Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Endnu en nat, endnu en vandring. Intet synes at lakke mod en ende. Men hvordan kunne mørke have en ende? svaret var simpelt; Det havde den helt enkelt ikke. Dette liv var som at flyve gennem et bundløst hul. Du vidste aldrig hvad der ventede længere nede. Du vidste aldrig om mørket ville sluge dig hel, eller om en form for lys ville bryde igennem. Mørket var mystisk, og kunne gemme utallige hemmeligheder. Recimir var i sandhed en hest af mørket. Han var sær. Ikke en man lige kunne sætte en finger på, selvom hans opførsel til tider ville få nogen til at sætte ham i bås. Men han rummede så meget mere, end hvad man så og hørte. Alt det var blot gemt væk nede i det bundløse hul. Måske det lå på den bund der ikke eksisterede? Men ville hans andre sider så ligeså ikke eksistere? Lad os gøre det klart; Det var et svar man aldrig ville finde ud af. End ikke Recimir selv vidste det.

Et kast med hovedet fik den lange, tjavsede pandelok til at falde på plads. Lidt foran øjet og lidt bagved, så han kune lige kunne kigge ud. Mange ville nok ryste på hovedet, når de så ham. Han var såmænd pæn nok af bygning, men hans mørke pels, næsten lysende sølvhvide man og de dybe pupilløse øjne, var alt sammen mat. Det eneste der skindede var de gyldne aftegn og de tre guldmetaller der var piercet ind i hans skind. Udstoppet, var nok det ord det bedst kunne beskrive hans udseende. Man og hale tjavsede nemlig, og den eneste form for liv der var at se i ham, var den svage, matte glød i hans øjne der vidnede om et bankende hjerte. Men Recimir var ligeglad. Ligeglad med både andres og hans eget udseende. Han mente at dette blot var en stambog, der fortalte om hvilke forældre man nedstammede fra. Generelt var denne hingst ligeglad med alt. Han tænkte sjældent over ting, overvejede intet og planlæggelser er for ham ukendt.
Denne hingst levede i nuet, men fik sjælendt noget ud af den.

Langsomt lod Recimir sin mørke mule sænke mod jorden. Sulten havde meldt sin ankomst, og nu måtte han tilfredsstille den. Græsset her i Galka var ikke ligefrem udsøgt, men det gjorde en mæt. Måske var det det han burde bruge denne nat på? Dette sted var alligevel blot en slags steppe. Så der var næppe noget interessant at lade sit blik falde på.

Indepth

De glødende blå øjne gled over den slette der åbenbarede sig foran hende. Den var meget øde…. Uden liv ville mange nok kalde den. Ikke ligesom den brogede hoppe. For hun spudlede nærmestf det.. når hun var i godt humør. Når hun ikke var helt nedtrykt og deprimeret. Nej…lige for tiden, var verdenen ond ifølge den brogede hoppe. Ond og uretfærdig.
Et lille fnys kom fra hende, og hun lod mulen glide over det tørre græs. Ikke så så spændende som græs nu engang kunne være. Normalt spiste hun blot det på engene, og omgik næst også kun der. Men for en gangs skyld var hoppen søgt et nyt ted hen. Et andet. Blot for at finde en forandring… fordi forandring fryder jo? Pff… ifølge hende, kunne verden godt være det samme. Da hun var føl, var der ingen bekymringer… men i takt med at man blev ”voksen” kom der mere ansvar end hun lige brød sig om.

Men hun kunne ikke stoppe sin voksende cyklus. Snart ville hun være helt voksen, og så ville der da først begynde at ske problemer for hoppen. Ikke at hun bevidst ville rode sig ud i dem.. nej, hun kunne bare mærke på sig selv at hun ikke ville få det helt normalt…
Hun løftede hovedet igen, og den lange man led kort ned over den ene side af halsen og virkede som et gardin. Hendes blik gled over det åbne område, og pludselig så hun en skikkelse der ikke havde været der før. Hvem var det? Nysgerrigheden blev vakt i den brogede hoppe, og hun besluttede brummende at søge over imod den fremmede. Ville han mon have selskab?

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Skønt lyden af hove ramte de følsomme ører hingsten besad, tog han ej notits af det. Han var blevet så vant til at der ofte kom heste fra nær og fjern, som enten ville snik snakke eller blot passerer forbi. Vedkommende kunne gøre hvad han eller hun ville, Recimir kunne ikke være mere ligeglad. End ikke den lyse brummen fra en hoppe fik Recimir til at løfte hovedet. Det var kun da hendes skridt lød i hans retning, at han ganske langsomt, ja, nærmest modvilligt lod sit hovede glide op. Dybe, violette øjne havde denne hingst. Dog uden pupiller og uden nogen form for livsgnist. De var kolde og døde. Hans blik hvilede blot stirrende på den unge hoppe, som hun kom nærmere. Vinden bragte hendes søde duft med sig, men den lugtede langt væk af børnehave. Ikke at Recimir havde noget imod føl eller ungheste.. de manglede blot intelligens. Skønt han havde oceaner af tid, ville han ikke spilde den på pjatte.

