Laylis


// Må kin besvares af Emma m. Sõnumitooja!

Laylis betragtede Sõnumitooja da hun lettede på sine vinger. Laylis kunne svæve nærmest vægtløst. Men ingen almindelige heste havde kunnet det. Hun var den første der fik mulighed for at lette på et sæt vinger. Fantastisk så det ud. Laylis førte hende uden flere ord mod porten ud af Smeyés Paradis. Der var flere små ruiner her, og porten nærmede sig. Den var tårnhøj og elegant, enkel farvet i dyb, dyb blå med ringe på som Smeyés. Øvers var en stribe guld der glimtede i universet. Hun kastede med mulen mod Sõnu. Hun var nødt til at skulle igennem denne. Ikke udenom den. En anden verden... Intetheden vel og mærke lå hvis man blot gik forbi porten. Laylis gik igennem. Der var nærmest et net af vand der lavede ringe i porten, og så var hun ej langt borte fra krydset der ledte til de andres riger og Tronsalen. Byens midte. Herinde var der mange bygninger, til trods for at ingen heste normalt levede således. Det havde været svært at vænne sig til dengang hun flyttede herop. Men nu var byens huse en skønhed. En tryghed. Monomenter og systematisk natur var noget hun kunne lide.

Hun kom til krydset i trav hen over en form for brostensgade med aftryk af hestehove her og der. Hun svingede op til Tronsalen. Hvilket syn det måtte være oppefra! Tronsalen var en gigant bygning. Der var en kæmpe sal. Der hvor budbringere ville komme senere. Derudover var der også andre rum, men vigtigst var salen med bakkehøjnene der egentlig skulle fremstå som troner. Spejlet de snart skulle igennem. Og så... Et elegant rum med røde kæmpe gardiner der formørkede rummet let. Dér var der både dystert og rart. Afhængig af hvad der blev skabt altså... Der skulle Sõnu ind hvis hun var klar til at tage imod føllet allerede nu. Inden hun kom til Proelio. Laylis sprang op af den flade skråning og ind af den hvide trædør. Hun standsede så. Overvældende var det for mange at komme herind og se flammerne danse mellem 4 bakker der udstrålede hver sin ting...

Sõnumitooja fulgte lydigt efter den ædle Laylis. Næsten som en lille hund, gik hun ved hendes side. Hun spurgte ikke og forholdt sig genereelt stille. Sõnu fløj på sine vinger, ikke højt, men brugte dem alligevel hyppigt. Det faldt hende naturligt at flyve, ligeså naturligt, som at gå. Et drømmende blik lå i de intetfarvede øjne. Hun drømte sig væk til et sted, eller ikke et tilfældigt sted - fremtiden! Farver brydede hendes krop, pinke farver med små prikker, dog ændrede synet sig hurtigt og denne gang var hun grøn med gule striber, igen ændrede det sig, hvid, blå, gul, sort og med forfærdelig mange forskellige mønstre: Ternet, stribet, plettet og tusind hvis af andre ting. Et smil lå på hendes læber, og alligevel følte hun en vis skuffelse, hun kunne ikke forestille sig selv, med farver, foran sig.

Hun blev brat trukket ud af sine dagdrømme, da en blå port tårnede sig op for hendes øjne. Hun smilte let. Laylis gav hende besked med mulen om at gå igennem. Hun gik igennem. Det kildede! Det føltes underligt at gå der, som var hendes krop halvt i opløsning. Hun kunne se et andet sted, men vidste hendes bagpart stadig befandt sig i paradiset. Hun prustede let og skrabede i jorden, inden hun fortsatte helt igennem og så for første gang på den sjove verden foran sig. Bygningsværker i adskillige former og farver, strækte sig for hendes blik. Hun måtte et øjeblik blinke for at få vished om det var sandt. Det var det! Bygningerne var der stadig! Hun fulgte hurtigt efter Laylis, der allerede var på vej mod byens midte. Hun travede let med, imens hun slugte det underlige sted med øjnene. Der var ingen heste overhoved! Men hvem boede så i de smukke huse? Hun ville gerne spørge, men turde ikke helt og holdt sin mund - det var nok et svar, hun ville få senere hen. Det gav en let lyd af hove mod et hårdt underlag, som sten eller beton, da de krydsede en form for kryds, med 4 veje foruden den de kom fra. Sõnu så forundret på de sjove støbninger af aftryk af hestehove, smukke, yderst smukke. Sõnu fulgte efter Laylis, der vidste vejen, da hun valgte en af vejene.

