Morothar Nizagul D'azurin            

En lyd af gammel metal mod metal fyldte natten, inden at den stoppede. Ikke brat, men lidt mere gradvist, hvilket vidnede om at ejeren ikke havde fået øje på noget og overvejede at stoppe og vende om og flygte, dog ville dette have været noget af det mest mærkværdige, man ville se fra denne sorte skikkelse som stod og blev let oplyst af det svage skær fra vandet, der gav genskær mod de old gamle metal plader, der beskyttede hendes hoved mod direkte slag og var med til at skjule the fact, at hun altså ikke var en han.. Man vidste aldrig om denne hoppe ville få snøret nok alle til at tro på, at hun var en hingst, hun kunne opføre sig som en og havde da også et fyrigt temperament, der kunne få hende til, at blive et omvandrende monster, der ikke bare lige faldte ned. Der var lige en ting der skulle siges om denne hoppe også , hun var godt nok af en magtfuls familie og målte sig selv med de største, gik efter højere rang i hierarkiet og ville gå langt for at få den, men dette var, for at være helt ærlig, første gang at hun var på fri fod selv. Der havde altid været omgivelser hun kendte, altid en dømmende hingst ved hendes side, som udmærket vidste, at han var svagere end hende og hun let kunne slå ham, hvis han prøvede at sætte hende tilbage til de andre hopper. På fødegangen og følpasserhaven.. Ikke et sted hun ville tilbringe sit liv bare fordi, at hun ikke lige var en hingst. Og hun ville ikke blot få et føl for at give hendes fader en arving, nej hun ville vise hele verden, at en hoppe var lige så stærk, som en hingst med blodet fuld af hormoner. Hun sænkede hovedet lidt, hun kunne akkurat nå, men den rustning hun bar var syet sådan sammen, at man ikke havde friheden til at strække halsen, man gik med en konstant knejset og perfekt holdning, men remmene var akkurat så lange at man kunne nå jorden for sine fødder.. Dog hun havde fundet ud af, at hendes forfader Nizagul havde været en tynd, tynd hingst, der nok også var lidt fra forstanden.. Men det lagde vist til familien sådan noget.. Dog fakta var at hun ikke vidste, hvad hun skulle give sig til, så mon hun ikke skulle finde noget at lave? Finde den de 9 hellige havde tjent og tjene de stærkeste af hans tjener til, at hun selv var stærk nok til at måle sig med dem..

Hvad skulle man dog sige om den blinde hingst... Tjo han havde sin planer, om man var blind eller ej! han viste stille musklerne frem skridt for skridt. Mod en knagede lyd af ingen ting, eller? Den lyd havde han ej hørt før og den intressede ham i denne nats mørke. Et skævt drenget smil lå pænt omkring hans mule. Han så rundt eller hvad man nu skulle kalde det, for endelig så han blikkede fra hans indre. Hvilket nok var et held at han havde set verden før uheldet. Han stoppede endelig op ved målet. En hest, med noget metal omkring sig, var hans bedste gæt, men hest var det altså! "goddag Fremmed" han smilte stadig skævt og dregnet til hesten, hvem mon dette var? Han kendte ej duften og heller sad ej proelio duften i denne hest, måske ny? Han blev blot ved med at stå med hovedet rettet mod denne hest "er De ny, eller er ej på vild spor" lød et kvækt grin fra ham, hans hove var stoppet op for længst, da han ej ville komme fortæt på denne fremmed, tænk hvis hun eller han ej kunne lide nærkontakt.

Morothar Nizagul D'azurin

En hingst. Hun hævede hovedet fra vandet, de sølve metal plader der dækkede hovedet var nu mørkerer og ikke oplyst af vandets lette skær i nattens lys. Hun slog let med halen, han virkede utrolig kæk.. Dog hun gav ham lige elevatorblikket og lod så de røde øjne hvile på ham, søgte hans øjne, men fandt blot et par blodige, skorpede sår. Blind. han var blind. For at være ærlig, så følte hun sig overlegen, men alligevel, så vidste hun at man ikke skulle ske hunden på hårende, hun var et eksempel på det. Hun vippede de sorte øre bagud og stod blot der og kiggede på ham. Der gik et øjeblik før, at hun valgte at svare. "Aften mener du vel.. For at besvare dit spørgsmål, så ja. Jeg er ny i landet og du kan så vælge om du er kommet på vild spor eller ej ud fra det.." Hendes stemme bar ikke det en normal hoppe stemme bar, den var hård, skinger og gennemtrængende, lidt som en døende mus, der blev kvast under hoven, ikke lille og pibende, nej, skinger og gennemtrængende. Nogen ville endda sige at det mindede om at hun skar tænder meget højlydt.. Hun betragtede den anden let fra de sorte skygger af hendes metalham, hvad havde taget synet fra denne sorte hingst? Hvad mon denne kække hingst ville sådan en hårfør hoppe, som hende.. Hun var ny og langt fra et syn for guder, så kan man jo sige, at det var godt han intet kunne se.