Det mørke ører med de guldfarvede spidser, hang uinteresseret i deres vante, kedelige position i nakken. Recimir rørte ikke en muskel. Han stod som forstenet i den position han i første omgang havd indtaget. Først da hoppen var han nær, gjorde han et kort, næsten utydeligt nik med hovedet. Det var det tætteste på en hilsen, denne hoppe fik.

Han reagerede ikke. Han reagerede ikke på at hun kom nærmere? Undrende stoppede hun op, før at hun tog sig sammen og gik tættere på ham. Endelig løftede han hovedet, men det var næsten modvilligt? Uff…. Hoppen vippede tænkende ørene tilbage over hans attitude, og hun brummede en anelse tænkende. Endelig mærkede hun hans blik på sig, og der var noget stirrende over hende, Som om at han ikke fandt det uhøfligt blot at se sådan på hende. Roligt mødte hun hans kolde og døde blik med hendes eget glødende, og en spørgende brummen kom fra hende. Var der noget galt?

Hendes blik hvilede på ham indtil at han nikkede som en hilsen til hende, og hun kunne nok mere fornæmme hvordan han var en af de mere tavse typer. Men stilhed var en god ting…. Den var ikke altid dårlig og dum. Kort nikkede hun en hilsen tilbage til ham, før at hun lod mulen glide ned over det uintressandte græs endu en gang.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Stirrende, hvilede hans tomme blik fortsat på en den brogede hoppe der nærmede sig ham. Han observerede hende. Skønt han blot stirrede på ét punkt, kunne han stadig se og fornemme hendes helhed i sit synsfelt. Dét ene punkt, han som sagt stirrede mod var hendes blik. Hun havde dybe, blå øjne hvori en levende glød dansede så villigt og gjorde hendes hornhinde blank. Men på trods af den livsgnist, og den varme der spejlede sig på overfladen af hendes blik, lå der ligeså noget mørkt i baggrunden. Åh ja, Recimir ved besked. Denne hingsts øjne var meget følsomme overfor lys, hvilket gjorde ham istand til at se hende som en sky på en klar himmel, skønt omgivelserne var bælg mørke. Men dette var blot en hjælper. Han havde lært at tyde ganske små træk i de fleste hestes kropssprog. Og denne hoppes øjne havde sikkert blot lagt en facade op, for at skjule hendes bekymringer. Men han kunne ej vide sig sten sikker. Udseendet kan bedrage.
Ganske kort fløj hingstens tanker tilbage på dengang han mødte Cerwyn oppe i de mørkbelagte bjerge. "... Enhver grim skabelse kan gemme sig under noget smukt." Ja. Han huskede sine egne ord. Det var et spørgsmål med mange fortolkninger, og derfor et godt spørgsmål. Han ønskede at stille denne hoppe det selvsamme, blot for at se roden af hendes sind. Hvordan hun tænkte. Hvilken form for kløgt hun besad. Alt dette på trods af at han ej forventede at hun ville kunne imponerer ham. Men det var nu heller ikke derfor han opsøgte hende. Han fandt det blot... Interessant at lærer om sindets lange gange, og mørke afkroge.

Selv viste Recimir ingen form for følelser eller interesse for hende. End ikke hvis han ville, kunne han. Tomheden havde boret sine lange kløer dybt ind, under hans hud. Og han var ej til at redde. Der hvor Recimirs hjerte skulle havde banket, var der blot et sort hul. Han følte intet, og kunne derfor intet udtrykke. Men han kunne foregive de få følelser han huskede fra sin tid på føls ben. Og noget sagde ham, at han måtte gå venligt til værks hvis han skulle kunne lokke nogle ord ud af hende her. Hendes ører havde jo allerede lagt sig.

Der var nu gået et øjeblik, hvor tavsheden havde lagt sig mellem de to heste. Hoppens sidste spørgende brummen, var døet ud og hendes opmækrsomhed lå nu på det utiltalende græs. Recimir stod stadig som var han forstenet, men i samme nu, hævede han hovedet så det nu befandt sig i en ganske normal position. Han vendte sit blik mod det sorte himmellegeme, og betragte de svage glimt stjernene udsendte.

"I sandhed et trist sted du var valgt at betræde i nat.."

kom det hæst fra den rustne strube. Hingstens stemme, var altid meget dæmpet og hæs. Og fik den derved til at virke hvislende, som en slange. Den vidnede om mange års tavshed. En tavshed han kun for nylig havde lagt på hylden.

//out (: