/Forbeholdt Europa/

Skyerne havde lagt sig som et tæppe hen over Proelios himmel. Et tæppe som ikke så ud til at blive fjernet igen. Det gjorde blot den store og gamle skov endnu mørkere og skummel end den i forvejen var, men det var ikke noget der påvirkede én bestemt sjæl i skoven. For denne sjæl var blevet mørk igen, havde ladet sig styre af det han oprindeligt var; søn af helvedet. Elzharin Pheridon havde længe været væk, havde opholdt sig for sig selv i de mørkeste og fjerneste dele af landet. Ingen skulle finde ham, ingen skulle påvirke ham imens han gennemgik den forandring. For forandret det var han. Efter det der var sket med Europa havde han svoret på, at ingen hoppe skulle nå ind til hans indre igen. Et løfte som mørket i ham heller end gerne ville opfylde. Der var ingen grund til, at have en hoppe ved sin side, ikke når man var som ham. Han havde nok i sig selv, og den familie han nu engang havde. For nok var Elzharin blevet mørk igen, men kærligheden til Ichigo, Inari og Helzlori ville aldrig forsvinde. Den ville altid være en del af ham, og ville dermed ikke lade mørket overtage helt. Men alle andre? Ja de gjorde nok klogt i at holde sig fra ham. Blodtørsten var tilbage og det var ikke noget han kunne flygte fra. Heste skulle hvine i smerte, døden skulle komme til dem, blodet skulle flyde. Nej, Elzharin var ikke længere den venlige og ynkelige sjæl han havde været, da han havde været forelsket i Europa. Rettelse; da han havde elsket hende. Den hvide hoppe havde betydet alt for ham, men hun havde ikke selv kunne se det, og det havde ødelagt ham. Men han kunne ikke hade hende, ikke helt. Rigtig nok så ville han aldrig være den samme overfor hende igen, men hvis hun virkelig var i fare, så ville han risikere sit liv for at redde hende.

Nu kom han gående i den enorme skov, tankerne fyldt at grusomme billeder og idéer som kun de færreste ville kunne holde til at høre om. De store muskler arbejdede fast under hans pels, som han bevægede sig frem imellem træerne, i sin evige søgen på endnu et offer for de morderiske tanker.

Europa skridtede igennem den mørke, underlige skov til Kanto. Herinde kunne der ske alt for mange mystiske ting, men underligt nok så det ud ti at selv træerne bøjede af for hoppen. Hun var skrumpet ind, blevet endnu mindre og virkede spinklere end før under den hvide skinende pels. Europa havde også ændret sig. Ikke så markant, blot en smule. Hun havde fortrudt, savnet ham og skreget efter ham. Men ligegyldigt hvor hun havde ledt havde det været forgæves. Hendes fader var rejst, hun havde selv skubbet Elzharin bort og hendes mor og hende stod nu alene. Hendes moder og fader var trods alt stadig sammen. Det værste for Europa var næsten at hun snart ville være helt alene her da også moderen havde fået tilbudet om at rejse til hendes fader. Hendes tidligere kæreste og hjerte var forsvundet. Og hun havde vænnet sig til tanken.
Hoppen var omringet af den sødlige duft af brunst, derfor var hun søgt ind i skoven hvor ingen var. Hun var for sølle psykisk til at gøre brug af magi, og hun var for afkræftet fysisk til at forsvarer sig. Men stadig var hoppen smuk og tydeligtvis en gudinde. Hun sænkede hovedet og trak vejret dybt ind, men alt hun orinterede var brunst der konstant samlede sig tæt omkring hende trods hun bevægede sig støt fremad.

Verden var ej den samme for den store sorte hingst, som fortsat bevægede sig igennem træerne. I forhold til så mange andre, så mærkede han mørket i landet, mærkede forandringerne. Andre guder ville fokusere på livet, på lyset, men ikke Elzharin. Han var trods alt en helveds hingst. En hest som aldrig ville blive som alle de andre, en hest som altid ville have en skygge side. At den side så endda elskede smagen af blod, gjorde absolut ikke livet nemmere for dem omkring ham. Heldigvis havde han lært at styre sin tørst, men styrken i hans krop var stadig ukendt for ham. For hvor meget styrke kunne han have, hvis det rent faktisk gjaldt liv og død? Han havde endnu ikke testet det, kun i krigen, men det var efterhånden så længe siden, og hans styrke var blevet større siden da. Elzharin lukkede et fnys ud og lod de lysende øjne betragte omgivelserne omkring ham. Der var stille i skoven, for ikke mange ville turde begive sig så langt ind i den. Men alligevel var der én som havde gjort det, for en kraftig duft af brunst ramte den store hingst, og fik hans muskler til at arbejde lystigt under ham. Det var længe siden han havde været i nærheden af en hoppe i brunst, og påvirkningen var tydelig. Den sorte krop bevægede sig direkte imod duften. Den store hals var stolt hvælvet og de stærke ben bar ham frem i en imponerende trav. Ja Elzharin var et flot syn, hvis man ikke kendte til hans dæmoner. Og netop de dæmoner vågnede, da han fik øje på hvem brunsten tilhørte. Hingsten stivnede i sine bevægelser og de hvide ører blev lagt ned. Det var hende! Sorgen, smerten og vreden brændte inde i hans krop, og han kneb de lysende øjne sammen. Hvad fanden lavede hun der?! Et hjerteskærende hvin forlod ham, alt imens han trodsigt hævede hovedet, mens blikket hvilede fast på hende.

We must break to become anything different than what we are. Whether it’s a broken bone, a broken habit, a broken marriage, or a broken heart, something must be destroyed before something new can be created. It’s the hardest most soul-wrenching experience—breaking to the utmost of what you always thought you were—but beautifully blazon and raw, wild as a black stallion and so worth the ride.

Europas krop stivnede, hendes vejtrækning udeblev næsten og hendes blik var fyldt af så stor en smerte at man skulle tro det umuligt idet den store, mægtige hingst kom ind foran hende. Hingsten var helt tydeligvis ikke fremmed for hende, hun havde mærket hans kærtegn, hengivenhed og kærlighed. Noget hun ikke var sikker på om hun nogensinde ville mærke igen og hun var knust. Det var hendes fejl, brudet mellem dem havde været hårdt og brat. Ud i den blå. Men hun elskede ham noget så inderligt, hendes hjerte havde skreget sin smerte ud over tabet af ham ligesiden da. Og der stod hun, efter al sin søgen fandt hun ham lige når hun stoppede. Omsværmet af brunst og med et ukendeligt ulykkeligt blik i de gyldne øjne der før udviste den største kærlighed og glæde ved livet.
En dag skulle hun nok komme ovenpå igen. En dag. Idet hans hvin pressede sig ind gennem hendes hvide pels og ind i hjertet på hende slap hun selv et smertefyldt hvin imod ham. Hendes øre faldt ud til siderne og hun måtte stoppe op for at holde på samlingen så hun ikke endte i den fugtige jordbund. Hendes blik strejfede, men blev konstant lige omkring ham, som kunne hun ikke se lige på ham. Det var for smertefuldt at se hvad hun havde sagt farvel til.