Smeyé



// Må KUN besvares af Emma!

I hvad der på facaden lignede det rene paradis, var Gudernes Gud midt i en dyb, dyb koncentration. Han befandt sig på det stykke meget nedtrådte græs hvor regnbuen Avel omkransede et dybt, dybt rundt svælg, der ofte kaldtes for Dødens Gab. Kun Smeyé vidste hvad præcis der befandt sig i det bundløse hul. Han stod inden for regnbuens sider. Han ville kunne mærke det hvis andre krydsede regnbuen for at komme herind. Den lå tæt ved jorden i en cirkel. Og netop nu viste den Smeyé fristende billeder. Han forsøgte sig på noget. Skabelse. Perfektion skulle dette værk være badet i. De billeder regnbuen viste var mange forskellige hingstes billede af perfektion hos en hoppe. Ikke alle havde den tanke. Men mange havde alligevel. Ud fra de idéer var en spøgelses agtig skikkelse ved at tage form i en ring han havde tegnet foran sig. Intenst betragtede han skikkelsen, miste og tabe fyld, som hans idéer spirrede og hun blev vendt og drejet, så han kunne se hende. Hale, Man, Øjne... Vinger. Det hele var ufatteligt vigtigt, for hun. AK JA. Hun skulle bære et eksperiment Laylis ville ligge for sine egne hove. Samtidig skulle hun være hans budbringer. Hvis hun viste sig egnet til opgaven. Han ville slippe hende løs i sin nuværrende gennemsigtige farve og dog havde hun mælkehvide net der viste en tydeligt at hun var der. Det ændrede sig konstant, og spillede med hendes former. Så skulle han se hende begå sig... Han trak på smilebåndet da han sansede Laylis ankomst ikke langt fra Regnbuen. Hun var inviteret og kunne derfor let komme til. Hun skulle sætte hoppen løs. Hun skulle aftale ting med hoppen omkring sit 'eksperiment'. Det ville blive spændende... For dem. Smeyé ville blot glæde sig til at få hoppen. For sig selv. Hans skabning. Da han synes at være tilfreds... Begyndte han langsomt at slippe sit magiske tag om hende, placere hendes hove mod jorden, ligge hende ned som en nydfødt, og lod hende åbne sine øjne der ingen farve havde endnu. Da magiens tråde han havde holdt hende med gnistede ud betragtede han stolt og tilfredst sit resultat. Ak de vinger...

Laylis


// Må KUN besvares af Emma!

Den kærlighed. Den kærlighed. Den havde drevet hende væk fra Flakezé, dengang for 600+ år siden, fordi hun ikke elskede han mere end Smeyé. Og nu, kunne hun træde frem som Gudinde. Hans Gudinde. Hun ville aldrig vige fra hans side, og altid stå klar. Men hun ville ikke bøje sig blindt. Hun ville ikke dræbe sine 3 børn som han havde beordret hende til. Næ! De var hendes perler, og hun skulle beskytte dem. Men Eos... Europa... Elzharin, Inari og alle andre med overnaturligt talent. Dem kunne hun æde råt hvis det skulle være. Hun ville ikke stå i vejen for nogens planer om deres død. Hun skridtede netop nu, ud på den nedtrådte græseng, med de små blomster og bregner, og fik straks udsyn til det smukkeste i verden. Smeyés blå krop i aktion. Ringene og prikkerne i hans dybblå pels skiftede konstant farve, ligesom striben i hans pandelok. Hans turkise øjne var intenst rettet mod det han var ved at skabe. Hun brød igennem regnbuen, velviddende at det ville skabe en følelse i Smeyé. Han kunne mærke hvert eneste gang nogen brød gennem regnbuen, og sådan vide præcis hvem der enten ville blive draget ind i dens spil... Eller ende i svælget Dødens Gab. Men hun. Hun var inviteret. Hun var klar til at påtage sig opgaven og fører denne gennemsigtige hoppe til sit liv. Et smil plantede sig spillende om hendes mule da skikkelsen blev fri af magiens gnister og lå - skøn, ung og smuk - på jorden foran dem.