Sõnu lettede forsigtigt fra jorden, for at få øje på tronsalen. Hun ville gerne se et sted, som hed således. Snart tårnede en gigantsik bygning op. Den passede til de andre bygninger, men var bare 10 gange mere prangene! Sõnu måtte et øjeblik ryste overraskelsen af sig og lettede så ved Laylis side. Hun gik blot og så ud i luften, da de endelig kom frem til tronsalen. Da Laylis sprang op af en flad bakke, gjorde Sõnumitooja det også, synkron, som en skygge, der jagtede sin ejermand. Hun fulgte med ind af den hvide dør. Sikke et syn, der mødte hende! Hun turde næsten ikke bevæge sig, af frygt for at gøre noget forkert. Hun havde aldrig set et sted så smukt! De 4 bakker, som lå der side ved side! Spejlet! Guldet! Alt! Hun bed sig i læben. Hvad nu? Hun så nysgerrigt rundt. Hvordan ville den gyldne Laylis bære sig ad?...

"Hvad nu?"

Laylis


Laylis smilede selvsikkert og roligt da Sõnumitooja var med inde i salen. Hun vendte sine klare kaos agtige øjne mod hende. Hun lignede bestemt en der kunne lide hvad hun så. Det var også overvældende at se første gang. Så levende, så smukt. Så gudommeligt og uopnåeligt. Det var hvad det var. Men Laylis havde nået det, selvfølgelig. Hun brummede roligt ved Sõnumitoojas ord.

"De er klar til at bære føllet?" halvt konstatering halvt spørgsmål. Så Nikkede hun og skridtede frem med et smil der spillede af både venlighed og hemmelighed. Hun havde ikke afsløret til nogen hvordan hun ville starte ud. Smeyé var derudover den eneste der vidste at hun selv ville eksperimetere med skabelse. Hun nærmede sig en bue ind til et mindre rum. Det med gardinerne. Der var gulvet farvet i sten som et skakbræt. Men i midten slikkede en ring af ild sig op. I midten af den var gulvet vådt og havde ingen farve. Den kunne i hvert fald hverken kategoriseres som blå, gul, rød, grøn eller nogen anden farve. Det afhang af hvad der blev skabt... Laylis betragtede Sõnumitooja. "For så vil jeg bede Dem stille Dem i midten af dén ring." hun brummede mildt og et roligt smil lå nu om læberne.

Sõnu så på Laylis, da hun snakkede. Hun nikkede stumt. Ja hun var klar. Det ville vel blive... spændene (?) med sådan et projekt. Dog havde hun sine betænkeligheder med at være den, det skulle udføres på. Men hun ville gerne falde i god jord hos både Laylis og Smeyé og optjene sine farver. Et smil fandt hendes læber og hun nikkede mere overbevisende. Hun ville ikke bruge sin stemme, af frygt for den ville afsløre hendes nervøsitet og alt ville gå i vasken. Sõnu fulgte Laylis til det mindre rum. Gulvet var som et skakbræt, konstaterede hun hurtigt - Endnu noget underligt gude-halløjsa som hun havde fået ind med skabelsen. En ring af ild, indringede en underlig pøl væske - Nok kendte Sõnu mange farver, men denne var ikke en, hun kendte. Da Laylis snakkede, spekulerede Sõnu samtidig på om det ville gå ondt.. eller om hun intet ville mærke? Som skabelsen, uden smerte. Men dette var en skabelse inden i hende - den burde gå ondt, ikke? Dette var vel anderledes...

