De gyldne og blå farver spillede sammen i en smuk dans i vandet. Det reflekterede solens stråler på noget der kunne minde om en magisk måde, og fik det hele til at skinne. Hingsten der normalt hadede og afskyede alle former for vand, kunne alligevel ikke lade værd med at lade et beundrende blik glide over søen. Var den mon magisk? Han var ikke sikker… måske. De ulmende røde pupil løse øjne gled kort over området omkring ham, og han sukkede. Var det mon lettet han sukkede? Hingsten var træt. Men ikke på den fysiske måde. Nej, han var vidst træt psykisk. Hele tiden var han i gang, og det føltes som evigheder siden at hingsten havde fået sig et ordenligt hvil. Det var ikke fordi at han var bange for at hvile sig… nej, han følte bare ikke at han havde tiden til det. Hele tiden havde han haft gang i noget… men nu. Her var ingen. Mon han kunne slappe af lige et øjeblik?

Det var nu ikke fordi at hingsten hele tiden gik med spændte muskler, knast nakke og førte sig frem. Nej… sådan noget gjorde han ikke. Han kunne faktisk i hans perioder hvor at alt bare var ligegyldigt, minde om et gammelt øg. Hovedet hang, manen og halen var en anelse slasket i det og hovene syntes at klistre som karamel til jorden. og det var ikke fordi at han var trist. Nej, det var bare fordi at han var som han var. Dog skulle man ikke undervurdere noget der kunne ligne et gammelt øg. For han kunne sagtens slå fra sig, og havde bevist dette mere end en gang før. De røde blik gled ned på græsset, og med en dump lyd landte han på det. Et sagligt smil var til at se på mulen, og for en stund lignede hingsten enhver anden normal hingst. helt rolig, uden det normalt hysteriske grin eller til tider syge smil. Ørene flabbede let ud til siden, og den lange hale prøvede forgæves at vifte de flueer væk der syntes at drages af den kraftige farve hingsten bar.

Dette var tydeligvis en af hans bedre dage. En af deres bedre dage. For de havde faktisk ingen makabre tanker i dag. Ingen ideer der skulle afprøves, eller vimsen omkring af nysgerriged. Nej, i dag var nok en af de dage begge sjæle faktisk kunne snakke nogenlunde normalt, uden at bryde ud i en spontan slåskamp. Og… så var det vel også fordi at Semental lige havde styringen nu. Den filosofiske men gale hingst… den lille nisse, der elskede at dase den. Bare… slappe af.

Dawn havde været på patrulje, men var da søgt lidt væk igen. Han tøffede langsomt afsted i varmen og lod blot musklerne spille under det brune hårlag som skinnede om kap med solen. Han var veltrænet, som en flokleder skulle være og bar sit hoved i en høj naturlig stilling. Han førte sig ikke frem, for det var bestemt ikke en nødvendighed for ham. Man kunne se på ham at han besad en vigtig rolle. Han løftede nu hovedet en anelse og spejdede ud over Rein. Var der noget i det fjerne? Jo det var der vidst.
Dawn trak let på skulderne og betragtede den knaldrøde hingst der ligesom ham var på en mere rolig færd. Dawns nysgerrighed drog ham nærmere og han holdt sig i en mere fredlig positur. Han havde ikke nogen onde hensigter.
Han lod blikket glide over søen og funderede en anelse over hvorvidt den også var magisk? Dead havde været magtfuld og levnene fra den tid kunne ses på hans ben i form at pigge. Han var vel nok det man kunne kalde en dæmon, men han var ikke forbandet i den form af at være slave af Dead, nej han havde aldrig selv drukket af den sø. Han var mere end en simpel slave. Han stoppede på afstand til hingsten og brummede let af ham.

" Vær hilset fremmede. "

Blikket gled let til siden, og han betragtede uden at flytte hovedet den hingst der kom nærmere. Det var visse fordele ved ikke at have nogen form for synlig pupil, da hingsten ikke kunne se hans blik på ham. medmindre men studerede ham meget intenst, ville man stadig se ham se ud over vandet, i stedet for den flok leder der nærmede sig ham. Ligesom ham selv, virkede hingsten til at nyde dagen. Bare slappe en smule af. Så Fuego så ingen rigtig grund til at rejse sig endu, da han nok ikke ville føle sig truet af den anden som sådan. På mange måder kunne det være dumt… men hingsten kendte ikke rigtig til den følelse af utilpashed der kunne ramme nogle sjæle, hvis de mente at de var under angreb eller bare at der var nogen der kom for tæt på. Om han ”manglede” denne følelse eller reaktion, var ikke sikkert om var godt eller skidt.

