Stadig farveløs. Hun var snart begyndt at blive bange for at hun aldrig fik en farve. Ville hun nogensinde fortjene det højt satsede embede og flotte farver? Det måtte tiden vise... Ja tiden. Laylis kunne vide det, men Sõnu ville hellere dø end at spørge hende ud om det. Hun måtte vendte, ligesom alle andre heste. Men så er der jo også føllet. Eller rettere: eksperimentet. Laylis eksperiment. Hun var ved at have overbevidst sig selv, om at hun kunne se en lille bitte bulning - eller var det synsbedrag? Igen noget tiden måtte vise... Sõnumitooja var snart ved at blive irriteret over den tid. Hun måtte vandre i uvidenhed. 

Endelig lod hun blikket flyde fra tankerne på indersiden af de farveløse øjne, til den smukke sø foran hende. Sikke en heldig sø, at glinse i de flotteste farver. Gyldent og blåt dansede for hendes øjne. Mon disse ville blive hendes farver? Ville Smeyé hente sin inspiration i den smukke sø? Hun kendte ikke dens navn, men følte sig allerede tilpas ved dens bred. Hun lod sig forsigtigt dumpe ned på stranden, der omgav den smukke sø. Hun havde et problem. Andre heste kunne rulle sig i det gyldne sand, men Sõnu var bange for at rulle de prægdige, farveløse vinger itu. Hun måtte blot ligge og skue søen i denne positur, hun havde fundet sig. Hun sukkede og lod mulen falde til det kolde sand.

Den stribede hoppe Jah-lila bevægede sig langsomt af sted, mens hendes strålende, blå øjne kiggede sig nysgerrigt omkring.. Jah-lila havde efterhånden fået udforsket en stor del af det nye Proelio, men der var stadig endnu en stor del tilbage. Dette tidspunkt var dog ikke helt ideelt til eventyr, og det var blot et tilfælde, at Jah-lila var havnet et sted, som hun ikke kendte. Den stribede hoppe var nemlig drægtig, og selvom det endnu ikke var tid til at bringe nyt liv til verden, så var Jah-lila alligevel ganske rund omkring maven. Så rund at hun var overbevist om, at føllet var ganske stort af sin alder. Dette var dog ikke noget der bekymrede hende, idet Fermaz jo også var en stor hingst. En anden ting der dog var værd at bekymre sig om, at Jah-lila havde hele to dødsdomme hængende over sit hoved. Først Fermazs advarsel om, at denne Smeyé ville slå hende ihjel, fordi hun kendte til guderne, og derefter advarslen som Laylis var kommet med, om at hun skulle igennem store smerte ved folingen, som muligvis også ville ende med hendes bortgang.

Med en rysten på hovedet fik Jah-lila dog rystet de dystre tanker bort, og i stedet lod hun sin opmærksomhed opsluge af den fantastiske sø, der lå længere fremme. Farverne blå og guld blandede sig i hinanden, og gav det hele et magisk skær. Hvad mon det var for noget? Nysgerrigt nærmede Jah-lila sig, mens hendes pinke hale slog fornøjet bag hende. Den stribede hoppe nåede dog ikke helt til søen, for nu blev hendes opmærksomhed fanget af noget andet. Noget næsten usynligt? En hest? Nysgerrigt vrinskede hun mod den skikkelse hun mere fornemmede, end egentligt så.

Sõnumitooja foldede de elegante, farveløse vinger ud og drog et lykkeligt suk. Indtil nu levede hun det simple liv - spise, sove og drikke. Hun prustede let til sandet og en lille sky af sand stod op.

