Rarity var langt væk hjemmefra. Ja, så langt at hendes far nok ej ville søge efter hende. Hun havde lagt dybt inde i skoven, folet hvad der skulle have været et føl, men nej det var ikke engang tæt på. Det var blot en ugenkendelig rød klump der lå på jorden. Hun havde klaret det selv, uden den store emotionelle indblanding. Hun lå skam der endnu, og havde kun lige formået at få efterbyrden ud. Det havde trods alt taget noget af den ellers fyrrige hoppes energi, men tiden kom til at hun nu måtte rejse sig op, for hun gad ikke længere ligge ned på et af de få tørre steder der var i denne øde skov. Hun skævede tilbage på klumpen bag hende og tænkte at der nok snart ville komme et dyr forbi og skille sig af med dette. Hun fnys let og lod da de røde øjne glide rundt mellem træerne og hun gjorde et svirp med halen. Hun havde faktisk ikke været i denne del af Proelio før, men hun havde krydset vandet og taget på nye eventyr. For hun var trods alt ung og uerfaren, ja dette føl havde været heldig, for Rarity havde nok slået det ihjel hvis det havde overlevet. Hun fnøs atter og tog et skridt væk fra det.
Det var ikke til at vide hvad Rarity tænkte, for aldrig var der megen klarhed og stabilitet over hoppen, nej det kom kun hvis man formåede at tøjle det heftige temperament, hvilket ikke nødvendigvis var så svært som det så ud til.

---

KRON

---

Træerne tårnede op; golde og døde. Disen kælede for de kraftige, nogle steder flækkede, hove, før de forsvandt ud af deres rækkevidde på ny, mens bladene knast og grenene knak. Hver lyd syntes at give genlyd blandt disse brune, ensformige træer; dannede et ekko som hoppede frem og tilbage, før også dette måtte dø ud. Et fnys blandede sig med den monotone lyd af skridtende hove, før der blev tyst på ny, udover det evige, svage ekko.
Kron var ikke sikker på hvad han skulle have kaldt dette sølle sted af en skov. Hvad end navn den bar, så kunne det ikke just være et positivt navn. Den mørkebrune hingst havde forladt Galka's frodige vidder og hvis det ene møde han havde haft der ikke var et enkeltstående tilfælde, så ville han ej finde mange her i landet, der ville kunne måle sig med hans gamle hopper. Nok havde han ikke selv samlet dem, men han havde gjort dem retmæssigt sine! Og visse havde han faktisk selv valgt og indlemmet. Verden var ikke sådan at han direkte savnede sit harem, men han savnede vel det at have et. Han savnede at have sine hopper, men som individer savnede han dem ikke.
Det var hingsten uvidst hvor længe han havde vandret, indtil det hans så blev noget andet end de samme, kedelige stammer. Et stykke borte fangede en sort skikkelse hans blik. Roligt vendte han sine flossede ører fremad og iagtog den fremmede. Der gik ikke lang tid før han fastslog skikkelsen som værende en hoppe, hvilket fik et fnys fra den kraftige hingst. Med tanke på det sidste møde, så måtte han vel enten oppe sig eller håbe at hoppen ikke var så fuldstændig uinteressant som den tidligere.

Rarity løftede hovedet og fnyste nu straks fyrrigt for hun havde nu netop spottet en skikkelse. Eller rettere havde hun faktisk hørt netop fnyset, og derefter spottet denne. Hun beskuede vedkommende, som synes at være en noget solid hingst, sort med enkelte hvide aftegn og hvad var det andet? Ar?. Rarity hvælvede let i halsen og fortsatte blot med at iaggtage ham med sine røde øjne, inden en feminin brummen nu skød lunefuldt op fra hende.
Hun slog et svirp med halen og blev dog stående. Hun var vel en dame, og en dame skulle ikke tage kontakten til en hingst. Nej hvis han ville noget, så måtte han komme til hende, men det hindrede hende dog ikke i at gøre sig lidt mere til for at se meget mere indbydende ud. Hun vippede med ørerne og smøg sig kort om den nærmeste træstamme og så nu atter hen på hingsten, men den stadigt lunefulde brummen.

