Ceniza
All I need is a little company, yet I'm to afraid to take it

Ting var sket på det seneste ingen tvivl om det. Først var der opdagelsen af sin halvsøster, hvilket den røde hoppe ikke var sikker på hvordan hun skulle tage. Hun brød sig egentligt ikke synderligt om den grå, men måske skulle de bare give hinanden lidt tid? Vænne sig til hinanden? Måske, men det føltes ikke rigtigt. Ceniza kunne ikke finde den samme stabilitet og lederskab ved hendes søster, hvilket ellers var hvad der fik hende til at stole på dem hun nu stolede på. Cinder havde, trods sin strenge, næsten modbydelige måde at opdrage Cen på været stærk og stabil. Hun var utilregnelig, men samtidigt til at regne med. Aida var ikke sådan. Hun var ustabil. Udover det var det andet vel egentligt småting: hun stolede mere på Fuego, tillod ham at stryge hende over manen, lod sig selv hvile mod ham, men hun gik aldrig lagt. Lagde sig aldrig til rette og lod ham heller aldrig have kontakt med hende i lang tid. Så langt var hun alligevel ikke nået.

Hoppens røde blik gled op mod himlen, mens de tunge skyer langsomt slæbte sig forbi. Det krævede intet geni at se, at regn nok snart ville komme, men den smalle, usikre hoppe håbede inderligt på at det ikke var tilfældet. Der var intet sted hun kunne søge ly her og Fuego havde bedt hende om at blive i området, hvilket forhende automatisk betød maksimalt et par længder fra hvor de havde stået da han talte med hende sidst. Altså kunne hun ikke blot gå til Zichaw og søge ly. En fjern rumlen nåede hendes endnu lidt for store ører og fik dem til at lægge sig. Cens hove flyttede sig forsigtigt, men hastigt og usikkert, da de første dråber begyndte at falde. Hvor var han? Hvorfor var Fuego ikke komme tilbage endnu?

Den skimlede hingst Cinna bevægede sig af sted i et behageligt tempo, mens hans turkise blik nysgerrigt gled over det område, han passerede.. Han havde været oppe på vulkanen, hvilket han havde fundet ganske fascinerende. At den ikke havde været i udbrud længe, var ganske tydeligt med alle de ru sten den var oversået med, og som engang havde været flydende lava. Cinna havde én gang før i sit liv set en vulkan, en vulkan som netop var kommet i udbrud, som han havde nærmet sig den. Heldigvis havde den skimlede hingst ikke været så tæt på, at han havde været i livsfare, men han havde alligevel valgt at tage benene på nakken, for en sikkerheds skyld. Vulkaner var ikke til at spøge med!

Som han nu bevægede sig af sted i landet Proelio, følte han hvordan den indre fred bredte sig i ham. Cinna kunne godt lide Proelio, og det var da også grunden til, at han havde valgt at slå sig ned i landet, i stedet for at begive sig videre, som han ellers havde for vane. Om det var permanent vidste den skimlede hingst endnu ikke selv. Det måtte tiden vise.