Dog endte han til sidst med at dreje det store hoved imod den fremmede, og studerede ham nu nærmere. Musklerne var tydelige under det tynde brune hårlag, og en vag tanke om kamp meldte sig hos hingsten. Dog blev den hurtigt rystet væk af hans medsjæl, der for alt i verdenen var for doven til at prøve noget så drastisk. Den anden hingst bevægede sig dog med en holdning, der fandt ham intressandt. Han virkede som en vigtig person, og ikke blot en strejfer som Fuego. De lilla pikke fæstnede han sig kort ved, og en undrende brummen kom fra ham. Var han født med dem? Eller var de blevet sat på ham af en eller anden årsag? Hvad end det var var det underligt… fremmed… nysgerrigheden boblede let frem i hovedet på hingsten, inden at den anden stoppede op. En hilsnede brummen blev sendt imod ham, inden at Fuego samlede benene under sig og rejste den vældige krop op.

”Vær hilset”

Sagde han roligt, og tipppede hovedet på skrå. Endu en af de sjældne gange, var hingstens stemme ikke overordenlig skinger. Nej, den var normal.. ikke for dyb, men en anelse hæsere end normalt toneleje.

Dawn bed mærke i at hingsten blev liggende og derfor holdt han en betydelig afstand så hingsten ikke skulle føle sig truet af ham. Han virkede ikke til at være helt normal i hovedet. Han var stærk, måske endda en smugle stærkere end ham selv, men ikke meget. Den brune hingst studerede den anden med sine røde øjne. Han rettede ørerne frem. Han vippede med ørerne og brummede da roligt da hingsten nu rejste sig inden han så trådte et skridt nærmere.

" Dawn of Death, hvem har jeg æren af at møde? "

Det var ikke nogen hemmelighed at Dawn måtte opretholde sin gode opførsel så han ikke kom i problemer. Han kunne jo ikke rende rundt i være mere eller mindre vanvittig når han havde flokken at passe på. Han havde aldrig rigtig været sådan helt vild, og nu var det ved at være slut. Han og Inari havde fundet hinanden. Han brummede let endnu engang og stod kort og funderede over hvorvidt hingsten her havde familie? Var han egentlig reelt set en trussel? Hvem var han? Dawn var nysgerrig af natur og han var sikker på han nok skulle få svar på sine spørgsmål.

Hvad var normale reaktioner egentlig? Ifølge Fuego var det så meget… at søge kontakt til andre var en af dem . og især hvis det ikke ville. Holde afstand… ja, hvis man ville. Alle Fuegos formelle regler var en sotr rodet bunke af tanker og brøkdele af beundring som han så kopierede fra andre. Så at hingsten holdt afstand indtil han rejste sig, lagde han ikke så meget i. For hans skyld kunne han have travet imod ham imens han sang halleluja, og Fuego ville nok først have rejst sig når ahn ville. Endu engang de manglende ”egenskaber” som han ikke havde. Som han manglede.

Hvor stærk Fuego var i forhold til den anden, holdt han ikke rigtig øje med. Han havde ingen grund til at vide om han kunne klare denne her, da han ikke tænkte over sådan noget. Hvis han ville kæmpe, så kæmpede han. Og så kunne hans modstander hurtigt være 20 gange stærkere end ham… han ville gøre det alligevel. Endelig trådte hingsten en smule nærmere, og han vippede tænkende med den røde hale. Dawn of Death…. Havde han hørt om ham? var det ikke noget med en flok?

”Fuego Semental… sig mig Dawn of Death. Har de en vigtig position her I landet… jeg synes jeg har hørt om dem”

Kom det roligt fra hingsten, med en undertone af et smil. Alt kunne virke normalt ved hingsten lige nu, men dette var dog mest Semental. han var nok den mest høflige af disse sjæle, og grunden til at de ikke bare havde grinet af hans navn eller noget i den stil.
Om hingsten var en trussel var op til den enkelte at bedømme, men svaret var nok ja. Han kunne hurtigt blive en trussel for dem der var svagere end ham…

Hingsten studsede let over hingsten, men han var varsom med ej at overbeglo ham. Nej det så i stedet hinanden an, det var en ganske naturlig del af at være hingst, dog synes ingen af dem at gide at lave ballade. Det lå heller ikke naturligt til Dawn, hvertfald ikke sådan lige umiddelbart. Han havde da lavet mange ting, men det var somom at han var vokset med ansvaret for Slavian. Han vippede ørerne frem. Fuego. Det fandt han lettest at kalde hingsten. Han nikkede let og et svagt smil viste sig på hans hvide mule.

" Jeg er Slavians leder og Dead's vogter. Jeg vil ikke just sige det er vigtigt, men det er et stort ansvar. Hvad med Dem? Nyder De blot friheden til at kunne strejfe rundt og gøre hvad det faldet Dem ind? "

Dawn måtte nok indrømme at han nogle gange savnede at kunne vandre væk fra Slavian uden at skulle tænke på at komme hurtigt tilbage. Han vidste at de andre nok skulle holde øje, men ingen af dem var stærke nok til at holde de stærkere trusler væk.