En hingstet brummen skød frem fra hingsten, da hoppen smøg sig om den nærmeste træstamme: se det var første gang det var sket siden han var kommet. Kraftigt knejsede han i nakken, før han begyndte at skridte frem mod den mørkere, slanke hoppe. Hvert skridt blev placeret med utrolig præcistion, men uden at virke maniske eller overtænkte. Nej, de var afslappede, kontrollede, fyrige og langsomme: alt sammen på en og samme tid, hvilket i sidste ende gav en kraftfuld, unik gang. En glød af interesse skjulte sig i dybet af hans øjne, inden han kneb dem en smule sammen, for så at hæve hovedet en smule og lade et dybt, hingstet vrinsk rulle frem mod denne lunefulde hoppe.

Kron bar ar fra mange lejligheder, men tydeligst var vel dem i hovedet. Disse kom fra den ting han brød sig allermindst om at huske, men samtidigt huske han det ej med skam. Han havde gjort sit bedste og de andre havde været samarbejdende uslinge, der ikke kunne vinde en flok selv, så de arbejdede hellere sammen indtil de vendte sig mod hinanden.

Musklerne spillede under det arrede skind, mens han iagtog hoppen. Hun havde fanget hans interesse ved at gøre den ene ting, ingen anden havde gjort; prøvet at gøre sig selv interessant. Han havde mødt det stille og nervøse, det kedelige og monotone, det sære og afvigende, men ingen der i det mindste prøvede. Og hun formåede faktisk at gøre mere end at prøve, hun gjorde det, men som altid blev hingsten ikke slugt. Han blev ikke blind for omverdenen og hun skulle endeligt ikke tro at hun havde selv det mindste af ham.

Rarity betragtede hingsten, som han bevægede sig mod hende med en meget kraftfuld skridt. Hun betragtede ham, dog uden at hun overbegloede ham, nej hun var skam vældig diskret. Hun kunne lide hvad hun så, en rigtig hingst ind til videre. Hun løftede nu hovedet og skævede kort over mod den døde klump der skulle forestille sig et føl, inden hun så lod blikket vandre over mod ham.
Hun skridtede nu frem mod ham, inden hun stoppede op en meter fra ham, inden hun med hvælvet hals strakte mulen mod ham. Hun forsøgte at få færten af ham, og da dette lykkedes så var det duften af maskulinitet der ramte hende og det fik det til at krible i hoppen, som nu trak mulen til sig med et hoppet hyl og et forben der slog fremad, inden hun atter stod stille og strakte mulen mod ham endnu engang så han også kunne få lov at snuse ordenligt til hende.
De røde øjne søgte kontakten til hingsten og vippede kort med ørerne og brummede nu feminint. Rarity kunne være noget af en mundfuld hvis man ikke vidste hvordan man skulle håndtere hende. Hun var speciel, men faktisk så var hun jo bare en hoppe der vidste hun var flot og kostbar. Datter af en leder, hun var ikke til hvem som helst.

Hun var god, det måtte han give hende. Det var ikke svært at se at hun skam var opmærksom på ham, men hun var diskret og formåede dermed at holde en god balance mellem at give og nægte. Og alligevel skulle hun ikke tro hun var sikker; så snart Kron følte at han havde set hvad han kunne og ikke havde fundet noget der videre kunne holde hans interesse, så gik han uden videre. Da hun vendte blikket fra ham, fulgte han hende kort, men fandt ingenting fra hvor han stod, så hvad hun havde søgt, vidste han ikke. Et øjeblik vejrede han den svage vind, men fandt ikke sporet af en anden hingst, så hvad end hoppen havde set efter, så ragede det ham vel ikke.
Da hun strakte sin mule mod hans, holdt han blot sit hoved hævet og tillod kun sig selv at strække den en smule. Denne gang var det hende der måtte komme til ham. Med dirrende næsebor indåndede han den feminine duft af hende, før han roligt trak hovedet til sig ved hendes hoppede hyl og et forben der kom skræmmende tæt på ham, men han flyttede sig ikke det mindste. Nej, han trak blot i skjul en smule på smilebåndet, før han tog et skridt til siden og så begyndte at bevæge sig rundt om hende.
Et fnys forlod hingstens mule, da han skridtede ned langs hendes side med uret rundt. Det ører, der nærmest ikke var et ører mere, var vippet mod hendes sorte skikkelse. I en kort berøring snittede han hendes side med sin mule, før han flyttede sit hoved og snappede efter hendes ene hase. Ville hun være så følsom som den anden hoppe eller rent faktisk være noget værd?