En hoppe. Hun havde intet navn endnu. Hun havde ingen forældre til at give hende et, og hendes skaber havde heller ikke gjordt det endnu. Skabt af en tanke. En tanke, der langsomt byggede noget der fjernt kunne minde om en engel. Ja hun var skabt af en tanke, men under skabelsen tænkte hun ikke selv tanker. Jo måske føelser? Tryghed? En stærk føelse, der formentligt ville blegne fra hendes hukommelse, når hendes tid som bevidst væsen startede. Det gjorde ikke ondt at blive skabt og trods skabelsen ikke tog flere måender, føltes det næsten sådan. Som et føl, der vokser i sin moders mave. 11 måneder, som blev gjordt på kun 1 dag. Et mesterværk kunne man vel kalde det Smeyé havde udført ved at skabe hende. Ude af rækkevidde for en almindelig hest at skabe...

Og ja nu startede hendes liv for alvor. Skabelsen var snart forbi - og dog. Farve manglede hun. Hun var både hvid og gennemsigtig på en gang. Som en ånd, der havde gjordt sig synelig på jord. Farven skulle gives til hende senere. Mache hendes personlighed til ug. Den personlighed, hun snart fik mulighed for at skabe.

En føelse overmanede hende. Faktisk så overmanede føelsen af at kunne føle noget hende. Græsset under hendes farveløse krop. Vinden der blidt slog mod hende. Sanserne kom til hende. Slog mod hende, som kolde bølger. Frisk og chokerene. Lugtesansen! Sikke mange lugte der fandtes i hendes nye verden! Lugten af diverse væsener. Lugten af hendes skaber, Smeyé. Lugten af livet! Bam! Hørelsen overmanede hende! Kunne høre den svage lyd af græshopperne! Fuglene! Endnu et chok ramte hende. Smagsløgen. Hun kunne smage lugten! Næsten som en slange! Dog svækkes føelsen en smule lidt efter lidt - hun vænnede sig til føelsen af at kunne smage.

Synets sans manglede i hendes overvældene chok-liste. Ikke fordi hun var blind - nej pure fordi hun ikke rigtigt turde. Turde ikke helt åbne øjnene og se verdenen i øjnene. Frygt for den ville overmande hende totalt. Frygt for den ville skuffet hende. Frygt for at lade de andre sanser i stikken. Frygt for at gå forhurtigt frem og lade øjeblikket passere.

Dog gik der ikke alt for længe. Resolut åbnede hun de farveløse øjnene. Et øjeblik så hun bare stumt rundt. Overrasket. Sikke mange farver verden besad! Sikke mange dimensioner! Sikke mange eventyr! Hendes blik søgte hende ryg, hvor de farveløse vinger foldede sig ud. Hun havde vinger! Sommerfuglevinger! Hun rejste sig kluntet op. Som et nyfødt føl. Faktisk kunne man også næsten kalde hende et nyfødt føl, selvom hun var født som en udvokset hest. Hun var i sit livs føldom og hendes sind var ligeså ren, som et nyfødt føls. Ej plettet af tidens ondskab og knækket af hendes medhestes ubarmhjertighed. Hendes blik fandt de farveløse vinger. Hun prustede forsigt. Vingerne svajede i hendes selvskabte vind. Gadvide hvordan hun brugte dem? Hun slog let med dem. Forsigtigt. Prøvende. Jorden forsvandt under hendes hove. Hun fløj! Dog ikke langt, maks. 10 cm over jorden. Men hun havde gjordt det!

Da hun var kommet sig over de utrolige føelser og hendes hjerte havde nået en normal rytme, hvor det ikke galoperede afsted, ledte det farve løse blik efter hendes skaber. Hun kunne ikke hans navn, men hans duft havde nået hende, i de stadig blinde minutter. Hendes blik fandt den blå skikkelse. Hun betragtede ham nysgerrigt med hovedet let på skrå. Et let smil fandt hendes læber. Hun var klar på livet og klar til hvad han ellers havde tænkt sig at bruge hende til...

Smeyé


Hun var hans forestilling om perfektion. Om hun ville leve op til sådan en titel ville skulle testes nu. Hun kunne smage, hører, føle, lytte og se som enhver anden hest. Men hun var en engel... En engel skabt af overgudens forestillinger. Hendes krop ville være forførrende blød når hun var glad. Men stenhård når hun var vred. Der ville altid være et magisk lys omkring hendes forførrende linjer. Det kunne også ses nu. Netop nu som hun rejste sig for første gang. Hendes øjne lukkede sig ligeledes op.