Den anden virkede en anelse mere voksen end den føllede sjæl Fuego, men kunne siges at være på plan med Semental. Selvom at han selv mente at han var det klogere end denne brunlige hingst. efter at syntes at have set alt hvad der var værd at se på hingsten, vippede ørene afslappet tilbage. Hvis han lige tænkte sig om, var denne Dwan of Death den første hingst han havde snakket eller kunne føre en ordentlig samtale med uden at fare i flæsket på ham. men Semental var nu også en dejlig sludre hingst, og han elskede selskab hvis dem han snakkede med forstod at give ordenlige svar.

Slavians leder? Se det lød intressandt. Han gik ud fra at slavian var en flok… han vidste at det var en flok. Men han havde aldrig set dens leder før nu. Let nikkede han til ham, som et minimalt tegn på respekt som han nu fortjente siden at han var leder. Fuego eller Semental ville aldrig kunne påtage sig ansvaret for en flok. De var deres egne. Desuden, var der nok ikke en flok her i landet der passede til deres sadistiske og syge sind. Dead havde han været ved en gang… søen havde fascineret ham, og han kunne huske hvordan den han havde været sammen med på det tidspunkt havde joket med at turde drikke af den. Men hingsten var ikke dum. Den så giftig ud i den grad…

”Jeg er blot strejfer, og det vil jeg nok være længe. Hvad vogter de Dead for?”

Sagde han med et skævt smil, og tippede da hovedet på skrå. Kunne søen noget siden den skulle vogtes?

Blot et tegn på respekt var nok til at Dawn kunne gengælde det nik han fik fra den knaldrøde hingst. Ja man respekterede vel dem der respekterede en selv. Han vidste dog stadig ikke hvordan han skulle fortolke hingsten. Han virkede ustabil et eller andet sted, men så længe Dawn holdt en behørig afstand ville et snigangreb aldrig komme på tale. Han vippede ørerne frem og det svage smil blev en anelse tydligere. Jo Dawn kunne ofte godt lide at sludre, det var dog sjældent der blev sludret med hingste.

" Dead er en ganske giftig sø som ligger ved mit territorie. Det kan absolut ikke anbefales at drikke af den, så for at små naive heste ikke skal drikke af den har Flakezé sat mig til at vogte den, hvilket er meget let for den ligger trods alt i området. "

Svarede han så roligt. Det var vel den nøgne sandhed, selvom Dawn måske kunne have løjet og sagt at øen gav en magiske evner så var det ikke noget han gjorde. Ikke endnu hvertfald. Hingsten havde jo hverken gjort ham eller hans familie noget.

Ustabil… det kunne vel betegne dem meget godt. Hingsten var lettere ustabil ifølge ikke nogen. Det var ikke sådan at han brød ud i pludselige frontal angreb eller noget… men pludselige grin og snerren kunne komme ud af de mindste ting. Han kunne reagere helt uventet og unaturligt… ja, hingsten var vidst ustabil. Og alligevel hvilede han inde i sig selv som oftest. Han var afklaret med det, og vidste godt hvem han var inderst inde.. eller gjorde han? For han var så mange. Mon hingsten egentlig havde haft et fælles navn, inden han blev Fuego Semental? Måske… hvis han havde, kunne han ikke huske det. Hvilket måske var meget godt.Hans blik gled endu engang over hingstens krop, og fæstnede sig ved piggene. Hvad blev de dog brugt til? Kunne de noget? Kort røg blikket op i hingstens ligeså røde øjne som hans egne, inden at han nikkede forstående. Giftig…. Så man blev syg…? Eller noget helt andet? Hingsten gik dog ud fra syg, da han ikke havde været her før krigen.

”hvis den er giftig… hvorfor skulle nogen så drikke af den?”

Sagde han en anelse til sig selv, og en anelse til ham. Ved navnet Flakeze vippede hingstens øre en smule tilbage, for så at læne sig nysgerrigt fremad. Livets gud… jo, han havde hørt om ham. Ligeså dødsguden. Men han troede ikke de var her? Var den ene ikke død, og den anden forsvundet i noget tid?

Dawn stod kort tænkende og overvejende om hvorvidt han skulle give denne hingst hele forklaringen. Han havde ikke lyst til at han skulle få nogle dumme ideer og derfor vandre ind på hans område. han brummede derfor en anelse, men valgte da så at give en forklaring. Ja hvad kunne der ske. Var hingsten dum nok til at drikke så ville han jo nok dø af det.

