte hingsten til den mørke hoppe som hun kom op på hans side, og han satte i trit med hende, lod hende bestemme afstand og fart. Hvis hun hun på et tidspunkt stoppede op var det først han skulle blande sig i deres vandren.
Det virkede som om den mørke havde blottet sig fuldt for ham og verdenen, for alle pinsler. Det gjorde dog også at hun nu lukkede ud for sin egen historie, en mørk en som den brogede hingst hørte sig selv pruste stille af. Han lyttede til hendes ord, hørte hendes lille historie. Hoppen havde tydeligvis ikke haft det nemt, og det uden at hun selv havde gjort det mod sig. Atlas havde været mørke steder i sit liv, steder som mange heste ikke en gang vidste fandtes, men alt dette havde han valgt selv, han havde valgt at opleve dem, og det var nok derfor han var kommet så nemt ud af det hele. Den mørke hoppe virkede som en, hvis held hurtigt rendte ud. Forhåbentligt ville det ændre sig, hun kunne bruge lidt solskind på sin krop.
Atlas havde en fornemmelse af at det var at lette hjertet den mørke havde brug for, hans egne historier behøvede hun ikke at vide noget om, hun havde blot brug for at blotte sig for at kunne komme videre.

"De siger De ønskede at se Proelio, og her er De. Men hvad er så Deres ønske nu kære Athena?"

Den brogedes stemme var stille og rungede mellem træerne i et svagt ekko. Det lød spøgelsesagtigt og Atlas lod kort sine brune øjne vandre væk fra den mørke hoppe til den mørklagte skov. De havde en ret lang vandring for sig mellem træer og under kroner inden han ville kunne få den mørke sjæl ud i sollyset.

The place where both collide

Athena
I've been, believing in something so distant, as if I was human... And I've been denying this feeling of hopelessness, in me. In me. All the promises I made. Just to let you down. You believed in me but I'm broken!


Hun mærkede kun svagt en følelse af at være i sikkerhed. For udenpå og også indeni væltede trang til gamle vaner sig op, og truede med at vende hende om og skubbe hende bort fra denne hingst der havde fundet hende eller omvendt i Kanto. Hun vippede lidt med ørene, mens de spinkle ben fremad gik i et tempo langsommere end mange ville gå. Men hvis de vidste hvor svært det var at gå frem uden at stoppe og vende om, så ville de ej fnise over hendes måde at bevæge sig frem på. Athena vidste at hvis hun så Dementer igen, ville hun ikke være som sidst han havde forladt hende. Det ville ikke være værre. Det ville være en lettelse. I stedet for at hade ham for at forsvinde fra hende, og først lade ham tale... Så ville hun med garanti skippe sin smerte over, og lade lykken bruse. For hun ville ej være lænket i smertens lænker mere. Det var for meget. Alt for meget. Hun var glad for at Atlas lyttede, og fulgte hende, på hendes vej ud... Men alle hun så her i landet efterhånden, mødte hun én gang. Og så så hun dem aldrig igen. Det var ikke gode odds for at skabe nye relationer, hun kunne hive fat i og trække på... Det var ringe odds.

Hans ord fik hende til at klemme øjnene sammen og i én bevægelse spænde hele kroppen ved tanken om hendes ankomst til Proelio. "Atlas, den sorte hingst døde fra mig inden jeg nåede hertil." sagde hun stille inden hun fik sig taget sammen til at gå frem igen. "Men da jeg kom for langt tid siden var lykke at finde. Men ej længe. Det fungerede ikke, og alene i skyggerne var jeg, bortset fra at jeg havde én ven. Men nu har jeg ikke set ham i evigheder. Og ej heller den der ikke kunne rumme mig..." hun skar tænder og så mod Atlas. "Langt tid efter min ankomst fandt jeg endelig en plads... Men det ser ud som om den svigtede mig. Faren til min datter - min mage - er forsvundet sporløst. For anden gang." hun så bort og skridtede frem mere hurtigt og hektisk nu. Som om hun søgte efter ham. Hendes øjne spejdede mod hver en krog. Hun havde intet andet end han... Hvor var han? Hun følte kun savnet nu. "Det eneste jeg ønsker er at leve helt. Ej halvt."


And I have nothing left... All I feel is this cruel wanting. We've been faling for all this time, and now... I'm lost in paradise! As much as I'd like the past not to exsist. It still does. And as much as I'd like to feel like I belong here, I'm just as scared as you. Run away! Run away... One day we won't feel this pain anymore, take it, all away... Shadows of you... Cause they won't let me go!