Hun var skabt med al udtale af sprog. Men hendes sind var ikke formet. Hun var på det punkt som et nyfødt føl. Bortset fra at dette føl ville skulle udvikle sig ekstremt hurtigt. Det havde hun evnen til. Hans ører vippedes mod hende og han havde en munter, tilfreds mine på da hun fløj op. De baskende vinger havde en helt særlig bevægelse, han i hvert fald fandt meget charmerende. Øjnene. Øjnene havde ikke deres lige. For de var ikke helt almindelige selvom de ej var imponerende endnu uden farve... De virkede overnaturlige på mange måder, men ville kunne udtrykke følelser såvel som enhver andens.

Da hoppen landede midt i sit livs første sejr gjorde han et stejl for at fange hendes unge sinds opmærksomhed. Da han landede så hun på ham. Han betragtede hende intenst mens Laylis kom ind igennem regnbuens slør der næsten lå som en beskyttende mur. Klar til at advare ham. "Velkommen til Paradis Sõnumitooja. Perfektionen selv." hingsten knejsede i nakken, trak det ene forben ind under sig, og nejede/bukkede for den 'nyskabte' hoppe, der havde et langt eventyr foran sig. I livet og dødens verden. Han smilede spillende og rejste sig igen. "Mit navn er Smeyé, kære. Laylis er min mage." han nikkede ganske køligt mod hans gyldne hoppe. Hun var ikke i hans ineresse lige nu. Ikke fordi han ikke elskede hende, tvivl aldrig på det. Hun fik hele tiden af hans kærlighed. Men nu var det Sõnumitoojas tur.

Laylis


Laylis var i sin sødeste viden om hvad det var hun overvågede. At dette havde stor betydning, og at hun var ufattelig heldig at kunne opleve denne specielle stund. Hun gav sin mage lov til at ignorere hende. Skabelsen af denne hoppe havde de begge set frem til længe. Mest han, og han skulle nyde det. Hvert sekund. Et smil dansede om hendes læber og varslede om kaos. Hun var trods alt også Gudinde over Kaos, sammen med tiden. Men kaos ville der ikek blive... Endnu. Hendes ører vippede mod hoppen der nu skulle opleve verden for første gang. Spændende ikke?

Det mest spændende skulle blive, når Laylis kunne tage hende med til Tronsalen og forklarer hende om føllet. Efter testen på jorden ville hoppen få sine - Som Laylis netop nu kunne forudsige det - velfortjente farver, og senere en status som Smeyés budbringer, ville hun skulle give liv til et føl af Laylis. Hvornår ville Laylis skabe det? Ligeså snart hoppen selv indvilgede i det. Hun smilede nydende da Smeyés behagelige stemme brød tavsheden. Så anderledes end Flakezés.

Den bevingede hoppe holdte nøje øje med den blå skaber. Hans stejl havde fanget hendes opmærksomhed og nu kunne hun næsten ikke se nok. Hun stirrede ej. Hun bevægede sig forsigtigt mod ham. Sikkert på benene - hun havde allerede stået en gang og fløjet: hvordan skulle at gå så være en udfordring? Hendes skridt var elegant. Ubevidst forførende og et smil sad på hendes læber. Hun knejste let i nakken. Ikke som hingste knejser i nakken, nej denne knejsen var yderst feminin og gik i en let bue. Hun stoppede op på respektabelt afstand af ham. Normer og love var hende stadig fremmede, men personligt rum kendte hun skam næsten instinktivt til. Han talte. Hun forstod. Talen og forståelsen af sit sprog fra time 1, var noget hun var skabt med. Hun havde fået sit navn. Sõnumitooja. Det var.. Underligt sådan at få sit navn af vide og man før ikke havde vidst hvad man kunne kalde sig... Men hun kunne lide ordlyden.

"Tak"

Sagde hun blidt. Hendes stemme passede til hendes udseende. Overnaturlig. Lød som tusinde solskinsdage i et ord. Et øjeblik lod hun blikket glide til græsset. Han bukkede for hende. Man kunne tydeligt se på hende, at hvis hun kunne, ville hun have rødmet. Hendes øjne søgte forsigtigt op mod den blå's igen. Hun lyttede igen. Smeye. Hendes skaber hed Smeye. Det navn ville hun aldrig glemme. Man glemte aldrig, hvem der gav en livet. Hendes øjne gled på den nytilkomne hoppe, Laylis, Smeyes mage. Hendes blik hvilede på hende med en nysgerrig glød i de farveløse øjne. Hun øvede sig i at aflæse kropssproget på den anden hest. Så efter de små tegn, på føelser. Hoppen var ikke kommet tilfældigt forbi - nej dette var aftalt. Hun havde en mine, der viste at hun havde noget i sinde. Hvad det var, vidste hun ikke.