Hun fnyste kort hoppet og strakte mulen det sidste stykke, inden hun flåede den til sig og hvælvede i halsen og fulgte ham med blikket i det han begyndte at vandre omkring hende, hun udstødte en hoppet brummen og vippede ørerne frem. Hendes blik brændte sig næsten fast i ham da han rørte hendes side med hans mule. Hun spændte op og det var somom han havde antændt den glød der lå i hoppen.
Der gik heller ikke længe før han fik hende til at blusse op i et inferno. Hun, nu uden hyl, sparkede nu ganske resolut ud efter hingsten i det han nappede hende i hasen, og det lange ben var dog hurtigt på plads og hun fnyste hoppet, inden hun lettede en smugle med bagpartiet. Der var ikke sådan vildt meget hysteri gemt bag handlingen, men mere som et tegn på at det han gjorde ikke var accepteret, ikke endnu.
Ørerne lå nu advarende i nakken og hun bakkede nu et skridt bagud og kastede svagt med hovedet, inden hun atter stod roligt og iagttog ham.

Et fnys forlod hingsten, da hun spændte op, men ikke desto mindre satte han infernoet igang. Med en hastig, men kontrolleret, bevælgse trak han hurtigt sit hoved til sig og undgik dermed en kæberasler, men han trak sig skam ikke; nej, langt fra. Hun skulle ikke tro, at hun bestemte hvornår noget var accepteret. Han gjorde som det passede ham, når det passede ham, så hun havde blot mere i vente. Hingsten dominerede hoppen, på ingen måde omvendt.
Resolut snappede han til hendes ellers kønne bagpart som et tegn på, at så lidt som hun accepterede hans tilnærmelse, accepterede han hendes reaktion. Nok var hun lige så følsom som den anden hoppe, hvis ikke mere, men hun havde da i det mindste andre ting til at tale godt for sig. Inden hun havde chance for at losse ud efter ham, var det dog hans tur til at smyge sig om noget og dette noget, var hendes bagpart. Han havde en teori, som indtil nu aldrig havde vist sig at være forkert: jo tættere han stod op af deres bagpart, jo mindre hårdt slog de, og et slag fra en hoppe var værd at tage, hvis det beviste hvad han mente.

En lille diskution var opstået mellem de to heste, men det var ej noget der ville skade dem. Det var blot uenigeheder som var ganske naturlige blandt hoppe og hingst, og Rarity fandt sig overraskende i at han nu snappede til hende velformede bagparti, det eneste der kom var et lille hyl og et let gip. Hun løftede hovedet og fnyste en smugle og hun skævede om på ham, inden han nu smøg sig om hendes bagparti. Rarity hvælvede i halsen og bakkede let og brummede hoppet til ham, inden hun trippede en smugle frem, med vuggende og legende skridt. Hun stod nu atter stille og så tilbage på ham med sine røde øjne der nu hvilede intenst på den dominerende hingst, som hun blot lod dominere hende en smugle. Hun brød sig godt om det, det gav hende en følelse af at hun kunne slappe en anelse af. Hun så kort ned på det ulækre føl og rynkede på mulen. Hun skulle altså snart væk herfra. Hun så nu atter på hingsten, måske i håb om at han ville genne hende et sted hen. Ja hun afventede ham nu fuldstændigt.
En hoppet brummen kom nu fra hende, inden hun bakkede let, for at stå bare liiidt tættere på ham, så han ikke skulle gå alt for langt. Hun ville gerne have hans opmærksomhed, men ville ikke trygle om den. Det var ikke hendes stil.