Sõnu stilte sig villigt ind i ringen. Ilden brændte hende ikke.. Hun kastede et forventningsfuldt blik mod Laylis; Hun var klar!...

Laylis


Da Laylis øjne så hendes smil, og hendes nik kom på en overbevisende måde vidste Laylis at Sõnu ville gennemføre, uden at svigte dem. Hun betragtede den unikke hoppe som hendes farveløse krop trådte ind i ringen. Ilden brændte hende naturligvis ikke. Det forventningsfulde blik der dukkede op på Sõnus ansigt fik Laylis drømme til at skyde frem. Nu var de klar. Nu skulle det ske. Så Laylis samlede sine kræfter og stillede sig foran Sõnu. Hun vippede roligt med ørene. "De vil muligvis mærke en indre smerte. Men den vil ej skade Dem." lovede den gyldne hoppe.

Hun lukkede sine øjne i og trak vejret dybt - luften styrkede hendes evner - så begyndte en magisk vind at stå op omkring dem i rummet. Den dansede med Laylis man, og Sõnus farveløse blev ligeledes kastet rundt. Vinden bragte små dråber med sig, samt gnister. Ilden i ringen brændte en halv meter op men den varmede ikke og den brændte ej. Væden i ringen hun stod på trængte let op af hendes farveløse ben og farven blev en meget intens rød. Inden den blev sort - dette var ikke godt - men Laylis mumlede nogle uforståelige sætninger og så blev farven rød igen. Vinden tog til. Gnisterne blev flere og dråberne begyndte at trænge ind omkring Sõnumitooja og cirklere som små ringe der fløj omkring hende. Indtil Laylis kunne begynde at trække på sine gener, og arbejde med Sõnus mave. Al magien - vind, dråber, ginster, lagde sig omkring hendes mave. Laylis mærkede selv et stik af en smerte da hun trak på sine egne gener. Men det blev ikke til meget mere end det. Sõnu ville muligvis allerede føle et sug i maven der ville føles underligt. Men da Laylis så begyndte at lukke genet ind i hoppen og lade det blandes med Sõnus ville hun mærke en smerte. Hun trak på gener fra den nyskabte hoppe og viklede dem sammen til en skabning med hendes egne. Skabningen var så lillebitte at intet øje ville kunne se det. Ligesom når et æg blev befrugtet, befrugtede generne et æg. Og langsomt drev vinden over igen, og Laylis lukkede sine øjne op. Farven var blevet sort igen, til Laylis rædsel men pludselig skinnede den kraftigt gyldent. Så Laylis så intet slemt i det mere. Hun smilede og vippede med sine ører. Gnisterne forsvandt, ringene af dråberne faldt og farven blev atter uigenkendelig. Hun var 'drægtig'. Men på en ganske særlig måde.

