En grøn hoppe var et sjældent syn, men ikke farven, men denne hoppe var et sjældent syn, hun var meget alene. Måske endda lidt ensom, men hun indrømmede det i så fald ikke.. Hun var gået en tur, men så endt et sted, hvor hun ingen ide havde om hvilken vej der var hvilken, man kunne sikkert ende med at bilde hende ind, at op var ned og ned var op og at hun så gik på himmelen og at stjerne var vokset op af jorden.. Ja hun var så naiv at det gjorde ondt nogle gange, men hun besad også den evne, at hun ikke lagde så meget i det, hun var usikker, hvilket gjorde, at hun holde sig fra at vandre op til fremmede og sige hej, man skulle komme til hende. Dog kom man først igang med at snakke med hende, så kunne hun være en sjov lille hoppe, der gerne snakkede som et mindre vandfald, hvis det var det hun ville, men lige nu, da var hun klar til at følge hvilken som helst skabning, så længe det var en hest eller planteæder, hvis hun bare kunne komme ud af denne her ukendte skov, der var så uhyggelig og døsig, at man næsten blev helt træt og gabte, men hun gabte ikke. Nej, hun trippede nervøst af sted med de lillae øjne, der forsøgte at holde øje med alt på en gang, hun var lettere træt og havde nok også gået i cirkler i timevis nu, der var i hvert fald gået langtid, siden at hun endte herinde i denne døsige skov fyldt med egetræer, der mindede om den skov der voksede der hjemme i græslandet, det gjorde det ikke bedre.. Skoven havde været brugt til det samme formål som en elefantkirkegård, så hun forventede halvt om halvt at hun skulle snuble over et lig eller et skelet.. Ew, hun ville flippe fuldstændigt ud. Hvor var solen og fuld månen, når man skulle bruge den?! Lige meget hvor mange gange hun fortalte sig selv, at hun ikke var fortabt i skoven, der sikkert husede onde alfer og andre magiske væsner..
Hun havde en meget livlig fantasi.. Og troede fuld og fast på Guderne, de vidste bedst og havde flere evigheder af visdom end nogen anden, de var hævet over andre og deres navne betød noget for hende, hun havde dog kun mødt Flakeze, den blå gud, det havde været i starten af hendes ophold i landet, senere havde hun ført et stille og roligt liv, uden ret meget selskab fra andre, hun havde oplevet meget af den Første Verden og dog ikke deltaget i noget af de ting der var sket, som Krigen.. Den grønne hoppe stoppede op. Hun slog kort med den hvid/beige hale med de brune striber, inden hun let lod et forsigtigt vrinsk lyde i nattens mørke.. Det var lavt og ikke specielt højt, så det kunne nok ikke høres særlig langt væk. Hun vidste heller ikke om hun gerne ville have svar, hun ville garanteret ende med at fare vild med hendes redningsmand også..

En ensom nynnen kunne høres i den tavse døsige skov, og en lille brun tøndehingst kom endu mere ensomt gående af sted. De rødlige øjne gled muntert rundt, og hans tykke stride hale piskede alle de fluer der vovede sig for tæt på, så de blev sendt af sted med en hulens fart og vovede sig aldrig tilbage. Hvis man tænkte over det, var hans hale et våben! Super tyk, hård og det gjorde ondt når han fraværende kom til at ”piske” sig selv i nummeren ved et uheld Han havde faktisk et set og rørt ved mange bløde smukke fine haler, men hans egen var en rigtig lille pony hale. Han var vel en pony i dette land? I forhold til alle andre, var dette hingst frygtelig lille… en lille skid i forhold til de helt store tårne der levede rundt omkring her i landet. Men… det gjorde ham faktisk intet at han var lile. Han havde det helt fint med at være lille.. for det var han jo. Han hed jo ikke lille spurv af ingen ting, vel?

Men hvorfor en spurv egentlig? Det vidste han faktisk ikke… lignede han sådan en lille forpjusket brun fugl? Njaa… hingsten var gylden, med muntre røde øjne. Mange ville nok tro at røde øjne ikke kunne være muntre eller på nogen måde posetiv, men det var lige hvad hingstens øjne var. Kuglerunde og super dejlige. Han var da super dejlig…
Han havde faktisk ikke bemærket hvor langt ind i skoven han var kommet, inden at kaldende vrinks vækkede ham op fra hans fantasier om flyvende ham sammen med en masse spurve. Og skyer. Hvide dunede bløde skyer. Men som skudt ud af en kanon drønede hingsten derover imod hende, og med en helte agtig indtræden sprang han frem foran hende… i hans fantasier. I virkeligheden tøffede han bare roligt imod hende, imens at han brummede nysgerrigt. For ligesom at sige: hvem er du der kalder i en skov tydeligvis helt alene i verdenen agtigt.

