We keep moving forward, opening new doors,and doing new things, because we're curious and curiosity keeps leading us down to new paths...

Den mørke hingst kom langsomt vandrende. Han havde fundet dette sted som en af de smukkeste, han nogensinde havde set, nemlig bjergkæden Penna Tarrant. Naturen her var meget idylisk og de varme kilder gjorde af frodige trærer kunne vokse på bunden af bjerget.
Men som han nu gik der, i al stilhed og ensomhed og kiggede på den skønne natur fandt han pludseligt et kæmpe hul på en af bjergets flade sider, som der var mulige at gå på.
Emanuel gik tættere på, af ren nysgerrighed selvom dette måske var dumt og som man nok skulle tro satte han den ene hov ned i hullet.

Men dette var ikke et hul, men en kilde. Så snart han havde sat sin ene forhov ned i vandet, tog han den hurtigt til sig igen, både af forskrækkelse over det pludselige vand og varmen.
Han smilte til sig selv, men satte dog ikke sine hove derned igen. Han gik undersøgende rundt om hullet og prøvede af finde ud af hvordan der kunne være så varmt og klart vand på et bjerg? Men som han før havde opdaget, var vand ikke en manglende ting i dette land. Han tænkte tilbage på den gang han overnattede med den mystiske hoppe, Cursed, hvor vandet kom uendeligt sivende ud af klippevægen...

Mon der var vand inde i klipper og bjerenge, tænkte han kort og løftede han sin ene forhov og gravede alt hvad han kunne i stenene. Kort tid efter gav han op, for der var ikke andet end hårde sten og intet vand under dem...
Han gik forbi kilden og så sig omkring...Var han overhovedet alene?

[Reseveret til Jasmin]

Eudora havde også fundet frem til de varme kilder denne milde eftermiddag. Det var begyndt at blive koldere i vejret og hun glædede sig til at der skulle falde sne! Det var så sjovt at springe rundt i sneen. Det havde hun gjort meget da hun var yngre, og hun ville skam gøre det igen i år! Men hun nød nu alt vejr, hele året rundt, der var altid noget sjovt man kunne lave i hver årstid.
Nogle sten blev raslet med, eller de blev fjernet, det lød i hvert fald sådan, og Eudora løftede hovedet op for at se hvad det var. Det var en anden hest der havde formået at få løftet stenene. Hun havde slet ikke set den være kommet. Hun løftede hovedet og hendes øre blev taget frem. De regnbuefarvede øjne studerede den fremmede og et kæmpe smil lå omkring hendes mule. Hun elskede selvskab! Hendes hale slog glad bag hende og et lille og lavt vrinsk udsendte hun mod den fremmede. Hun begyndte så at skridte hen over stenene og hen mod den fremmede, med de blå aftegn. Hun mimrede med den lyserøde mule.

Som ud af den blå luft hørte han pludseligt småsten rasle mod hinanden, som når nogen træder på dem. Emanuel stoppede op, men her var intet at se forude. Igen hørtes lyden og han vendte ørerne bagud mod lyden og den blev højere og højere...Han vendte så resten af hovedet og hans tofarvede øjne kunne næsten ikke undgå at se den mange farvede hest komme skridtende imod ham.
Han smilte venligt og regnede ikke med at møde nogen sur brummen eller ling. I så fald ville han blive skuffet.
Som han opdagede, stod han ret sært med hovedet vendt bagud og resten af kroppen fremad, så han vendte sig mod hesten og så imødekommende ud.

"Hejsa!" Sagde han glad. Normalt ville han ikke være så glad for at tage det første ord, men noget ved dette bjerg, dens hemmeligheder og naturen gjorde ham bare så uendeligt glad.
"Hvem er du?" Hans tofarvede øjne holdte en fin øjenkontakt, men han kunne ikke undgå at se på hestens mærkværdige farve. Han havde aldrig set noget ligende...

Eudora trippede glad på stedet og smed med hendes hovede da han hilste på hende, og endda utrolig glad, det var noget hun kunne lide, og hun lagde ikke skjul på sin iver, på nogen måde. "Halløjsa" sagde hun og blinkede drillende til den sorte hingst med de blå aftegn og pletten i panden. "Jeg er skam Eudora, hvem er du?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde været medlem af denne flok i noget tid, og endnu havde hun ikke stødt på denne hingst, men der var nok mange i denne flok som hun ikke kendte noget til. Hun svang med den lyse hale bag sig ørene var nysgerrigt vendt frem mod den fremmede hingst. Hvem mon han var? Og hvor mon han kom fra? Havde han mon nogle spændende historier? Hun tog endnu et skridt frem mod ham og nappede smilende til hans sorte mule. Mon der også var gang i denne hingst? Det virkede det i hvert fald som om at der var, og det var kun et godt tegn! Hun mimrede med den lyserøde mule og så atter op på ham med de regnbuefarvede øjne.

Den mærkværdige hoppe ved navn Eudora nappede blidt ud efter Emanuel og det kom som et lille chock for ham og fik ham til at kaste med hovedet. "Hov undskyld" Nåede han lige at få sagt, da han så at hun kun mente det venligt. Emanuel havde stadig ikke vænnet sig til at andre heste var for nærgående mod ham. Han huskede tilbage på den dag hvor han lige var kommet ind i landet og mødte Cursed for første gang. Han turde knapt nok kigge op fra sit skjulested. Men Cursed var jo venlig nok, så mon ikke denne hoppe også var?

Han smilte undskyldende til hende. "Hej Eudora! Sikke et flot navn" sagde han og smilet lidt skævt og fjoget... "Mit navn er Emanuel" sagde han så og skrapede lidt i jorden igen...

Hun vippede ørene frem mod ham og der lå et kæmpe smil omkring hendes mule. Det smil som altid lå omkring hendes mule. Hun slog med hovedet og trippede kort på stenen så der var små sten der trillede. "Mange tak" sagde hun og nikkede glad og oprigtigt. "Emanuel, det lyder som et stærkt navn" sagde hun og så på ham, som for at se om han forstod hvad hun mente når hun sagde at det var et stærkt navn. Det virkede som et navn med noget power, ja, noget stærkt.
Eudora havde ikke noget i mod nærkontakt, og havde aldrig haft det, og det var nok også meget tydeligt for denne hingst. Hun slog endnu et par slag med halen og betragtede ham. "Er du ny her i landet?" spurgte hun og lagde spørgende og nysgerrigt hovedet på skrå.