Hendes engeri var tydelig. Kort spændte han med sin muskeler, der endelig ej blev mindre, men voksede utroligt stærkt fortiden. Han havde stadig et skævt smil omkring mulen "jamen velkommen.. Mit navn er Diablo, hvad er Deres?" Hans stemme var stadig venlig, han lod sig ej kue af en hoppe, og helt ærligt hvis han så hendes udssende ville han finde hende perfekt!!! Perfekt til hans planer!!

Morothar Nizagul D'azurin

Den sort sindede hoppe slog kort med den røde halen, inden at hun kastede med hovedet, hvilket resulterede i, at luften igen fyldtes med en metallisk sang af de urgamle metalplader.. Hun tog et par trippende skridt tættere på den fremmede. Hendes gang var normalt meget stor, men siden, at hun havde taget arven fra sin fader, så var hun blevet komprimeret ned til små, trippende skridt eller rolige, korte skridt. Det var ikke noget hun brød sig om i starten, men hun levede med det og bar hendes rustning med stolthed. Intet ville kunne rive hende ned fra den piedestal. Hun lod kort de røde øjne betragte den lettere kække hingst, der nu spurgte efter hendes navn.. Ville hun virkelig give ham hendes navn? Hun var ikke uhøflig, men heller ikke dum og stolede aldrig helt på andre, men hun ville også gerne have, at hendes navn skulle spredes, at Helzlori måske ville få nys om, at en efterkommer af hans undersåt var tilbage i landet.. Tilbage i landet ved navn Proelio. Sagnenes land. Hun vippede de sorte øre frem mod ham, inden at de vippede tilbage og blev der. "Diabo, jeg er Morothar Nizagul D'azurin." Hendes stemme var som før, mørket spillede igennem den og den var skinger og lød mere som et skrig, men skriget talte.. Uhyggeligt? Ja. Det var skam meningen. Hendes stemmebånd var ødelagt, det var vist en genetisk fejl eller noget, hun kunne ikke være andet end glad for den fejl, den gjorde det blot lettere at føre andre baglyset om hendes køn.. De hingste hun kendte og havde mødt, de havde det med at undertrykke eller pakke hopper ind i vat, hvilket hun ikke ville nyde noget af. Hverken vattet eller undertrykkelsen.. Mon denne hingst ikke ville være den letteste at føre bag lyset, så længe, at han ikke fik færten af hende i hendes brunst tid. Det var dog en ting, som hun ikke kunne slippe for.. 

Hendes navn var yderst langt og svært at huske, "må man kalde dem Niza?" spurgte han let, da det var noget af det eneste han sådan lige huskede af hendes navn. Hendes skringer stemme gik ham ej på, hvorfor skulle den det? Han var lige glad om hun havde sådan en stemme, og selvom hun nemt kunne forvæskles med en hingst, så kunne han fornemme dette var en hoppe. Han lod stilheden røge over dem, det var på tide at hun også trådte ind med noget i samtalen,for han ville ej spørge og spørge, der var en ingen grund til hun følte dette var et spørgeskema eller noget.

Om han måtte kalde hende Niza? Det kunne vel gå an.. Dog hvis det havde været hvilken som helst anden, en som kendte til den, kult kunne man vel kalde det, flok hun var fra, så havde de fået sådan en rap over mulen, at de nok ikke ville så meget som spørge om det igen.. Nizagul var den hellige forfaders navn, hendes forfader. Dog skulle hun ikke også leve op til navnet og lade det sprede den frygt, som det gjorde den gang, hvor Nizagul hærgede område efter område sammen med de 8 andre Hellige? Jo, hun måtte lade det gå ud, lade det komme længere ud og skabe sig et rygte.. Måtte komme frem og finde Den store Hersker.. Måtte tilslutte sig hans hær.. "Det går vel an, Diablo Astuto.. " Brummede hun med den mærkværdige stemme.. Hun vippede kort med de sorte øre, inden at hun let slog med halen og trippede let til siden. Hun var ikke speciel fri i denne rustning hun bar, hendes store gang var blevet komprimeret ned til en mindre og mere trippende gang. Alle hendes bevægelser var pudselige og hurtige.. Hun studerede kort den fremmede sorte hingst med de røde øjne. "Sig mig Diablo Astuto, vil de en fremmed som jeg noget eller er du her blot for at drikke af dette mærkværdige vand?" Hun så med et afventende, køligt blik på hingsten som hun ventede svar på hendes spørgsmål..

Han kendte ej noget til hendes 'klan' eller hvad man skulle kalde den, men han kunne godt lide kælenavnet Niza. Han smilte let ved hendes ord "tak skal De have" lød den rumlende stemme mod hende igen. Først nu gik kuldegøsningerne igennem ham, hvor fik hun det sidste fra? Hvor kendte hun ham fra? "sig mig kære Niza, hvorfor siger de Diablo Astuto, jeg hedder blot Diablo?" sagde han efter hendes ord. Han rynkede på panden, han havde ej nævnt sit sidste del af navnet... Han lod først det rumlé ind før han besvared ehendes spørgsmål "om jeg vil dem noget.. det kan du tro! jeg kunne nemmelig godt bruge en som dem kære" han hæsse drenge stemme lød atter og kort lagde han hovedet på skrå. Han manglede blot lidt medlemmer endnu, han havde skaffet to, på en måde tre fordi Cursed og hans føl kom jo med ind, så hvis han nu fik GaiZka og hendes føl med, var de ca fem. Men hende her! hun ville være perfekt.. Noget sagde ham hun ej så normal ud, og præcis derfor passede hun perfekt til flokken!