Den grønne hoppe slog let med halen, mens den sødlige duft af hendes brunst bredte sig om hende, hun havde enligt intet imod den, men den fik hende af og til at føle sig lidt ved siden af sit normale jeg, hun kunne blive mopset så let som ingen ting, men hun kunne også blive så snaskagelig, at man næsten troede at man havde med en anden Kimono at gøre.. Mødte man lige den side af hende, så blev man nok overrasket, når man så mødte hende igen, hvis man gjorde det. Hun vippede de grønne øre frem, da hun hørt lyden af et andet væsen, som lidt senere da også kom gående mellem træerne med et nysgerrig brum, hun følte at hun nærmest lige havde fundet en sø efter en tur i en hed ørken, lettet over endelig at se noget bekendt, noget der var levende. Hun prustende let, inden hun som et lille lime grønt lyn satte i en let galop over mod den anden hest. Hun svang let med halen, inden hun satte ned i trav og stoppede op med en afstand på under en meter til den fremmede hingst. Hun skulle tøjle sig selv for ikke at lime sig fast til siden af ham og fortælle ham at de skulle ud her fra, inden de blev jagtet af Mørkets Alfer.. De var onde og ikke specielt rare at se på. Dog alt dette var historier hun havde fået fortalt, men som sagt havde hun en livlig fantasi, en som altid havde frit løb, når hun var usikker, bange eller kede sig. Hendes lillae øjne forsøgte stadig at holde øje med alt, men fokuserede dog mest på den fremmede. Hendes øre vippede opmærksomt og hun var vel en smule spændt i alle muskler, hun var klar til at løbe i en hvilken som helst retning, hvis hun hørte en lyd, som hun ikke lige havde forventet. Hun kiggede kort rundt, inden hendes blik stoppede på den fremmede hingst. "Kan du vejen ud?" Hendes stemme var lille, men også håbefuld, hun ville næsten give alt for at komme ud af den her skov.. Den var ulækker og uhyggelig!

En fremmed duft ramte hingstens næsebor, og kort kom han til at spænde op i de muskler der ikke var så meget værd her. Nej… hingsten havde mistet meget styrke ved hans underlige rejse igennem havet til dette sted, og han var nu mere svag end hvad godt var. Men… det gik jo nok? Han havde stort set intet at bruge sine kræfter på, end at måske kunne nå et æble der hang lidt for højt oppe for den lille hest.
De rødlige øjne fik sig lige en ryste tur, da han prøvede at ryste den lokkende duft væk. Han var ikke stødt på en brunstig hoppe før… jo, i flokken, men der havde han været for ung til at kunne huske det. Eller reagere på det. Men nu var det en helt anden oplevelse for hingsten, og han blev næsten draget imod denne hest der duftede så godt. Endelig dukkede en lime farvet skikkelse op, og kom faktisk galloperende imod hingsten. .Overrasket og en anelse fjoget stoppede han på glidende forhove imod hende. et fjoget smil var om den hvidlige mulen, og han vippede ørene frem imod hoppen, der faktisk var cirka på størrelse med ham. ved hans ord bredte smilet sig lidt, og han klukkede muntert.

”Nej, det gør jeg desværre ikke… men jeg ved hvad jeg hedder. Mit navn er Hizar Drez.. lille spurv om du vil”

Sagde han med et muntert smil, inden at han nysgerrigt trådte tættere på hende og snusede ind. Ja, det var hende der duftede som en hel mark fuld af modne æbler!