En fornemmelse ramte hende. Nogen så på hende. Det farveløse blik søgte undrende hen over den lille strand-agtige bred. De fandt en mærkværdig hoppe. Striber og en smuk sammensætning af farver beklædte hende. gul, lyserød, hvid, sort og grå. Hun måtte et øjeblik blinke for at se om hun virkelig så sandt! Da hun så havde kommet til den konklusion at denne hest virkelig var til, begyndte en tiltagende misundelse. Det var ikke had, men hun kunne ikke undgå at føle misundelsen i sit indre; nogen ku bare det der med farver. Hun vrinskede venligt og kom yndefuldt på benene. Hun slog med den farveløse man og rystede sandet ud af den farveløse pels. Det så sjovt ud med sandet i den næsten usynlige pels.

"Vær hilset kære farvebærer, Jeg er Sõnumitooja"

Sagde hun med en blid stemme, som hun bakkede op med et lille elegant buk. Da hun var færdig med den formelle hilsen, smilte hun venligt og holdt øje med den fremmedes krop - hun var ikke den eneste med liv og hos denne fremmede var det meget tydligere. Hun søgte hendes øjne og holdt øje med hende. Øjenkontakt var ikke noget, der var svært for hende og ha...

Et vrinsk lød nu fra den gennemsigtige hest, og ud fra hendes fine tonefald at dømme, var det en hoppe.. Noget der jo ikke var helt let at se, når nu hesten var mester i camouflage. Med ren og skær fascination strålende i de blå øjne, så Jah-lila, hvordan hoppen kom på benene og fik rystet den smule sand ud af pelsen, som der havde samlet sig.
Da hoppen nu hilste på Jah-lila og præsenterede sig selv som Sõnumitooja, smilede Jah-lila stort og imødekommende til hende. Da denne Sõnumitooja nu ligefrem bukkede for Jah-lila, følte den stribede hoppe sig næsten helt genert. Sådan en modtagelse havde ingen givet hende før. Jah-lila ville gerne gengælde denne hilsen, men hun var bange for, at hvis hun gik ned på knæ, så ville hun aldrig komme op igen. Hun vejede trods alt en del mere, end hun plejede.

"Hejsa Sõnumitooja, det er mig en ære at møde dig." Selvom Jah-lila måske ikke var så formel, så var glæden over at møde denne hoppe ganske tydelig. En bukken kunne det ikke blive til, mens det forhindrede dog ikke den stribede hoppe i at bøje nakken let for Sõnumitooja. "Er du en prinsesse?" Selvom hoppen ingen farver havde, formåede hun alligevel at virke utrolig feminin og fin. Ja, fin var det rigtige ord! Derfor mindede den fremmede hoppe Jah-lila om en prinsesse, om end en farveløs prinsesse.

Om muligt blev det venlige smil større, da den fremmede hoppe spurgte til om hun var en prinsesse. Prinsesse kunne hun ikke prale af at være og på en måde var hun glad for det. Hun vakte opsigt og nogle gange kunne selv denne opsigt blive for meget for hende. Vingerne gjorde klart sit til opsigten. Egentligt gjorde hendes opførsel også, men det var blot hendes vision, at hun var et mellemled. Om så hun var i Proelio eller gudernes rige, var hun blot på besøg. Hun var på jorde, som ikke var hendes og skulle behandle den med respekt. Alle heste hun mødte i Proelio skulle respekteres, som stod hun foran selveste Smeyé. Hun var blot en simpelt tjener og bindeled.

"Prinsesse har jeg aldrig kunnet prale af. Så højt kan man ikke sige jeg står i hierarkiet. Jeg er tjener. Finder min herre mig værdig, bliver jeg er en bro mellem de højtstående guder og dette land, Proelio."

Hun betragtede den fremmede et stykke tid og valgte sine ord med omhu. Den fremmede virkede ikke snoppet - tværtimod. Selv var Sõnu heller ikke snoppet. Hendes rang var højest sandsynligt lavere end den fremmede hoppe. Hvis den fremmede bad hende om hjælp, skulle hun give den.

