|
Post by Deleted on Aug 21, 2013 22:39:47 GMT 1
Efter hingstens mening burde hoppen falde ned. Køle af. Slappe af. I stilhed lod han sin mule kører ned langs hendes hals på ny, men trods der kom en svag reaktion, var den langt fra tilfredsstillende. En glød begyndte at ulme, inden hun overhovedet gjorde noget. Der gik dog ikke længe, før hun gjorde den ene, lillebitte ting, hun ikke måtte. Hun løb. Hingstens kæber lukkede resolut sammen om hoppens mankam, men nåede ej at få fat, så hans tænder efterlod maksimalt blot et lille mærke. Han kunne lade hende gå, lade hende falde ned af sig selv, men nej... hun havde fanget hans opmærksomhed, så nu havde hun den, om hun ville have den eller ej.
Kron drejede om på sine hove og fulgte hoppen i et hæsblæsende tempo. Hvad end der drev hoppen, så var det effektivt, for han fandt sig selv falde bagud. Med et næsten hidsigt fnys øgede han farten på ny, men bestemt sig til sidst for at holde sig en smule i baggrunden. Han skulle nok finde hende, nok fange hende, for før eller siden måtte hun jo stoppe.
Da han fandt hende igen, stod uden for skoven, men kun lige udenfor. Et højlydt, utilfreds fnys forlod ham, inden hans skridt blev sænket til en trav, men en hastig en af slagsen. Nakken var knejset, spændt op, ørerne gemt ned i nakken og hans øjne glødede faretruende. Trods vreden kom der dog pludseligt et tilfreds brum, da han tog sig tid til rigtigt at iagtage hende. Pludseligt virkede hun.. underdanig, ventende. Han lod sine skridt føre ham rundt om hende, forbi hendes hoved, før han gav hende sin straf. Med præcistion snappede han ud efter hendes ører, før han uden tøven vred det nedad. Hun mistede det næppe, men det ville efterlade den ønskede mængde smerte og næppe medføre et ar. Kron behøvede trods alt ikke ødelægge hendes kønne pels, eller hale, for at vise hende hvad han mente. Endnu i hvert fald.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 21, 2013 23:03:26 GMT 1
Hun kunne høre ham bag sig og kunne fornemme hvordan han hastigt nærmede sig med dundrende hovslag. Hun krøb sig næsten mere og mere sammen og ventede blot på at en af hendes kropsdele skreg af smerte. Rarity bed tænderne hårdt sammen, inden hun hylede op, nu i smerte. Hun slog bagud med det ene bagben, som jo slet ikke var ment som noget trussel til hingsten. Hun lod hovedet følge med hans mule for at undgå for meget smerte, mens hans tænder om øret udgjorde stadig en stor del af dette. De røde øjne lynede og halen svirpede bag hende, et tegn på at hun bestemt ikke var tilfreds, men hun gjorde ej mere end det, selvom Rarity nu nok ville være i stand til at udmanøvrere hingsten i ren hurtighed. Hun havde jo faktisk nærmest sat ham på vej ud af skoven, men så stoppet.
" Hvem er du.. "
Lød det så fra hende. Rarity bar en utrolig stærk stemme, men også feminin, som bar præg af at hun besad ganske god 'rang' i sin flok. Hun var trods alt lederens datter og fik nok også lov til mere end de fleste. Hun var langt fra den stærkeste, men nok den mest stædige.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 24, 2013 20:06:53 GMT 1
Med et sidste ryk gav den mørke gråbrune hingst slip på hendes ører, før han forsatte rundt om hende. Hun havde ikke været al for slem til at modtage sin straf; et hyl og en løften af et bagben. Samtidigt var det dog helt uacceptabelt, fordi straffen havde været retmæssig. En dyb, næsten truende brummen forlod hingstens strube da hoppens blik lynede, men så skete der heller ikke mere. Nej, Kron stoppede faktisk op og lod blikket glide udover landskabet. Nu var de ude af den skov, som hoppen ikke brød sig om, så ville hun vel falde ned igen? For Kron var det i grunden ligegyldigt, for om hun faldt ned eller ej, så bestemte han.
"Jeg er ingen-" Stemmen var hæs, men mere af brug end noget andet. Kron havde talt meget i sit liv; ikke i form af at spille stor dog. Nej, han havde blot talt og nu gjorde han det så ikke så meget. Næsten roligt rystede han sit hoved, før han vendte blikket mod hende. Nok var han ingen, bar ingen rang, men det gjorde ham ikke svag. Det gjorde ham langt fra ingenting.
"-men jeg bærer navnet Kron." Hendes stemme havde båret præg af en selvsikkerhed kun fundet hos nogen af høj rang. Tanken om at hun var datteren af en leder slog ham dog ikke som noget dårligt. Alle heste hvor han kom fra, var afkom af en leder på et eller andet tidspunkt; så hvorfor skulle det være noget specielt? Holdte hingste rent faktisk af deres afkom her? Hvilken svaghed...
"Men sig mig, hvem er du da?"
|
|
|
Post by Deleted on Aug 28, 2013 20:27:17 GMT 1
Ganske rigtigt, så faldt Rarity mere ned igen efter hun jo på sin vis faktisk havde fået sin vilje. Hun var kommet ud af skoven, og endda den vej hun ville have det. Hun trak hovedet en anelse til sig da hans nu slap hendes øre, men gjorde ikke mere drama ud af dette, for hun ville nødigt have at han hapsede sig fast igen. Nej den slags kunne hun ikke lide. Han var ingen? Han måtte da være nogen. Rarity missede let med de røde øjne og observerede ham blot en anelse nysgerrigt. Han så da ud til at være.. nogen. Kron var hans navn. Hun vippede let med ørerne og rettede sig nu op igen, i en mere anstændig holdning og et let svirp med halen understregede dette.
” Rarity datter af Slavians leder ”
Svarede hun så med sit lettere køllige toneklang, for Rarity var ikke just nogen engel, nej, det skulle man gøre sig fortjent til. Hun beskuede let Kron og hun brummede da feminint. Hun kunne bestemt lide hvad hun så. Ja hun var måske en anelse lettet over hun ej var i brunst. Det kunne godt give anledning til noget hun mindre gerne ville have.
|
|