" Søen var før i tiden mere magtfuld. Drak man af den ville søen tage en til slave, og nogle få udvalgte som krigere, og til sidst dæmoner. Begge mine forældre var dæmoner netop af denne sø, som senere så valgte at tage livet af dem begge. Det er så lykkedes guderne at neutralisere søen, så den kun slår dig mere eller mindre ihjel hvis du drikker af den, men nogle er dumme nok til stadig at gøre det. "

Dawn var rolig i sin forklaring. Ikke engang hans forældres død synes at røre ham overhovedet. Nej Dawn var faktisk kun glad for at ingen af dem var en del af hans liv mere. Han havde haft det hårdt i blandt to skingrende sindsyge heste. Hvem ved, måske havde han dræbt dem selv hvis søen ikke havde gjort det.

" Hvad med Dem? Har de nogen familie? "

Kom det så fra Dawn. Ikke mere snak om søvand.

Hans tænkende udtryk fik Semental til kort at blive nysgerrig. Var det mon en hemmelighed? Hvis der var noget ved søen, ville han uden videre gå ind på den andens territorium for at finde ud af hvad. Han ville skide på andres regler om at man ikke måtte, og stolede nok på sig selv til at kunne dette. Dog da den anden valgte at sige noget der lød som sandheden, trak han på skuldrene. Tænkende slog halen bag ham, imens han overvejede det info han lige havde fået. Dæmoner… han tivlede stærkt på at hingsten her var en dæmon, og frygtede ham ikke som sådan. Han frygtede ingen.

”havde søen liv siden du siger den valgte?”

Kom det fra ham, og han lagde hovedet på sned. familie? Et lille smil bredte sig langsomt på den arrede mule, inden at han klukkede stille. Han havde skam familie. Den fra hans gamle land havde han bare aldrig mødt, og han havde sikkert dræbt dem uden at vide det. Og den her… ja, det meste af den var også væk. For den eneste rigtige familie han havde haft var Jiya.

”Lidt… nogle føl, og havde en mage”

Sagde han en anelse tænkende. Hvordan mon hun havde det, hvis man kunne have det godt når man var død? Det håbede han for hendes skyld…

Dawn studsede igen over hingsten og hans reaktioner. Der var ikke meget at læse og Dawn valgte derfor ikke rigtig at gøre noget ved det over hovedet. Hvad var der også at gøre? Hingsten var jo ikke umiddelbart nogen trussel overfor Dawn og kom det til det punkt hvor han ville blive det måtte de tage den derfra. Dawn var bestemt ikke interesseret i at kæmpe for at kæmpe. Han vippede ørerne frem og brummede let over hans bemærkning.

" Det kunne man godt sige, dog ikke mere. "

Dawn var faktisk ikke selv helt sikker på hvad han var i forhold til Dead, for ja han havde det klassiske look som blev tildelt dem der havde lidt under Dead. Han kunne høre dens stemmer, men så ikke mere end det. Han rettede da opmærksomheden mod hingsten endnu engang da han talte om familie han nikkede svagt i respekt for hans mage. Han ville aldrig selv kunne forestille sig at miste Inari. Aldrig.

" Jeg har selv et par stykker.. Ikke nogen jeg ser meget til.. Min ældste datter måske.. Ellers har jeg blot min mage. "

Svarede han så. Dawn var i et vældigt snakkehumør, men hingsten synes ikke at have noget i mod det. Ja hvorfor så ikke bare snakke lidt frem og tilbage. Mon ikke han ville gå hvis han fandt Dawn alt for kedelig.

Dog ikke mere? Hvad mente han? Var søen livet op til sit navn og var nu død? Måske… han vidste det ikke helt. Men det kunne jo være at den var helt død nu. Som en sø burde være. Men han var ikke sikker. Måske.. der var så mange måske’er. Hvorfor var der det? Så mange spørgsmål som hingsten ikke havde svarene på… så meget han ikke vidste.
Han vidste jo intet om at man fik et lidt andet udseende af søen… at dawn havde det udseende.
Hans lille nok af respekt, fik ham til at smile skævt. Jiya… det var fortid. Hingstens øjne fokuserede på dawn, og han tippede hovedet på sned. Han havde altså en mage… hvem mon det var? Tænkende slog den kraftige røde hale bagved ham, inden at han nikkede let. Han havde brudt sig meget om Jiya. Sågar sige elskede hende. Men havde den kærlighed varet ved, hvis hun havde været her endu? Hingsten vidste det ikke. Sådanne følelser kom og gik hos ham, som vinden fløj videre. Den dag nogen virkelig ville fange ham, ville han nok gøre alt han kunne for denne person. Men indtil videre, levede hingsten hans mærkelige og forvredne liv videre.

”din ældste datter? Min ældste datter er skrøbelig… hun er nok her i området, da hun ikke gør så langt væk fra mig. Men må jeg sprøge… hvem er deres mage?”

Sagde hingsten roligt og tippede hovedet på skrå. Hvem var hun? Havde han mon mødt hende? for han gik ud fra at det var en hun…