"Kære, jeg er af lavere rang end Dem. Proelio er ikke mit hjem, ej heller gudernes rige er det. Mit rige er derimellem. Mit rige er i rejsen, jeg føler mig hjemme i rejsen mellem dette land og gudernes - for her er jeg blot på besøg, som jeg er hos de højere. Når man er på besøg må man træde varsomt og vise respekt - ellers kommer man ikke igen, forstår du nok."

Hun smilte venligt. Det var vel hendes forklaring; snirklet og gådefuld, men tydede man den kunne man vel finde stor mening. Hun elskede sådanne svar. Denne hoppe var både hendes lige, men også hendes overmand. Hun var under hende i magtens cyklus. Fangede man hendes blik, fandt man en respektfuld, underdanig hoppe; men aldrig en kuet hoppe. Hun havde en vis indre stolthed, som ikke kunne slukkes. Hun var aldrig kuet og trods man kunne bede hende om så meget, var hun stadig en hoppe med fri vilje. Hun var sig selv. Retten til at bestemme over hende var kun til låns - hun ville aldrig følge en fremmed hest i alle handlinger, som hun ikke fandt en mening i. Hun var ikke et legetøj.

I følge Sõnumitooja var hun ikke en prinsesse, men Jah-lila synes nu stadig, at den gennemsigtige hoppe lignede sådan én, og også lød som en.. Bare se den fjerlette man der blafrede let, selvom der faktisk ingen vind var. Ingen vind, men hvordan kunne manen så blafre? Forbløffet spærrede Jah-lila nu øjnene op, som det gik op for hende, at det ikke var Sõnumitoojas man, men hendes vinger! Hun havde vinger! Den stribede hoppe følte sig helt rundt på gulvet ved dette syn. Selv havde hun jo netop altid ønsket at kunne flyve. "Du.. Du har vinger!" Nærmere en konstatering end egentligt et spørgsmål. Jah-lila kneb med ét øjnene hårdt sammen, for derefter atter at åbne dem. Hun havde ikke set forkert, Sõnumitooja havde virkelig vinger! Jah-lila måtte dog løsrive sin opmærksomhed fra dette fantastiske syn, da Sõnumitooja begyndte at fortælle, at hun var en tjener, som skulle fungere som bro mellem to verdner, hvis hendes herre fandt hende værdig. Til at starte med stod den stribede hoppe blot og kiggede på Sõnumitooja med et dybt forvirret blik i de blå øjne. Tjener? Herre? "Er du ikke fri?" Spørgsmålet kom forsigtigt, da Jah-lila ikke rigtig vidste, hvad det hele betød. Hvis hun kunne, ville hun dog hjertens gerne hjælpe denne hoppe med at blive fri. Fri som hun burde være, og som hun havde fortjent. Ingen skulle være underlagt en anden hest!

Sõnumitooja virkede til at have meget på hjertet, men da hun sagde, at hun var af lavere rang end Jah-lila, rystede den stribede hoppe kraftigt på hovedet. "Du er da ikke lavere i rang end mig, du er min ligemand." Jah-lila var sikker i sin sag. Aldrig ville hun se på andre, som var de laverestående end hende selv. Herefter tav Jah-lila, da Sõnumitooja atter begyndte på en forklaring, der mere forvirrede end oplyste. "Har du ikke noget hjem?" Jah-lila havde svært ved at forstå, at Sõnumitooja ikke hørte til et sted, men blot var hjemme imellem, som hun sagde. "Du må gerne komme og besøge mig igen." Jah-lila smilede varmt til den anden hoppe, og selvom det vidst ikke var muligt, så ville hun gerne have Sõnumitooja til at føle sig hjemme. Og hvis det ikke kunne lykkes, så i det mindste bare velkommen.

Sõnu lagde hovedet på skrå og lyste op i et smil, da den fremmede hoppe opdagede hendes farveløse vinger. Det var ret svært for Sõnu at forstå alle fremmede hestes forundring over vingerne, men når hun tænkte sig ordentligt om, havde hun ikke set en anden hest her med vinger.