"Jeg hilser jer, Smeye og Laylis"

Igen lød hendes blide stemme. Fuld af taknemmelighed. Smeye's buk havde hun tænkt måtte være noget man gjorde, som en form for hilsen. Hun trak elegant det ene forben ind under sig, som en efterligning på Smeyes bevægelse. En lettere bølget, farveløs hårtot faldt smukt ned over det aflange, fintformede hoved. Endelig stilte hun sig i sin allerede ret almindelige holdning - med hovedet let knejst.

Hendes øjne søgte Laylis. Holdt øjenkontakten. Hun var ret sikker på hoppen havde en grund og denne ikke omhandlede Smeye, men hende.

"My lady, fornemmer jeg ret, De ikke er kommet tilfældigt forbi? Og hvis jeg da har ret, i hvilket anliggende er De så kommet?"

Ordene kom let til hende. Gled ind i hendes sind som tankestrømme. Vand, der gled gennem et flodleje. Hendes stemme beholde sin højlige, yndige klang, men krydret med nysgerrighed. Havde hun ret?...

Smeyé


Hans stejl havde fanget hendes opmærksomhed til hans glæde. For hans unge skabning kom nærmere. Så Flakezé ville ikke være den eneste der kunne skabe liv nu. Perfektion var Smeyés side af sagen... Flake kunne tage de svage. Jovist var Laylis smuk. Og efter hendes Gudindelige pep var hun blevet perfekt. Men inden da, va rhun Flakezés kreation alene. Han brummede mildt mod Sõnumitooja. Hun fandt sig allerede en måde at bevæge sig på. En måde at stå på, og vidste vel og mærke hvad en respektabel afstand var. Måske uden hun selv var klar over det, havde hun en udstrålning mange ville finde elegant og nærmest uopnåelig. Særligt da hendes stemme formede sit allerførste ord, var Smeyé velvidende at hvad han havde skabt ville blive betragtet meget anderledes end hvad Flakezé havde givet liv til. Det ville være som en engel. Som et af himmelrigets egne vidundre. Intet jordisk.

Han ville næppe opgive sin idé om himmlens vidundre. Hun var én skabning af flere han havde i tankerne. Men lige nu, var hun centrum for hans opmærksomhed, og han vidste Laylis respekterede dette. Nysgerrigheden der fandtes i hendes farveløse øjne fik ham til at smile bredere. Hemmelighedsfuldt på en måde, da der uanset hvem der trængte sig på, altid lå en vis form for mystik over Smeyé. Hvem var han egentlig? Ingen andre end han selv kendte den virkelige historie. Sõnumitooja hilste dem med sin blide rene stemme. Taknemmelig var den ligeledes. At se hoppen bukke var endnu en facninerende bevægelse, udført af den smukke skikkelse. Og så fandt hun tilbage til den selvsamme holdning som før. Hun havde en stor opgave foran sig. Hvis hun kunne klare at bevise sit værd på jorden. Så var hun i sandhed et himmelsk vidunder. Fortjente pladsen i riget, hvor hun dog alligevel kunne tage til verden for at leve... Og for at være hans ører.

"De befinder Dem i en Edens have. Mit hjem..." han bemærkede hvordan hendes øjne søgte over på Laylis. Klog allerede. Nysgerrigheden var bedårende. Ordene var formet således at selv Guderne ville finde sig tilpas i at blive talt til at hende. Og Laylis? Laylis ville med sikkerhed finde noget i Sõn. Laylis savnede trods alt ofte sit liv blandt andet levende. Var det en mulighed for hende til venskab? Det ville glæde Smeyé. Da hun havde talt brummede han høfligt og skridtede lansomt og sikkert i sine høje skridt hen til Laylis' side. "Det var netop dét De er blevet skabt for. Det Laylis kan fortælle Dem nu." han overlod det dermed til Laylis at give lyd og forklaring fra sig. Nu skulle Sõnumitoojas liv igang. Nu skulle alting til at sættes igang...