Han lavede et glidende stop, ret imponerende, hun havde altid synes at det var sjovt, at sætte en vild galop i gang og så stoppe så pludseligt, at man lavede bremsespor, dog var det bedst efter at det havde regnet og jorden var fugtig og blød, men han havde da lavet et lille spor.. Hun havde til gengæld helt styr på hendes far to der kom ikke en eller anden limefarvet skabning galopperende mod hende, så hun havde ingen grund til at stoppe op ved næsten at sætte sig på bagbenene, hun lagde hovedet let på skrå, som hun så ind i hans røde øjne, de var hyggelige, hyggelige som en lille, varm ild, der kun havde varme at give, ikke som de heste man hørte om med røde øjne, de ond som så tit også havde et skræmmende udseende, men denne hingst her havde ikke et skræmmende udseende, jo for nogen ville det måske være, men for den lime farvede hoppe, så betød øjnene mere end pelsfarven og aftegnene, øjnene fortalte meget om andre.. Dog havde hun aldrig mødt en der gav hende følelsen af at øjnene var mere end blot normal venlige, de her var venlige helt ind til kernen, det var hendes første indtryk i hvert fald.. Hun svag kort med halen, hun havde ikke været i selskab med andre i langtid, de hun havde var hun ikke i brunst, så hun var vant til frit at kunne svinge hendes hvidlige hale og vippede med de grønne øre, to vaner hun holdte meget af. Han klukkede let, noget der fik hende til at gengælde hans smil med hendes eget lyse smil. Hun lyttede og hendes øre blev vippet ud til siderne, ikke mut eller skuffet.. bare lidt overvejende, men også en smule mut, selvom hun ikke ville indrømme det.

"Nåda, men kan vi så finde vejen ud sammen? Hvis du da ikke er på vej et sted hen?"

Hendes stemme var ikke helt så lille mere, den var mere normal, men den bar stadig et lille præg af at hun ikke brød sig om skoven og ikke brød sig om at være i den om natten alene. Dog hun var ikke alene nu. Han virkede som en nysgerrig fætter, lidt som hendes selv, for der var utallige gange, hvor at hun havde været overvundet af nysgerrighed, man fik som regel altid noget godt ud af at være nysgerrig.

En brummen kom fra hingsten, imens at hans øjne kort blev fjerne ved den berusende duft der blev næsten slynget imod ham da hun svingede med halen. Kort glippede han med øjnene, imens at han endu engang snuste ind. Overlæben var kort på vej op, inden at han kort rystede hovedet for at komme til sig selv. Vågn op Hizar! Trængen til at række ud efter den lime grønne pels var stor, og med undren lod han mulen glide over halsen på hoppen. Hvis han skulle være helt ærlig, havde han ingen ide om hvad han gjorde. Instinkter var en slem ting, når man som Hizar ikke var van til brunstige hopper.

Kort kastede han et blik på de stribede ben, inden at han så på hoppen igen. Hun var smuk, ingen tvivl. Kort blev han revet ud af hans trance da hun snakkede, og et drenget smil kom frem på den lyse mule.

”jeg har skam intet at gøre… ”

Kom det fra ham med et smil, men dog gik det sidste hen i en mumlem. Pludselig knækkede en gren ved siden af dem, og det gav et lille gib i hingsten. Og dog ikke mere end det.

Den grønne hoppe lod kort de lillagrå øjne søge efter lys mellem de store, sovende træer, der kort sagt var ved at skræmme hende fra vid og sans, men hun følte, at hun idet mindste havde en til at holde ekstra øje med monstre og de kunne finde vejen ud af denne skov sammen og helst i et stykke.. Hun så sig omkring, inden hun let og elegant vippede de grønne øre frem ad og lyttede efter fremmede lyde, men hun var langtfra tryg i denne skov, den var uhyggelig og atter uhyggelig, den var ikke i nogen nærhed af, at være fyldt med finurlige træer, måske ville den, hvis den havde været oplyst af solen varme, men ligenu.. Nej, med stort n! Hun så på den fremmede hingst igen og smilede let, inden hun lyttede. "Okay så.. så kan vi starte med at gå -" hun blev afbrudt i hendes tænkende strøm af ord, da en gren knækkede og hun hoppede nærmest en meter op i luften, hvis hun kunne. dog hun var blot hoppet helt tæt på den fremmede, så de stod hårlag mod hårlag.. hvad var det! Hendes hjerte bankede som en vild gazelle, der var på flugt fra en savanne løve.. Hun kiggede sig omkring, hurtigt og opmærksomt med de grønne øre ud til siderne og et forskrækket udtryk i de lilla øjne, som af og til spillede i grå farver.. "Hvad..?! Hendes stemme var ikke høj, men den var lille. Hvor var det monster, der ville æde hende nu?!

Hingsten stivnede kort med kontakten med den anden hoppe, inden at en dyb brummen strøg fra ham. Dybere end man egentlig ville tro at den lille hingst kunne frembringe. Duften af brunsten overvældede ham pludseligt, og hans næsebor udvidede sig per instinkt. Halen svirpede kort hårdt bag ham, inden at han med et et fascineret udtryk strøg hende let over halsen, og gnubbede hende på skulderen. De røde øjne spillede kort i lyset, inden at han så på hende med et lidt fjernt blik.