"Selvfølgelig har jeg vinger. Jeg er skabt med dem"

Det var igen en ting, som kunne være svær at finde rundt i. Sõnu var faktisk ikke ret gammel. Hun lignede en ung hoppe, men faktisk burde hun have været et ungt føl på under 1 år. Smilet fortonede sig dog, da den fremmede spurgte til hun var fri. Igen en indviklet sag.

"Jo jeg er fri til at være hvor jeg er. Jeg er dog på en opgave for den blå skaber Smeyé og hans gyldne mage Laylis."

Hun smilte atter og overvejede et øjeblik og fortælle om dette... Skulle hun? Den fremmede virkede venlig og loyal, men havde dog endnu ikke præcenteret sig og hun havde blot snakket med hende kort indtil nu... Laylis snirklede planer kunne vel godt komme til fare for føllet og det ville hun ikke have...

Hun lyttede atter og valgte at tie om sin opgave - hun måtte spørge, også ville hun overveje det atter en gang. Hoppen havde ikke forstået hendes fortælling om hendes hjem. Hun sov ikke imellem, men ens hjem var heller ikke hvor man sov - det var hvor man levede.

"Kære hvad er mellem gudernes himmelske rige og den jord vi betræder?"

Hun baskede let med vingerne, som et lille fif.

"Luften, ja. Ser De, jeg sover skam ikke i luften men på jorden. Jeg lever i luften når jeg kan. Det er mit hjem og rette element."

Hun lyttede igen til at hun var velkommen på besøg hos hende og måtte atter forundres over den fremmedes ligetil-sind

"Jeg takker Dem...?"

Selvom Sõnumitooja synes det var en selvfølgelighed, at hun havde vinger, var det på ingen måde en selvfølgelighed for Jah-lila.. Den stribede hoppe havde faktisk aldrig før set en hest med vinger, til trods for hun mange gange havde drømt om det. Drømt om netop den frihed det måtte give, at kunne bevæge sig over alt. Med ét gik det op for Jah-lila, at hun endnu ikke havde præsenteret sig! Hvilke dårlige manérer! "Undskyld Sõnumitooja, jeg har jo helt glemt at fortælle, hvem jeg er.. Mit navn er Jah-lila." Et undskyldende smil spillede om Jah-lilas mørke mule, for det var jo ret dårligt af hende.

Da Sõnumitooja nu fortalte, at hun skam var fri, men var på en opgave for Smeyé og Laylis, kunne Jah-lila bedre forstå det. Forstå og acceptere det. Så var hun alligevel ikke en andens hest slave. Lyden af Laylis navn, fik den stribede hoppe til at spidse ører, og selvom hun var frygtelig nysgerrig efter at vide, hvad denne opgave bestod i, valgte hun dog ikke at spørge ind til den. Måske var det en hemmelighed, ligesom den hemmelighed hun havde sammen med Laylis.

At luften kunne være et hjem, havde Jah-lila egentligt ikke overvejet. Måske fordi hun netop var så jordbunden selv. Men selvfølgelig, når man havde vinger, hvor skulle man så ellers være? Men hvis luften var ens hjem, og alle andre heste var på jorden eller i himmeriget, var det så ikke et ensomt sted? Medmindre.. "Findes der andre heste med vinger ligesom du?" Bare fordi Jah-lila aldrig før havde set én før Sõnumitooja, var det jo ikke ensbetydende med, at de ikke fandtes et eller andet sted.

Som Sõnumitooja nu begyndte at takke Jah-lila, rystede hun blot endnu en gang på hovedet. "Der er intet at takke for. Allerede nu finder jeg dit selskab ganske behageligt, så selvfølgelig vil jeg med glæde sig dig igen." Blikket i Jah-lilas øjne var så ærligt, som det overhovedet kunne blive, da den stribede hoppe mente hvert er ord, hun lige havde sagt.

//Out, nu hvor Jah-lila har folet..