(Stemnings musik)

http://www.youtube.com/watch?v=cwDkutphzmU


--- INTRODUCTION ---

Med slæbende hove gled et gråligt hovskæg hen over det mørke græs. En lys hest med et sløvt og opgivende blik kom gående mod vulkanen. Han havde for længst lagt mærke til den, men noget drev ham mod den.
Han lange vandring var begyndt at få markante ændringer og hesten havde et lille håb om at endelig få lidt livsglæde igen. Men som han gik i alle de år helt alene var hans forventninger nu ikke de største.
Han havde gået rundt og studeret jorden det sidste stykke tid af sin vandring. Jorden var begyndt at ændre sig fra frodigt og urørt græs, til kort græs og nu et mere sumpet tærren. Vand havde han heller ikke stødt på siden og træerne omrking ham var begyndt at se mærkværdige ud. Mange af træerne havde han aldrig set før Riim skoven og han undres. Mon dette sted var usikket, for det var helt klart en form for område eller land, han netop havde indtrådt.

Lysen skinnede nem gennem træerne, terrænet blev mere sumpet, men han forsatte for her så ikke ud til at være moser. Samtidig så der ikke ud til at være andre her end ham selv, men mon ikke dette var fint. Han gik et stykke videre og stoppede så pludseligt op ved lyden af vinden der blæste kraftigt. Han kiggede omkring sig og mærkede pulsen stige....det havde været så længe siden han sidst havde stoppet op. Det havde været så længe siden han sidst havde set et levende væsen og det havde været alt for længe siden han havde talt med nogen. Han havde stoppet med at diskutere med sig selv for flere måneder siden og han kunne være hvordan livet så ud til at svinde ind for ham...
Han gik viderer, for dette var en af de ting han stadig kunne og han blev ved og ved med at gå...

Arwena stoppede op. Vinden var speciel kraftig her, det gøs helt i hende. Hendes hår flagrede om hende, i takt med bladenes rislen og hun stod lidt i vindens hånd, i tvivl om hun skulle gå videre eller finde et læ sted i skoven. Indtil videre havde hun ikke mødt nogen, så hun formådet stadig der var.. Efterladt.

Da hun gik videre, hævede hun halen, men stadig væk slæbede de yderste halespidser efter hende, hen af skovbunden, som gav samme rislelyde, bare mere flade. Det var som om skoven sang: fuglene fløj omkring, sang. Og lyden af vind og.. Hove?

Hendes øre rejste sig op, stive af nysgerrrig og måske lidt af forventelse - så var hun ikke alene? Godt nok var Arwena måske en lidt kostbar hoppe, men det betød ikke at selskab var uværdigt.. Det var vel intet, i bund og grund.

En solstråle trænge igennem både skyer og blade og landede på hendes pels på ryggen som havde en øl fra manken til haleroden. Det så ud som om den gav farve fra sig, for ned af bagparten og bugen var rød farve, dog mørkere end det røde hår som virkede som flammer i lyset, som dog forsvandt som et vindpust. Atter stod hun i kulde, men hun blev stående, en anelse stædig da hun ville se hvem der kom gående.

Jo nærmere hesten kom, ja kraftigere blev lugten af hingst - men lugte nvirkede hellere ikke.. Frisk. Ikke frisk, som i.. En hest der ikke omgik andre. Godt no kvar hun ikke pt bedre end sig, men det her virkede mere.. Ensomt.

,,Hallo?" Kaldte hun med sin stemme som sang ordene anderledes, som bevidste, hun kom andetsted fra. Et langt, fjernere sted.

--- INTRODUCTION ---

Imens han gik slæbende hen af skovbunden, opfangede han skarpe lugtesans en ny duft. Denne gang var det ikke den søde og klare luft fra et nyt og ukendt sted, men en lugt at pels, hår og en levende sjæl.

Xanthir kunne mærke hvordan hans puls pludseligt steg. Han var meget usikker og nysgerrig på dette punkt. Han elskede på en måde at måde nye ting, nye farer og nye heste...Men det var som sagt før, alt for langt tid siden han sidst havde hørt en stemme og pludseligt var det som om en køn stemme sang ordene: "Hallo" højt ud over hele skoven.
Han var blevet hørt, men frygtede det ej, for stemmen lød blød og kærlig. En smule usikker og måske lidt som ham selv, men af alt, lød det som om denne klare og tydelige hoppe stemme var alene.

Han gik nærmere imens han lyttede og vippede sine grålige ører i alle retninger. Han var ikke hesten der talte før han så hvem han stod overfor og især ikke på sådan en ukendt sted som dette.
Han vidste stadigvæk ikke hvor han var og om det ville være klogt at blive her? Var stedet her angrebet af onde kræfter og havde han måske netop trådt ind i et land som kunne virke farligt..?
Ham han var usikker og nysgerrig på samme tid og pludseligt kunne han se en grålig hoppe, som ham selv, med en kraftig flot rød manke stå der mellem træerne.
Havde hun mon set ham?