”shyy… det var bare en fugl”

Sagde han, og så det farverige lille flyve skræmt opad imellem træerne. Kort lod han blikket følge den, inden at det landte på hendes limegrønne skulder igen. Tøvende gnubbede han den igen, og lod mulen hvile ved man kanten. Hvorfor den nærkontakt? Normalt ville han baer have grinet af hende, og så rykket fra hende. men nu, blev han skam stående.

Den fremmede hingst kom med en dyb brummende lyd, inden at han vist tyssede på hende, var hun virkelig så højlydt, når hun var bange og følte sig halvvejs alene i mørket? Hun så kort på ham og kom så i tanke om, at han enligt var på hendes størrelse og hun for første gang i langtid ikke var lille bitte i forhold til sit selskab. Hun var altid den lille, men måske var højden også en grund til, at hun faktisk ikke trak sig væk fra den anden, hun havde altid været kontaktsøgende der hjemme, men aldrig her, alle var større, så hun følte sig blot lille og af og til også lidt som et føl, et der enligt ikke havde opnået nogen form for respekt eller rang hos andre heste. Hun pustede lettet ud, da han blot sagde, at det var en fugl. En fugl der måske også fandt mørke for tungt og uhyggeligt? Hun ville flyve langt væk fra mørket, hvis hun havde evnen til at sprede et par vinger og sætte af fra jorden og flyve gennem luften, højt over landet og måske ville hun endda også kunne finde de hun søgte, hvis hun ejede sådan et sæt? "Hvilken lettelse.. Hvorfor han syntes at kunne lide hendes grønne farve, siden at han strøg hans mule over den, men det var vel blot berolig hendes oprørte, bange sind.. Ikke? Hun savnede dybt nede heste på sin egen størrelse.. Hun holdte sig dog fra at så med halen, blot svinge let med den, en lille bevægelse, intet andet.

Hvor lang tid havde han bare stået stille, med mulen imod den glatte grønne pels? I noget tid sikkert, for da han endelig bevægede sig var det blot for at lade den stryge ned over ryggen i cirklende bevægelser. Han sagde nok intet, end den vedvarende brummen der kom fra ham. Nej, hingsten havde aldrig prøvat at være under denne her form for trance over brunsten, og det var første gang at han var fanget på den her måde over en hoppe som han ikke rigtig kendte.

Dog stoppede han let ved krydset, inden at han fnyste kort. Den lange strittende hale vippede kort bagved ham, inden at han kom med noget der kunne minde om en spørgende lyd. Dog vidste han ikke helt hvad han skulle gøre hvis der skete noget, så det var vel det man kaldte instinkter. Det de kunne bruges til.

Den grønne hoppes opmørksomhed var ikke rigtig på den fremmedes nusseri, men mere på de ting hun syntes at se, de ting der gemte sig i mørket, hun havde vel allerede set op til flere skygger, som ikke var der. Hendes lille hjerne arbejde på overtid og fiskede allerede historier om store, glubske monstre frem og tegnede alle deres skygger i mørket for øjnene af hende. Nej hun så ikke syner, hun så blot det man syntes at se, når man var i mørket og man ikke var hel tryg. Man så syner, men det var ikke en ting hun gjorde meget i, kun i hendes hoved. Hun trippede da også et par skridt, da han kom med den der spørgende lyd, men det var ikke fodi, at hun opfattede særlig meget af hvad der skete omkring hende ud over, at holde øje med skyggerne i mørket, der bevægede sig omkring hvert et sovende egetræ, hun slog kort med halen, inden at hun let vippede de grønne øre tilbage, ikke mopset, men lyttende og opmærksomt. Det var svært at forklare hvordan den trætte, men også bange hoppes hjerne lige fungerede efter at være fanget i skoven i så langtid med adrenalinen pumpende gennem kroppen.. Hun gav sig mere hen til sine instinkter end hun måske ville, da hun aldrig rigtig gjorde sådanne ting..
Hvad ville hun ikke give for at hun fik lov til at komme ud af skoven her.. Den var farlig og hun ønskede faktisk at hun kunne have mødt den fremmede hest et andet sted, et mere lyst sted, hvor hun ikke var på nippet til at gå psykisk ned og tude, mens hun kaldte på sine forældre.. Ja, det kunne hun finde på hvis det gik helt galt.. Dog hvis han kunne hjælpe hende ud af skoven her, så ville hun være ham evig taknemmelig og nok også have en grund til at finde ham igen..