Sõnu lyttede til Laylis. Hun bed sig let i læben, ved hendes ord. Hun forberedte sit sind på at skulle opleve en smerte, og at hun var ligeglad med hvilken type det var. Hun fik dog ikke længe til denne forberedelse, da Laylis startede sin skabelse kort tid efter. Hun måtte tage det, som det kom. Hun så gnister og dråber danse om sig i en magisk vind. Mere nåede hun ikke at se, før hun lukkede sine øjne i og lukkede det magiske ude. Det næsten skar i de farveløse øjne. Hun prustede forsigtigt og gjorde et forsøg på at åbne dem igen. Farverne virkede knap så gennemtrængene, og hun beholdt derfor sine øjne åbne. Hun rystede let på sin man, som vinden havde bragt i udu. Den ubestemmelige væske gled op af hendes ben og blev intens rød... så sort. En bekymret rynke faldt på hendes pande, men ved Laylis ord, fandt væsken sin røde farve. Magien samlede sig snart om hendes mave. Hun så fascineret på dem - som havde det sit eget liv og var bevidste, fandt de hendes mave. Bevidstheden havde de fra Laylis, som havde valgt at de skulle dette. Hun havde en underlig fornemmelse i maven, som når man galopere rigtigt stærkt og føler et sug i maven... blot mere... magisk? Hendes mavemuskler trak sig sammen, for at udholde den underlige fornemmelse, som næsten kildede helt. Snart efter fortættes Laylis skabelse om hende og hun følte en voldsom smerte i maven. Hendes mund lukkede sig hjælpeløst op og i, som en fisk på land. Hendes øjne spærrede sig overrasket op og hun så på sin mave - Laylis havde ret med smerten. Den trak ud til det næsten sortnede for hendes øjne. Alle celler i hendes krop forkuserede på den underlige, intense smerte. Hendes ben rystede under hende. En tåre steg op i hendes øjne, men forsvandt hurtigt i den hvivlene vind. Væsken om hendes ben blev faretruende sort. Rædslen satte sig i hende og truede med at kvæle hende. Hvad nu? Gik det galt? Skulle hun nu dø?... Dog blev hendes bekymring gjordt til skamme, da en kraftig gylden farve overtog den før sorte. Pludselig var alt ovre. Alt vendte tilbage til det normale... eller ikke helt.. Hun havde vidsheden om at hun nu var drægtig, men hun nægtede alligevel næsten helt at tro det. Det kunne ikke være rigtigt.. kunne det? Hendes krop føltes som før.. Men alligevel ikke helt...

Laylis
We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end.

Laylis fremkaldte et smil om sine bløde læber. Der var ingen tvivl om at der ville komme liv ud af det. Men om det sorte farve havde nået at gøre den virkning den gerne ville var ikke til at sige. Laylis fik intet syn netop nu, og var i uvished om hun nogensinde kunne få syn om noget der omhandlede hendes egen skabning. Om hendes føl, jo da, om hende selv til dels. Men ville hun være i stand til at forudse ting om dette særlige føl? Det ville 'tiden' vise. Layliz brummede broligende, mod Sõnu... Det var det. Nu ville hun ej se Gudernes rige før det blev nødvendigt at hente hende, for at give hende farver... Eller udrydde en katastrofe. Det ville ærge Laylis at se Sõnu fejle. Men Smeyé var nådesløs på nogle punkter.

"Det vil komme til verden som alle andre føl." sagde hun og nikkede mod hoppen. Så skridtede hun afsted mod den største sal igen. Den med spejlet og det overvældende mødested for Guderne. Hun viftede roligt med den lange hale. "Vi henter Dem, så snart vi ser De fortjener den plads der med største mening skal være Deres." sagde Laylis og nikkede mod udgangen til Tronsalen. Hun skridtede taktfast og yndefuldt hen over gulvet og forbi marmor søjlerne, hendes øjne faldt ganske kort på loftet og så standsede hun ved det gigantiske spejl. Hun forlangte at se Magiens Grotter. "Usynlige for enhver almindelig. Medmindre de er med en Budbringer som De skal blive." sagde hun om spejlet. "Nok om det. Sõnumitooja, når De viser Deres værd får De reglerne at kende." Laylis øjne var kaos fyldte, og advardende et øjeblik. Hun kastede sig så igennem spejlet. Og endte i sit eget rige. Når Sõnumitooja sprang igennem spejlet ville hun ende ved Magiens Grotter. Klar til at vise sit værd.


In my hand a legacy of memories. I can hear you say my name... I can almost, see your smile. Feel the warmth of your embrace. There is nothing but silence now... Around the one I loved. Is this our farewell? Sweet Darling, you weep too much, my child, see sadness in your eyes. You are not alone in your life, altough you might think, that you are.

Sõnu springer gennem spejlet.

[Out - glemte at svare den gang xD]

// Det er super Out