---

Arwena, a bird without wings.

---

Risle.. Risle..

Sang trækronerne da den hvide hoppe, dog med antydningen af både sort og rødt gik igennem Kanto skoven. Det rørte hende ikke den virkede efterladt, hun var ikke nem at skræmme, men nok for enhver hest, ville en åben eng være mere indbyende end en skov, fuld med lumske skygger. Sådan opfattede hun det.

Hun rystede på hovedet så det fyldige, røde hår slog om hende og det var i skarp kontrast til den hvide pels, som det sorte var om øjnene til hendes gyldnede øjne. Hun var en ganske nydelig hoppe at se på, der var ingen tvivl - der var blot nogen der blev skræmt af hendes tunge som kunne være skarp som en frisk flintesten der var slået i tusind stykker.

Stedet falder mig.. Forladt, tænkte hun imens hun gik videre blandt træernes ranglede grene som tog nogle lokker af hendes bløde, dog fyldige røde hår. Endelig bredte træerne sig en anelse ud og en eng, lang og solbeskinnet strakte sig foran hende. Hendes øjne kneb sig en anelse sammen, da solen virkede pludselig mod hendesø jne som havde vænnet sig til skovens skygge. Hun var sulten, det måtte hun indrømme men pågrund af hendes feminine, rolige attitude var der ikke meget som viste hun hungrede efter mad.

Hendes hove travede mod jorden da hun bevæget sig frisk frem og hendes hale bølgede bag hende. Hun virkede så elegant, så let, som en fugl uden vinger.

Så snart hun synes hun var kommet langt nok væk fra skovens mørke baggrund og langt nok ind på engen som virkede imødekommende, sænkede hun hovedet og lod sig græsse. Halen slog fluerne væk i flugt og hendes pandelok bredte sig ud som en vifte ved hendes snude. Hendes røde hår var som flammer, blodrøde flammer.

Hun vidste ikk hun ville blive forstyrret inden længe.

---

KRON

---

Galka, Galka, Galka. Det var hvad denne eng hed. Navne betød mindre end ingenting for den brogede, mørke hingst, når det gjaldt steder; de kunne være navnløse for alt han vidste. Dermed ikke sagt at han glemte navnene, for det gjorde han skam ikke, de var blot irrelevante for ham. Om den så hed et navn på 15 vokaler, så ændrede det ikke hvordan græsset var eller hvordan vinden føg. Nej se, disse ting var hvad der trak hingsten til engen. Græsset var endnu frodigt og vinden strøg afsted i et behageligt tempo, hvis ikke den føg og hev i hvad den kunne få fat i. På denne dag var vinden frisk, men uden at være strid, og bar mange informationer med sig. Nogle irrelevante som dens navn, andre langt mere interessante, hvis noget da overhovedet kunne være interessant for denne hingst.

Krons hoved hævede sig op over græsset i ny og næ, undersøgende og vagtsomt. Ej at han frygtede, men ingen skulle snige sig ind på ham, end ikke prøve det, og mindst af alt skulle nogen gå efter hans selskab, uden han ønskede det. Et øjeblik hævede han mulen højere end resten af hovedet, lod sine sanser vejre vinden, før han så spidsede sine flossede ører. Med en brummen sænkede han dog hovedet og lod den finde vej ned mellem græsset igen. Blot en hoppe.

Vinden bar en lugt med sig som var voldsom af hingst og det reageret en hoppe som hende altid på, trods hun ikke var i brunst. Men som perfektionist i sit udseende og vil gerne have opmærksom, var det et must at der var hingst. Hun hævede hovedet, for at kunne betragte den store hingst som græssede fredeligt. Hun vidste ikke helt om han havde opdaget hende, men mon ikke hu nfandt ud af det?

Hu nvar ikke typen der tog kontakt, men lod andre gøre det. Men det så ikke ud som om hingsten ville rykke sig ud af sit foretagende. Han lignede en der var stortset ligeglad med hvad der skete omkring ham. Dog var der stædighed som der var skønhed i Arwena og hun od være med at gøre opmærksomhed på sig selv, græssede videre, dog lod hun sig komme tættere på hingsten, i en uskyldig forstand.

Måske ville han opdage hende hvis hun græssede tættere og tættere på?

Hendes hale svirpede i takt med græssets svajen for insekter var der nok af. De var noget af det værste hun vidste, for de lignede pletter på hendes hvide pels og de skullve bare af! Hun rystede p åhovedet med en brummen så er par fluer lettede far hendes hoved. Dog var pandelokken en sikker skærmer for de fordømte fluer.

Det mindede hende o mdet sted hun kom fra. Hjemme. Varme. Sol.. Det lignede stedet her, dog var der langt mere ørken der hvor hun kom fra.