Mørket var faldet på, vinden havde lagt sig og den kolde nat var på vej, det var snart forår det kunne godt mærkes på vejret. En skikkelse kom travende ikke langt fra Rein, denne skikkelse var den store muskuløse, tigerstribret hingst Shadow Maestro. Det brede hoved var hævet og den kraftige nakke var knejset, altid en stolthed var at se over denne kønne hingst, dog var de blå øjne der gled rundt, altid tomme, der var ikke mange følelser at se på denne hingst, ikke andet end hans store ego og selvtillid, det var den eneste følelse man kunne læse på denne hingst! Ikke at Shadow var en følelsesløs hingst, han viste dem blot ikke, han var også en sær en af slagsen, ikke en man blot stolede på, han kunne vende sider på få sekunder, det kunne måske forklare hans tomme blik?
De kraftige, muskuløse ben bevægede sig hårdt imod den tørre jord, ikke en hingst der lagde skjul på sin tilstedeværelse, dog var han altid opmærksom på sine omgivelser, derfor vippede de brede mandelformet ører rundt, hvis en lyd lød, var Shadow opmærksom på dette! En dyb prusten kom fra hingsten imens han stoppede op, han var nu nået den mystiske sø Rein, han havde aldrig været her før, trods hans længe tilstedeværelse på Proelio. Han havde aldrig taget sig tid til at udforsker øen, hvorfor skulle han egentlig også det, hvis han følte sig tilpas et sted?
Den kraftige mørke hale med de hvide 'striber' i svang kraftig bag ham, dog faldt den igen til ro. Kort rykkede hingsten på den lyse mule, han overvejede at smage på dette vand, dog så det ikke indbydende ud, altså selvfølgelig var det smukt at se på, men at drikke det virkede ikke indbydende. Hingsten trådte et skridt ud i søen, blot med det ene forben, det virkede også anderledes, måske noget tykkere? Han rystede kort på hovedet, nej at drikke det var bestemt ikke indbydende.

En sø af ren mystisk lå foran en gylden sjæl, der bar navnet Pandora. Hvorfor hun havde søgt i denne retning, kunne ingen vide, for det lå ikke ligefrem tæt ved det sted, hvor hun sidst havde set Rin; men med så meget andet, var den gyldne sjæl ikke forudsigelig. Hun vandrede på må og få, der hvor hendes hove ønskede at bære hende hen.
Nu bar hendes hove dog ikke kun hende selv, men den gyldne sjæl gik som drægtig, bærende på den blåbrogede hingsts føl; et føl, der ville komme til verden og skulle føle den beskyttelse, som Pandora kunne give, men samtidig et føl, hvis fremtid ikke var sikker. Mange ting var gået igennem hovedet på den gyldne hoppe, her på det sidste, og måske var det alle disse tanker der havde ledt hende til at søge noget hun ikke forstod, så hun kunne tænke på det i stedet. Og nu var hun her , med blikket rettet ud over denne sø.
Imens hun stod der, ganske fredsommeligt, og betragtede søens vand, fik en lyd hende til at hæve hovedet øjeblikkeligt. Lyden af en hov der trådte gennem vandet, det sagte plask der lød og de lyde som kom fra en tigerstribet hingst, hun nu fik øje på, havde vagt hendes opmærksomhed. Pandora udsendte et lille fnys, mest tilegnet sig selv, fordi hun ikke havde til nøds at reagere så agtpågivende overfor alt der bevægede sig, men det gjorde hun. Nu hvor hun havde fået øje på denne sælsomme, underligt udseende hingst, hvilede hendes blik i stedet mod ham, observerende, imens han lod til at udforske vandet der blev holdt af søens murer, blot en meter fra den gyldne sjæl.

Hingsten som altid vær opmærksom på omgivelser var i dette øjeblik opmærksom om den mystiske sø Rein, han stod nu med forbenene i vandet, kun lige dækket de mørke hove. Det tomme blik var vendt imod vandet, undrende over dens tykkelse? Imens den tigerstriberet hingst var opmærksom omkring søen foran ham, nåede en hoppe umildbart at dukke op og stod nu ikke mere end en meter fra hingsten. Duften af andet end ham selv og hoppens fnys gjorde hingsten opmærksom om hoppens tilstedeværelse. Han hævede hovedet og vendte blikket imod den beige hoppe. Hun var tydeligvis drægtig, maven var tydelig, så der var vel ikke længe før hoppen skulle fole sit føl? Hingstens lod blikket glide over hoppen, betragtede hende kort, jov tydelig drægtig! Han brummede så svagt, men dybt og vippede svagt med ørene. De tomme blå øjne var vendt imod hende.
Shadow vidste ikke om han skulle sige noget til denne fremmed hoppe, eller om han skulle lade som ingen ting? Dog hvis hoppens stemme lød ville Shadow selv også svare.

Der gik ikke længe, før den tigerstribede hingst fik øje på den gyldne sjæl Pandora. Hans hoved blev rejst, hans ører blev vippet rundt og der lød derefter en brummen henvendt imod hoppen, eller sådan forstod hun det, hvilket fik hende til at hæve sit eget hoved en tak mere. Pandora var en årvågen en af slagsen, og hun var ikke typen der blot kastede sig ud i selskaber; hverken fordi hun lystede, eller fordi hun fandt det nødvendigt – men hun var dog heller ikke en hoppe der blot ignorerede andre, når først hun havde fået en eller anden form for kontakt med dem – og med den unikke stemme hun var, sendte hun et brum, der endte med et prust, tilbage imod den tigerstribede, hvis udseende hun fandt ganske fascinerende.
Der gik en rum tid, før hun trådte en smule nærmere. Hun var, trods alt, også nysgerrig, og en sær blanding af hendes normale vaner og holdninger, blandet med hendes nysgerrighed, havde drevet hende frem. Hun gik ikke til den tigerstribede, men viste derimod at hun ikke ville afvise hans selskab, hvis han havde samme interesse for det, som hun. Hendes ører forblev rettet fremad, og hendes blå øjne fulgte meget intenst hver eneste bevægelse den fremmede hingst udgjorde sig; det var ikke mange hun kendte til i dette land, ud over Rin, som hun ikke havde set siden bedækningen, så et nyt selskab kunne let skrabe jorden væk under hendes hove og sende hende lidt på dybt vand.