En brummen forlod hingstens mule da hun ej sparkede, men blot gav et hoppet hyl fra sig. Kort strøg han sin grove mule over hendes fine bagpart, der trods nappet ikke havde taget nogen skade. Lidt ros kunne han vel give ud? Lidt. Da hoppen nu gik fremad med vuggende skridt, lagde han sine ører tilbage; han havde ikke givet hende tilladelse til at gå. Snart bakkede hun dog tilbage; en bevægelse hingsten ikke kommenterede på.
Den sorte hoppe, hvad end hendes navn så måtte være, virkede ikke synderligt veltilpas her hvor de stod, af en grund som Kron ikke kunne få øje på, men alligevel fangede. Lugten af blod nåede hans næsebor og snart fangede han et glimt af noget rødligt på hoppen. Der var dog intet føl at se og hoppens maveskind hang heller ikke synderligt, så intet levende føl havde fået liv denne dag. Men noget havde forladt hende.
Kron trådte et par skridt fremad, væk fra hoppens bagdel, før han vendte sig rundt og puffede en smule hårdt til hendes bagdel, bare så hun vidste han skam ikke blot puffede uden grund. For at være sikker i sin sag, snappede han på ny ud efter hende, men denne gang efter hendes ene bagbens kode. I tilfælde af at hun gik, ville han følge holde hende igang til de nåede et bedre sted; hvis ikke, så var det ikke til at sige, hvad han ville gøre.

Rarity var ny overfor sådan en behandling. Ingen andre hingste i Proelio havde sådan en adfærd, men Rarity kunne lide det. Hun vippede ørerne fremad og span næsten da han strøg hende over bagpartiet. Hun var meget modtagelig overfor sådanne berøringer, og hun dansede nu fremad med spændstige skridt da han snappede hende bagkode. Hun gav ej et hyl fra sig, men i stedet et svirp med halen. Hun skævede tilbage på ham, inden fanden tog ved hende og hun gjorde et gigantisk buk, inden hun nu travede rask frem.
Rarity var let på tå, elegant, men samtidigt kunne man fornemme den fyrrighed der lå gemt væk under det sorte skind. Hun viste sig atter frem for ham, så han kunne se hvor smuk hun var, for det var hun bestemt.
Hun stoppede kort op, inden hun igen dansede frem, nu med højt løftet hale og en høj fnysen. Hun havde retning ud af skoven, så måtte man jo se om han ville have hende et andet sted hen.

Da hoppen nu strøg fremad med fyrige skridt, var Kron ikke sen til at følge efter. Dog dansede han ikke efter hende som en kærlighedsramt charla-idiot, men kom med sine egne, kraftfulde skridt. Præcis som en rigtig hingst burde; al den dansen var idiotisk efter hans mening, selvom han i ny og næ lod sig indlede i nogle af de fyrrigste af slagsen. Roligt iagtog han hendes bevægelser, før han lod sig selv sakke et par skridt bagud, for så at komme op på den modsatte side af hende. Hun havde potentiale, selvom hvad han mente der var sket, selvfølgelig var en kedsommelig affære.
Med en velplaceret snappen efter hendes mule, satte han sin fart en smule op og begyndte at tvinge hende ind i en bue, så hun blev tvunget ned af en anden sti. Nok kunne de hurtigt komme ud af skoven af den vej hun gik, men hun skulle ikke bestemme hvilken vej de valgte. Man kunne sige han var syg efter selv den simpleste magt, men det var han ikke; dette var så meget en prøve som før. Tillod hun ham at styre hende af veje, der ikke var de mest direkte?