Hun vippede kort med de sorte øre, inden at hun lyttede til hans ord. Hun fnyste kort. Taknemlighed.. En overfladisk ting, som kun skulle bruges, hvis man havde været døden nær eller man havde fået hjælp fra andre, som gjorde ens liv lettere.. Det var ikke noget hoppen her brugte meget.. Hun brummede kort, så sin fejl, da han begyndte at snakke igen. Hun vidste ej, at hans navn var Astuto, men denne hingst havde gravet et navn frem i hendes underbevidsthed, som hun ikke havde hørt længe, et navn der betød noget, men et hun også hadede til verdens ende.. Et bittert smil dansede over hende mule som hun svarede. Hun vidste det ikke, men det måtte være hans hvide sokker, der havde bragt mindet og navnet frem.. Den hvidsokkede hingst, der havde været en stor hjælp, men også en stor fjende. "Så dit navn er Diablo Astuto.. Astuto kom blot fra en anden jeg kendte.. En fra mit land." Hun slog kort med hovedet og slog den røde hale op om bagparten, alt dette resulterede i en sang af metal og brynje lyde. Han gav hende et fint svar på hendes spørgsmål, men det kære han koblede på et var ikke et, som hun brødsig om.. Hun kunne vel tjene denne hingst en rum tid, til hun fandt en anden, en mere værdig, Helzlori.. " Niza kan jeg acceptere, men kære bliver du nød til at ligge på hylden, Diablo.. " Brummede hun kort mørkt og faretruende med hendes skingre, ødelagte stemme. Huns varede så bagefter på hans svar. "Hvad helt præcist er det, som du kan bruge sådan en som jeg til?" Hun var nysgerrig, hvad var det? Et mord, en advarsel eller blot en rekruttering til en hær? Hær ledet af en blind.. Waow.. Det skulle nok blive sjovt.

Han kunne ej lide hun bare sådan sagde hans navn uden han havde sagt noget, ved hendes svar trak han blot på skulderne "ja mit navn er Diablo Astuto, men jeg bryder mig ej om Astuto, da min broder navngav mig dette engang, før han kom ind i HH" ja Diablo kendte utroligt godt til HH, Elzharin og HElzori og nu var det hans tur til at hævne sin broder. Han brummede roligt. Han brummede varmt, skønt endnu et medlem! "det vil jeg huske Niza" han nikkede. Det glædte ham at endnu en støttede ham op. "Det vil de skam snart finde ud af Niza" han skulle lige til at sige kære igen, men stoppede sig selv og sagde Niza i stedet.

Hun ville godt kunne forstå ham, hvis han fandt det underlig tog lidt uhyggeligt, at hun blot satte et navn på en helt anden helt bag på hans.. Dog han mindede hende lidt om ham.. Dog nu hvor hun så ordentligt på ham og tænkte på Astuto, så var er alligevel ikke så mange ligheder.. Diablos pels var for lys.. "Jeg forstår. Du vil kun være kendt som Diablo. Astuto klæder dig heller ikke.. ."Hun var pæn tæt på, at sige han ikke mindede om ham, men det var for meget information.. Dog mente hun det, navnet klædte ham ikke, han var vel mere en Diablo end en Astuto. Så hun brummede kort, inden at et let smil dansede over hendes mule under rustningen. " jeg vil så se frem til det tidspunkt, hvor jeg finder ud af det.. " det var godt, at han valgte, at droppe kære ellers var han ikke i et så godt lys mere og hendes tænder kunne let komme på afveje.. Alt for let.. Hun overvejde at gå.. Men det ville nok være bedst, at se om han havde mere, at fortælle hende.. Hun havde ingen tørst efter det mærkværdige vand, så hun ville nok gå på rov efter noget normalt vand efter dette møde..

Han nikkede blot ved hendes ord, Astuto lød blot underligt, og aldrig havde han brugt dette navn. Han smilte atter skævt, der var ej mere at snakke om nu. kort nikkede han som afsked "jeg må videre, men vi ses nok helt klart igen" han brummede stille og ventede roligt på svar.

HUn så kort på ham, inden hun fnyste kort, ingen onde følelser i det, men mørkt var det. Vi ses? Det gjorde de vel, nu hvor hun vist halvvejs havde givet ham hendes tjeneste, hendes beskyttelse og hendes handlinger, en mærkelig ting var det.. "Det gør vi vel..PÅ et tidspunkt, Diablo.. " Hendes stemme var som før, men hun vendte sig væk fra søen, videre ud på søgen efter noget mere normalt vand. Lyden af hendes rustning fyldte stilheden som hun forlod den sorte og hvide blinde hingst ved den mærkelige sø..
/out.