Laylis


Hun var facineret af sin mages første velskabte liv. Hoppen observerede utroligt hurtigt. Talte flydende, på en overjordisk måde, der omend ikke andet, sikkert kunne drive Dæmoner bort. Laylis forholdt sig selv i ro, mens Smeyé fik hilst på hende, og hoppen tog sine første skridt. Sagde sin første sætning - da løftede hun hovedet med et prydende, kærligt smil om de gyldne læber - og lyttede atter til Smeyés stemme. Alt i alt var hun en flue på væggen i nogle øjeblikke. Hun var parrart til at vente i længere tid. Men Sõnumitooja... Henvendte sig til hende på en måde en nyfødt aldrig ville formå at gøre det. Hun skimtede op i de farveløse, unikke øjne. Et ganske roligt øjeblik mens Smeyé kom til hendes side, strålede Laylis af samme venskabelige, kærlige udstrålning som hun havde gjort det engang. Dengang hvor intet gudeligt lå i hendes blod.

Men øjnene kunne ikke stoppe med at varsle kaos, når det lå forude. Så det skær havde hun stadig. Hun nikkede til Smeyés ord. Hans krops dufte nåede Laylis i en større kræft nu. Så hun automatisk udstrålede lykke. Magt med. "Du underskønne vidunder fra Himlen. Jeg vil lede dig til tronsalen, hvorfra du kan komme ned til vores planet. Proelio. De vil skulle kunne begå dig godt. Tilfredsstille Smeyés behov... Og fortjene Deres farver. Viser De Deres værd i en særlig grad, vil Smeyé tildele dem en livsopgave." det var det store hele. Men Laylis bar et hemmelighedsfuldt smil om sine gyldne læber som hendes øjne gled over Sõnus krop. Hun vippede ørene helt frem mod hende. "Desuden." begyndte gudinden blidt. "Vil De allerede på nuværrende tidspunkt, være værdig til at bære et meget specielt føl. Min skabning. Min idé." hun hævede sit spinkle, feminine ansigt så den lange bølgede mane hævede sig en smule over jorden den ellers lå trygt på.

Sõnumitooja lyttede opmærksomt. Først til Smeye's forklaring af hvad det guddommelige sted, hun var, hed og at det var hans hjem. Smeye svarede let hendes ord, inden han lod den gyldne hoppe forklare detaljer. Det gyldne hoppe forklaredes hende, hvad det næste der skulle ske var. Hun skulle til en eller anden tronsal. I det at hun fra sin skabelse forstod og dannede alle ord på det proeliske sprog, gjorde at hun let delte ordet op - ordet bestod af tron, som hun vidste var en form for fornem "stol" og sal var et stort rum. Det undrede hende -trone var et yderst fremmed ord, som ganske få heste kendte til, da heste generrelt ikke brugte hverken troner eller stole: det var noget som hørte de tobenede væsener, som nogle gange gik under navnet "mennesker". Et undrende udtryk lagde sig og erstattede det nysgerrige, som følge af hendes tanker. Dog holdt hun det kun kort, da hendes tanker skiftede med Laylis sætninger. Hun skulle til planeten Proelio. Derudover skitsede hun Sõnumitoojas opgaver op i hendes første tid. Passe ind og tilfredsstille Smeyes behov. Efter det åbnede Sõnumitooja munden for at svare, men lukkede det hurtigt igen, da det gik op for hende at det ikke var alt - hun havde endnu en opgave.

Hun lyttede opmærksomt til hendes forklaring af det sidste opgave. I takt med hendes ord, ændrede Sõnumitooja's ansigt udtryk, for til sidst at ende ud i noget der kunne minde om en måben. Skulle hun have et føl? Nu, hvor hun allerede for få øjeblikke siden havde rejst sig fra græsset? Hun overvejde. Så hun allerede om 11 måneder skulle fole et føl? Der ville hun, hvis hun havde været en almindelig hest, kunne have kaldt sig plag. Være midt i gang med den del af sit liv, hvor hun var fri. Ubundet. Ville hun lade sig fra tage den føelse af frihed? Allerede? Ville hun kunne varetage et føl? Hun rystede på hovedet. Ikke sådan "nej det vil jeg ikke", mere for at ryste den underlige stemning, som Laylis ord havde sat i hendes tanker. Tanker, hun ikke havde troet ville komme før hun i det mindste havde fået sin farve og følt kærligheden. Hun så et øjeblik ud til at benene ville give efter under hende, men holdt sig stående.