Rarity var godt på vej og intet synes at kunne stoppe hende, lige indtil hingsten nu igen besluttede sig for at tage over. Det fik Rarity til at hyle op og trække hovedet til sig med et hoppet fnys, inden hun nu stoppede brat op og stirrede stædigt på ham. Hun gjorde et kast med hovedet og stirrede så ligefrem. Det var den hurtigste vej ud. Hun stampede nu bestemt i jorden, inden hun dog makkede ret og drejede ned at den anden sti, dog kun i en protesterende skridt. Han var altså ikke den bedste navigatør, hvilket fik hende til at tro at han nok ikke kendte egnen særlig godt. Indtil videre havde de to heste endnu ikke udvekslet ord, men Rarity fandt det oftest ikke nødvendigt at tale til andre, nej det skete faktisk ikke så tit som man skulle tro.
Noget fik Rarity til at stoppe op med et mere opstemt fnys, og hun bakkede et skridt. Nej hun ville ikke den vej mere. Hun brød sig ikke om denne skov og hun ville ud, NU. Hun fortsatte nu med at bakke indtil hun stødte på hingsten, som hun i stedet blot trykkede sit bagparti op mod, for hun ville ej bakke bag ham. Hun skævede nu om på ham, men umiddelbart var der ikke noget medynk at spore. Det var en anelse svært for Rarity, som nok i bund og grund var en anelse rundt på gulvet over hun havde kastet et uønsket føl. Det var nok nærmere noget hormonelt og noget instinktivt der ikke helt hang sammen. Hjælp!

Kron gjorde ingen reaktion på hendes hyl og modsatrettede adfærd. Hun havde sin fulde ret til at brokke sig, så længe hun i sidste ende fulgte hans befaling. Med et fnys drev han hende videre, for han fandt skam stien som værende et udemærket alternativ, men så skete det. Hun satte sig direkte op mod hans ordre. Uden tøven standsede han sig selv, og placerede sig som stopklods for hende, så hendes bagdel lagde sig mod hans bringe, da hun bakkede.

Nok havde hun lige bevist at hun måske ikke var helt passende igen, men samtidigt havde hun formået at fange hans opmærksomhed nok til, at han ikke ønskede at opgive hende med det samme. Hun kunne vel formes tilbage på plads, kunne hun ikke? Med lidt... kærlig... pleje. I hvert fald havde hoppen formået at smyge sig om hans interesse, men han smøg sig på ingen måde om hendes hov; nej, hun ville ende med at være den, der fulgte ham, ikke omvendt på nogen måde.

Kron var ikke dum og selvom han ikke tænkte meget på hvad hans hopper følte, så skulle man være yderst tungnem før man ikke følte hoppens uro. Selvom han ofte udviste en hård, dominant adfærd, så kunne han skam være venlig hvis det ville få det til at glide bedre. Med en overraskende beroligende brummen, strøg han hende ned langs ryggen. Næsten blidt nippede han til hendes rygrad. Da han var sikker på, at hun ikke lige umiddelbart ville bakke flere skridt, tog han et par skridt op langs hendes side. Uden tøven strøg han sin mule op langs hendes hals, heletiden med mulen tæt på hendes mankam. For nok var han sød ligenu, men hvis hun satte sig imod ham på ny, kunne denne accepterede adfærd hurtigt vende sig mod hende.

Rarity var stiv som et bræt og stirrede blot direkte mod stien, inden hun endnu engang fnyste ophidset og gjorde et kast med det velformede hoved. Hun ænsede for en kort stund ikke hingsten, før han nu berørte hende. Hun sitrede svagt, mens hun næsten lagde sig da hans mule strøg over hendes ryg. Det var tydeligt der var noget der generede hende tilpas nok til at hun nu stød urokkeligt fast. Selvom han forsøgte at berolige hende synes det endnu ikke at lykkes. Det gav et gip i hende da han nu strøg hende over halsen og hun brummede ganske svagt og fortsat uroligt. De mandelformede ører vippede frem og tilbage som en radar. Hun skulle bestemt ikke den vej. Hvorfor? Hun vidste det ikke, det var bare sådan en følelse. Måske havde det slået klik.

Hun kastede sig nu bagud væk fra hingsten, inden hun snurrede rundt på stedet og satte i galop og styrtede afsted i modsatte retning, men ikke ned at den sti hun oprindeligt havde valgt, nej tilbage til hvor de stod og så forbi, ned af en helt tredje sti. Det var ikke just panik der hvilede over hoppen, men noget havde udløst en flugtreaktion hos Rarity, som ellers var yderst modig af sig. Hun stoppede ej før hun nåede udkanten af skoven, hvor hun nu tilgengæld var stoppet helt op og hendes flanker pulserede voldsomt. Hun afventede nu blot at få borret et tandsæt i sig, det var tydeligt på hendes kropssprog at det var det eneste hun ventede på.