Mørke skyer havde efterhånden overtaget den ellers tidligere blå himmel, og det var som om, at de næsten bar rundt på et løfte om regn, der blot fik et smil frem på Cinnas mule. Han havde ikke noget imod regn, selvom det dog til tider kunne være ganske rart, hvis man havde mulighed for at søge ly, så man ikke gik hen og blev helt og aldeles gennemblødt. Det så dog ikke umiddelbart ud til, at Cinna ville få mulighed for at finde ly, hvor han på nuværende tidspunkt befandt sig, men så blev han da også vasket i dag. Som den skimlede hingst kiggede sig omkring efter et nærliggende træ, fik han med ét øje på noget andet. En fremmede skikkelse stod og skævede op mod himmelen, nærmest midt i det hele. Om Cinna var blevet opdaget vidste han ikke, men for ikke at forskrække den anden, lod han en venlig brummen lyde, blot for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Blikket flakkede. Det ene øjeblik var det vendt mod Vest, det næste mod Nord. Et øjeblik senere var det rettet mod et par ubetydelige strå, for så flygtigt at ende ved de mørke skyer. Allerede nu var hoppens skridt forskræmte: hovene rørte næsten ikke jorden, før den var hævet igen. Igen og igen rundede hun sine egne spor, for så at ændrer retning pludseligt. Hun stoppede aldrig med at søge, med at lede, men hun forlod heller aldrig cirklen. Det var som om det lå indkodet i hende: hun kunne bare ikke, turde ikke. Trods der ingen synlig cirkel var, vidste hun præcist hvor langt hun kunne gå; næsten som var der en kraft der puffede hende tilbage hver gang hun nåede en hvis længde væk fra midten.
Hendes blik nåede at passere den fremmede hingst et par gange, før de rent faktisk opfattede at hvad de så, ikke blot var græs. Man kunne tro at hans farve ville gøre ham tydeligt, men som hun var nu, opfangede hun ikke sådanne ting. Medmindre noget skilte sig helt ud, så opdagede hun det ikke. Blikket flakkede hurtigt videre efter kort at have hvilet på den tyrkise skikkelse. Nysgerrigheden havde ikke mulighed for at blomstre nu, men selv hvis den havde, ville den være forsvundet på ingen tid. Grunden var simpel: et øredøvende tordenskrald rullede indover engen.

Ceniza nåede ikke at opfatte mere end den højeste lyd hun i sit liv havde hørt, før bagbenene havde skubbet hende kraftigt fremad. Hendes krop nåede dog ikke mere end et par længder, før forbenene blev hamret ned i jorden og flåede græsset op, for så at kaste den røde hoppe i en ny retning. Disse modstridende bevægelser blev gentaget gang for gang: hendes instinkt bad hende flygte, men hendes sind bad hende blive. Hver gang hun nåede den usynlige barriere, kastede hun sig selv bort, for så at søge en åbning et andet sted. Hvor underligt det end virkede, så søgte hun en åbning i en mur, der ikke eksisterede for andre end hende. En mur ingen havde opstillet, udover hende selv. En mur skabt af hendes fordrejede måde at se verden, at høre ord på.

Det lod ikke til at den fremmede skikkelse havde hverken set eller hørt ham, i stedet blev der udført en form for tvangshandling, i hvert fald i Cinnas øjne.. Den samme handling blev gentaget igen og igen, som om hesten havde slået hjernen fra, og blot kørte pr. automatik. Rundt og rundt gik det, først den ene vej, så den anden. Det var som om, at hesten var spærret inde i en form for indhegning, til trods for der intet var at se.

Forsigtigt bevægede Cinna sig nærmere, og det syn der nu mødte ham, som han var kommet tættere på hesten, fik et sørgmodigt blik til at vælde op i hans turkise øjne. For det var en ganske ung hoppe, som var fanget i sin egen verden, tilsyneladende uden mulighed for at kunne flygte. Så ung, så langt et liv foran sig, og dog så ødelagt.. Den turkise hingst tvivlede på, at han ville kunne hjælpe hende, så med et lydløst suk fortsatte han videre frem.

Da et tordenbrag pludselig skar gennem luften, slog Cinna forskrækket med hovedet, mens ørene blev lagt fladt ned i nakken på ham. Det havde været et usædvanligt højt brag, næsten som om himlen var ved at falde ned i hovedet på ham. Cinna blev med ét opmærksom på de paniske hovslag der begyndte at lyde, og han kiggede sig undrende tilbage, hvor han forfærdet så, hvordan den unge hoppe nu nærmest kastede sig selv frem i et mere og mere hektisk tempo, selvom hun dog fortsat ingen vegne kom. Bange for at hun skulle skade sig selv, satte Cinna straks i galop tilbage mod hende, med hjertet hamrende i brystet. Inden den skimlede hingst dog nåede helt tæt på, satte han farten ned, for ikke at skræmme hende yderligere. En beroligende brummen skød frem fra hans bryst, som han nu brød direkte ind i hendes cirkel, i et forsøg på at stoppe hende. "Rolig, rolig, der sker ikke noget," mumlede han stille.