"Øh.."

Hun rystede let på hovedet og fik sine tanker samlet igen, fra de tusinde af veje, som de var stukket hen af. Hun overvejede det. Ikke afvisende, men heller ikke helt beliggende.

"Med hvem??..."

Ja hvem skulle hun ligesom have et føl med? Det var stadig en næsten syrealistisk tanke i hendes hoved, men hun ville gøre det. Allerede ved spørgsmålet: "med hvem" kunne man høre i hendes stemme, at hun ville gå med til den. Hun ville have sine farver og var det hvad der skulle til, ville hun gøre det. Hun ville gøre sit job, så det ikke kunne gøres bedre. En beslutsomhed steg op i hendes øjne. Hun havde besluttet sig. Hun gjorde det. Nu skulle hun bare få det sagt, inden hun fortrød. Hendes øjne fangede Laylis. Hun åbnede munden og sagde forsigtigt, som den unge hoppe hun nu engang var:

"Jeg vil gerne bære det føl, My Lady. Jeg vil stræbe efter at give Dem et føl, der ikke blot lever op til Deres forventninger, men også overgår dem. Jeg vil gøre alt jeg kan for at gøre Dem stolt af at have valgt mig til en sådan opgave"

Hun bukkede let. Ikke helt som hun havde gjordt før, da hun hilste dem, men næsten. Dette var nærmer et let nej end et egentligt buk. Hun havde skruet de høflige ord på igen og havde næsten samlet sig selv helt igen. Hun holdt en øjenkontakt med Laylis. Hun var klar på de prøvelser, hun ville blive udsat for. Igen var det en fattet hoppe, som stod foran dem. Målbevidst og perfektionist. Den opgave skulle klares og Laylis skulle få et perfekt føl. Ikke et hår skulle sidde forkert i den lilles manke. Perfekt. Et uopnåeligt mål, som hun ville gøre hvad der stod i sin magt, for at gøre opnåeligt...

Smeyé


Smeyé brugte nu sine øjne og sine sanser til at observere alt ved Sõnumitooja. Hun tog det pænt, alt det som Laylis først sagde. Hun var centrum for 2 Guders opmærksomhed netop nu. Men var hun værdig til denne opmærksomhed? Hun var 'skabt' med viden, og intelligens. Men kunne det på nogen måde være nok, hvis hun formede sig til noget... Katten havde slæbt med ind. Smeyé var meget glad for sin søn, hans bedrifter og hans historie. Han var et tilfredstillende eksemplar på noget Smeyé havde skabt. Men han havde skabt almindelige heste med følelser. Følelser der også brændte i Flakezé. De brændte ligeledes i Smeyé, men med dem kunne man blive svag. De var nu en almindelig del af verden. Men! De kunne komme i vejen. For eksempel for hans skønne Sõnu. Ville hun knække på grund af følelser, eller ville hun klare sig? Kæmpe tappert videre, som den perfekte, fejlfri hoppe hun indtil videre var. Engle gav ikke op. Hverken på andre, eller sig selv.

Laylis' næste ord, fik dog Sõnumitooja til at udvise en form for svaghed. Undren, for mange tanker. Men det var på mange måder klart. Med den viden hun besad, selvom hun ej var formet, var det naturligt at hun ville køre mange tanker netop nu. Hvilken nyfødt skabning bar et føl allerede når det netop har rejst sig for første gang? Men Sõnumitoojas føl ville være anderledes. På alle tænkelige måder. Og Laylis så meget frem til dette, så ville Sõnu udvise modet og styrken til denne opgave? Hun var i princippet skabt som voksen. Hun kunne holde til det fysisk. Trods dette føl ikke ville blive indlagt på almindeligvis. Han hævede sine øjenbryn i tilfredsstillelse da hun rettede sig op efter at have sagt Med hvem?. Smeyé trak da på et smil. Et hemmelighedsfuldt og på mange måder dystert smil. Se det var lige det... Laylis ville ingen hingst bruge...

Der dukker beslutsomhed op i hendes kønne farveløse øjne. Hun fangede Laylis øjne og fremsagde nogle forsigtige ord, med en god formulerting, og et bevis på at selvom det havde chokeret hende ganske kort... Så var hun en værdig hoppe der rettede sig omgående op. Han kunne indtil videre ikke være mere tilfreds. "Jeg vil trække mig Sõnumitooja. Laylis leder Dem videre, og vi ses igen... Snart." Han lavede ligeledes et hurtigt buk som hun netop havde gjort. Så forlod han detm. Pift væk med vinden var han.

// Smeyé out

Laylis


Laylis bar et venligt indstillet smil, mens den unge farveløse, lyttede til hendes ord. Hun kunne godt lide denne 'nyfødte' skabning. Hun fornemmede og sansede megen styrke og værdighed i hendes fremtid. Tiden skulle vise om dette ville være nok for Smeyé. Laylis veg ikke blikket fra Sõnu. Hun kiggede ej på Smeyé men opretholdt sin opmærksomhed mod den farveløse. For både hende og Smeyé var dette allerede et første måske endda altafgørrende møde. For selvom hun stadig var ung, skulle hun bære den perfektion og værdighed, der kunne gøre Smeyé ære. Andet ville være upassende. Laylis vippede med ørene da Sõnus reaktion på ordene om føllet kom. Hun var så tæt på at fejle. Men på ingen måde tæt nok. Laylis ænsede kun en snert af en ændring i Smeyés mening, efter hun havde sagt Med hvem? Da hun efterfølgende fik en beslutsomhed i sine kønne farveløse øjne var alt som før. Han var tilfreds. Og da hun dernæst talte var det med den værdighed og præcis den tone de ledte efter. Hun var i sandhed et vidunder.

Hendes buk fik Laylis til at stråle af en form for kærlighed, selvom der altid varslede kaos i hendes øjne. Hun følte en svag snert af venskab rette mod den unge allerede. Ville hun svigte Laylis i dette venskab der vel og mærke kunne opstå, ville hun ikke længere få nogen opmærksomhed fra Laylis. Laylis vikke ikke ønske at hævne sig, hvis Sõnumitooja viste sig ikke at være nogen veninde for Laylis. Det ville på ingen måde være hensigtsmæssigt for Laylis. Hvilke kræfter skulle hun bruge på det? Hvorfor? Det virkede tåbeligt. Men dog. Hun var Kaosets Gudinde med, og man vidste jo aldrig hvad der lå med i det.

"Først og fremmest. Ingen. Ingen hingst skal få lov at mærke Deres pels og Deres krop. Ikke før De selv ønsker det. Nej Sõnumitooja. Deres føl vil udelukkende blive strukket ud af mine... Og Deres gener. Det glæder mig at De vil bære det." Laylis nikkede roligt og sendte hende endnu et roligt venligt smil. Hendes øjne veg ikke fra hendes før, at Smeyé talte, og forlod dem. Hun slog ganske kort med halen, og betragtede drømmende det sted han var forsvundet fra. Det var kun han der kunne transportere sig rundt, på den måde... "Med hans ord vil jeg lede Dem til Tronsalen." sagde Laylis. Hun smilede opmuntrende og vendte sig bort, for at begive sig ud af regnbuen og ned gennem engen. Af stien der ledte til byen, der ledte til krydset, der ledte til salen.

Hun lyttede opmærksomt og drog et lettet suk, da Laylis fortalte, at det ingen hingst skulle til. Hendes mistro var omgående forvandlet til nysgerrighed. Hvordan ville hun bære sig ad? Hvordan ville hun ifoæe uden brug af hingst? Hun ville glæde sig til at få svarende. De farveløse øjne gled forventningsfuldt op mod Laylis øjne. Sikke øjne hun havde! Som at se utallige verdener, der konstant ændrede sig! Fremtiden eller parallelle universer? Den bølgede hale slog let mod de farveløse ben. Smeye bød dem farvel og lod dem stå tilbage med Laylis udøvelse af sit projekt. Atter rettede hun sine øjne over på Laylis. Betragtede det drømmene udtryk i de forunderligere øjne. Hun elskede ham virkeligt højt. Sõne ventede til hun forsatte, og lyttede opmærksomt, da hun atter gjorde dette. Tronsalen. Der var ingen tid til spørgsmål og med en let basken med vinger indhentede hun det korte afstand, Laylis havde fået i forspring. Mod tronsalen og en forunderlig fremtid...

[out - fortsætter i tronsalen?^^]

Laylis


// Yes det gør den Svar bliver klar der